Det er lidt som at sidde i en rutschebane med bind for øjnene,« fortæller Katrine Engberg om at skulle debutere. »Det er fantastisk, og det er ekstremt angstfyldt.«
Katrine Engberg arbejder som sceneinstruktør og koreograf, og for øjeblikket har hun travlt med de sidste prøver til Cougar the Musical på Bellevue Teatret. Men i slutningen af februar udgav hun også krimidebuten Krokodillevogteren.
I bogen bliver en pige fundet myrdet i et byhus i København K. Kriminalbetjentene Jeppe Kørner og Anette Werner sættes på sagen, og snart viser det sig, at der måske er en sammenhæng mellem mordet og den krimi, som husets ejer er ved at skrive.
Læs også: Facebook – et medie designet til overflade
Katrine Engberg tænkte dog undervejs slet ikke over, at hun var i gang med at skrive en krimi, selv om hun er storforbruger af genren.
»Det er vitterligt ikke noget, jeg har skrevet for at ramme en åre, men ud fra en kæmpe kærlighed til genren, som jeg er vokset op med. Man kan sige, det er en kultur i min familie at læse krimier – vi læste dem hen over aftensmaden i min barndom,« fortæller hun og nævner britiske forfattere som Dorothy Sayers og Ruth Rendell som forbilleder.
Ondskab eller ej
En krokodillevogter er en afrikansk vadefugl, der hjælper krokodillen med at fjerne madrester fra tænderne og af den grund ikke selv bliver spist. Katrine Engberg forklarer, at titlen er en reference til de dysfunktionelle relationer, der afdækkes i romanen, hvor den ene part i et forhold har magten over den anden.
Det er netop den menneskelige psykologi og det psykologiske spændingsfelt, hun synes, er interessant i krimien – ikke blod, vold og brutalitet.
Læs også: Når mænd hærder
»Det er spændende at arbejde med, hvad der får nogen af os til at træde ud af rammen og skade andre, for det er virkelig en vild linje at krydse som menneske,« forklarer hun om sin motivation for at skrive.
»Hvis nu vi skal skære helt ind til benet, så handler det om, om man tror på ondskab eller ej. Og jeg tror ikke på ondskab. Jeg synes f.eks. ikke, at Kay Scarpetta-historierne (af Patricia Cornwell, red.) er super spændende, fordi de netop arbejder ud fra en konsensus om, at der findes onde mennesker.«
Lig i lysekronen
Plottet i Krokodillevogteren tog fem år om at forme sig imellem arbejde ved teatret og familieliv. Særligt de forskellige byrum, som Katrine Engberg færdes i, inspirerede hende. I bogen finder man således et lig i lysekronen over parkettet på Gammel Scene på Det Kgl. Teater.
Men hun mener også, at teaterarbejdet har sat sit præg på hendes skrivestil:
»Teater er jo at fortælle historier, så mit arbejde har også været med til at forme den måde, jeg skriver på. Jeg tænker meget visuelt, så når jeg skriver, ser jeg tingene for mig. Det er en indre film, jeg prøver at formidle med ord.«
Læs også: Så lad dog kærligheden
»Desuden arbejder man i teateret med en masse forskellige planer, man kan lægge spillet på, fordi man er live og ikke kan springe i tid og rum ligesom i film. Og i Krokodillevogteren foregår fortællingen netop på flere planer, idet jeg prøver at flette flere forskellige karakterers synspunkter sammen,« forklarer Katrine Engberg eftertænksomt.
I efteråret planlægger hun at holde pause fra teatret for at skrive efterfølgeren til debuten.
Katrine Engbergs debutroman ’Krokodillevogteren’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
