Læsetid: 8 min.

Professor-vældets fald

Først rendte de halvåbne døre ind, siden blev fronterne hårdere trukket op under 1960’erne og 1970’ernes studenteroprør i Danmark. ‘Flammende taler’, politirydninger af universitetsbygninger, besættelser af talerstole, kamp om stemmesedler og druk på rektors kontor var nogle af ingredienserne
Foto th: Ebbe Andersen/Polfoto
9. september 2016

BRYD PROFESSORVÆLDET og MEDBESTEMMELSE NU står der med store, sorte bogstaver på Københavns Universitets mur.

Det er fredag morgen 21. marts 1968, og under parolerne står en gruppe psykologistuderende med løbesedler, der opfordrer deres medstuderende til at boykotte undervisningen og komme til møde samme eftermiddag, hvor der vil være »Øl og flammende taler«.

Kravene er ændringer i studieforløbet, og at de studerende fremover skal repræsenteres i studienævnet og andre styrende organer med 50 procent.

Studenteroprøret er kommet til Danmark. Fire år forinden er det begyndt på University of Berkeley, California, i USA, og to år forinden har de vesttyske studerende i Berlin erobret gaderne i protest mod regeringens forbud mod politisk aktivitet på Frei Universität Berlin.

Det danske studenteroprør var både stærkt inspireret og en del af den internationale bevægelse og samtidig helt sit eget.

Åbne døre løbes ind

Alle byggestenene var på plads for en stærk dansk studenterbevægelse, da de psykologistuderende kaldte til kamp den 21. marts i 1968.

Godt nok havde de danske universitetsstuderende ingen erfaring med kollektiv aktivisme i kombination med universitetspolitik – men mange af de studerende havde erfaring med aktivisme fra venstrefløjen eller de sociale bevægelser fra f.eks. antiatomkraftbevægelsen.

Samtidig eksisterede der flere stærke universitetspolitiske netværk og organisationer, der var vant til at organisere og afholde faglige arrangementer og studiekredse.

Da de psykologistuderende først havde givet startskuddet, gik det hurtigt med at få opbygget en stærk og mediebevidst bevægelse.

I København bredte oprøret sig til andre fagområder – særligt de arkitektstuderende og medicinstuderende var hurtige til at bakke op. Ved Aarhus Universitet stiftede en gruppe aktivistiske studerende Studenterfronten, der tilsluttede sig københavnernes program.

Studenteroprøret var fra begyndelsen også et opgør med de studerendes egne repræsentanter i studenterrådet, som oprørerne mente var for konservative i både holdninger og metoder. Derfor kunne man også tre dage efter den første aktion i København læse følgende svada mod studenterrådet og deres parlamentariske arbejde i en pressemeddelelse bragt i Information:

»Studenterrådet har spillet fallit. Rådet har alt for længe gået ad den slagne landevej, med al dens korridorpolitik etc. uden at opnå egentlige resultater. Derfor er det i den nuværende situation tvingende nødvendigt at tage andre midler i anvendelse.«

Den nu landsdækkende studenterbevægelse havde bred opbakning fra de studerende, hvilket statskundskabsstuderende og studenterpolitiker Chr. Hjort Andersen begrundede med, at hans generation ville og turde udfordre systemet: »Vi er begyndt at kritisere forældede pensa, forældede undervisningsformer, solderiet med studenternes tid, solderiet med samfundets penge, autoritetstroen.«

Trangen til forandring fik flere end 5.000 københavnske studerende til at møde op på Vor Frue Plads den 23. marts 1968 for at demonstrere for bedre undervisning og mere studenterinddragelse.

Foto tv: Erik Gleie/Polfoto.

I Aarhus samlede Studenterfronten kort efter over ti procent af de studerende til et debat- og protestmøde. Oprøret fik også støtte fra de ikkeprofessorale undervisere, flere af de danske politikere og ikke mindst Københavns Universitets rektor Mogens Fog, der kort efter studenteroprørets start erklærede:

»I jeres krav er jeg vidtgående enig med jer.«

Så selvom 1968 var præget af studenterdemonstrationer, farverige aktioner og institutbesættelser forløb det danske studenteroprør ganske fredeligt, og uden store indgreb fra magthavernes side. Oprøret var rettet mod et system, der selv var – eller hurtigt blev – indstillet på reform.

Inspirationen til de farverige aktioner fik de studerende dels fra udlandet, og dels fra den erhvervsfaglige del af ungdommen, der længe før studenterbevægelsen havde brugt både demonstrationer, strejker og besættelser til at få deres budskab ud.

Men modsat både lærlingene og studenterbevægelsen i andre lande holdt de danske universitetsstuderende sig, trods en klar venstreorientering, hovedsageligt til at stille universitetspolitiske krav. En afgrænsning, der var med til at gøre deres projekt spiseligt for den siddende VKR-regering.

Studenterbevægelsen store sejr kom i 1970, da Folketinget vedtog en ny styrelseslov for de danske universiteter. Loven decentraliserede magten på universiteterne ved at flytte den fra topniveau ud til afdelings-, instituts- og fakultetsniveau. Den største sejr for de studerende var dog, at ansvaret for og retten til at styre fagenes udvikling blev lagt ud i studienævnene, hvor de studerende var repræsenteret med 50 procent.

Rektors portvin bliver stjålet

Efter vedtagelsen af den nye styrelseslov i 1970 svandt studenterbevægelsens goodwill hos både politikere og hos de mere progressive kræfter i Universiteternes styrende organer. Det etablerede system følte, at man var kommet de studerende nok i møde, og at de studerendes venstreorientering, frækhed og krav om øget indflydelse var ved at tage overhånd.

Selv den ellers så studenterkære rektor Mogens Fog syntes så småt at have fået nok af de studerendes aktivisme, efter at 20 studerende den 9. marts 1970 besatte hans kontor i 20 timer under parolen »Forskning for folket – ikke for profitten«. Her holdt de studerende en mindre fest, hvor de bl.a. røg Fogs cigarer og drak hans portvin.

De studerende lod sig dog ikke mærke med, at tålmodigheden hos universitetets ledende organer syntes at være opbrugt. Tværtimod gennemgik studenterbevægelsen i 1970’erne en øget radikalisering. Et eksempel på dette er følgende udsnit fra den aarhusianske Studenterfronts pjece fra 1970 – uddelt kort efter at styrelsesloven var blevet vedtaget:

»Studenterfronten fremtræder udadtil som en stærk og enig front – gennemført i sit arbejde på at afsløre det borgelige samfunds ynkeligheder og konsekvent i sin ideologiske kamp for et andet og bedre samfundssystem. Indadtil er Studenterfronten en front, der går igen i alle fakulteter, på alle institutter, i grupper, råd, nævn, timer og forelæsninger. Overalt arbejder Frontens folk for dig – arbejder du for Fronten?«

Kombinationen af en mere radikaliseret studenterbevægelse og en magtelite, der ikke længere var villig til at give indrømmelser, førte op gennem 1970’erne til en række konflikter. Måske mest dramatisk blev det i 1971 på Aarhus Universitet, hvor Studenterfronten og universitetets ledelse kom i åben konfrontation.

Stridens kerne var Aarhus Universitets øverste ledende organ Konsortium. Studenterfronten havde krævet at de studerende fik 50 procent af pladserne i Konsortium – altså halvdelen af magten. Men Styrelsesloven gav dem kun en tredjedel.

Dette fik Studenterfronten til at erklære Konsortium udemokratisk, hvorefter de studerende begyndte at besætte mødelokaler, så universitetets ledelse ikke kunne udføre sit arbejde. Dette førte til en anspændt situation på universitetet, hvor Konsortium aftalte og afholdt deres møder i hemmelighed, og rektor Søren Sørensen den 11. februar 1971 tilkaldte politiet for at sikre administrationsbygningen mod studenterbesættelse.

Situationen kulminerede omkring rektorvalget i april. Her forsøgte studerende at forhindre valghandlingen i at finde sted ved at besætte administrationsbygningen. 29 politibetjente med hunde ryddede herefter bygningen, men de studerende nåede inden da at stjæle et ukendt antal afgivne stemmer. Et tyveri, der medførte, at valget måtte gå om.

De studerende fik aldrig opfyldt deres krav om 50 procent studerende i Konsortium. Efter at omvalget havde givet rektorposten til professor Svend Bundgaard, som var mere vellidt blandt de studerende end sin forgænger, ebbede de aarhusianske studerendes gejst omkring netop denne sag ud.

Det var dog ikke kun udadtil, at studenterbevægelsen kom i konflikt. Mellem bevægelsens mest aktive og loyale tilhængere var der også spændinger. Mange af de aktive kvindelige studerende følte, at studenterbevægelsen overså, at universitetet i 1970’erne på alle måder var en maskulint domineret institution.

Dette førte den 2. september 1970 til en spektakulær aktion på Københavns Universitet i forbindelse med velkomstceremonien for de nye studerende. Her erobrede studerende Karen Syberg fra litteraturhistorie sammen med en gruppe kvindelige medstuderende pludselig talerstolen fra rektor Mogens Fog.

Iført studenterhue påført kvindetegn og brudeslør begyndte Syberg på en tale, hvor hun bød sine medsøstre »velkommen til mændenes bedste ægteskabsmarked«. I mens kastede de andre kvinder løbesedler ud over tilhørerne påtrykt talen og statistikker over kønsfordelingen i de forskellige fag, blandt undervisere og de studerende.

Selvom 1970’erne modsat 1960’erne ikke var præget af de samme klare politiske sejre for studenterbevægelsen, opnåede de studerende alligevel meget. De formåede nemlig at skabe en helt ny kultur på de danske universiteter. Ude på fagene dannede mange aktive studerende studiekredse om de fagemner og teoretikere, der ikke indgik i det normale pensum. Disse studiekredse var mange steder med til videnskabeligt at udvikle og udvide fagenes områder.

Den påbegyndte demokratisering satte også tydelige spor på undervisningsdidaktikken. Her var det særligt det nyoprettede Universitet i Roskilde, der førte nye tiltag såsom projektsamarbejde, gruppeeksamen og basisstudier til Danmark.

Kilder: Københavns Universitetshistorie online: universitetshistorie.ku.dk Aarhus Universitetshistorie online: au.dk/om/profil/historie/ Knud Holt Nielsen: ’Elevoprør og studenteroprør i Danmark, Aarhus Universitet’, 2015. Danmarkshistorien.dk Kvindekilder på kvinfo.dk Bente Hansen m.fl.: ’Studenteroprøret: dokumenter og udsagn’, Gjellerup, 1968

Astrid Elkjær Sørensen er historiker og ph.d.

Selvom studenteroprøret betød en demokratisering af universiteterne, manglede kønsligestillingen stadig. Mange aktivister i rødstrømpebevægelsen kom fra et studenterpolitisk miljø, hvor der var en gryende utilfredshed med, at universitetet fortsat var en mandsdomineret institution.

Foto: Sv. Aa. Andersen/Polfoto

Fra Mexico City til Berlin og Warszawa

Studenteroprøret var et globalt fænomen. På mere end 2000 universiteter verden over protesterede og demonstrerede studerende for bedre forhold og øget demokratisering. Modsat Danmark og det øvrige norden var det ofte med friheden og livet som indsats, at de studerende krævede at blive hørt.

Myndighederne var ofte stærkt kritiske overfor den oprørske ungdom og slog hårdt ned på demonstrationerne. En af de mest brutale episoder fandt sted i Mexico City den 2. oktober 1968, ti dage før byen skulle være vært for de olympiske lege.

Her havde studenterbevægelsen samlet 10.000 mennesker i protest over regeringens politik og manglende frihedsrettigheder. Sloganet lød: ”Vi vil ikke have olympiske lege, vi vil have en revolution!”

Demonstrationen var knap nok begyndt før de mexicanske myndigheder satte hæren ind. Soldater med maskinpistoler åbnede ild mod de fremmødte, der fanget mellem hinanden ikke kunne komme væk fra pladsen. Resultatet var en massakre. En massakre, hvor antallet af ofre stadig er ukendt, da den mexicanske regering forhindrede efterforskning i begivenhederne såvel som mørkelagde informationer.

Historikere skønner at omkring 300 mennesker blev dræbt og over 1000 såret. Studerende verden rundt protestede mod de mexicanske myndigheders brutalitet og krævede de olympiske lege aflyst. Den olympiske komite mente imidlertid ikke, at de to begivenheder havde noget med hinanden at gøre, og valgte at gennemføre.

Radikalisering

Tættere på Danmark var myndighedernes behandling af de studerende også brutal. I 1968 reagerede de polske myndigheder på de studerende ved Warszawa Universitets protest ved at bortvise 34 studerende, fyre universitetsundervisere, der støttede de studerende, og lukke 11 akademiske afdelinger.

Demonstrationer mod dette blev mødt af kampklædt politi, der havde politikernes velsignelse til at slå hårdt ned på enhver, der stillede spørgsmålstegn ved statens autoritet.

I Danmark kiggede både studerende og medier dog mest mod Vesttyskland og Frankrig. Her var autoriteterne bestemt heller ikke indstillet på at komme de studerende i møde. Ej heller var myndighederne villige til se igennem fingre med institutbesættelser eller lignende ulovlig, men ikke desto mindre fredelig aktivisme.

Politiet blev øjeblikkeligt sat ind for at opløse demonstrationer, om nødvendigt med fysisk magt.

Myndighedernes hårde linje var med til at radikalisere både den tyske og franske studenterbevægelse, og i begge lande kom det flere gange til deciderede gadekampe mellem politi og demonstranter.

I 1967 førte den fjendtlige stemning mellem myndigheder og studerende til, at en tysk politibetjent skød den ubevæbnede studerende Benno Ohnesorg i baghovedet under en demonstration i Berlin. Et politidrab, der ikke alene udløste en debat om politibrutalitet, men også om demokratiets og ytringsfrihedens tilstand i Vesttyskland.

Kilder:

The National Security Archive – The George Washington University

Fra the Guardian’s arkiver, hvor en sportsjournalist dækkkede begivenhederne i Mexico City 1968

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu