Interview
Læsetid: 6 min.

Drømmefanger

Hun har været skøjtetalent og skuespiller, deltaget i Dansk Melodi Grand Prix, været radiovært og er forfatter til thrilleren ’Sleep stalker’, der netop er udkommet. For Sanne Gottlieb forfølger sine drømme
Debutromanen ’Sleep stalker’ beskriver Sanne Gottlieb selv som en dyster fortælling om selvbedrag og længslen efter at blive set. Bogens hovedperson Corinne bevæger sig ind i en skyggeagtig parallelverden i byen Singapore, hvor opiummen flyder, og intet er, hvad det umiddelbart giver sig ud for.

Debutromanen ’Sleep stalker’ beskriver Sanne Gottlieb selv som en dyster fortælling om selvbedrag og længslen efter at blive set. Bogens hovedperson Corinne bevæger sig ind i en skyggeagtig parallelverden i byen Singapore, hvor opiummen flyder, og intet er, hvad det umiddelbart giver sig ud for.

iBureauet
17. marts 2017

Da Sanne Gottlieb var barn, skrev hun minutiøst alle sine drømme ned. Det havde hendes mor lært hende. Men Sanne Gottlieb lod ikke nattens drømme sygne hen på papiret. Hun udlevede dem. Fra teenage-skøjteprinsesse over punkdronning i Pisserendens sort kohl-firsermiljø til Dansk Melodi Grand Prix-deltagelse, expat-frue i Singapore, siden fraskilt i Milano, radiovært i de sene nattetimer på Radio24syv og nu næsten fuldtidsforfatter med bopæl i Hellerup.

»Jeg synes, at man skal leve efter den filosofi, at ingen drømme er for store, for de kan kun blive mindre,« fortæller Sanne Gottlieb.

Sådan er det også med thrilleren Sleep stalker, som netop er udkommet, forstår man.

»Jeg har da allerede forestillet mig, at Amy Adams skal spille hovedrollen i filmatiseringen, og at instruktøren skal være Nicolas Winding Refn. Sådan tænker jeg altid. Det strejfer mig aldrig, at det måske er for meget, eller at det kan man ikke. For hvem siger, at det ikke kan lade sig gøre? Hvis det ikke bliver det ene, så bliver det noget andet.«

Og det ene er blevet til noget andet i Sanne Gottliebs liv.

Dekadent kedsomhed på Fullerton

Vi har sat hinanden stævne på et brasserie ved Hellerup Parkhotel. Strandvejen ligger stille hen i grå januardis. En elegant sportsvogn spejler sig i de store vinduespartier ud mod vejen. Ind kommer hun og sætter sig hjemmevant.

De bordeauxrøde gobeliner og den dæmpede belysning fra to lysekroner synes at være den perfekte kulisse for den høje, rødblonde kvinde, hvis debutromans hovedlinjer tog form i den endeløse række af fritimer, som tilværelsen i 2010 til 2013 som medfølgende hustru med børn i skolealderen i Singapore bød på.

»Jeg havde så meget tid til mig selv, at jeg tog ind på The Fullerton Hotel hver evig eneste dag og sad i lobbyen og skrev. Alle de sanseindtryk Corinne oplever der dem har hun fra mig,« fortæller Sanne Gottlieb om det storslåede art deco-hotel, som Corinne, hendes jegfortæller, opsøger i en mystisk søvngængertilstand, der udvikler sig til et forførerisk skyggeliv på kanten af verden.

»Sleep stalker er på ingen måde selvbiografisk, men Corinnes grundtone bygger på den følelse, jeg havde, da jeg boede i Singapore. Corinne er drevet af længslen efter at blive set og føle, at hun er noget, fordi hun keder sig. På den måde er hun et sindbillede på en expat-kvinde, der ikke passer ind,« siger Sanne Gottlieb og lader blikket hvile på den øde Strandvej.

»Det var meget ensomt. Jeg havde en forestilling, om at jeg skulle være perlevenner med kineserne. Det skete bare ikke. Selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, så følte jeg mig som den grimme ælling.«

Men selv ællinger har vinger, og Sanne Gottlieb valgte at bryde ud af stilstanden. Hun mødte en anden mand, flyttede til Milano og blev senere selv den, der blev forladt.

Sanne Gottlieb beskriver ’Sleep stalker’ som en dyster fortælling om selvbedrag og længslen efter at blive set. Hovedpersonen Corinne bevæger sig ind i en skyggeagtig parallelverden i byen Singapore, hvor opiummen flyder, og intet er, hvad det umiddelbart giver sig ud for.

Sanne Gottlieb beskriver ’Sleep stalker’ som en dyster fortælling om selvbedrag og længslen efter at blive set. Hovedpersonen Corinne bevæger sig ind i en skyggeagtig parallelverden i byen Singapore, hvor opiummen flyder, og intet er, hvad det umiddelbart giver sig ud for.

Noir og virkelighedsflugt

»Resten af bogen skrev jeg på en diæt af øl og chips,« klukler hun melodisk. »I stedet for at tude og trøstespise i Milano uden at lave noget, så var jeg i gang.«

Opholdet i Milano var på mange måder den mest turbulente periode i Sanne Gottliebs liv. Hendes børn boede fortsat i Singapore. Hun havde forelsket sig i en anden mand og forladt det, hun troede var drømmetilværelsen.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville ramme mig som en boomerang i nakken. Det var i første omgang mig, der havde presset på, for at vi skulle af sted til Singapore. Men jeg havde ikke forudset, at når der er så mange penge, så meget frihed, alkohol og solskin hele tiden, så glider man fra hinanden,« fortæller hun.

Netop derfor var manuskriptet oprindeligt også langt mere »eksistentialistisk«, end bogen endte med at blive. Men Sanne Gottlieb er gladere for det endelige resultat, da romanens tone afspejler det Singapore, hun oplevede, og den virkelighedsflugt, som hun mener, mange kvinder vælger, når de ikke føler sig set.

»Jeg tror, at rigtig mange kvinder, der ikke er lykkelige i deres ægteskab, skaber sig en fantasiverden og fylder deres liv med dagdrømme, når de ikke tør bryde ud. Corinne er jo en snotforvirret, ulykkelig og søgende kvinde, som bedrager sig selv og lader sig involvere i ting, der slet ikke er gode for hende. Men i sidste ende er det jo faktisk det bedste, der kunne ske. Fordi hun bliver konfronteret med sig selv.«

Samtidig har Singapore fået den noir-stemning, som Sanne Gottlieb mener byen besidder.

»Jeg ved, at der foregår ting i Singapore,« siger hun om bystaten, hvor de, der har kontakterne i orden og penge nok, kan slippe af sted med meget. »Men det er altså det, du må nøjes med at skrive, for ellers kan jeg sgu aldrig komme tilbage,« siger hun og ler igen.

Insisterende selvsikker

Om hvorfor netop Singaporetiden blev til en bog, fortæller Sanne Gottlieb:

»Jeg ser mig selv som historiefortæller. Det er jeg også i min musik. Men da jeg var helt nede og skrabe bunden, blev der åbnet for en ventil,« siger hun og knipser med fingrene.

»Kriser er skidegode. Kriser kan udløse så meget energi.«

Den kreative energi har dog altid været til stede hos hende. For er der noget Sanne Gottlieb sætter en dyd i, så er det at give sig i kast med, hvad end hun måtte føle for.

»Der var engang en anmelder, der kaldte mig ’insisterende inkonsekvent’ i min musikkarriere. Det tror jeg også, jeg vil være i mit forfatterskab. Man skal ikke kunne sige: ’Jamen Sanne Gottlieb, hun er den, der laver den eller den genre.’ Jeg kan ikke lide at blive puttet i bås, for jeg tror ikke på, at vi mennesker kun er én ting her i livet. Vi er sgu mange ting!«

– Er der så noget, som Sanne Gottlieb ikke lykkes med?

»Masser,« mumler hun ned i cappuccinoen. »Men det har aldrig været min skyld.«

De blå øjne funkler skælmsk.

»Jeg synes ikke, at der er noget, som jeg har rørt ved, som ikke er lykkedes. Når noget ikke lykkes, er det, fordi der har været for mange kokke involveret. Så går det galt. Når jeg styrer det hele selv, så lykkes det altid.«

Alligevel føles Sleep stalker som det mest sårbare projekt hun til dato har sat i verden.

»Den lå otte måneder færdigskrevet i en skuffe, inden jeg turde gøre noget. Jeg var simpelthen bange for, at den ikke var god nok. Så den lå bare og samlede støv,« fortæller hun.

Derfor var det en ud-af-kroppen-oplevelse, da den blev antaget.

»Da jeg sad på forlaget, og de sagde: ’Vi tror på dig,’ så stod jeg bare herude og så det hele udefra. Det var totalt syret,« siger Sanne Gottlieb og tegner med hænderne en krop i luften ud for sig selv.

Selv om Sanne Gottlieb er spændt på modtagelsen af sin første roman, er hun allerede godt i gang med det næste projekt. Eller rettere tre simultane projekter.

Sanne Gottlieb er opdraget til at forfølge det, hun tror på. ’Og så kan det godt være, at nogle tænker, at hun har næsen lige rigeligt oppe i skyerne. Men der er fandeme mange ting, der er lykkedes for hende,’ siger hun.

Sanne Gottlieb er opdraget til at forfølge det, hun tror på. ’Og så kan det godt være, at nogle tænker, at hun har næsen lige rigeligt oppe i skyerne. Men der er fandeme mange ting, der er lykkedes for hende,’ siger hun.

Follow the white rabbit

»Jeg skriver på tre bøger lige nu. Den ene fra kl. 9 til 10, den anden fra kl. 10 til 11 og den sidste fra kl. 11 til 12. Den ene er en fantasyroman. Den er mit forsøg på at blive millionær,« griner hun. »Den anden er en samling erotiske noveller, og …« – Sanne kan næsten ikke få ordene ud af sin mund – »... den sidste foregår i Canada og handler om en pædofil skovhugger, der taler med Gud.«

Skovhuggerhistorien kom hun frem til i en samtale med sin 12-årige søn.

»Det her lyder helt skørt, men vi vågnede op en morgen, og så havde jeg drømt, at Gud var kommet til mig og fortalt mig, hvordan verden hang sammen. Det fortalte jeg min søn, som for sjov sagde: ’Tænk, hvis det havde været pædofil skovhugger, der havde talt med Gud’,« ler hun.

Sanne Gottlieb har dedikeret sin debutroman til sine børn med Lewis Carroll-citatet »Follow the white rabbit«.

»Med det vil jeg bare gerne sige til dem, at de skal forfølge de muligheder for eventyr, der opstår.«

Krimi 2017

En tidligere skøjteprinsesse og punkdronning springer ud som krimiforfatter, en forbrydelse mod krimigenren forsøges opklaret, en fransk stjerneforfatter lægger sig selv og sine romaner på psykoanalysens briks.

Det og meget mere i årets krimitillæg, der udkommer op til Krimimessen i Horsens 1.-2. april, 2017.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her