’Freuds analyser er jo små kriminalromaner’

Der falder store, bløde snefnug over boulevarden i det 7. arrondissement, den dag Information møder en af Frankrigs absolut bedst sælgende thrillerforfattere, den 56-årige Jean-Christophe Grangé.

Det er et dyrt kvarter. Der skal sælges mange bøger for at få råd til en stor lejlighed her. Grangé bor et stenkast fra Musée de quai Branly, den nu senile præsident Chiracs hjertebarn, hvor det vrimler med kunst fra Afrika, Asien og tidligere franske kolonier.

Grangé forsikrer, at det er tilfældigt.

Det kunne ellers sagtens være her, der var hentet inspiration til de bestialske mord i krimiforfatterens sidste to murstensromaner. De er – som forfatterens tidligere romaner skrevet i et elegant sprog i lighed med Flauberts, og med mareridtsagtige visioner, der leder tankerne hen på Freuds ulve- eller rottemænd.

Den første del af sagaen Ondskabens ritual udkommer på dansk i marts, den anden – Congo Requiem – går som varmt brød i Frankrig. De to kan læses sammen eller uafhængigt af hinanden – det er elegant udført. Det ondskabsfulde ritual i sagaens første del består i, at morderen med et typisk Grangé-greb gør sine ofre til en art afrikanske fetichdukker, sirligt gennemhullede af søm.

Romanens handling tager sin begyndelse i Den Demokratiske Republik Congo, ved en begravelse, og bevæger sig mellem det sorte kontinent og det meget hvide Frankrig, som så længe har haft omfattende interesser i Afrika. For eksempel i de mineral- eller ædelstensminer, som også spiller en stor rolle i Ondskabens ritual. Den pengegriske ondskab. Et andet ritual.

Jeg bliver vist ind i stuen af en hushjælp. Den er enkelt indrettet, japansk inspireret. En stor flydesofa. Et flygel.

Uden for vinduet rejser Eiffeltårnet sig som et enormt rumskib. Grangé kommer listende på strømpefødder. Hilser og sætter sig med en balje te. Jeg forklarer, at jeg de sidste dage har befundet mig i den verden, som hans krimi-diptykons næsten to tusind sider konstruerer; en verden med mord, ritualer, kriminalkommissærer, militærskoler, filosofiske referencer og ikke mindst familien Morvans historie, der har visse ligheder med Grangés egen familiehistorie.

– Er det simpelthen autofiktion?

Han griner.

»Nej, overhovedet ikke. Bortset fra at jeg jo, før jeg blev forfatter, var reportagejournalist. Jeg har rejst meget, især i Centralafrika. Det var en enorm oplevelse. Dengang var der ikke krig, men selv i fredstid var det voldsomme lande at rejse i. Stemningen fra junglen brugte jeg allerede i Le Vol des cigognes, (Grangés første roman, Storke på træk, red.). Det var de ideelle omgivelser at placere en familiehistorie, en oprindelseshistorie, i. Alt det, som ligger bag det, hovedpersonen i Ondskabens ritual er.«

Grangé taler med både fascination og ærefrygt om det afrikanske kontinent.

»Jeg ikke særlig optimistisk. I Congo har jeg lige set krigen vende tilbage. Jeg ved, at mange synes, det går godt – der investeres i stor stil – men når jeg lander i Congo, overraskes jeg altid over, hvor kaotisk der er. At der er så meget mudder, og at det er ekstremt svært at organisere noget som helst. Det er virkelig som på en anden planet.«

– De beskriver det i romanen nærmest som en anden metafysik, end den såkaldt vestlige?

»Det er helt sikkert, at hvis man måler afrikanske lande efter den vestlige verdens kapitalistiske og industrielle målestok, fremstår de som ret mislykkede. Hvis man bedømmer dem på kunstnerisk sans, glæde eller den plads, kærlighed har i samfundet, går det jo glimrende. Men postkolonialt har de bevaret alt det værste ved den franske kultur: et enormt tungt administrativt system med pompøse hierarkier, som ikke er til nogen som helst nytte. Der er nærmest flere officerer end soldater i hæren.«

»Men selv om det ikke er autofiktion, så havde jeg med Ondskabens ritual helt sikkert lyst til at skrive en familiesaga. Jeg elsker den slags –, alle de relationer, der er mellem forældre og børn.«

– Har De selv børn?

»Ja, jeg har fire, to store på 23 og 19, en på ni og en lille på to. Med tre forskellige kvinder. Det er et meget kompliceret liv. Så selvfølgelig skulle det være en familiesaga skrevet på min måde. Forbrydelsernes forhistorie har med familiens forhistorie at gøre. Jo mere helten graver sig ned i historien, jo mere afdækker han familiehemmelighederne.«

»Jeg ville bruge genren til at fortælle historien om en far, som er frygtelig, men som trods alt vil beskytte sine børn og lade noget gå i arv til dem. Jeg er selv en udpræget pylret far; jeg tror, at når man først når en vis alder, bliver alt det, man giver videre, og det at opdrage sine børn godt meget vigtigt for én.«

– Og det at manipulere dem?

»Ja, nu er faren i familien Morvan jo nærmest en professionel manipulator, men på den anden side er der jo også nogle sandheder, han bare slet ikke kan får formuleret. Det er også et princip, jeg altid bruger i mine bøger. Hovedpersonens undersøgelser fører til, at han opdager noget om sig selv.«

Jean-Christophe Grangé fik i 1998 sit helt store gennembrud med romanen De blodrøde floder, der i 2000 blev filmatiseret med Jean Reno og Vincent Cassel i hovedrollerne. Andre af Grangés romaner er siden filmatiseret – med større eller mindre held, indrømmer han.

Romanerne har ofte stærkt visuelle kvaliteter. Men bøgernes detaljer, beskrivelser og metaforer går ved filmatiseringer hyppigt tabt. Serieformatet ville måske egne sig bedre, når romaner skal omarbejdes til skærmen, og det er netop, hvad Grangé er i gang med. Han har i øvrigt selv været manuskriptforfatter på de fleste af filmprojekterne.

I sin tid begyndte den unge Jean-Christophe Grangé med at studere litteratur på Sorbonne-universitetet og endte med at skrive speciale om Gustave Flaubert.

– Hvordan kommer man fra Flaubert til krimigenren, og ligner familien Morvan egentlig ikke Flauberts familie lidt?

»Gør den det? Det harjeg slet ikke tænkt over. Men det er måske rigtigt.«

– Man kan jo heller ikke lade være med at tænke på Flauberts ’Den hellige Antonius’ fristelser’, Der er jo en masse referencer i Deres bøger?

»Ja, men det er velfordøjede referencer, nogle, som alle kender til.«

Jeg indvender, at det næppe er alle krimilæsere, der kender Den hellige Antonius’ fristelser, der handler om de tusind måder, hvorpå man kan fristes af djævlen – i en vis forstand et gennemgående tema hos Grangé.

– Men hvorfor Flaubert i sin tid?

»Jeg interesserede mig meget for romanen i det 17. århundrede. Det var jo dengang, man opfandt romanen: Stendhal, Balzac, men især Maupassant. Hvis jeg skulle begynde forfra i dag, ville jeg have valgt at skrive om Maupassant. Men jeg kunne godt lide Flaubert og den måde, hvorpå han eksperimenterede med den litterære form. Men han ofrede også sit liv på det, han lukkede sig inde, det eneste, han foretog sig, var at skrive. Han fik aldrig den kvinde, han elskede.«

– Han måtte altså præcis som kriminalkommissæren i ’Ondskabens ritual’ nøjes med at elske en kvinde på afstand?

»Ja. Og Flaubert helligede sig totalt sin kunst. Så han endte som en sur gammel mand, selv om ingen jo blev rigtig gamle dengang. Jeg drømte allerede på universitetet om at skrive romaner, men jeg var for ung og havde intet oplevet, og den der type selvbiografisk roman, hvor man krænger sin sjæl ud, havde jeg ikke nogen særlig smag for. Så jeg var ret tom for ideer. Det var meget angstfremkaldende, jeg skulle jo have noget at leve af. Så det var held i uheld, at jeg blev ansat i reklamebranchen. Når man kommer lige fra universitetet til reklamebranchen, er det virkelig et chok. Man bliver betalt for at skrive, men jeg var lamslået over, hvor dumt det, jeg skulle skrive, var.«

»Og ærlig talt var jeg vred over, hvad man havde lært mig på universitetet. Man studerer Stendhal og Flaubert, som levede elendige liv og aldrig tjente en rød reje, men alligevel er det dem, der betragtes som genier i den akademiske verden. Så kommer man ud på arbejdsmarkedet og opdager, at de folk, der har succes er de middelmådige – det er dem, der er ens chefer. Så jeg var ret traumatiseret på det tidspunkt – jeg troede, jeg skulle leve af at skrive tåbeligheder resten af livet.«

Eiffeltårnet uden for vinduet er imidlertid et synligt bevis på, at det var en anden plan, der lykkedes for Grangé.

»Jeg var så utrolig heldig at møde en reportagefotograf, Pierre Perrin, som havde brug for en, der kunne skrive.. Han foreslog mig at følge med ham på hans rejser – i begyndelsen uden betaling. Så jeg, der aldrig havde foretaget andet end fantasirejser, blev pludselig globetrotter, og det ændrede mit liv totalt.«

– Men var De ikke bange?

»Jo, i starten var jeg rædselsslagen, men det viste sig, at jeg kunne holde til det, og så fik jeg smag for det.«

Samarbejdet mellem de to skulle i årene mellem 1989 og 1994 resultere i prisbelønnede reportager alle mulige steder i verden til blade som Paris Match, Sunday Times og National Geographic.

»Jeg var jo totalt uerfaren, men så rejste jeg rundt og opdagede, hvor mangfoldig verden var. Samtidig var det så, at jeg opdagede kriminalromanerne –, det hele kom samtidig.«

– Hvem læste De på det tidspunkt?

»Jamen dem alle sammen på én gang. På universitet var jeg jo fuld af fordomme, for mig fandtes der kun monumenter som Proust og Joyce, og jeg mente, at kriminalromaner ikke var kunst og måtte være dårligt skrevet. Da jeg så nærmest tilfældigt begyndte at læse krimier, synes jeg ikke alene, at mange af dem var godt skrevet, men fandt også ud af, at det var den form for litteratur, jeg foretrak. Og at det var sådan, jeg selv ville skrive.«

Grangé læste de store amerikanere, Raymond Chandler, Dashiell Hammett. Men han understreger, at også franskmænd i høj grad gør eller har gjort sig gældende inden for genren. For eksempel krimimakkerparret Boileau-Narcejac, hvis bøger blev filmatiseret af Hitchcock, blandt andet Vertigo – eller Sébastien Japrisot.

– Men de skriver til gengæld ikke romaner på næsten 800 sider?

»I begyndelsen ville jeg lave kortere bøger, min første roman var ikke så lang. Men det [de lange krimier, red.] skyldes måske alt det stof, jeg havde fra rejserne. Da jeg efter tre år som reporter tog beslutningen om at kaste mig ud i at skrive krimier selv, valgte jeg at indarbejde intrigen i al den viden, jeg havde fra en reportage om storke på træk. Jeg forestillede mig, at hvis det lykkedes, ville det blive originalt. Det lykkedes også, i den forstand at jeg straks fik bogen udgivet.«

Noget særligt ved Grangé er kombinationen af et nærmest esoterisk element som for eksempel inspirationen fra afrikansk mystik og en stor interesse for naturvidenskab, som han på kompetent vis fletter ind i sine fortællinger.

– Man kunne hævde, at der i ’Ondskabens ritual’ også spøger et Faust-tema om at sælge sin sjæl til djævlen for at opnå videnskabelig berømmelse?

»Under arbejdet med reportagerne mødte jeg videnskabsmænd og opdagede, hvor hurtigt tingene udvikler sig på det felt. Man snakker med folk, som er i gang med noget, og øjeblikket efter er det en realitet. Dengang vi lavede reportagerne, var vi hele tiden på jagt efter ideer, og her var videnskaben med alle de grænser, der for tiden sprænges inden for det område, en rig inspirationskilde. Og den leverer også vældig godt stof til krimier.«

– Uden at spoile kan man jo roligt sige, at De i ’Ondskabens ritual’ og ’Congo Requiem’, interesserer Dem for, hvordan man kan lave om på hjernen?

»Ja, på et tidspunkt havde jeg en depression.«

– Det siger De bare sådan?

»Det er vel 12 år siden. Pludselig opdagede jeg, at depression faktisk er en sygdom i hjernen og fik behandling for den Jeg gik også i analyse, det gør jeg stadig. I Frankrig har vi jo denne stolte tradition, og på lang sigt er det jo det eneste, der virker. Jeg fatter ikke al den kritik, der er af psykoanalyse i øjeblikket, jeg synes det er at give afkald på noget, som gør så utrolig godt.«

– Psykoanalysen virker jo også meget nærværende i Deres familieroman, hvor sandheden om personerne langsomt afslører sig for dem selv, ikke mindst gennem undersøgelser af fortiden?

»Ja. Det er præcis det, mine seneste romaner handler om – hvordan så mange usynlige ting styrer vort liv. Jeg har selv en vanskelig familiehistoire; min far var psykisk syg, jeg har aldrig kendt ham. Han var indlagt, han var farlig – min mor og min mormor var direkte bange for ham. Han døde ung, han blev aldrig til noget som helst. Men alt det skete nærmest, før jeg blev født.«

– De skriver også meget om forskellige former for misbrug gennem beskrivelsen af hovedpersonen Loïc?

»Jeg har haft mange venner, som jeg har kendt, fra vi var helt små, og som senere blev store misbrugere. Hvad der er sikkert, er, at de altid har haft det i sig, at de ikke havde det godt, og at afhængigheden var svar på et eller andet.«

Grangé har altid sin research i orden, så der er noget, jeg absolut må vide:

–Sker det faktisk i virkeligheden, at man får opereret en sølvplade ind i næsen, når man har sniffet for meget coke?

»Ja, det gør det da, for det irriterer næsen meget.«

Det må være sådan cokesniffere i det 7. arrondissement gør, tænker jeg.

Jean-Christophe Grangé er efterhånden gledet helt ned fra sofaen og sidder på gulvet og drikker te, mens sneen daler tyst udenfor. Han er en pylret far, har haft en depression og opfinder ekstremt uhyggelige mordere. Jeg prøver at få billedet til at hænge sammen.

– Hvad gør det ved Dem selv hele tiden at være så kynisk? Er De også det i virkeligheden?

»Nej, overhovedet ikke. Men det er simpelthen en stil i kriminalromaner, hovedpersonen skal være sådan en hårdkogt type. Det er en æstetisk figur, det virker så meget desto stærkere, jo mere kynisk det er. I virkeligheden er jeg snarere en blød mand, for hvem det er lykkes at opdrage fire børn.«

– Men der er så en form for vold i kriminalromanen, som svarer til noget voldsomt i det psykiske liv?

»Ja, det er det, jeg altid prøver at sige: Det handler blot om en form for overdrivelse af virkelige problemer. Man fører læseren ind i et sort og kaotisk univers, men folks motiver er såmænd helt almindelige.«

– Men de kender altså hele handlingen, inden De begynder at skrive, i dette tilfælde næsten 1.600 sider?

»Ja, jeg ved det hele, inden jeg begynder. Og har lavet min research. Jeg er en stor tilhænger af at have en meget præcis plan – den bliver udarbejdet på computeren, og jeg ved helt sikkert, hvordan det hele skal ende.«

– De vidste også, at det skulle være to bøger?

»Jeg troede egentlig, at det skulle være fire, for jeg kunne godt se, at der var meget stof, men min forlægger fik mig til at skære ned til to bøger.«

»En krimi er altid en form for baglæns roman: Det begynder med mordet, og så søger man tilbage. På den måde er der jo netop en parallel til psykoanalysen – også med alle de falske spor, man forfølger. Jeg er som sagt i analyse, og jeg tror ikke, at der går én dag, uden, at jeg tænker over, i hvor høj grad Freud havde ret. Alt, hvad der kendetegner den menneskelige sjæl i al dens kompleksitet, fik han greb om. Freuds analyser er jo i den forstand små kriminalromaner.«

– Måske er ’Ondskabens ritual’ så alligevel autofiktion …

»Historien om min far gjorde, at jeg havde en skygge i mig. Som om man kan have erindringer, fra da man var seks måneder gammel. Og ja, det centrale tema i denne bog er helt sikkert, hvordan man formes af sin barndom. Måske er det det eneste træk, mine mordere har til fælles: De har alle haft en forfærdelig barndom. Så ved vi jo godt, at det ikke er alle mishandlede børn, som bliver mordere. Men jeg er meget freudiansk. Hadet er altid en reaktion på en dyb frustration. En mangel på kærlighed.«