Interview
Læsetid: 6 min.

’Nogle gange tænker jeg også: Hvor mange politiserier kan man holde ud at lave?’

Production designer Søren Gam, der har været med på tv-serier som ’Ørnen’, ’Broen’ og ’Mord uden grænser’, tager os med ind i krimiens billedsprog, hvor hver en lille ting kan være et spor
’At lave film og tv-serier er et teamwork,’ fortæller production designer Søren Gam. Efter at have fastlagt de overordnede visuelle retningslinjer i samråd med manuskriptforfatteren, instruktøren og fotografen sætter han en masse mennesker i arbejde: rekvisitører, tegnere, håndværkere, grafikere, location scouts og kostumedesignere.

’At lave film og tv-serier er et teamwork,’ fortæller production designer Søren Gam. Efter at have fastlagt de overordnede visuelle retningslinjer i samråd med manuskriptforfatteren, instruktøren og fotografen sætter han en masse mennesker i arbejde: rekvisitører, tegnere, håndværkere, grafikere, location scouts og kostumedesignere.

Jakob Dall

iBureauet
17. marts 2017

En krimis visuelle udtryk brænder sig nogle gange mere fast end plottet. Hvem var det egentlig, der var morderen i Broens første sæson? Og hvad var det nu, der skete i Carcosa i sidste afsnit af True Detective?

Den slags glemmer man let, mens Broens mørke vrængbillede af det skandinaviske velfærdssamfund og True Detectives varme og grynede sumplandskab har brændt sig fast på nethinden. Her i tv-seriens guldalder har production designeren – som står bag alt fra farveholdning, interiør og tøj til locationskronede dage.

Søren Gam er autodidakt inden for faget og har været production designer på en lang række krimier. Han tager imod på sit arbejdsværelse oppe under taget af sin villa i Charlottenlund, hvor der hænger farvekoder på opslagstavlen og står modeller af politistationer og retssale i hjørnerne.

Her sidder han og nørkler ved sit skrivebord i den første konceptuerende fase af arbejdet med en film eller en serie. For tiden er det anden sæson af den transeuropæiske krimi Mord uden grænser, som han har på tegnebrættet.

Det første skridt i arbejdsgangen er at fastlægge krimiens visuelle stil i samråd med manuskriptforfatteren, instruktøren og fotografen, fortæller Søren Gam:

»Hvordan går karaktererne klædt? Hvordan har de indrettet sig?«

Selv er han stilfuldt, men afdæmpet klædt i gråt, mens hans hjem er mere ekspressivt indrettet med blå og gule farver og kunst på væggene. Alt sammen vidner om en sikker æstetisk sans. Men i sit arbejde lægger Søren Gam større vægt på det fortolkende element end det æstetiske:

»Det er meget sjovere at have et større klaviatur at spille på, når man kan udnytte scenografien dramatisk som historiefortællende i stedet for bare at lave noget, der er moderigtigt eller smukt,« siger han.

»Man leder efter den visuelle krumtap i projektet, og når man først har fundet den, kan man udfolde det i alle mulige retninger,« fortæller han. I Ørnen gemte krumtappen sig f.eks. i undertitlen – ’en krimi-odyssé’.

»Ørnen handlede om en rodløs mands rejse hjem til Island,« fortæller Søren Gam.

»Han er en rastløs person, der bor på hotelværelser, og som mangler et hjem, fordi det ikke findes inde i ham selv. Der lavede vi et univers, hvor politistationen var et ’hjemme’. Det eneste sted, han kommer tilbage til, er politistationen, og derfor lavede vi den i sådan nogle varme, brændte farver, mens verden udenom var holdt i kølige, grålige farver.«

Mørket og det makabre er fast inventar i mange krimier, men for Søren Gam ligger udfordringen i at skabe en æstetisk dobbelthed.

»Det er vanskeligt at lave noget, der skal være frastødende og grimt, men som samtidig har en æstetisk appel. At det frastøder folk, samtidig med at man er suget ind i det,« siger han og nævner David Finchers Seven (1995) som et skelsættende værk.

»Seven var en eksplosion, der rystede det hele, da den kom ud. Tænk, at man kan lave noget, der er så ’indædt’ hele vejen igennem! Indædt flot og frastødende. Den scene, hvor de to efterforskere finder frem til massemorderens arbejdsværelse inde bag nogle lukkede døre … Det er simpelthen så mærkeligt og dragende, og man tænker: ’Her bor virkelig en gal mand’. Men det er også æstetisk appellerende ud over alle grænser. De åbner hans notesbøger, og det er, så hårene rejser sig i nakken på en, men samtidig er det grusomt smukt.«

En kulturradikal morder

Som kultur bærer vi rundt på en masse mere eller mindre bevidste fordomme og forestillinger, der knytter sig til beklædning og indretning. Det kan production designeren spille på – særligt i en krimi, hvor seeren hele tiden søger efter spor. I Broen, hvor seerens mistanke rettes mod snart den ene, snart den anden karakter, kan production designet være med til at narre os.

Søren Gam fortæller, hvordan han i Broen II brugte interiøret som en falsk ledetråd: »I sæson 2 af Broen er der den her næsten incestuøse søskendehistorie. Søsteren er direktør for et stort medicinalfirma og fremstår i lang tid som skurken, og så viser det sig til sidst, at skurken rent faktisk er hendes bror.« Broren, som stalker hende og er forelsket i hende, bor i en villa, der ligger lige over for hendes.

Det var vigtigt for Søren Gam at give de to villaer meget forskellige karkateristika for at understøtte det forsøg på at bedrage seeren, som ligger i manuskriptet.

»Jeg valgte en ultramoderne og minimalistisk villa med store hvide vægge og meget få møbler til hende. Stor swimmingpool. Iskoldt for at understrege at hun var isdronningen – en følelsesafstumpet, benhård forretningskvinde, som ikke har ikke nogen mand, ikke nogen børn. Det får publikum til at tro at hun er skurken. Op imod det havde vi sat brorens hjem som et meget varmt, rart, kulturradikalt hjem. Huset er bygget omkring 1960 i gule mursten. Det er sådan mid-century modern, Arne Jacobsen-agtigt med teaktræsvinduer og uldne stoffer.«

Politistationen

Production designeren skal skabe stemningsfulde miljøer, der spiller sammen med dramaturgien, men der er også mere lavpraktiske udfordringer at forholde sig til. Søren Gam hiver en model frem af den politistation, han tegnede til Broens anden sæson, for at illustrere de mange overvejelser, han skal gøre sig.

For at holde omkostningerne nede skal der for det første være god plads til at filme, fortæller han.

»Hvis du tog ud på Station 1, ville du se, at der er lange gange og rum, der er så små, at man ikke kan filme i dem – det er i hvert fald sindssygt tidskrævende at gøre det.«

Ud over plads til kameraholdet skal der – inspireret af tv-serien West Wing – være mulighed for nogle lange gåture, fortæller Søren Gam og udpeger de forskellige ruter i politistationsmodellen, hvor Saga Norén og Martin Rohde har haft utallige højspændte walk and talks.

»Denne her dekoration er nøje udformet efter, hvor mange meter man skal gå for at sige replikkerne på en manuskriptside. I krimiserier er der tit en masse konkret information til seerne, der er nødvendig, for at de forstår, hvad det er, der sker. Der er lange tekstblokke, og det er frygteligt kedeligt, hvis folk sidder ved et bord og snakker. Derfor opererede vi i Broen med, at folk skulle have travlt og være i bevægelse, mens de snakkede sammen. Det har den fordel, at karaktererne passerer nogle andre, hvilket bryder de lange talestrømme op.«

Søren Gam peger på køkkenet, som også tit spiller en vigtig i krimiers dramaturgi: »Man har brug for arbejdspladser, forhørslokale osv., men har også brug for steder til tilfældige møder, der bringer historien videre. Det kan være kaffeautomaten, elevatoren eller kopimaskinen. Nogle gange buser folk ind i hinanden og siger: ’Gud, hvor var du i går?’«

Men når serierne rent skematisk og narrativt ofte er opbygget på samme måde, kan der også være en fare for, at de kommer til at ligne hinanden, påpeger Søren Gam. Det kan simpelthen være svært at tilføre den velkendte opskrift nye ingredienser.

»Nogle gange tænker jeg også: Hvor mange politiserier kan man holde ud at lave? Nordic noir er blevet et brand, også på verdensplan. Selvom historien forhåbentlig er ny, er der ofte meget, der er det samme i forhold til dramaturgi osv. Det er blevet lidt genretungt. Det er den samme historie om en politiefterforsker, som har personlige vanskeligheder af en eller anden art, men alligevel er knalddygtig og så videre … Alle søger efter et eller andet, der får deres serie til at skille sig ud fra alle de andre. Alle leder efter det der nye. Og det kan ligge i manuskriptet, men også i production designet.«

Krimi 2017

En tidligere skøjteprinsesse og punkdronning springer ud som krimiforfatter, en forbrydelse mod krimigenren forsøges opklaret, en fransk stjerneforfatter lægger sig selv og sine romaner på psykoanalysens briks.

Det og meget mere i årets krimitillæg, der udkommer op til Krimimessen i Horsens 1.-2. april, 2017.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her