Læsetid: 8 min.

’I den skrevne krimi hersker dovenskaben, fordi de forudsigelige og letfordøjelige produkter sælger’

De færreste krimiforfattere forsøger at udvide genrens rammer og forholde sig nuanceret til spørgsmål om f.eks. skyld og ansvar. Derfor giver krimien sjældent læseren mulighed for at blive klogere på godt og ondt – i verden omkring os og inden i os selv
De færreste krimiforfattere forsøger at udvide genrens rammer og forholde sig nuanceret til spørgsmål om f.eks. skyld og ansvar. Derfor giver krimien sjældent læseren mulighed for at blive klogere på godt og ondt – i verden omkring os og inden i os selv
17. marts 2017

Jeg har sat mig for at opklare en litterær forbrydelse. Om alt går vel, vil du, kære læser, efter sidste punktum sidde tilbage med en tilfredsstillende fornemmelse af, at de skyldige er blevet udpeget, straffet og stillet offentligt til skue.

Din tro på, at retfærdigheden til sidst sker fyldest vil delvist være genoprettet på trods af alt det onde, der sker i den virkelige verden.

Undervejs i opklaringsarbejdet vil historien måske endda blive krydret med en kærlighedshistorie, eller også vil jeg (din detektiv) blive bragt til randen af alkoholisme eller vikle mig ind i et spindelvæv af international konspirationer.

Vidnet

Forbrydelsen er ikke et mord, snarere en forsvinden. Det er en særlig form for krimi, der er forsvundet. Krimier, som formår at beskæftige sig med nuancer, diskutere etiske problemstillinger og som insisterer på at sætte spørgsmål om skyld og straf, godt og ondt under debat.

I denne historie er det ikke en tilfældig forbipasserende, der opdager forbrydelsen, men detektiven, der med en sær fornemmelse af, at noget ikke er, som det plejer at være, ringer til sin første informant.

Vidnet hedder CD. En veluddannet, mørkhåret mand i begyndelsen af 50’erne, der både alene og i makkerskab med en anden mandlig forfatter har skrevet en stribe krimier. Desuden har han det sidste års tid har anmeldt danske krimier for Weekendavisen. Over en skrattende telefonforbindelse bekræfter han min mistanke og langer ud efter de danske krimiforfattere.

»Det er forstemmende, hvor dårligt det står til. Det er så sjældent, at man tænker om en krimi, at den handler om noget, der er vigtigt for nogen. Det store problem er de sympatiske hovedpersoner med ondt i privatlivet og de oppumpede plot, der pludselig skal afvikles i et vildt og blodigt showdown. Og hvis du bryder med plotstrukturen, sælger du ingen bøger,« siger CD.

Ifølge ham forpasser krimierne ofte muligheden for at få os til at tænke over moralske spørgsmål og for at sige noget interessant om det samfund og den tid, vi lever i.

»Jeg undrer mig over, hvor lidt samfundsrelevante de krimier, jeg har læst, er. Det kan godt være, de tager udgangspunkt i noget fra virkeligheden, men så forvrænger de det til ukendelighed, så det til sidst handler om ingenting. Krimien kunne være blevet den store samtidsroman, det er den bare ikke. Den er den store virkelighedsflugt,« siger CD.

Forklaringen er ifølge CD, at krimigenren er blevet låst fast i en skabelon, som forfatterne bare fylder ud i deres iver efter at kunne levere en ny titel hvert eneste år, og at læserne bevidst går efter bøger, man lidt adspredt kan læse i hængekøjen.

Ansvaret ligger imidlertid hos forfatterne, for man er forpligtet til at give alle genrer modstand, til at kæmpe med dem og undvige stereotyperne, hvis man vil nye steder hen, mener CD.

Min informant finder det mistænkeligt, at der ikke er mere fornyelse i skrevne krimier, når eksempelvis true crime-bølgen inden for amerikansk streaming-tv i disse år giver spændende og eksperimenterende bud på, hvordan man kan bruge krimigenren til at vække etisk og psykologisk eftertanke.

»I den skrevne krimi hersker dovenskaben, fordi de forudsigelige og letfordøjelige produkter sælger. McDonald’s kommer jo heller ikke økologisk kød i deres burgere, så længe folk vil have det andet lort,« som CD formulerer det.

Offeret

Enhver forbrydelse har et offer, og når forbrydelsen tager form som en litterær fortrængning, må det mest oplagte offer være en forfatter, der gentagne gange netop har forsøgt sig med at bruge krimigenren til at diskutere store etiske spørgsmål om synd, skyld og straf.

Det er derfor, jeg ringer til SAM. En 77-årig levende legende med hvidt skæg og et efterhånden halvtyndt, hvidt hår. Han bor i Aarhus, hvor hans plot også typisk udspiller sig, og han er ikke i tvivl om, at det er blevet sværere at lege med krimiens form.

»Den dominerende position, som kriminalromanen har fået, har gjort det vanskeligt at beskæftige sig med de etiske spørgsmål, der hænger sammen med forbrydelser. Hvis man begynder at behandle de ting, så afviger man fra krimiens populære normer, og så kommer det let til at ligne en mislykket kriminalroman,« siger SAM.

Særligt spørgsmålet om godt og ondt og skyld skal stå mejslet i granit, mener han, og det tvinger krimiforfatterne til at lave karikerede skurke.

»Vi har en forventning om, at der er en person, der er skyldig, og der skal ikke være tvivl om, at den person fortjener sin straf. Dermed bliver det let en person, der er langt ude. En psykopat, så der ikke hersker nogen tvivl om, at han bør straffes,« siger SAM, der ikke kan lide at fremstille personer som entydigt onde.

»Jeg har svært ved at lave en rigtig god skurk, fordi jeg ikke tror på det entydigt onde. Jeg har svært ved at gøre mine skurke skurkagtige, fordi jeg ikke tror på, at der findes nogen entydig skurk,« siger han.

Thomas Iburg/iBureauet

Skurken

Så vi har altså både en informant og et offer, der er overbeviste om, at noget er gået tabt Spørgsmålet er, om der er begået en forbrydelse, og om der er en skurk, der kan straffes.

Af de potentielle forbrydere, som CD udpeger for mig, lykkes det ikke at opspore den kronede krimikonge JAO, der om nogen har konstrueret labyrintiske plot med ondskab personificeret i monstrøse skurke, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. I stedet fanger jeg LP.

En kvindelig krimiforfatter i begyndelsen af 50'erne, der har en særdeles ulitterær fortid som marketingchef i Dansk Erhverv bag sig. Hun er netop på vej med sin femte krimi. De første har handlet om terrorangreb, massedød, muhammedtegninger og en menneskeædende ulv.

Den næste præsenterer hun nogenlunde således på sin hjemmeside: I forbindelse med metrobyggeriet i København skal der fjernes næsten 1.000 skeletter fra den nordlige del af Assistens Kirkegård. Men da arkæologen, der leder gravrydningen, findes myrdet med et omvendt kors ridset i kraniet, indledes en nervepirrende jagt på en seriemorder, der tilsyneladende har allieret sig med selveste Djævlen.

Umiddelbart det perfekte eksempel på et krimiplot, der er så fjernt fra virkeligheden, at det ikke gør os klogere hverken på os selv eller verden omkring os. Så hvad har LP at sige til sit forsvar?

»Vi lever i det her velordnede samfund, men noget af det, der er skræmmende, er alle de parallelsamfund, der findes. Familier, der er sunket til bunds, terrorceller og mennesker, der er blevet hægtet af vores samfund. De findes, og de befinder sig under radaren, og det er en ondskab, vi ikke kan kontrollere, og det interesserer mig,« siger hun og kalder krimien ’en slags plastisk spejlbillede af samfundet’.

I sine bøger ser LP skurkene som en slags påklædningsdukker, som hun forsøger at iklæde så mange menneskelige lag, at de til sidst kommer til at ligne helt almindelige mennesker, for man kan ikke se på folk, om de er onde.

»Det er den sociale fernis, der holder os sammen. Under den findes krybdyrhjernen, og vi har alle nogle af de her ikke så pæne følelser. Jo mere normal eller almindelig skurken ser ud, jo mere uhyggeligt er det,« siger LP.

Hun gør meget ud af sin research for at gøre historierne troværdige, og selv om der ikke nødvendigvis bliver sat spørgsmålstegn ved, hvad der er ondt, og hvad der er godt, er LP interesseret i at se på årsagerne til, at man begår onde gerninger.

»Jeg forsøger at gå ind i gerningsmandens hjerne og undersøge, hvad det onde egentlig udgøres af. Der er en årsag til, at man begår afskyvækkende handlinger. Jeg siger ikke, at man skal tilgive, men det er et indblik i, hvad der kan få folk til at begå uhyggelige gerninger. Men når det er sagt, så er mit formål først og fremmest at underholde og skrive noget, man helst ikke lægger fra sig,« siger LP.

Dommeren

Jeg indledte med et løfte om at udpege den skyldige. Men nu er jeg i tvivl. På den ene side ser den krimi, der beskæftiger sig med etiske spørgsmål, ud til at være sporløst forsvundet, på den anden side har jeg ikke fundet en entydigt ond skurk, der med overlæg har begravet den moralfilosofiske krimi under neglebidende sort-hvide actionplot.

Og betyder det overhovedet noget, om krimierne er entydige eller nuancerede i deres håndtering af skyld, synd og straf?

Jeg har brug for at konsultere en, der ikke selv skriver krimier, men som beskæftiger sig med etiske spørgsmål.

Derfor ringer jeg til SBH. Hun er teolog og præst ved domkirken i Aarhus. Og så er hun ivrig krimilæser. For hende er der ingen tvivl om, at krimierne spejler verden omkring os. Og når der sker ting, der er så onde, at vi ikke kan begribe dem, har vi brug for noget, der kan genoprette troen på retfærdighed.

»’Godt’ betyder, at retfærdigheden sker fyldest. Vi bærer alle på et håb om, at det gode vinder til sidst, og jeg tror, at krimien har fået fodfæste, netop fordi alle i disse år går og tænker over, hvor ondskaben kommer fra. Krimien er en slags hverdagens katastrofefilm, der giver beroligelse og moralsk tilfredsstillelse, når morderen er fanget og buret inde. Det trænger man til, når det ikke altid er sådan i virkelighedens verden,« siger SBH. Derfor er der brug for krimier, hvor skurken er ond og enden god.

Samtidig giver krimierne mulighed for at udleve det begær, man er nødt til at undertrykke til hverdag. Ifølge SBH har vi nemlig alle en lille djævel inderst inde, der har lyst til alt det, vi ikke må.

»Det, der engang hed dødssynder, er nu på det nærmeste blevet til dyder. Og alt det, der er forbudt, er spændende – sex med de forkerte, tyveri, bedrag. Det er en trøst at finde ud af, at man ikke er alene med sine onde eller mørke tanker. På en eller anden måde er det en slags ventil,« siger SBH.

Og hvis man ikke kan udpege skurken, kan man i det mindste forsøge at forstå, hvorfor forbrydelsen er blevet begået.

  • CD – Christian Dorph
  • SAM – Svend Aage Madsen
  • LP – Lotte Petri
  • SBH – Sabine Bech-Hansen
  • JAO – gæt selv …

Krimi 2017

En tidligere skøjteprinsesse og punkdronning springer ud som krimiforfatter, en forbrydelse mod krimigenren forsøges opklaret, en fransk stjerneforfatter lægger sig selv og sine romaner på psykoanalysens briks.

Det og meget mere i årets krimitillæg, der udkommer op til Krimimessen i Horsens 1.-2. april, 2017.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu