Læsetid: 6 min.

’Der er ikke den tolvårige dreng, der ikke får en riffel i fødselsdagsgave’

Bedsteforældre og sandkage, seksuelt misbrug og barsk natur. To nye krimier, hvor plottet udspiller sig i Grønland, frembringer både lys og mørke i skildringen af det moderne arktiske samfund
Mads Peder Nordbo er i sin Nuuk noir – eller såkaldt frozen noir – inspireret af den arktiske naturs skønhed og voldsomhed.

Mads Peder Nordbo er i sin Nuuk noir – eller såkaldt frozen noir – inspireret af den arktiske naturs skønhed og voldsomhed.

Mads Peder Nordbo

17. marts 2017

»Heroppe sad jeg pludselig i en verden, som var helt anderledes. Et helt andet miljø, et helt andet klima,« fortæller den danske forfatter Mads Peder Nordbo over en lettere ustabil internetforbindelse til Grønland om baggrunden for sin ’Nuuk noir’-krimi Pigen uden hud, som udkommer til april. »Der var så mange ting, jeg havde brug for at skrive om, og hvorfor ikke bruge det til at skrive en krimi?«

I Pigen uden hud følger vi den danske journalist Matthew Cave, som er taget til Grønland for at komme sig over tabet af sin kæreste og deres ufødte barn og for at finde frem til sin amerikanske far, der var soldat på Thulebasen. Da man finder liget af en mand på indlandsisen, drages han ind i en gammel sag fra 1970’erne om seksuelt misbrug og en række makabre mord, hvor ofrene er blevet sprættet op og flået, som var de jagtbytte.

Mads Peder Nordbo er langtfra den eneste, der har udtænkt et krimiplot, som udspiller sig i Grønlands arktiske omgivelser. Nina von Staffeldt har netop vundet Det Danske Krimiakademis debutantdiplom for sin grønlandskrimi Frosne beviser (2016), og flere andre krimi- og spændingsforfattere har de seneste år interesseret sig for Grønlands klima, den globale opvarmning og internationale geopolitiske konflikter om råstoffer i undergrunden.

Mads Peder Nordbo og Nina von Staffeldt forsøger begge i deres krimier at skildre det Grønland, som de kender efter at have arbejdet og boet i landet i flere år. Mens Frosne beviser af anmeldere er blevet kaldt en »velkomponeret hyggekrimi«, som hverken taler Grønland op eller ned, men i øjenhøjde skildrer den moderne og veluddannede middelklasse, tages der i Pigen uden hud livtag med menneskets skyggesider og tunge sociale emner som seksuelt misbrug.

Stadig tabu

Det er ikke tilfældigt, at omdrejningspunktet i Pigen uden hud er seksuelt misbrug af børn. Mads Peder Nordbo har siden 2014 boet i Nuuk med sin familie, og igennem sine grønlandske bekendtskaber og sit arbejde ved Sermersooq Kommune har han erfaret, hvordan overgreb på børn stadig er et massivt problem – ikke i så høj grad i Nuuk, men i bygderne.

Grønlænderne er langsomt begyndt at bryde tabuet omkring de sociale problemer i Grønland, og en ung grønlandsk forfatter som Sørine Steenholdt skildrer i novellesamlingen Zombieland (2015) samfundskritisk skyggesiderne af det grønlandske samfund. Men opgøret med disse tabuer er også en proces, som ifølge Mads Peder Nordbo også går meget langsomt.

»Grønland har verdens højeste selvmords- og voldtægtsrater, og omkring 34 procent af de mindreårige piger har været udsat for overgreb, så man ved jo, at det foregår, men man ser det bare ikke umiddelbart. Når man så kommer nogle lag længere ned, og når man sidder på nogle ansvarsposter i forbindelse med sit arbejde, så ser man statistikker og undersøgelser, og man møder mennesker, som fortæller, at ’sådan var det for mig’,« forklarer han og fortæller om sit møde med kunstneren Gukki Nuka, der har lavet forsiden til bogen. Som barn blev han misbrugt, men bruger i dag sine oplevelser som inspiration i sin kunst.

Selv om det ligger Mads Peder Nordbo på sinde at belyse de sociale problemer i det moderne Grønland, befinder han sig samtidig i et dilemma, for han elsker også landet: »Der findes ikke et mere trygt og rart sted at have sin familie boende. Det er underligt kontrastfyldt.«

Nina von Staffeldt skildrer det helt almindelige middelklasseliv i Nuuk, og hvordan man socialt kommer hinanden ved: ’I København går man bare ind i folk, men det ville man aldrig gøre i Grønland. Man ser hinanden på en anden måde, fordi der simpelthen ikke er så mange mennesker.’

Et stykke med moskusokse

Livet i Grønland er da også meget andet end social gru. I Frosne beviser har det netop været Nina von Staffeldts hensigt at skildre det almindelige liv, som langt de fleste i de større byer i Grønland lever. Som uddannelseskonsulent og rejseleder har hun siden 1997 boet og rejst mange år i Grønland.

Det var på et skrivekursus, at hendes hovedperson, Sika Haslund – en grønlandsk kvinde i slutningen af 30’erne – voksede frem og hendes krimi tog for alvor form, da hun i en social sammenhæng i Danmark skulle forklare, at Grønland var andet end tårnhøje selvmordsrater og omsorgssvigt:

»Det er tit sociale problemer, som fylder i historierne om Grønland i de danske medier, og det er selvfølgelig også en vigtig historie at formidle. Men jeg vil gerne fortælle den anden historie, man ikke hører så ofte. Ligesom i Danmark lever folk i Grønland også helt almindelige liv med arbejde, cafebesøg og børn, der går i børnehave.«

I Frosne beviser er Sika Haslund netop vendt hjem til Grønland sammen med sin lille søn efter en årrække i Danmark. Som PR-medarbejder i den grønlandske turist- og erhvervsorganisation Go Greenland bliver hun inddraget i en sag om en mystisk sygdom – ’fjeldsygen’ – som spreder sig i Sisimiut, Grønlands næststørste by, og bringer åbningen af den nye krydstogtterminal i fare.

Miljøskildringen fylder mindst lige så meget som selve krimiplottet: Sika og hendes grønlandske venner griller rødfisk og drikker hvidvin på terrassen, går i svømmehal og besøger bedsteforældre. Vi får også at vide. at fyldet på pizzaerne ofte består af moskusokse, og at grønlændere løfter øjenbrynet på en bestemt måde, når de hilser på hinanden. Og så drikker de kaffe, masser af kaffe.

»Der findes ingen anledning, hvor man ikke kan spise noget kage og drikke noget kaffe,« fortæller Nina von Staffeldt leende om grønlændernes evne til at indtage utrolige mængder kaffe og kage. »For mit vedkommende handler det om at vise, hvordan hverdagslivet i Nuuk kan se ud ­– i hvert fald for nogle mennesker. Det er selvfølgelig en krimi, men jeg har i lige så høj grad skrevet den for at skildre miljøet, for det går jeg selv op i, uanset om det er en krimi eller en anden roman.«

Krimier, der udspiller sig i Grønland:

  • Rune Stefansson: 'Den sidste olie'. Byens Forlag, 2016
  • Steffen Jacobsen: 'Et bjerg af løgne'. People’sPress, 2015
  • Hans Jakob Helms: 'De Dødes Fjord'. milik publishing, 2015.
  • Thomas Rathsack: 'Dødemandsbugten'. Politiken, 2015
  • Robert Zola Christensen: 'Is i blodet'. Gyldendal, 2013
  • Helle Vincentz: 'Nukaakas kabale'. Rosinante, 2013

Barsk natur

I Frosne beviser bliver folk syge på mystisk vis efter at have været ude på tur i fjeldet,,og befolkningen døber sygdommen ’fjeldsygen’ – ikke fordi de nødvendigvis er overtroiske, men fordi naturen er en allestedsnærværende faktor i den grønlandske tilværelse, fortæller Nina von Staffeldt.

»Naturen er så fuldstændig enorm og respektindgydende, at man hele tiden er nødt til at forholde sig til den,« forklarer hun og understreger, at naturen samtidig ses som en livgivende kraft. »Alle tager jo på jagt, og der er ikke den tolvårige dreng, der ikke får en riffel i fødselsdagsgave – det er så stor en del af folks identitet. I Danmark er jagt en hobby, men i Grønland betragter man jagten som en naturlig del af tilværelsen.«

Netop jagten er også et tilbagevendende motiv i Pigen uden hud – både i forbindelse med de makabre mord, hvor ofrene er blevet sprættet op og flået med en ulo (en kniv, der især benyttes af kvinder, når jagtbyttet skal flås, red.), og i beskrivelsen af de moderne grønlændere, som ganske vist bor i højhuse i Nuuk, men stadig tager ud og fanger sæler og fisk for efterfølgende at sælge kødet på fiskeauktionen Brættet i Nuuk. Mads Peder Nordbo understreger, at der er nøjagtigt så råt og blodigt, som han beskriver det i bogen:

»I Danmark er vi blevet meget forsigtige omkring alt, hvad der har med kød og blod at gøre – på en måde er vi næsten blevet bange – så det er vildt at komme ind på Brættet og se store klumper af mørkt hvalkød, delfinhoveder og sæler, der er sprættet op, med øjne, der kigger på én, og ribben, der er blevet brækket ud, så de næsten ligner en slags sommerfugle,« fortæller Mads Peder Nordbo.

Men naturen knyttes også tæt til en poetisk glød i krimien. Hovedpersonen Matthew inspireres af sine oplevelser i Grønland til at skrive, og indimellem skribler han løs i sin notesbog. Mads Peder Nordbo havde selv en oplevelse af at få poetisk inspiration fra den enorme arktiske natur:

»Ikke lang tid efter jeg var kommet herop, skrev jeg i min notesbog: ’Fjeldene er mit legeme, tågen er min sjæl, og havet mit blod’. Jeg har før hørt islandske forfattere sige, at de skriver bedst i Island, og jeg forstår det nu, for naturen vokser ind i én på en eller anden måde.«

Krimi 2017

En tidligere skøjteprinsesse og punkdronning springer ud som krimiforfatter, en forbrydelse mod krimigenren forsøges opklaret, en fransk stjerneforfatter lægger sig selv og sine romaner på psykoanalysens briks.

Det og meget mere i årets krimitillæg, der udkommer op til Krimimessen i Horsens 1.-2. april, 2017.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu