Læsetid 4 min.

Et besøg på en slangefarm blev startskuddet til forskning, der kan redde tusinder af menneskeliv

29-årige Andreas Laustsen har forsket i nye bioteknologiske antistoffer mod slangegifte, der kan erstatte den eksisterende modgift, som er dyr og har alvorlige bivirkninger
Ph.d. Cup-finalist Andreas Laustsen forsker i menneskelige antistoffer til slangegift.

Ph.d. Cup-finalist Andreas Laustsen forsker i menneskelige antistoffer til slangegift.

Thomas Nielsen
21. april 2017

For seks år siden rejste 29-årige Andreas Laustsen med sin familie i Tanzania, hvor de besøgte en slangefarm med nogle af Afrikas farligste slanger. En af dem var en sort mamba, der sprøjtede gift ud på den rude, gennem hvilken de betragtede den. Blodet løb fra slangens tandkød, fordi den havde hamret sine skarpe hugtænder mod glasset.

Til slangefarmen hørte der en klinik for slangebidsofre, som familien fik lov at se. Inde i den lille hytte med bliktag var der otte sengepladser, og to af sengene var optaget af lokale, som var blevet bidt og alvorligt tilredt. På sin rejse så Andreas Laustsen flere børn, der havde fået amputeret arme eller ben på grund af slangebid.

Besøget gjorde et stærkt indtryk på Andreas Laustsen, der på det tidspunkt var i gang med at læse til sin kandidat i anvendt kemi på DTU. Billederne hang så meget ved, at han tre måneder efter at have afleveret sin kandidat sammen med sine tre kollegaer påbegyndte et casestudie i udviklingen af moderne, bioteknologisk modgift mod slangebid.

En ny modgift til stort problem

De fire bioteknikere fandt hurtigt ud af, at der var grundlag for at forske i en ny modgift. Op mod fem millioner bliver bidt af slanger hvert år. Omkring 100.000 mennesker dør af det, mellem 300.000-400.000 får lemmer amputeret, og 2,5 millioner får en alvorlig forgiftning. I dag bliver kun omkring én procent af ofrene for slangebid i Afrika behandlet, og WHO betragter slangebid som en af verdens mest oversete tropiske sygdomme.

Modgift mod slanger har man haft i over hundrede år. Den modgift, der er mest anvendt i dag, er lavet af antistoffer fra heste, og det gode ved den er, at den virker. Men problemet er, at mange læger vægrer sig ved at bruge den, fordi bivirkningerne på mennesker kan være meget alvorlige og fremkalde allergiske reaktioner med dødelig udgang. Og har man fået modgiften én gang, er der overhængende fare for, at man dør af den, hvis man får den igen.

Thomas Nielsen
Andreas Laustsen og hans kolleger fik derfor den idé at fremstille en human modgift. I stedet for at bruge antistoffer fra heste ville de finde frem til de menneskelige antistoffer, der kan bekæmpe præcis de toksiner fra slangegiften, der er farlige for mennesker.

»Vores metode går ud på at simulere det menneskelige immunsystem og finde menneskelige antistoffer. Metoden er ikke banebrydende, men bliver brugt i de fleste moderne virksomheder, der arbejder med antistoffer. Men det er nyt, at den bruges i forbindelse med slangegift,« siger Andreas Laustsen og fortsætter:

»Fordelen ved menneskelige antistoffer er, at de ikke er fremmede for vores krop, og samtidig er lige så effektive til at neutralisere giften.«

Slangegift er ukendt land

Selv om Andreas Laustsen og et stort forskerhold nu i flere år har arbejdet med at udvikle modgiften, er der lang vej igen, før den vil nå ud til ofre for slangebid. For det første opdagede holdet nemlig, at slangegift faktisk er et sort hul i bioteknologisk forskning.

Da Andreas Laustsen gik i gang med sin ph.d., havde han regnet med umiddelbart at kunne gå i gang med at finde de menneskelige antistoffer, der virker mod giften fra bestemte slanger. Men det kræver, at man ved, hvilke toksiner slangegiften indeholder.

Der findes cirka 720 giftige slanger i verden, og en gennemsnitlig giftslange producerer 50 forskellige toksiner. Der er altså tusinder af toksiner, man skal analysere, før man kan finde de antistoffer, der virker mod dem. Det kom bag på Andreas Laustsen, at ingen havde tilbundsgående analyseret, hvilke toksiner der var de medicinsk mest relevante.

»I samtlige religiøse skrifter optræder slangen som et symbol, og der findes nærmest ikke én religion, hvor slangen ikke spiller en rolle. Mennesker har været fascineret af slangen i tusinder af år, og typisk er der en sammenhæng mellem menneskelig fascination og det, videnskaben kaster sig over. Så det var overraskende for mig, at der for eksempel ikke var nogen, der vidste, hvad den sorte mambas gift bestod af,« siger Andreas Laustsen.

Thomas Nielsen

I sin ph.d. nåede han at analysere fire slangers gift, heriblandt den sorte og den grønne mambas og en kobraslanges.

Det har han gjort ved først at skille giften ad og med anvendelse af avanceret måleudstyr at identificere, hvad de forskellige komponenter i giften bestod af. Næste skridt var at teste, hvor giftige de forskellige toksiner er, for at finde ud af, hvilke det er nødvendigt at neutralisere.

Siden Andreas Laustsen gik i gang med at kortlægge slangers gift, er flere begyndt at gøre det samme.

Han er derfor ikke længere så engageret i det tidlige stadie af forskningen, men er i stedet gået videre til at finde antistoffer, der kan bruges i den moderne modgift. 

»Jeg har startet en junioresearchgruppe på DTU, og i forbindelse med det har vi fundet hundredvis af forskellige humane antistoffer, som reagerer på toksiner. Vi har endda testet dem på mus, som har overlevet slangegiften,« siger Andreas Laustsen. 

En tiendedel af prisen

Udviklingen af den nye modgift er en lang proces og kræver mange ressourcer, men den er til gengæld meget billigere at producere end den modgift, der allerede er på markedet. I Afrika koster en modgift gennemsnitligt 1000 dollars, mens den i USA kan koste op mod 150.000 dollars.

»De bedste estimater siger, at vores modgift vil koste en tiendedel af det, den eksisterende modgift koster i Afrika,« siger Andreas Laustsen.

Om 50 år er der ingen, der producerer modgift ved hjælp af heste, forudser Andreas Laustsen. Han håber, at man senest om ti år vil begynde at se de første humane modgifte på markedet.

»Hvis der kommer den rigtige organisation eller person, der er villig til at bakke projektet op økonomisk og ikke er optaget af at tjene penge, men af at gøre det rigtige og investere i folkesundhed, så kan det hurtigt komme til at rykke.«

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu