Læsetid 5 min.

Derfor hader tyrkerne akademikere

Der er en lang antiintellektuel tradition i Tyrkiet, som historisk knytter an til både magtens frygt for ubelejlig kritik og de veluddannedes foragt for folket
Der er en lang antiintellektuel tradition i Tyrkiet, som historisk knytter an til både magtens frygt for ubelejlig kritik og de veluddannedes foragt for folket

Mia Mottelson

21. april 2017

ISTANBUL – Da Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğans nære ven og politiske kampagneleder, Erol Olcok, og hans teenagesøn, Muhammed Tayyip Olcok, blev jordfæstet fra en moské i Istanbul – begge blev dræbt i kampe under det mislykkede militærkup 15. juli sidste år – anråbte den imam, der ledte bønnen, Allah om ’at beskytte folket mod de veluddannedes ondskab’.

En særpræget henvendelse til de højere magter, men konkret henviste imamen formentlig til de kupmagere, der allerede da var udpeget som medlemmer af sufi-prædikanten Fethullah Gülens netværk. Og Gülens første tre påbud til sine tilhængere er ’uddannelse, uddannelse og uddannelse’.

Men at imam-metaforen har bredere resonans i den tyrkiske offentlighed, hænger sammen med en udbredt skepsis over for akademikere i det, vi kan kalde ’tyrkisk almue’, hovedstolen i Erdoğans politiske kapital, som han også selv kommer fra.

Dette had – for det er et had – til akademikere har dybe rødder i tyrkisk kollektiv bevidsthed helt tilbage til de osmanniske sultaners modernisering af imperiets administration i midten af det 19. århundrede, og blev yderligere forstærket med Mustafa Kemal Atatürks europæisering af republikken.

Erdogan har fået bygget et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara. Det ’Hvide Palads’ blev færdig i 2014 som et symbol på Erdoğans ’nye Tyrkiet’.
Læs også

Uanset at Atatürk ikke forsømte nogen lejlighed til at kundgøre, at ’bonden er Tyrkiets egentlige magthaver’, var samfundet helt frem til Erdoğans og AKP’s magtovertagelse i 2002 styret af en lille, veluddannet sekulær elite af ’hvide tyrkere’. Begrebet betegner en befolkningsgruppe, der historisk har baggrund på de dele af Balkan, der var tyrkiske frem til 1912, og som generelt følte sig højt hævet over de ’sorte tyrkeres’ fromme majoritet på Den Anatolske Højslette.

Uden forståelse af den historiske baggrund, giver hverken imamens anråbelse eller den generelle accept af den brutale udrensning af akademikere og intellektuelle efter kupforsøget i juli 2016 nogen mening. Erdoğan vedkender sig denne antiintellektualisme ved stolt at betegne sig selv som ’sort tyrk’. Men han er også politisk leder i et dynamisk samfund, der forbruger viden på højt niveau.

Alliance og brud

I en periode på 10 år frem til 2013 plejede Erdoğan som premierminister og formand for AKP, det islamiske regeringsparti, en nyttig alliance med ’gülenisterne’, der besatte de chefposter i politi, retsvæsen, bureaukrati og – skulle det vise sig – i militæret, der blev ledige efter at den hidtidige embedsmandselite af ’kemalister’, der havde forvaltet Mustafa Kemal Atatürks antireligiøse statsprojekt i 80 år, blev udfaset.

Alliancen mellem Fethullah Gülens netværk og AKP’s udgave af politisk islam, der udspringer af den såkaldte Mille Görus (National Vision), den tyrkiske version af Det Muslimske Broderskab, var logisk: AKP’s ledende kadrer bestod af entreprenører, forretningsmænd, håndværkere og møbelfabrikanter, og hvis nogen havde en videregående uddannelse, var de typisk ingeniører eller bygningskonstruktører.

Læs også

Gülen-netværket leverede akademisk ekspertise, jurister, læger og økonomer, der afløste de afgående kemalister. Alliancen blev brudt i december 2013, efter at Erdoğans inderkreds og nærmeste familie blev midtpunkt i en korruptionsskandale, som ’gülenisterne’ i politiet blev beskyldt for at stå bag.

Erdoğan indledte en veritabel vendetta mod sin tidligere kampfælle, der havde hjulpet ham af med kemalisterne, men som nu blev beskyldt for at være i færd med at etablere ’en parallel stat’. Gülenisternes kompetencer er blevet til ondskabens indre imperium.

Et imperium Erdoğan umiddelbart efter kupforsøget takkede Gud for, at han nu fik anledning til at nedkæmpe.

Tusinder fyret og eksileret

Han begyndte straks med at suspendere de i alt 1.577 dekaner på landets 178 universiteter – hvoraf mere end halvdelen er etableret i AKP’s regeringsperiode og primært i de tyrkiske provinser. 15 universiteter tilknyttet ’Gülen-netværket’ er lukket og ca. 5.000 professorer og lærere er fyret.

Landets undervisningsminister har opgjort det samlede antal suspensioner, fyringer og anholdelser i hele undervisningssektoren til mere end 33.000, hvoraf næsten 4.000 er fængslet eller tilbageholdt.

Så sent som 9. marts opfordrede den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT, Rådet for Højere Uddannelser (YÖK) til at afskedige yderligere 910 navngivne universitetsansatte, der er mistænkt for at tilhøre Gülen-netværket på grundlag af abonnementer på mobiltelefon-app’en ByLock. Den menes at være gülenisternes foretrukne kommunikationskanal – men også andre, herunder flere AKP-parlamentsmedlemmer, har angiveligt ByLock-abonnementer.

Det tyrkiske politi er blandt de institutioner, der er blevet hårdt ramt af Erdogans udrensninger, og med udskiftningerne er også kommet en ny praksis med et politi, der bliver uddannet med mindre fokus på dialog og rettigheder. Foto: Emrah Gurel/AP
Læs også

Ifølge de seneste opgørelser fra den svenske ngo Stockholm for Freedom dannet af tyrkiske intellektuelle i eksil er 7.316 universitetsakademikere fyret eller har mistet deres job ved lukning af universiteter efter kupforsøget. Det er 60 gange så mange som efter militærets kup i 1980, hvor 120 universitetsansatte blev fyret.

Ud over det overvældende antal er der for så vidt ikke noget nyt under solen. Udrensning af obsternasige intellektuelle har altid fundet sted, både i den osmanniske periode, hvor sultan Abdul Hamid II tiltog sig ret til at skaffe sig af med sine fjender ved at sende dem i eksil som betingelse for at underskrive den første forfatning i 1876.

Mia Mottelson

Lang tradition

Under Atatürks etpartirepublik fra 1923 til 1950 var fængsling af intellektuelle almindeligt. Nazim Hikmet, i dag anerkendt som landets nationale digter, sad fængslet mere end halvdelen af sit voksne liv, og er begravet i Moskva, hvor han døde som flygtning i eksil.

Da den nobelprisbelønnede forfatter Orhan Pamuk i midten af 2000’erne var kortvarigt anholdt for ’fornærmelse af den tyrkiske nation’ – han havde udtalt sig om folkemordet i Armenien i 1915 – sagde han ved sin løsladelse, at han først nu følte sig som en ’rigtig tyrkisk forfatter’.

Efter militærkuppene i 1960, 1971 og 1980 sad intellektuelle interneret for ’fornærmelse af militæret’, og efter det såkaldt ’stille kup’ i 1997, der var ublodigt, blev kritiske akademikere, journalister og politikere anholdt for at sprede ’propaganda for undergravende islamiske synspunkter’ – en af dem var i øvrigt Recep Tayyip Erdoğan, der på det tidspunkt var overborgmester i Istanbul.

Det særlige ved disse bølger af overgreb på akademikere og intellektuelle er, at de sjældent giver anledning til folkelige protester –en undtagelse var Gezi Park-urolighederne i juni 2013, hvor intellektuelle, miljøaktivister, venstreradikale og fodbold-hooligans aktionerede mod Erdoğans regering.

Læs også

Men generelt har de tyrkiske akademikere og intellektuelle stået svagt og uden beskyttelse overfor de til enhver tid regerende myndigheder.

Den psykologiske årsag er, at de bevidst har undladt at alliere sig med de brede lag i befolkningen. Anekdoten om den israelske udenrigsminister i 1960’erne, Abba Eban, kan anskueliggøre fænomenet: Han blev spurgt ved et middagsselskab, hvorfor han ikke havde inviteret israelere med ved bordet, hvortil han svarede: »Gud bevares, vi gør, hvad vi kan, for at undgå dem.«

Det svarer meget godt til den bemærkning, jeg selv fik af en embedsmand i det tyrkiske udenrigsministerium tilbage i 1996, da den islamistiske politiker Necmettin Erbakan – der dengang var leder af partiet Refah (Velfærd) og et forbillede for Erdoğan – fik flest stemmer ved parlamentsvalget i 1995 og stod for at danne regering. Min bekendte i udenrigsministeriet hvinede hysterisk i telefonen:

»De spreder sig som kakerlakker.«

Og det er – om end sat på spidsen – sådan, mange veluddannede ’hvide tyrkere’ har betragtet Erdoğans vælgere. Nu betaler de prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lystlund
Søren Lystlund

R skriver ikke SL
Hold folket uoplyst og du vil få evig magt. Folkets uvidenhed er Erdogans vej til evig magt. Derfor fængsler Erdogan genstridige akademikere, journalister, dommere, kunstnere, lærere og mange flere. De skulle nødigt nå at oplyse folket.

Brugerbillede for Jan Weis

Eller få nogen til at indpode dem en effektiv hypnotisk sværmintelligens, så voksne mennesker velvilligt på kommando indtil fem gange i døgnet krabber rundt på gulvet i ensrettede rader og rækker, lirer udenadslære af og laver underlige fagter - så bliver der næppe tid til at tænke på meget andet ... ;-)

Brugerbillede for Jan Weis

PS: Ser tilfældigvis, at Pjoskeren nu har indført en nu rubrik på sitet - Anbefalet til dig - stop dette belærende overgreb øjeblikkeligt ellers er det sket ...