Læsetid: 9 min.

Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
Studerende og forskere ved Central European University i Budapest demonstrerede i april 2017 mod en ny lov, der i praksis vil gøre det umuligt for universitetet at fortsætte.

Studerende og forskere ved Central European University i Budapest demonstrerede i april 2017 mod en ny lov, der i praksis vil gøre det umuligt for universitetet at fortsætte.

Janos Marjai

21. april 2017

BUDAPEST – Det var noget, både forskere og studerende på Central European University (CEU) i Budapest havde frygtet gennem længere tid. Alligevel ramte nyheden dem som en for tidlig født aprilsnar i slutningen af marts, og det var ikke for sjov: Et forslag til lovændring fra den nationalkonservative ungarske regering ville gøre det noget nær umuligt for universitetet at fortsætte sit arbejde som en liberalt indstillet uddannelses- og forskningsinstitution i et stadig mere konfliktpræget Ungarn.

Lovændringen, som blev vedtaget i parlamentet få dage senere, kræver, at ikkeeuropæiske universiteter som CEU – der er registreret i USA – skal indgå en aftale mellem regeringen i Ungarn og regeringen i det land, universitetet er finansieret fra eller hjemmehørende i. Desuden kræver lovændringen, at universitetet skal have en campus i hjemlandet. Det har CEU ikke, og ifølge universitetet er det økonomisk og praktisk umuligt at oprette en campus i USA, inden loven træder i kraft i januar 2018.

Mange iagttagere har anser lovændringen for at være et direkte angreb på den ungarsk-amerikanske rigmand George Soros. Han grundlagde CEU i 1991 som en del af sit såkaldte Open Society-projekt, der som erklæret formål har at styrke de demokratiske værdier i de dele af Europa, hvor åbenhed, frihed og tolerance har trange kår.

»I kølvandet på Murens Fald var der efter mange årtiers censur og statskontrol især behov for at genopbygge humaniora og samfundsvidenskab. Soros-projektet og grundlæggelsen af CEU var filantropisk, men også politisk, eftersom det blev etableret ud fra et liberalistisk grundlag,« siger Anamaria Dutceac Segesten, lektor i europæiske studier ved Lund Universitet.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han gerne ser landet udvikle sig til et »illiberalt demokrati«.

»Orbáns fjender er de liberale intellektuelle, og deres højborg er CEU, som han kalder ’Soros-universitetet’. Regeringens lovændring vækker klare mindelser om fortidens diktatoriske forsøg på at styre idéer og tilpasse dem til regimets politiske mål,« vurderer Anamaria Dutceac Segesten.

Begrænset forskning og tabuer før 1989

Under kommunismen undertrykte regimerne i Central- og Østeuropa den akademiske frihed.Kommunikationen mellem forskere på tværs af landegrænserne var kraftigt reduceret, og forskernes deltagelse i internationale konferencer og medlemskab af faglige organisationer var underlagt statens kontrol.

»Man skal huske på, at marxismen-leninismen var en omfattende ideologi, der inkluderede videnskaben i sit verdensbillede. I Rumænien var situationen ekstrem. Her fjernede diktator Nicolae Ceaușescu helt psykologi og samfundsfag fra universiteterne, og de, som talte kritisk mod regimet, eller som havde afvigende meninger, kunne blive straffet med fængsel eller smidt ud af landet,« forklarer hun.

I 1970’erne og 1980’erne var lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Riishøj på flere forskerophold i Central- og Østeuropa og havde i den forbindelse kontakt til flere af regionens forskningsinstitutioner.

»Der var bestemt begrænsninger inden for samfundsvidenskaben – frem for alt for den del, der beskæftigede sig med international politik, som jeg selv var og er en del af. For eksempel var politologi og især sociologi ikke velset i flere østlande, da forskningen her ofte faldt uden for rammerne af den marxistisk-leninistiske doktrin,« erindrer Søren Riishøj og uddyber:

»Dog eksisterede sociologien iPolen, og flere fra det fagområde blev også aktive i Solidaritet (uafhængig polsk fagforening dannet i 1980, red.). Ungarn var også et land, hvor der var ’åndehuller’ for forskningen, men emner såsom opstanden i 1956 og forholdet til Sovjet, Warszawapagten samt østbloklandenes økonomiske organisation Comecon var generelt tabubelagte. Der skete visse forandringer, efter Mikhail Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen i 1985, men i 1970’erne og ind i 1980’erne var det hårdt, ikke mindst i Tjekkoslovakiet under normaliseringen,« siger Riishøj.

Fra censur til manglende finansiering

Da Muren faldt i 1989 ophørte statens ideologiske kontrol med universiteterne, ligesom mange private uddannelsesinstitutioner – herunder CEU – blev grundlagt. Og ifølge Anamaria Dutceac Segesten var statens rolle nu reduceret til blot at kontrollere den faglige kvalitet af de private uddannelser.

»Dermed ikke sagt, at alting pludselig blev meget lettere for central- og østeuropæiske forskere. I stedet for ideologiske eller politiske begrænsninger måtte de nu forholde sig til økonomiske begrænsninger. Overgangen til kapitalisme betød, at de offentlige budgetter skrumpede, og videregående uddannelse og grundforskning fik lav prioritet grundet landenes dårlige økonomi. Fra 1989 og frem til i dag har det største problem for akademikere i Central- og Østeuropa ikke været censur, men manglen på penge,« siger hun.

Også Søren Riishøj husker, at der efter 1989 skete en ’eksplosion’ i udbredelsen af fri forskning.

»Men de første år var i vid udstrækning en læreproces, hvor de rutinerede økonomer, sociologer og statskundskabsfolk fra Vesten i høj grad var læremestre og bidrog til opbygning af forskningen i øst inden for eksempelvis sociologi og statskundskab, også med penge,« siger Søren Riishøj, der i den periode selv deltog i mange konferencer i den tidligere østblok takket være sit arbejde ved Syddansk Universitet.

Undertrykte forskere i Central- og Østeuropa

Eksempler på central- og østeuropæiske forskere og forskningsinstitutioner, som er blevet undertrykt af det politiske styre før og efter 1989.

Før 1989

  • Sovjetunionen, før 1989: Der var ikke akademisk frihed i de Sovjetkommunistiske regimer i Central- og Østeuropa. Især samfundsvidenskab, sociologi og humaniora havde svære vilkår, men også forskere i biologi, statistik og fysik blev undertrykt, kontrolleret og overvåget af det sovjetiske statsapparat.
  • Ungarn, 1938: Den ungarske filosof og journalist Ferenc Fejtő blev arresteret og sendt i fængsel i et halvt år efter at have udtalt sig kritisk om den ungarske regerings protyske holdning. Under kommunismen kommenterede og kritiserede han begivenhederne i Østeuropa fra sit eksil i Frankrig, og han vendte kun tilbage til Ungarn en enkelt gang inden sin død i 2008.
  • Tjekkoslovakiet, 1939-1977: Den tjekkiske filosof og samfundskritiker Jan Patočkavar af staten udelukket fra at undervise gennem størstedelen af sin karriere – blandt andet under Anden Verdenskrig, da de tjekkiske universiteter var lukket, samt i lange perioder i løbet af de første tre årtier efter krigen. Men sammen med andre undertrykte akademikere formidlede han sin viden på det såkaldte Undergrundsuniversitet i Prag, som var en uformel institution, der forsøgte at give en fri, kulturel uddannelse til unge.

Efter 1989

  • Rumænien, 1991: Den rumænske historiker Ioan Petru Culianu blev dræbt på universitetet i Chicago, hvor han underviste. Det skete kort tid efter, at han havde udgivet en række kritiske artikler om den postkommunistiske leder Ion Iliescu. Mordet er dog aldrig blevet opklaret, og motivet til det kendes ikke.
  • Rusland, 2008 og 2016: The European University i Sankt Petersborg blev i 2008 midlertidigt lukket som følge af en mystisk sikkerhedsøvelse, og iagttagere så det som politisk undertrykkelse af den akademiske frihed i Rusland. I december 2016 opstod en lignende sag, efter at The European University ifølge de russiske myndigheder havde brudt flere regler. Som konsekvens mistede universitetet sin licens, og situationen er p.t. uafklaret.
  • Ungarn, 2011: Den ungarske filosof Agnes Heller og en række andre filosoffer og sociologer blev af den ungarske regering beskyldt for at have misbrugt offentlige forskningsmidler, og flere af dem blev siden udelukket fra at undervise i landet. De regeringskritiske akademikere blev dog senere frifundet for anklagerne.
  • Tjekkiet, 2013: Den tjekkiske historiker og antropolog Martin C. Putna var nomineret til at blive universitetsprofessor, men præsident Miloš Zeman afviste at godkende ham grundet hans involvering i Prags Gay Pride. Putna blev i stedet senere godkendt af regeringens uddannelsesminister.
  • Ungarn, 2017: Med en ændring af landets universitetslov gjorde den ungarske regering det mere eller mindre umuligt for det liberale og George Soros-støttede Central European University (CEU) i Budapest at fortsætte arbejdet, og konsekvensen kan blive, at universitetet må lukke i 2018.

Vedvarende mistillid til eksperterne

Den tjekkiske kulturhistoriker og fellow ved European University Institute i Firenze Veronika Pehe påpeger, at Central- og Østeuropa har haft en stærk intellektuel tradition lige siden 1800-tallet.

»Forskere og intellektuelle anses her for at være respektable og troværdige figurer, der bør udtale sig offentligt, når deres ekspertviden er relevant,« siger hun.

Men ligesom det er tilfældet andre steder i verden, er indflydelsen fra eksperter og forskningsbaseret viden dalende i Central- og Østeuropa efter et årti med øget kommercialisering og nedskæring i midlerne til videregående uddannelse.

»I et system, hvor forskere tidligt i deres karrierer bruger det meste af tiden på at søge efter det næste begrænsede legat, er det ingen overraskelse, at de ikke kan finde tid til faktisk at lave grundig forskning af høj kvalitet. Den lave status, som facts har i disse år, både i samfundet og i forskningen, vidner om en vedvarende mistillid til eksperter og intellektuelle,« siger Veronika Pehe, der mener at forskere i postkommunistiske lande oplever mange af de samme udfordringer som forskere i Vesten.

Søren Riishøj oplever ligeledes, at samfundsvidenskaben atter er kommet under pres, ikke kun i Central- og Østeuropa, men også i Vesten.

Anamaria Dutceac Segesten betragter den nuværende situation blandt forskerne i de postkommunistiske lande fra en lidt anden vinkel.

»Kort sagt er forskerne i lande som Polen, Tjekkiet og Rumænien frie til at forske i de emner, de ønsker. De er frie til at give deres meninger til kende i den offentlige debat og frie til at kritisere regeringens handlinger over hele regionen. I Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien er de største begrænsninger økonomiske. Der er mangel på penge til at støtte forskning i bred forstand,« siger Anamaria Dutceac Segesten.

Ungarn og så alle de andre

I Ungarn er situationen dog anderledes, tilføjer hun. Her har kunstnere og akademikere følt sig truet, stort set lige siden Viktor Orbán kom til magten i 2010.

Foruden den seneste sag med den potentielle lukning af CEU har den ungarske regering blandt andet beskyldt akademikere, der var kritiske over for Orbáns dagsorden – herunder Agnes Heller, der er en af de bedst kendte nulevende filosoffer – for at have misbrugt offentlige forskningsmidler. Akademikerne er dog senere blevet renset for beskyldningerne.

Det lader til imidlertid til, at den nationalistiske opblomstring i Ungarn har genskabt behovet for at kontrollere forskere og intellektuelle i landet. Men selv om et land som Polen rent politisk bevæger sig i samme retning som Ungarn, mener Anamaria Dutceac Segesten ikke, at det endnu har påvirket polakkernes akademiske frihed.

»I Polen pågår en intens offentlig debat om de ideologiske spørgsmål i forbindelse med national identitet – eksempelvis en diskussion om et museum i Gdansk med fokus på Anden Verdenskrig – og akademikere deltager aktivt i debatten,« siger hun og uddyber:

»Kontrasten til Ungarn er stor her. Akademikere, der udtaler sig kritisk om den ungarske regerings politik og ideologi, risikerer at blive straffet af statsmagten, der gerne anvender udemokratiske metoder. Dette er muligt, fordi Orbáns parti, Fidesz, har haft et tilstrækkeligt stort flertal i parlamentet til at ændre lovene. I Polen har Lov- og Retfærdighedspartiet ikke den samme store opbakning, og den polske offentlighed er næsten ligeligt fordelt mellem konservative og progressive,« fremhæver Anamaria Dutceac Segesten.

»Situationen er aldrig håbløs«

Hun bakkes op af Tomasz Sawczuk, forsker ved University of Warsaw og medlem af den liberale tænketank Kultura Liberalna.

»Jeg ville ikke sætte alle central- og østeuropæiske lande i den samme bås, når det gælder den akademiske frihed. Det, der sker i Ungarn lige nu, er foruroligende, men ikke overraskende, hvorimod jeg vil sige, at den akademiske frihed i Polen generelt er den samme som i et hvilket som helst andet EU-land, og jeg kender ikke til nogen direkte politisk indflydelse på det akademiske liv i Polen for tiden,« siger han.

Tilbage i Budapest erkender den ungarske historiker András Mink fra det lukningstruede CEU, at forskerne i landet formodentlig går en svær fremtid i møde.

»Hårdere tider er foran os, og måske er den liberale fremskridts guldalder forbi eller i hvert fald midlertidigt bremset. Men situationen er aldrig håbløs. Som historiker vil jeg sige, at det forrige århundredes ældre generationer stod over for en langt farligere, fatal og ødelæggende udvikling,« siger han og har følgende opfordring til alle forskere, der oplever, at den akademiske frihed er under pres:

»I stedet for at blive chokerede er det bedste, de akademiske forskere kan gøre, at investere flere kræfter i at forstå, hvorfor vi ser en voksende mistillid til demokratiske institutioner,« slutter András Mink.

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • På Jordens Dag går videnskabsfolk på barrikaderne

    21. april 2017
    Idéen blev undfanget af nogle unge amerikanske forskere i februar og giver sig nu udslag i over 500 forskermarcher verden over. I USA er både grundforskning og anvendt forskning truet af præsident Trumps sparekniv, men der er også udbredt frygt i videnskabsmiljøet for, at befolkningens tillid til forskningens nytteværdi skal dale yderligere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu