Læsetid: 12 min.

Er fri forskning en parentes i historien?

I dag beskyldes forskere ofte for at være enten unyttige eller politisk styrede – og politikere for at være enten faktaresistente eller for akademiske. Men det ikke som sådan en ny situation. Videnskab har altid været i et tæt, og kompliceret, forhold til samfundets magtfulde institutioner. Særligt udbygningen af velfærdsstaten i det 20. århundrede har givet form til nutidens spændinger mellem forskning og statslig politik
Med velfærdstatens vækstparadigme kom et politisk ønske om større optag af studerende på de videregående uddannelser, samt en tættere statslig styring af i første omgang uddannelsernes indhold og siden også af selve forskningen. Her er det Roskilde Universitets (RUC) første årgang i 1972.

Med velfærdstatens vækstparadigme kom et politisk ønske om større optag af studerende på de videregående uddannelser, samt en tættere statslig styring af i første omgang uddannelsernes indhold og siden også af selve forskningen. Her er det Roskilde Universitets (RUC) første årgang i 1972.

Erik Petersen

21. april 2017

I året efter Anden Verdenskrigs afslutning skrev teologiprofessor – og konservativ politiker, senere undervisningsminister – Flemming Hvidberg en kronik om forholdet mellem staten og forskningen, der blev trykt i Nationaltidende. Det var en avis, der var kendt for sin lødighed og kvalitet, og som med sin antinazistiske indstilling havde opbygget et stærkt ry under besættelsen. Det var altså en platform med en vis gennemslagskraft, der den 3. marts 1946 formidlede Hvidbergs budskab:

»Spørgsmaalet om den demokratiske og i Særdeleshed den danske Stats Stilling til Forskningen … [er] ikke opgjort med det rent negative Svar, at Staten indrømmer Forskningen fuld Frihed, men i øvrigt ikke blander sig i dens Anliggender. Der maa netop nu kræves en ganske anden positiv Holdning fra Statens Side overfor Forskningen. Ja, jeg vil sige mere: en ny Aktivisering af Staten i Forhold til Forskningen.«

Universitetet har fra sin opståen i middelalderen haft relationer til samfundets magtfulde institutioner – først kirken og siden staten – og varierende grader af frihed til at organisere videnskabeligt arbejde ud fra de i samtiden gængse faglige normer.

I første halvdel af det 20. århundrede var universitetet i nordisk kontekst begyndt at vokse betydeligt, og selvom det siden 1800-tallet var blevet stadigt tættere knyttet til staten, var det udbredt praksis, at universiteterne – konkret professorerne – selv vurderede, hvad det videnskabelige arbejde skulle dreje sig om og hvordan det skulle foregå. Det kom til at ændre sig afgørende i årtierne efter krigen, hvor velfærdsstaten – og hermed den sociale ingeniørkunst – tog form.

Det er historikeren Else Hansen, der har fundet Hvidbergs kronik frem fra de danske pressearkiver. Som hun konstaterer i bogen Professorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975, kom »Statens Aktivisering« til at betyde øget statslig prioritering af midler til forskning – men også en hel del mere end det.

Det nye samfund

I løbet af det 20. århundrede blev politiske beslutninger i stigende grad funderet i forskning. Og omvendt: Forskning blev i stigende grad funderet i politiske beslutninger. I dag bliver udtrykket ”det er en akademisk diskussion” ofte brugt til at konstatere, at noget er uden praktisk relevans. Noget kun ganske få, virkelighedsfjerne typer, kan interessere sig for.

Samtidig kan den politiske legitimitet ved f.eks. et reformtiltag drages i tvivl ved at sætte spørgsmålstegn ved det videnskabelige belæg. Da daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) forsvarede folkeskolereformen fra 2013, var det blandt andet med henvisning til videnskabelige evalueringer, der viste, at læringsmålstyret undervisning »styrker læringen«. Om det er korrekt, er der delte meninger om.

Men diskussionen omkring folkeskolereformen – hvor Antorini tilmed blev kaldt i samråd angående det »videnskabelige belæg« af Merete Riisager (LA), der siden selv blev undervisningsminister – er et eksempel på, hvordan der kæmpes om statslige politikker med argumenter om videnskab som ammunition.

I dansk kontekst kan den udvikling blandt andet forstås i lyset af, hvad Else Hansen kalder »velfærdsstatens universitetspolitik«. Det begreb betegner en bestemt form for relation mellem stat og samfundsinstitutioner.

»Når økonomi og viden skal omfordeles, forudsætter det en effektiv styring, og netop udformningen af statslig styring af universiteterne blev diskuteret i løbet af 1960’erne, ligesom effektivisering af universiteternes interne styrelse var på dagsordenen,« siger Hansen.

»Velfærdsstaten drager institutionerne ind i velfærdspolitikken og for at de kan medvirke til at opbygge det nye samfund, man ser for sig,« siger hun og uddyber:

»Velfærdsstaten bygger på økonomisk vækst, og der får universiteterne en rolle, bl.a. i at hæve arbejdskraftens faglige niveau og uddanne arbejdskraften i de rigtige fag. Et andet væsentligt element var det velfærdsstatslige ideal om lighed: Rekrutteringen til universiteterne skulle være bredere – der skulle være plads til alle med lyst og evner,« siger Else Hansen med henvisning til de reformer, der fulgte i kølvandet på 1968-oprøret på universiteterne. Reformerne trak dog tråde til diskussioner, der var begyndt længe før.

Tidslinje

Middelalderuniversitetet: 

  • Etableringen af universiteterne i Uppsala (1477) og København (1479) i kølvandet på oprettelsen af universiteterne i Bologna (1088) og Paris (ca. 1150). Det middelalderlige universitet var opbygget i et filosofisk fakultet med studier af grammatik, logik, retorik, geometri, aritmetik, astronomi og musik, hvorefter studierne kunne fortsættes på det juridiske, det medicinske eller det teologiske fakultet. Der var tale om selvstændige universiteter, men kirkens behov spillede en central rolle, da teologien blev regnet for det centrale fag, hvorimod der ikke var nogen direkte kobling mellem videnskaberne og staten.
  • Thomas Aquinas’ (1225-1274) filosofi spillede en stor rolle for udviklingen af videnskaberne i denne periode. Aquinas har blandt andet skrevet: »Wonder was the motive that led people to philosophy ... wonder is a kind of desire in knowledge. It is the cause of delight because it carries with it the hope of discovery. « (Summa Theologiae, 1266-73).

Reformationsuniversitetet: 

  • Reformationen i Norden styrkede forbindelsen mellem kirke, universitet og stat. Københavns Universitet reformeres i 1537, året efter at stat og kirke overgik fra den katolske til den lutherske tro. Universitetet blev dermed også – sammen med kirken – en del af den nye lutherske stat.
  • Philipp Melanchthon (1497-1560), der var Luthers nære samarbejdspartner, arbejdede især med reformering af uddannelse, organiserede universitetet og de forskellige studier ud fra et overordnet nytteprincip. Alt skulle komme kirken og samfundet til gode.

Oplysningsuniversitetet: 

  • Naturvidenskaben blev udskilt som særligt fakultet inspireret af de nye universiteter i de tysktalende områder, f.eks. Göttingen (1737). Begyndende opgør med teologiens særstilling og den kirkelige indflydelse på videnskaberne. Videnskaberne skulle på egne præmisser oplyse ’det dunkle’.
  • En af de berømte definitioner af oplysning fra denne tid er fra Immanuel Kants (1724-1804) ’Hvad er oplysning?’: »Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved ubeslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: ’Hav mod til at bruge din forstand.’« (fra Lars Aagard-Mogensens oversættelse)

Det moderne universitet: 

  • Universiteterne blev fra det 19. århundrede i stigende grad finansieret af statslige midler og indtog en stadig mere central rolle i nationsopbygningen, inspireret af f.eks. den humboldtske model, der sigtede mod at uddanne statslige embedsmænd. Både de nye orientalistiske kulturdiscipliner, der blev udviklet i takt med kolonialismens fremvækst, og psykologiens udspaltning som selvstændig videnskab øgede bestræbelsen på at nyttiggøre videnskaberne for stat, samfund og kultur.
  • Alfred Lehmann (1858-1921), den eksperimentelle psykologis fader i Danmark, ville bringe psykologien på niveau med de eksakte naturvidenskaber og satte samtidig psykologiens samfundsmæssige nytteværdi i centrum. Han undersøgte f.eks. både den i samtiden populære spiritismes videnskabelighed (som han afviste) og udviklede tests til hæren og marinen.

Masseuniversitetet: 

  • Fra 1960’erne begyndte studenteroptaget på de højere læreanstalter efter politisk ønske for alvor at øges. De eksisterende institutioner kunne ikke rumme de hastigt voksende årgange, og der blev sat gang i planer om udvidelse af universiteterne i Aarhus og København og etablering af nye i Odense, Aalborg og Roskilde. Overgangen fra det moderne universitet til masseuniversitetet var ledsaget af en større vægt på universitetet som uddannelsesinstitution og en langt mere indgribende statslig styring af i første omgang undervisning og siden også forskningen.
  • Det hastigt voksende optag blev brugt som murbrækker for at bryde professorernes magt. Det blev blandt andet tydeligt i kampen om den nye styrelseslov, der blev vedtaget i 1970. I et brev til professorerne ved Københavns Universitet skrev Akademikernes Samarbejdsudvalg, som repræsenterede de ikkeprofessorale lærere, i sommeren 1969: »… den traditionelle universitetsstruktur … lader sig [ikke] opretholde uændret under den enorme ekspansion … I kritikken af anordningsforslaget har vi ikke kunnet spore andet end et mere eller mindre tilsløret ønske om at bevare universitetets traditionelle struktur. Vi er fast overbevist om, at dette ikke lader sig gøre, uden at det vil medføre katastrofale følger såvel for universitetets varetagelse af forskning og undervisning, som for universitetets værdighed og anseelse.« (citeret fra Else Hansen: ’Professorer, studenter og polit.er’)

Realiteter og idealer

I Professorer, studenter og polit.er stiller Hansen skarpt på de interessekampe, der foregik mellem statslige planlæggere, universitetsforskere og et hastigt voksende antal studerende i årene 1950-1975.

Mens planlæggerne (polit.erne) var optaget af, hvordan universiteterne kunne opfylde samfundsmæssige krav – ofte ud fra et økonomisk perspektiv – var de dengang magtfulde professorer optaget af akademiske normer og forskningens autonomi.

De studerende var optaget af sig selv, kan man lidt firkantet sige: Af de vilkår, de studerede under, og af de fremtidige muligheder, deres uddannelse gav. I den forstand var de også optaget af samfundsmæssige krav – f.eks. i form af fokus på, hvilken type arbejdskraft der var efterspurgt. Nogle forsøgte så at bygge bro mellem realiteter og idealer: Hvilket samfund var ønskeligt, og hvordan kunne universiteterne være med til at gøre det samfund muligt?

Som Else Hansen skriver i bogen, er der ikke nødvendigvis konflikt mellem velfærdsstatslige idealer og akademiske friheder, »men med vidt forskellig historie og perspektiv gav det alligevel problemer, da universiteterne skulle tilpasses til velfærdsstatens behov og værdier«.

Friktion mellem samfundsmæssige interesser, forskningsfrihed og de studerendes krav til uddannelsesforløb og -udbud blev et tilbagevendende tema op gennem det 20. århundrede.

»Det er iøjnefaldende, at det er de samme emner, man taler om i dag som i midten af det 20. århundrede,« siger hun og uddyber:

»Der er stadig et politisk ønske om at få flere studerende ind på naturvidenskaberne og de tekniske uddannelser, om at forkorte studietiden og tilpasse studiestrukturen. De studerende mente dengang som nu, at de får for lidt i studiestøtte, og de interne styringsforhold på universiteterne dukker også kontinuerligt op i debatten. Debatten om styringsforhold kører jo lige nu kører for fuld basun. Så emnerne er de samme, og det peger vel på, at de forskellige ting, man har prøvet, åbenbart ikke har virket helt efter hensigten.«

En af de grundlæggende forskydninger, der skete i midten af det 20. århundrede, og som fik konsekvenser for forholdet mellem statslig politik og videnskabelig autonomi, var, at de faglige hensyn tabte terræn til fordel for den sociale ingeniørkunst.

»I 1950’erne og 1960’erne var styringen af universiteterne rent faglig: Den blev varetaget af de forskningsmæssigt højest kvalificerede, nemlig professorerne. Med Styrelsesloven af 1970 fik de styrende organer repræsentation af ikkeprofessorale lærere og studerende. Samtidig var det nyt, at universiteternes interne styrelse blev fastsat i en lov, der var vedtaget af – og kan ændres af – politikerne,« siger Else Hansen.

Hansen mener, at mønsteret fra reformerne i velfærdsstatens storhedstid og frem til nu har været, at lovgiverne tilsyneladende har svært ved at forestille sig, hvilke konsekvenser deres lovgivning kan have internt på universiteterne:

»Det går helt tilbage til det store optag af studerende i 1960’erne: Politikerne giver bare besked til universiteterne om, at man ønsker et stort optag, og forholder sig ikke til, hvad det får af konsekvenser for organiseringen af undervisning og forskning på de enkelte institutioner. Det samme ser man med fremdriftsreformen nu. Man forholder sig alene til de store mål, og så må universiteterne selv ligge og rode med resten.«

Samfundsnyttetænkningen

I 2000’erne introducerede daværende videnskabsminister Helge Sander »fra forskning til faktura« som parole med dertilhørende erhvervsretning. Med universitetsreformen fra 2003 blev de valgte interne universitetsledelser erstattet af bestyrelser med flertal af folk udefra. Sander fremstillede selv disse tiltag som et afgørende brud med flere hundrede års universitetspolitik – endnu mere afgørende end reformerne i kølvandet på 1968.

Else Hansens arbejde viser imidlertid, dels at året 1968 har fået en mytisk status, som tilslører, at forandringerne i retning af mindre »professorvælde« havde været længe undervejs, og dels at samfundsnytten – der senere fik form af en mere direkte erhvervsorientering – allerede havde fået en større vægt med velfærdsstatens universitetspolitik fra 1960’erne og frem.

Noget af det, der fik stor betydning for relationen mellem videnskab og politik i midten af det 20. århundrede – og som kom at præge udviklingen lige siden – var fremkomsten af elektronisk databehandling. Samfundsnyttetænkningen, der har præget det moderne universitet helt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede, fik nye redskaber, da det blev muligt på effektiv vis at samle store datamængder, der kunne bruges til fremskrivninger af tendenser.

I kombination med 1960’ernes økonomiske vækst, der gjorde det muligt at give langt større dele af befolkningen adgang til højere uddannelse, var der nu uanede muligheder for at bruge universitetspolitik til samfundsøkonomisk planlægning.

»Den tekniske mulighed – og det teknokratiske behov – for at måle, kom frem i løbet af 1960’erne, og målinger er et redskab, staten har yderligere raffineret over de sidste årtier,« siger Else Hansen.

Læs mere

  • Årbog for Uddannelseshistorie, temanummer om ’Det moderne universitet’, udgivet på Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie, 2015, med bidrag om bl.a. det 19. århundredes ideal om den frie forskning som universitetets vigtigste opgave, om Den Polytekniske Læreanstalt som producent af uddannelser til direkte nytte for samfund og industri og om universitetets selvforståelse med fokus på universitetet som kulturfaktor.
  • ’Nordic Education as Schooling for ’Life’ Between two ’Sputnik Shocks’’ af Mette Buchardt og Maja Plum; kapitel i bogen ‘Educational Temporalities. Local, National, and Global Perspectives’, Sense Publishers, 2017, red. af H.M. Tavares og J. Qi. Om hvordan forestillinger om, hvad andre stater var i stand til – f.eks. at sende en satellit ud i rummet – blev brugt som motor i vendingen mod ’det virkelige liv’ i det danske uddannelsessystem fra 1950erne og frem.
  • ’Professorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975’ af Else Hansen, Museum Tusculanums Forlag, 2017. Med afsæt i de kildestudier, Hansen lavede til historien om Roskilde Universitetscenters tilblivelse –’En koral i tidens strøm’, udgivet på Samfundslitteratur i 1997 – udfolder universitetshistorikeren i ’Professorer, studenter og polit.er’ linjerne i den forandring af universitetet, som ofte identificeres med studenteroprøret i 1968. Hansen viser, at de politiske kampe om universitetspolitikken både gik længere tilbage i tid end 1968 og fik omfattende konsekvenser.

Sputnikchokket

I 1950’erne og 1960’erne gik der også storpolitik i uddannelsessystemet – både globalt og i Danmark. Den vending mod ’praksis’, som har præget politikken i forhold til universiteter, gymnasier og folkeskole i nyere tid, trækker blandt andet tråde til efterkrigstidens fokus på uddannelsespolitikkens relation til ’det virkelige liv’. Et fokus, hvor opsendelsen af den sovjetiske satellit Sputnik I – der sendte chokbølger gennem den vestlige verden – blev brugt som symbol på nødvendigheden af uddannelsesmæssig oprustning på bestemte områder.

Danmark og Vesten måtte ikke blive udkonkurreret på viden af den kommunistiske verden, var logikken, der blev omsat i konkrete omlægninger af undervisning. F.eks. skulle skolefagene videnskabeliggøres, samtidig med at skolen både skulle skabe lykkelige mennesker og rette sin undervisning direkte mod arbejdsmarkedets behov.

Den såkaldt virkelige verden skulle ind i skolen. Videnskabeliggørelse og anvendelsesorientering var dermed svære at skelne fra hinanden. Det er en bevægelse, som er kommet til at præge uddannelsessystemet fra folkeskolen og op til universiteterne frem til i dag.

Styring af forskningen

Mens reformerne af universiteterne i 1960’erne og 1970’erne radikalt omfortolkede undervisningsfrihed og universiteternes selvstændige status ved at lægge mere statslig – og samfundsøkonomisk – styring ind i universitetspolitikken, så forblev forskningsfriheden ifølge Else Hansen relativt uantastet.

Det seneste årti er den frihed imidlertid blevet systematisk indskrænket, blandt andet med øget styring af, hvordan og til hvem forskningsmidler bliver tildelt. Kimen til statslig politisk styring af forskning blev imidlertid allerede lagt i de år, der ellers primært er blevet fortolket som en periode med universitetspolitisk demokratisering.

Som Hansen skriver om 1968 i bogen: »[studenterparolen] Bryd professorvældet kunne – dog med en anden formulering – lige så godt have været kravet fra statslige planlæggere og politikere fra alle partier.«

Hvor grundfortællingen om forandringerne i kølvandet på 1968 har fokuseret på »styrken i studenternes aktioner«, har »betydningen af det politiske krav om, at universiteterne skulle tilpasses idésæt og styringsmuligheder i den stærke velfærdsstat«, været overset, mener Else Hansen.

Den politiske styring af uddannelsessystemet, som omvæltningerne i 1960’erne og 1970’erne også åbnede yderligere for, er i nyere tid i stigende grad kommet til udtryk i politisk styring af selve videnskaben: Styring af, hvad samfundet skal vide noget om, og hvordan den viden skal produceres.

»I 1960’erne diskuterede man nogle meget overordnede rammer for, hvilken forskning man gerne ville have, men man lavede ikke initiativer, der gik ned og styrede den enkelte forsker. Styring af forskningen kom senere end styring af undervisningen – men den kom,« siger Hansen. »Forskerne havde i 1960’erne stadig fat i den lange ende, men i de efterfølgende årtier kom der stadig flere redskaber, der vippede balancen til fordel for statslig styring.«

Mette Buchardt, lektor ved Aalborg Universitet, er uddannelses- og kundskabshistoriker, og Nina Trige Andersen, freelancer, er historiker og journalist.

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu