Læsetid 2.9228571428571 min.

’Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld’

Folkeskolelærerne er ikke rustet godt nok til at skabe gode relationer til eleverne. Louise Klinges ph.d.-projekt kortlægger relationskompetencen og giver lærerne et fagligt sprog til at tale om den altafgørende kompetence i skolesystemet
Ph.d. Cup-finalist Louise Klinge forsker i relationer mellem elever og lærere.

Ph.d. Cup-finalist Louise Klinge forsker i relationer mellem elever og lærere.

Thomas Nielsen
21. april 2017
Delt 2294 gange

Som støttelærer måtte Louise Klinge af og til sætte sig grædende ud på toilettet. Ulykkelig over, hvordan nogle skolelærere behandlede deres elever modbydeligt og på grund af manglende evne til at skabe gode relationer til eleverne igen og igen skabte konflikter, frustration og dårlig undervisning.

Inden da havde hun selv som danskunderviser for smedestuderende oplevet, hvordan motivationen og indlæringen kunne forbedres ved at fokusere på at være nærværende og positiv i klasselokalet, og derfor satte Louise Klinge sig for at undersøge skolelærernes relationskompetencer i sin ph.d.-afhandling, for det har man ikke gjort i en dansk skolekontekst tidligere.

»Det har været nødvendigt at undersøge, præcis hvad der sker, når undervisningen enten blomstrer eller bryder sammen, for der har ikke været et fagligt sprog for det tidligere. Det, der indtil nu har været meget diffust og personligt at tale om, har jeg givet et præcist vokabular, så man kan tale om det med professionelle termer og træne det som lærer,« siger hun.

Efter en årrække som lærer og støttelærer kunne hun se, hvordan nogle lærere er i stand til at skabe mirakler og få eleverne til at trives, engagere sig og lære en helt masse, mens andre mister fatningen i timer, hvor der bliver råbt og skreget.

På landsplan har folkeskolen svært ved at levere de efterspurgte resultater. Hver fjerde elev keder sig meget af tiden, viste en rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø sidste år, og ti år efter folkeskolen er hver sjette ung endnu ikke er startet på ungdomsuddannelse, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Alene i hovedstadsregionen går 30.000 unge under 30 rundt uden arbejde eller uddannelse, viste en analyse fra CeFU i 2013.

»Vi har en skole, hvor mange bliver tabt, og relationskompetencen er fuldstændig afgørende for, at skolen overhovedet kan lykkes med sit projekt. Det står og falder med den enkelte lærer, og det har været overladt til menneskelige tilfældigheder, om relationen mellem lærer og elev bliver god eller ej,« siger Louise Klinge, der kalder nogle læreres praksis »dybt uprofessionel«.

Thomas Nielsen

Faget skal i baggrunden

En af forklaringerne er, at der gennem en årrække har været et ensidigt fokus på fagligheden i undervisningsfagene på læreruddannelsen, mens man har forsømt at udvikle de relationelle kompetencer.

»Høj faglighed er kommet til at handle om faget i sig selv, men høj faglighed i en folkeskolekontekst skal jo handle om at bygge meningsfulde forbindelser mellem barn og fag. Så det handler ikke om at give lærerne mere viden, men om at gøre dem bedre til at bygge broen, så eleverne rent faktisk har lyst til at engagere sig,« siger Louise Klinge. 

Derfor er det også et paradoks, at det fokus, som mange nystartede på læreruddannelsen rent faktisk har på det relationelle, bliver undergravet af læreruddannelsens prioriteringer og af det pres, som uddannede lærere oplever i folkeskolen.

»Lærere står med tunge sager, som de på ingen måde er klædt på til. De møder børn, der har meget store sociale og emotionelle vanskeligheder, og de fleste får slet ingen form for supervision,« siger Louise Klinge.

I sit ph.d.-arbejde har hun fundet frem til, hvad gode relationskompetencer kræver. For det første skal lærerne have både generel og specifik viden om børn og læring. Lærerne skal stille realistiske krav til deres elever, så det faglige niveau er passende, mens eleverne er så trygge, at de tør begå fejl og tage risici. Det er helt afgørende for gode læringsprocesser, og det udfordres i dag af, at nogle lærere har så få timer i så mange klasser, at de ikke kan elevernes navne.

Den anden forudsætning er, at lærerne har en oplevelse af selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, og det kræver både ressourcer til supervision, tid til forberedelse og frihed fra national styring.

En af de lærere, som Louise Klinge har observeret, er eksempelvis udmærket selv klar over, at hun ikke lykkes med at skabe gode relationer, men når hun efterspørger supervision og vejledning, får hun ikke hjælp.

Den sidste forudsætning er det, Louise Klinge kalder ‘receptiv rettethed’, og handler om, at lærerne skal kunne have både sig selv, eleven og stoffet på sinde, når de underviser. For at det kan lade sig gøre, skal man udvise godt humør, nærvær, nysgerrighed, empati og en solid fagdidaktisk kompetence. Budskabet er banalt, erkender Louise Klinge, men ikke mindre vigtigt at den grund.

»Lærernes relationskompetence er altafgørende for undervisningen, for man kan ikke have eleverne på sinde, hvis man er stresset eller sur. Men hverken på læreruddannelsen eller i ansættelsen gives redskaber til at håndtere vrede, negative forventninger eller antipati mod bestemte elever,« siger hun.

Stil nye krav

Forestillingen om, at en lærer skal lykkes med at danne og uddanne 28 mennesker under de præmisser, vi laver skole på i dag, er fuldstændig hen i vejret, mener Louise Klinge. Derfor er der brug for at tænke i helt andre baner og stille helt andre krav til læreruddannelsen.

Konkret har Louise Klinge flere bud på, hvordan uddannelsen kan forbedres. Optagelseskrav baseret på karakterer erstattes af en samtale og en øvelse, hvor man skal vise, at man har flair for at interagere med børn. Det gør man eksempelvis i Finland. Alle undervisere på læreruddannelsen skal have erfaring fra folkeskolen, og så skal der skabes en tættere kobling mellem pædagogiske fag og undervisningsfag. Samtidig skal der være mere praktik

»Det er meget mærkeligt, at man har skåret i praktiktiden i den nye læreruddannelse. Det er i den grad et svigt af de studerende, for der er brug for meget mere praktik,« siger Louise Klinge, der peger på, at man eksempelvis i Israel bliver ansat et år på en skole, mens man studerer og så løbende kommer tilbage på uddannelsen og bygger teoretisk viden på.

Desuden arbejder Louise Klinge netop nu på et storstilet projekt finansieret af Egmont Fonden. Her undersøger hun sammen med 350 børn, 40 lærere og Experimentariet, hvordan skolen kan fremme børns lyst til læring med fokus på de børn, der har læringsvanskeligheder. I den nærmeste fremtid håber Louise Klinge, at hendes forskning kan være med til at skubbe folkeskolen i en bedre retning.

»Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld, og jeg håber, der kommer langt bedre rammer for lærere, og at der kommer langt større krav til, hvem der er lærere,« siger hun.

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Louise Klinge

  • 38 år
  • Cand.mag i dansk og filosofi; Ph.d. og selvstændig skolekonsulent
  • Vigtigste redskab: Mit videokamera, for det afslører, hvad der rent faktisk sker. Det er helt vildt interessant at se, hvordan ens øje bliver farvet af forforståelsen. Det har videooptagelserne hjulpet mig med at være opmærksom på.
  • Bedste overspringshandling: At vande blomster, så får man rejst sig og får lidt blodcirkulation.
  • Største forbillede: Mit forbillede er Erik Sigsgaard, der altid tager børn alvorligt og udfordrer vores vanetænkning om samfundsinstitutionernes indretning.
  • Største erkendelse: Noget af det, der har været mest interessant at se, er, at eleverne tolker alle lærerens handlinger relationelt.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Klinge er cupfinalist med gammel vin på nye flasker; socialpsykologien og salutogenetiske perspektiver har for mange årtier siden blotlagt nødvendigheden af at der etableres en oplevelse af sammenhæng for alle parter i den didaktiske proces og at både relationskompetencer og en såkaldt 'receptiv rettethed' er af afgørende betydning for omsorgsfuld og effektiv undervisning.

Så Klinge cupper den, historieløsheden råder - og de nødvendige ressourcer for at realisere de nødvendige forudsætninger for undervisning udebliver fortsat. Tak for søndagshyggen, de priviligerede(s) tanker er som bekendt toldfrie.