’Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld’

Som støttelærer måtte Louise Klinge af og til sætte sig grædende ud på toilettet. Ulykkelig over, hvordan nogle skolelærere behandlede deres elever modbydeligt og på grund af manglende evne til at skabe gode relationer til eleverne igen og igen skabte konflikter, frustration og dårlig undervisning.

Inden da havde hun selv som danskunderviser for smedestuderende oplevet, hvordan motivationen og indlæringen kunne forbedres ved at fokusere på at være nærværende og positiv i klasselokalet, og derfor satte Louise Klinge sig for at undersøge skolelærernes relationskompetencer i sin ph.d.-afhandling, for det har man ikke gjort i en dansk skolekontekst tidligere.

»Det har været nødvendigt at undersøge, præcis hvad der sker, når undervisningen enten blomstrer eller bryder sammen, for der har ikke været et fagligt sprog for det tidligere. Det, der indtil nu har været meget diffust og personligt at tale om, har jeg givet et præcist vokabular, så man kan tale om det med professionelle termer og træne det som lærer,« siger hun.

Efter en årrække som lærer og støttelærer kunne hun se, hvordan nogle lærere er i stand til at skabe mirakler og få eleverne til at trives, engagere sig og lære en helt masse, mens andre mister fatningen i timer, hvor der bliver råbt og skreget.

På landsplan har folkeskolen svært ved at levere de efterspurgte resultater. Hver fjerde elev keder sig meget af tiden, viste en rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø sidste år, og ti år efter folkeskolen er hver sjette ung endnu ikke er startet på ungdomsuddannelse, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Alene i hovedstadsregionen går 30.000 unge under 30 rundt uden arbejde eller uddannelse, viste en analyse fra CeFU i 2013.

»Vi har en skole, hvor mange bliver tabt, og relationskompetencen er fuldstændig afgørende for, at skolen overhovedet kan lykkes med sit projekt. Det står og falder med den enkelte lærer, og det har været overladt til menneskelige tilfældigheder, om relationen mellem lærer og elev bliver god eller ej,« siger Louise Klinge, der kalder nogle læreres praksis »dybt uprofessionel«.

Thomas Nielsen

Faget skal i baggrunden

En af forklaringerne er, at der gennem en årrække har været et ensidigt fokus på fagligheden i undervisningsfagene på læreruddannelsen, mens man har forsømt at udvikle de relationelle kompetencer.

»Høj faglighed er kommet til at handle om faget i sig selv, men høj faglighed i en folkeskolekontekst skal jo handle om at bygge meningsfulde forbindelser mellem barn og fag. Så det handler ikke om at give lærerne mere viden, men om at gøre dem bedre til at bygge broen, så eleverne rent faktisk har lyst til at engagere sig,« siger Louise Klinge. 

Derfor er det også et paradoks, at det fokus, som mange nystartede på læreruddannelsen rent faktisk har på det relationelle, bliver undergravet af læreruddannelsens prioriteringer og af det pres, som uddannede lærere oplever i folkeskolen.

»Lærere står med tunge sager, som de på ingen måde er klædt på til. De møder børn, der har meget store sociale og emotionelle vanskeligheder, og de fleste får slet ingen form for supervision,« siger Louise Klinge.

I sit ph.d.-arbejde har hun fundet frem til, hvad gode relationskompetencer kræver. For det første skal lærerne have både generel og specifik viden om børn og læring. Lærerne skal stille realistiske krav til deres elever, så det faglige niveau er passende, mens eleverne er så trygge, at de tør begå fejl og tage risici. Det er helt afgørende for gode læringsprocesser, og det udfordres i dag af, at nogle lærere har så få timer i så mange klasser, at de ikke kan elevernes navne.

Den anden forudsætning er, at lærerne har en oplevelse af selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, og det kræver både ressourcer til supervision, tid til forberedelse og frihed fra national styring.

En af de lærere, som Louise Klinge har observeret, er eksempelvis udmærket selv klar over, at hun ikke lykkes med at skabe gode relationer, men når hun efterspørger supervision og vejledning, får hun ikke hjælp.

Den sidste forudsætning er det, Louise Klinge kalder ‘receptiv rettethed’, og handler om, at lærerne skal kunne have både sig selv, eleven og stoffet på sinde, når de underviser. For at det kan lade sig gøre, skal man udvise godt humør, nærvær, nysgerrighed, empati og en solid fagdidaktisk kompetence. Budskabet er banalt, erkender Louise Klinge, men ikke mindre vigtigt at den grund.

»Lærernes relationskompetence er altafgørende for undervisningen, for man kan ikke have eleverne på sinde, hvis man er stresset eller sur. Men hverken på læreruddannelsen eller i ansættelsen gives redskaber til at håndtere vrede, negative forventninger eller antipati mod bestemte elever,« siger hun.

Stil nye krav

Forestillingen om, at en lærer skal lykkes med at danne og uddanne 28 mennesker under de præmisser, vi laver skole på i dag, er fuldstændig hen i vejret, mener Louise Klinge. Derfor er der brug for at tænke i helt andre baner og stille helt andre krav til læreruddannelsen.

Konkret har Louise Klinge flere bud på, hvordan uddannelsen kan forbedres. Optagelseskrav baseret på karakterer erstattes af en samtale og en øvelse, hvor man skal vise, at man har flair for at interagere med børn. Det gør man eksempelvis i Finland. Alle undervisere på læreruddannelsen skal have erfaring fra folkeskolen, og så skal der skabes en tættere kobling mellem pædagogiske fag og undervisningsfag. Samtidig skal der være mere praktik

»Det er meget mærkeligt, at man har skåret i praktiktiden i den nye læreruddannelse. Det er i den grad et svigt af de studerende, for der er brug for meget mere praktik,« siger Louise Klinge, der peger på, at man eksempelvis i Israel bliver ansat et år på en skole, mens man studerer og så løbende kommer tilbage på uddannelsen og bygger teoretisk viden på.

Desuden arbejder Louise Klinge netop nu på et storstilet projekt finansieret af Egmont Fonden. Her undersøger hun sammen med 350 børn, 40 lærere og Experimentariet, hvordan skolen kan fremme børns lyst til læring med fokus på de børn, der har læringsvanskeligheder. I den nærmeste fremtid håber Louise Klinge, at hendes forskning kan være med til at skubbe folkeskolen i en bedre retning.

»Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld, og jeg håber, der kommer langt bedre rammer for lærere, og at der kommer langt større krav til, hvem der er lærere,« siger hun.