Læsetid: 6 min.

Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
Studenteroprør i Rom, 1968, dengang Italiens intellektuelle stadig var nogen, man lyttede til.

Studenteroprør i Rom, 1968, dengang Italiens intellektuelle stadig var nogen, man lyttede til.

Polfoto ritzau

21. april 2017

Italiens universitetsintellektuelle og landets politiske elite er ikke på god fod. Cervelli in fuga – hjerner på flugt – kaldes de mange tusinder italienske akademikere, som ikke kan se en fremtid i Italien og derfor satser på en karriere ved udenlandske universiteter.

Italien producerer markant færre arbejdspladser for højtuddannede end andre EU-lande. Forskningsbaseret viden har ringe vilkår i de italienske medier, og universiteterne er svækkede af omfattende besparelser.

Blandt det akademiske personale på de højere læreanstalter udgør stipendiater og løst tilknyttede undervisere – i alt mere end 60.000 personer – nu et klart flertal i forhold til fastansatte forskere.

Samtidig får det offentlige, verdslige uddannelsessystem hård konkurrence fra private og i mange tilfælde katolske universiteter. De offentlige universiteters prestige er desuden svækket af sager om nepotisme og alt for mange eksempler på, at professorater bogstavelig talt går i arv fra far til søn.

Læs også

Italiens intellektuelle har altså mistet anseelse. I den udstrækning mødet mellem eksperter og politiske beslutningstagere i det offentlige rum overhovedet finder sted, sker det ikke på lige vilkår. Men dette møde er afgørende for demokratiets kvalitet og fremtid, påpegede den danske italiensforsker Gert Sørensen allerede i 2008 i sin bog om daværende ministerpræsident Silvio Berlusconi.

»Uden en bred og sidste instans videnskabelig baseret folkelig debat om samfundets og naturens tilstand og muligheder vil der ikke være noget demokrati. Omvendt er demokratiet utvivlsomt den styreform, der leverer de bedste betingelser for frembringelsen ikke bare af en mangesidig specialviden, men også af en almen viden og af en almen politisk kultur. Med Berlusconi er vi vidner til, at dette offentlige mødested mellem viden og demokrati undermineres. Og dermed vanskeliggøres også muligheden for at fastholde relationen mellem viden og styreform som et afgørende offentligt anliggende,« skriver Sørensen og tilføjer, at Berlusconi »som mediemand og statsmand har lagt nogle præmisser for en dyb miskreditering ikke bare af verdslig viden, men også af den demokratiske styreform«.

Blik for helheden

Den røde tråd i de seneste årtiers reformer af uddannelsessektoren i Italien har været udskiftningen af begrebet »viden« med »kompetence«. Det er sket på bekostning af universiteternes almene sigte, mener arkæologen og kunsthistorikeren Salvatore Settis, tidligere rektor for eliteuniversitetet Scuola Normale Superiore i Pisa.

»Man er nødt til at finde en balance mellem den faglige specialisering og almene hensyn,« udtaler Settis, der er medlem af Italiens fornemmeste videnskabelige institution, Accademia Nazionale dei Lincei, i et interview på nyhedssitet linkiesta.it:

»Vi har brug for personer med blik for helheden. Specialviden er ikke nok, uanset hvor dyb den er. Der er brug for visioner forbundet med en sans for fællesskabet.«

Læs også

I løbet af de seneste 25 år er fagkundskabens betydning i den offentlige samtale i Italien blevet gradvist reduceret, hævder Settis i en artikel i det amerikanske tidsskrift Italian Culture. Mens Berlusconi var ved magten, var han et letgenkendeligt symbol på denne proces, men i virkeligheden var han blot et symptom på et dybere kulturelt forfald, mener Settis.

Udviklingen i Italien kan således også betragtes som et meget tydeligt og ekstremt eksempel på tendenser, som også findes i andre lande.

»Det, der sker i disse år er, at de intellektuelle, der tier – ofte med en slet skjult følelse af overlegenhed – i virkeligheden blot marginaliserer sig selv, hvilket ikke er det bedste svar til en politisk elite, der netop ønsker at marginalisere dem og dermed slette kulturen fra kortet over de kræfter, som er i spil. De italienske intellektuelle er ikke blot meget langt fra magtens maskinrum, men også fra politikkens gamle forværelser, de er sjældent efterspurgt af partier og næsten altid ude af stand til påvirke den offentlige opinion,« mener Settis.

Verdens problemer

Tidligere kunne støtte fra intellektuelle højne politikernes legitimitet i vælgernes øjne. Intellektuelle nød høj anseelse i befolkningen, blev ofte taget med på råd af partierne og spillede i det hele taget en meget større rolle i den offentlige debat, end de gør i dag:

»Man tog for givet, at samfundets eller rettere verdens problemer nødvendigvis skulle afklares i partierne, og at de professionelle intellektuelle var uundværlige og centrale i denne proces,« forklarer Settis.

Derfor er utallige italienske akademikere gennem tiden blevet opstillet til parlamentsvalg eller på andre måder integreret i det politiske liv. Men forudsætningen for denne praksis var antagelsen om, at forskernes intellektuelle uafhængighed fremmede den politiske diskussion.

I et dansk perspektiv nævner Per Stig Møller forfatteren Martin Andersen Nexø og hans værk Pelle Erobreren som eksempel på en intellektuels indflydelse på arbejderbevægelsen i det 20 århundrede. Her hyldes Nexø på hans 70 årsdag i Fælledparken i København i 1939.
Læs også

Da Settis blandede sig i diskussionen om den forfatningsreform, som i december sidste år blev underkendt ved en folkeafstemning, afviste den daværende regeringsleder, Matteo Renzi, hans kritik ved at hævde, at en arkæolog ikke er kvalificeret til at udtale sig om forfatningsret:

»Den intellektuelle havde rollen som den, der af profession har et langt blik mod fortiden, men også mod verden uden for landets grænser, og som netop derfor har pligt til at udvikle et langsigtet blik på fremtiden,« skriver Settis og fortsætter: »Der blev i det mindste nogle gange lyttet til dem. Sådan er det ikke længere.«

Masseuniversitetets udfordring

Ifølge Settis hænger akademikernes faldende betydning i den offentlige debat sammen med en kompliceret proces i kølvandet på studenteroprøret i 1968 og overgangen fra det gamle eliteuniversitet for overklassen til et masseuniversitet for et meget bredere udsnit af befolkningen. Og de universitetsintellektuelle bærer selv en stor del af ansvaret for, at der ikke længere bliver lyttet til dem:

»Kampen for at udbrede retten til at studere, som blev ført af den italienske venstrefløj, satte gang i en på mange måder positiv proces, men medførte også en alarmerende kvalitetsforringelse på grund af den tiltagende devaluering af de faglige kvalifikationer. To processer, som kun tilsyneladende er modsatrettede, men i praksis er sammenfaldende, fletter sig altså sammen,« skriver han, og uddyber:

»På den ene side [den proces], der kan illustreres med ’venstreorienterede’ slogans som ’nej til meritokratiet’, der var baseret på en kynisk og tåbelig sammenblanding af elitisme og meritokrati, og på den anden side en ’højreorienteret’ forestilling om, at skoler og universiteter ikke skal uddanne borgere med en bred historisk og etisk horisont, men derimod gode teknikere, der er i stand til at bestyre små segmenter af produktionsprocessen uden at behøve at forstå dens formål og helhed og uden at stille sig selv for mange spørgsmål.«

Hvad er det bedste våben mod tidens anti-intellektualisme? At insistere på, at visse kendsgerninger er uantastelige – eller at kritisere og udfordre selv det allermest indlysende?
Læs også

De to processer er tydeligst sammenfaldende i de universitets- og skolereformer, som blev gennemført omkring årtusindeskiftet under den venstreorienterede undervisningsminister Luigi Berlinguer, som er tidligere rektor for universitetet i Siena.

Disse reformer var domineret af ideen om, at uddannelsessystemet især bør skabe kompetent, professionel arbejdskraft til erhvervslivet, som står i modsætning til ideen om et universitet, der skaber fri forskning, kultur og samfundsdebat:

»Inden for denne ramme tæller de personlige kvalifikationer ikke meget, og de kompetencer, der overskrider faggrænser og dermed af sig selv skaber et højere udsigtspunkt, et mere omfangsrigt blik og således en større autoritet, bliver nærmest betragtet som et individuelt karaktertræk og ikke som et mål at stræbe efter i uddannelsen af de unge,« skriver Settis og tilføjer:

»De mange venstreorienterede intellektuelle, der støttede eller rettere forfægtede denne vision, lagde ikke mærke til, at de dermed ikke blot undveg den egentlige udfordring, som masseuniversitetet medførte, men også undergravede deres egen autoritet. Både fordi de nedskrev deres møjsommeligt opbyggede kvalifikationers værdi, og fordi den nye skole uddannede generationer, som var mindre følsomme over for kulturens værdi, mindre indstillede på at lytte til dens stemme og således et let bytte for det massefjernsyn af meget lav kvalitet, som Berlusconi iværksatte ikke så længe efter.«

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
  • På Jordens Dag går videnskabsfolk på barrikaderne

    21. april 2017
    Idéen blev undfanget af nogle unge amerikanske forskere i februar og giver sig nu udslag i over 500 forskermarcher verden over. I USA er både grundforskning og anvendt forskning truet af præsident Trumps sparekniv, men der er også udbredt frygt i videnskabsmiljøet for, at befolkningens tillid til forskningens nytteværdi skal dale yderligere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu