Læsetid: 6 min.

Når vanvid griber universitetet

Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste råd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) måtte hæve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium.

I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste råd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) måtte hæve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium.

Erik Gleie

21. april 2017

Intellekt er ikke i sig selv en moralsk egenskab. De højtbegavede herrer Joseph Goebbels og Vladimir Lenin har tilskyndet til grufulde gerninger. Goebbels var ivrig fortaler for Holocaust, og Lenin beordrede under den russiske revolution masseudryddelse af uønskede samfundsklasser.

Ej heller er høj uddannelse nogen vaccine mod politisk vanvid. Talrige videnskabsfolk har gennem tiderne bekendt sig til ekstremistiske bevægelser. Under nazisternes mod Tysklands Weimar-republik var studenterorganisationer og universiteter lette mål at erobre.

Og, nå ja, det har så alle de forklaringer, som udviklingen efter Første Verdenskrig kan byde på. Mere forstemmende er det måske at erindre, at vi her i Danmark – inden for mands minde – har oplevet en totalitær politisk bevægelse, der fik forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen.

Det var nymarxismen. Fra 1970 og ti år frem udløste den et kollektivt tab af dømmekraft blandt mennesker, jeg ikke havde forventet den slags fra: Gamle skolekammerater og nye studiefæller gik pludselig rundt og sagde og gjorde de underligste ting. Det var, som om de havde gennemgået en religiøs vækkelse.

Fornuftigt oprør

Det begyndte fornuftigt nok. Et studenteroprør brød – med tysk-franske forbilleder – ud i 1968: Det var vendt mod de utålelige forhold på læreanstalterne. De gamle rammer var sprængt af den mangedobling af studenterantallet, der skete i løbet af 1960'erne. Holdene blev alt for store. Der var dårligt nok siddeplads til alle. Professorernes magtmonopol var ude af trit med den praktiske situation og med forestillinger om demokrati.

Som 19-årig jurastuderende sympatiserede jeg selv – omend passivt – med oprøret.

Hilmar Baunsgaards VKR-regering og dens radikale undervisningsminister, Helge Larsen, var indstillet på reform. Hidtil var universiteterne regeret ved ’kongelig anordning’. Bare navnet! Det dunster af støv og fortid. Nu gennemførte regeringen en styrelseslov, der brød professorvældet og gav de studerende halvdelen af pladserne i studienævn og en tredjedel i fakultetsråd og konsistorium, universitetets øverste råd.

Men i løbet af 1969 tog studenteroprøret en drejning. De, der nu var mest aktive, ville ikke nøjes med reformer. De satte sig på magten i studenterorganisationerne og krævede noget, der lød som revolution. Deres ideologi blev kaldt »nymarxismen«.

Det var en bevægelse, der – igen med tysk-fransk forbillede – skyllede ind over hele Europa vest for Jerntæppet. Normalt plejer internationale rørelser at ytre sig besindigt i Danmark, men sådan var det ikke denne gang.

Den nymarxistiske agitation på universiteterne blev udtrykt i fraser, som Studenterrådets nye magthavere kaldte »paroler« – med et henrykt lån fra arbejderbevægelsens flagdage.

Nymarxismen flød med arbejderromantik – uanset at nymarxisterne foragtede arbejdernes organisationer, som de kaldte »fagforsteninger«. Snobberiet for ’de rigtige arbejdere’ var marxistisk-komisk, fordi samfundet i de år var ved at forskyde sin økonomiske basis bort fra den traditionelle industriproduktion.

Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«.

Udsigtsløs krig

Med til at tirre marxistiske gemytter var USA’s udsigtsløse krig i Vietnam – selv om man ikke behøvede at være marxist for at se, hvilket uføre USA havde bragt sig selv og Vietnam i.

Demonstranter mod krigen blev yderligere ophidset af, at den danske regering ikke kunne undsige det USA, der gennem NATO garanterede Danmarks frihed og beskyttede landet mod trusler fra Sovjetunionen og den kommunistiske østblok.

Nymarxisterne vendte i det hele taget det blinde øje mod øst. Påpegninger af Sovjetunionens blodige undertrykkelse af sine vasalstater i Østeuropa mødte de mest med et skuldertræk: »Hvad kan man vente andet? Det er jo Østeuropas situation.«

Et eller andet sted har det spillet ind, at al den marxistiske snak hos de talende har aflejret en sympati for regimer, der sagde, at de var marxistiske – uanset hvad de var.

Nymarxisternes forhold til USA var sindsspaltet. USA havde siden 1945 været klodens førende kultureksportør. Dermed blev i 1960’erne og 70’erne den amerikanske indenrigspolitiske protest mod Vietnam-krigen – sådan som den kom til udtryk i bøger, plader og film – overført til resten af verden. Samtidig blev protesten taget ud af sin indenlandske amerikanske sammenhæng. Krigen blev lige så nærværende for unge danske, selv om det var unge amerikanere, der skulle risikere deres liv i krigen og bære det umiddelbare moralske ansvar for den endnu større gru, som krigsførelsen forvoldte det vietnamesiske folk.

I deres egen politik var de danske nymarxister skånselsløse. De tålte ikke afvigende synspunkter og forlangte, at regeringen accepterede studentervalgregler, der lod marxisterne bestemme, hvem der skulle ytre sig på de studerendes vegne i universiteternes nye, valgte forsamlinger.

Fremmed i samtid

Nymarxismens hærgen fik mig til at føle mig fremmed i min samtid. I mine tidlige teenageår havde jeg på min frihedselskende fars foranledning læst William L. Shirers Det Tredje Riges Storhed og Fald. Shirer havde som journalist i Berlin fulgt de svinestreger, som nazisterne begik for at løbe den svage Weimarrepublik over ende. Nazisterne kom til magten ved – næsten – parlamentariske metoder. Shirers bog gjorde et stærkt indtryk: Kunne sådan noget ske en anden gang? I min levetid? Hvordan ville jeg selv reagere, hvis jeg troede, jeg så det ske?

Og det var en totalitær bevægelse, jeg i efteråret 1970 mente at se på vej mod magten; i første omgang kun på universiteterne, men dens højlydt erklærede mål rakte langt længere. Det var derfor jeg i oktober 1970 gik med, da en studiekammerat sagde, at hun skulle til et møde, der var indkaldt af nogle studerende, der ville gøre noget, inden det var for sent, og nymarxisterne havde fået sig sat på det hele.

På mødet stiftede vi en anti-nymarxistisk organisation. Berlingske Aftenavis fik givet os navnet ’Moderate Studenter’ og det kunne vi ikke slippe af med igen, selv om det var et fjollet navn, der lød af nøjsomhed og middelmådighed.

Studenterrådet imødegik vores initiativ ved at omdele parolen »Afvis quislingerne!« Aha, vi var altså at ligestille med Anden Verdenskrigs norske nazistiske landsforrædere! Vi moderate mente, at marxisterne med deres hadske sprogbrug afslørede deres sande sindelag. Det var ikke så tydeligt for 1970'er-samtiden, som vi kunne have ønsket. Mange bifaldt ordvalget som en del af tidsånden.

Mødestorm

Regeringen fastholdt, at reglerne for valg af de studerendes repræsentanter i universitetets besluttende forsamlinger skulle være lige så demokratiske som regler for valg til kommunalbestyrelser og Folketing. Altså skulle der være offentligt sikret stemmeafgivning og forholdsmæssig repræsentation.

Det opfattede nymarxisterne som et nyt groft overgreb fra den borgerlige statsmagts side. De boykottede valget. Vi Moderate Studenter og de Konservative Studenter deltog i valgene – og blev igen stemplet som forrædere af nymarxisterne. Vi moderate fik flest stemmer og dermed flest pladser.

Da forsamlingerne var valgt, stormede nymarxisterne deres møder for at forhindre dem i at virke. Det kunne opleves som meget faretruende, når nymarxister med bulder og brag trængte ind og afbrød mødet. Det kom jeg til at opleve som valgt medlem af Konsistorium.

Igen udeblev den fordømmelse, man ellers skulle have forventet, når demokratiske regler bliver voldeligt overtrådt.

Blandt journalister var mange begejstrede for at være unge med de unge, og der var en tendens til at fremstille mødesabotagen og andre uhyrligheder som udslag af ungdommelig kådhed.

Når jeg i de år læste aviser, græmmede jeg mig over, at også dagbladet Information – min barndoms gamle frihedsavis – ganske syntes at have tabt sit instinkt for ret og vrang.

Uanset Informations svigt og nymarxisternes forhånelser blev jeg genvalgt to gange ved de demokratiske valg til universitetets konsistorium. Så var jeg nødt at lade andre holde nymarxister stangen, for jeg skulle videre med min uddannelse.

Det marxistiske vanvid rasede gennem 1970’erne. Det kom tragisk til at koste karriere- og studieforløb for nogle af de lærere og studerende, der ikke ville synge med på noderne.

Ånden slår om

Og så – omkring 1980 – fusede det ud. Tidsånden slog om til fordel for nyliberalismen. Mange af dem, der i 1970’erne var frådende nymarxister, kunne ikke længere huske, at de var det. Tragikomisk har nogle af dem sidenhen givet sig til at udøve selvkritik pr. stedfortræder: De driver heksejagt på deres forhenværende meningsfæller.

Når jeg tænker tilbage på de fjerne år, hvor nymarxismen satte sig ud over dansk demokratisk lov og skik, er jeg mest harm på dem, der ikke ville ulejlige sig med at tage stilling. Det var – beklageligvis – det store flertal.

Den, der er passiv, kommer til at understøtte de yderligtgående. Sådan er det også i dag.

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
  • På Jordens Dag går videnskabsfolk på barrikaderne

    21. april 2017
    Idéen blev undfanget af nogle unge amerikanske forskere i februar og giver sig nu udslag i over 500 forskermarcher verden over. I USA er både grundforskning og anvendt forskning truet af præsident Trumps sparekniv, men der er også udbredt frygt i videnskabsmiljøet for, at befolkningens tillid til forskningens nytteværdi skal dale yderligere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
  • Jens Thaarup Nyberg
Jørgen M. Mollerup og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Spændende artikel - du er mere afklaret med 1970'ernes studieklima, end jeg er.
Jeg kan stadigvæk mærke irritationen.
Jeg læste på CBS fra 1968, sad i De studerendes Råd - og det gik trods alt an.
Men vi samarbejde med de studerende fra andre læreanstalter, og det kunne være mere end bøvlet.

Jeg havde Information med hjemmefra - far abonnerede fra maj 1945 - og det var vist mest vanen og de gedigne studierabatter, der fastholdt mit abonnement.
Det var i hvert fald ikke Lasse Ellegaards artikler om de studerendes vilkår i Kongeriget!!

Niels Duus Nielsen

Det var da en sjov tid.

Selvfølgelig var det lidt trættende, at alting skulle være så korrekt, især når der var så mange forskellige måder at være korrekt på.

Men jeg kan forstå det har været stærkt traumatiserende for de borgerlige studerende, siden de stadig så mange år efter føler trang til at klage sig. Man skulle jo tro, at marxisterne sad på magten i samfundet. Det gør vi ikke, og alligevel jamres der fra borgerligt hold.

Livet er en jammerdal, og det er alt sammen marxisternes skyld.

Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Hans Larsen, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Der var mange vildskud i studenteroprøret og den marxistiske bølge. Det var aktiviteter præget af ungdommelighed, nogen vil sige barnlighed. Så problemet var måske, at der ikke var nogen 'voksne', der kunne se kernen i protesterne, påpegningen af kapitalismens hærgen i den postkoloniale tid. (Mogens Fog var iøvrigt en af dem der kunne - men han var jo også kommunist!). De mest nærliggende til at påtage sig rollen, var arbejderne, men til trods for forsøg på tilnærmelse, malerrapport og anden studenterproduceret kritik af deres arbejdsvilkår, så var socialdemokratiets reformdisciplinering for stærk. Så i løbet af 70'erne indfandt trætheden og karrierebevidsthederne sig. Og de voksne meldte sig nu på banen, støttede de moderate og ligesindede studerende, så der kunne banes vej for djøfisering og nyliberalisme. Der har du DIN sejr, David Rehling. I 70'erne kunne jeg få lange artikler i Information, bl.a. om A.G. Franks kapitalismemodel, en første kritik af de rige landes udbytning af de tidligere kolonier. Jeg kunne polemisere med og mod den daværende studenterrådsformand, Chr. S. Nissen, som havde kritiseret studenteraktivisterne for at deltage i et sensi-kusus på Mors. Hans virke huskes vist stadig på de virksomheder, han kom til at lede - det havde, logisk nok, ikke meget med sensitivitet at gøre.
Ligger der ikke en vis historisk ironi i den kendsgerning, at idag sker det hyppigere og hyppigere, at der henvises til Marx i forbindelse med omtale af kapitalismens stadigt tydeligere dysfunktionalitet.
Kontrafaktisk historieskrivning er en ømtålelig sag, men måske havde verden set lidt bedre ud, hvis det dengang i 70'erne var lykkedes at få den marxistiske kapitalismeanalyse fastere placeret i videnskab og uddannelse, således at den kunne være blevet opdateret og afstemt efter økonomiens seneste fremtrædelsesformer.

Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Egon Stich og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

"Jamen dog!" var min første reaktion på David Rehlings essay om det danske studenteroprør. Udemokratiske kræfter, får han her til at falde sammen med betegnelsen 'nymarxisme'? I virkeligheden var der mange indbyrdes meget forskellige grupperinger på den studentikose venstrefløj. Med min efterhånden skrøbelige hukommelse talte de både Revolutionære Socialisters Forbund (4. Internationale inspirerede Trotzkister) – Albansk inspirerede KAML'er – Maoistisk inspirerede KFML'ere, (der siden blev til partiet KAP) – KF'erne (Kommunistisk Forbund) – MLE'erne (Marxistisk Leninistisk Enhedsfront, der så vidt jeg husker især tiltrak militante feminister) – Et massivt flertal af demokratiske rådskommunister, der var tilhængere af Rosa Luxemburg og Clara Zetkins basis-demokratiske model fra den to og halv-te Internationale. (der senere blev det historisk-ideologiske kit i partiet Venstresocialisterne ) – og som rosinen i pølseenden også de traditionelle Moskva-tro DKP'ere.
Som man kan fornemme af denne opremsede mangfoldighed af grupper (hvor jeg sikkert i farten har glemt nogle) var der tale om en voldsom studentikos indbyrdes bekæmpelse af hinandens synspunkter og holdninger, som i dag selvfølgelig får mange til at trække på smilebåndet. Men det er værd at erindre, at bortset fra sidstnævnte DKP, var alle de øvrige grupper arge kritikere af sovjetkommunismen og dens udskejelser. Nedkæmpelsen af oprøret i Tyskland i 1953 og Ungarn i 1956 lå inden for mands minde. Samtidens diskussioner var overvejende inspireret af Jerntæppet og Den kolde Krig i Europa. Den kommunisme, der udfoldede sig i Fjernøsten blev ikke herhjemme i 1960erne opfattet som despotisme, hvad det senere viste sig, at den var, men Kina og Vietnam var alene i emblematisk i brug. Førstnævnte som et fjerntliggende eksempel på en forfriskende kulturrevolutionær systemkritik, Og for det andet var der jo en Vietnamkrig der udstillede den amerikanske regerings ubegribelige engagement i en neoimperialistisme, som i et venstreorienteret europæisk distanceblik gjorde det nemmere ukritisk at solidarisere sig med USA's fjernøstlige fjender,
Men hvad den studenterpolitiske udvikling angik, kunne dannelsen af Moderate og Konservative studenter have resulteret i en omstrukturering af Studenterrådet. Men Rehlings aktivisme som en 'oprører fra midten' slog ikke igennem og havde måske fortjent en bedre skæbne. Valgbarhed ved studenterrådsvalg var naturligvis åbent for alle studenter. Et klart flertal af de studerende var imidlertid af den mening, at ville man reformere systemet måtte man lade sig indvælge i rådet og påvirke det indefra. Og historiens ironi blev, at den puritanske mørke munkemarxisme, uforholdsmæssigt kom til at præge studenterpolitikken i nogle år, og at den videnskabelig-gørelse af marxistisk økonomisk teori der opstod omkring tidsskriftet Kurasje siden blev adopteret af nye generationer i det statslige embedsværk, og her brugt som et effektivt mekanisk værktøj til at begrunde nedskæringer og grønthøsteri. Studenterpolitisk sejrede marxismen sig selv ihjel ved at blive tyvstjålet og brugt af de statslige magthavere.

"Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«."

Skandalen er jo, at du David, samt dine Genossen, fik forhindret ovenstående scenarie.

"Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«."

Skandalen er jo, at du David, samt dine Genossen, fik forhindret ovenstående scenarie.