Læsetid: 6 min.

Når vanvid griber universitetet

Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste råd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) måtte hæve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium.

I februar 1971 stormede nymarxister Konsistorium, Københavns Universitets øverste råd. Rektor Mogens Fog (i hvid skjorte i midten af billedet) måtte hæve mødet og forlod lokalet. Yderst til venstre i billedet ses dette essays forfatter David Rehling, der den gang var studentervalgt medlem af Konsistorium.

Erik Gleie

21. april 2017

Intellekt er ikke i sig selv en moralsk egenskab. De højtbegavede herrer Joseph Goebbels og Vladimir Lenin har tilskyndet til grufulde gerninger. Goebbels var ivrig fortaler for Holocaust, og Lenin beordrede under den russiske revolution masseudryddelse af uønskede samfundsklasser.

Ej heller er høj uddannelse nogen vaccine mod politisk vanvid. Talrige videnskabsfolk har gennem tiderne bekendt sig til ekstremistiske bevægelser. Under nazisternes mod Tysklands Weimar-republik var studenterorganisationer og universiteter lette mål at erobre.

Og, nå ja, det har så alle de forklaringer, som udviklingen efter Første Verdenskrig kan byde på. Mere forstemmende er det måske at erindre, at vi her i Danmark – inden for mands minde – har oplevet en totalitær politisk bevægelse, der fik forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
  • Jens Thaarup Nyberg
Jørgen M. Mollerup og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@David Rehling

Spændende artikel - du er mere afklaret med 1970'ernes studieklima, end jeg er.
Jeg kan stadigvæk mærke irritationen.
Jeg læste på CBS fra 1968, sad i De studerendes Råd - og det gik trods alt an.
Men vi samarbejde med de studerende fra andre læreanstalter, og det kunne være mere end bøvlet.

Jeg havde Information med hjemmefra - far abonnerede fra maj 1945 - og det var vist mest vanen og de gedigne studierabatter, der fastholdt mit abonnement.
Det var i hvert fald ikke Lasse Ellegaards artikler om de studerendes vilkår i Kongeriget!!

Niels Duus Nielsen

Det var da en sjov tid.

Selvfølgelig var det lidt trættende, at alting skulle være så korrekt, især når der var så mange forskellige måder at være korrekt på.

Men jeg kan forstå det har været stærkt traumatiserende for de borgerlige studerende, siden de stadig så mange år efter føler trang til at klage sig. Man skulle jo tro, at marxisterne sad på magten i samfundet. Det gør vi ikke, og alligevel jamres der fra borgerligt hold.

Livet er en jammerdal, og det er alt sammen marxisternes skyld.

Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Hans Larsen, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Der var mange vildskud i studenteroprøret og den marxistiske bølge. Det var aktiviteter præget af ungdommelighed, nogen vil sige barnlighed. Så problemet var måske, at der ikke var nogen 'voksne', der kunne se kernen i protesterne, påpegningen af kapitalismens hærgen i den postkoloniale tid. (Mogens Fog var iøvrigt en af dem der kunne - men han var jo også kommunist!). De mest nærliggende til at påtage sig rollen, var arbejderne, men til trods for forsøg på tilnærmelse, malerrapport og anden studenterproduceret kritik af deres arbejdsvilkår, så var socialdemokratiets reformdisciplinering for stærk. Så i løbet af 70'erne indfandt trætheden og karrierebevidsthederne sig. Og de voksne meldte sig nu på banen, støttede de moderate og ligesindede studerende, så der kunne banes vej for djøfisering og nyliberalisme. Der har du DIN sejr, David Rehling. I 70'erne kunne jeg få lange artikler i Information, bl.a. om A.G. Franks kapitalismemodel, en første kritik af de rige landes udbytning af de tidligere kolonier. Jeg kunne polemisere med og mod den daværende studenterrådsformand, Chr. S. Nissen, som havde kritiseret studenteraktivisterne for at deltage i et sensi-kusus på Mors. Hans virke huskes vist stadig på de virksomheder, han kom til at lede - det havde, logisk nok, ikke meget med sensitivitet at gøre.
Ligger der ikke en vis historisk ironi i den kendsgerning, at idag sker det hyppigere og hyppigere, at der henvises til Marx i forbindelse med omtale af kapitalismens stadigt tydeligere dysfunktionalitet.
Kontrafaktisk historieskrivning er en ømtålelig sag, men måske havde verden set lidt bedre ud, hvis det dengang i 70'erne var lykkedes at få den marxistiske kapitalismeanalyse fastere placeret i videnskab og uddannelse, således at den kunne være blevet opdateret og afstemt efter økonomiens seneste fremtrædelsesformer.

Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Egon Stich og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

"Jamen dog!" var min første reaktion på David Rehlings essay om det danske studenteroprør. Udemokratiske kræfter, får han her til at falde sammen med betegnelsen 'nymarxisme'? I virkeligheden var der mange indbyrdes meget forskellige grupperinger på den studentikose venstrefløj. Med min efterhånden skrøbelige hukommelse talte de både Revolutionære Socialisters Forbund (4. Internationale inspirerede Trotzkister) – Albansk inspirerede KAML'er – Maoistisk inspirerede KFML'ere, (der siden blev til partiet KAP) – KF'erne (Kommunistisk Forbund) – MLE'erne (Marxistisk Leninistisk Enhedsfront, der så vidt jeg husker især tiltrak militante feminister) – Et massivt flertal af demokratiske rådskommunister, der var tilhængere af Rosa Luxemburg og Clara Zetkins basis-demokratiske model fra den to og halv-te Internationale. (der senere blev det historisk-ideologiske kit i partiet Venstresocialisterne ) – og som rosinen i pølseenden også de traditionelle Moskva-tro DKP'ere.
Som man kan fornemme af denne opremsede mangfoldighed af grupper (hvor jeg sikkert i farten har glemt nogle) var der tale om en voldsom studentikos indbyrdes bekæmpelse af hinandens synspunkter og holdninger, som i dag selvfølgelig får mange til at trække på smilebåndet. Men det er værd at erindre, at bortset fra sidstnævnte DKP, var alle de øvrige grupper arge kritikere af sovjetkommunismen og dens udskejelser. Nedkæmpelsen af oprøret i Tyskland i 1953 og Ungarn i 1956 lå inden for mands minde. Samtidens diskussioner var overvejende inspireret af Jerntæppet og Den kolde Krig i Europa. Den kommunisme, der udfoldede sig i Fjernøsten blev ikke herhjemme i 1960erne opfattet som despotisme, hvad det senere viste sig, at den var, men Kina og Vietnam var alene i emblematisk i brug. Førstnævnte som et fjerntliggende eksempel på en forfriskende kulturrevolutionær systemkritik, Og for det andet var der jo en Vietnamkrig der udstillede den amerikanske regerings ubegribelige engagement i en neoimperialistisme, som i et venstreorienteret europæisk distanceblik gjorde det nemmere ukritisk at solidarisere sig med USA's fjernøstlige fjender,
Men hvad den studenterpolitiske udvikling angik, kunne dannelsen af Moderate og Konservative studenter have resulteret i en omstrukturering af Studenterrådet. Men Rehlings aktivisme som en 'oprører fra midten' slog ikke igennem og havde måske fortjent en bedre skæbne. Valgbarhed ved studenterrådsvalg var naturligvis åbent for alle studenter. Et klart flertal af de studerende var imidlertid af den mening, at ville man reformere systemet måtte man lade sig indvælge i rådet og påvirke det indefra. Og historiens ironi blev, at den puritanske mørke munkemarxisme, uforholdsmæssigt kom til at præge studenterpolitikken i nogle år, og at den videnskabelig-gørelse af marxistisk økonomisk teori der opstod omkring tidsskriftet Kurasje siden blev adopteret af nye generationer i det statslige embedsværk, og her brugt som et effektivt mekanisk værktøj til at begrunde nedskæringer og grønthøsteri. Studenterpolitisk sejrede marxismen sig selv ihjel ved at blive tyvstjålet og brugt af de statslige magthavere.

"Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«."

Skandalen er jo, at du David, samt dine Genossen, fik forhindret ovenstående scenarie.

"Uanfægtet marcherede de nye marxister – unge som gamle akademikere – under paroler som: »Knus den borgerlige statsmagt!«, »Stands USA’s imperialisme!« og »Forskning for folket – ikke profitten!«."

Skandalen er jo, at du David, samt dine Genossen, fik forhindret ovenstående scenarie.