Læsetid: 6 min.

Ytringspligt: Skal forskerne redde samfundsdebatten?

Debatten om falske nyheder og det postfaktuelle samfund har igen sat forskeres samfundsmæssige rolle på dagsordenen. Men er det forskernes ansvar at få samfundsdebatten på ret køl, når politikere, meningsdannere og demagoger får den til at køre af sporet?
Christine Nissen forsker i EU og oplever, at den videnskabelige kompleksitet ofte bliver forsimplet, når budskabet kommer gennem mediefilteret. Det gør det vanskeligt for forskere at bidrage til at rydde op i den offentlige samtale.

Christine Nissen forsker i EU og oplever, at den videnskabelige kompleksitet ofte bliver forsimplet, når budskabet kommer gennem mediefilteret. Det gør det vanskeligt for forskere at bidrage til at rydde op i den offentlige samtale.

Thomas Nielsen

21. april 2017

Den Europæiske Union er en teknisk, bureaukratisk størrelse, men har alligevel leveret stof til flere af de sidste års mest omdiskuterede sager: fra Brexit over flygtningekrisen, Europol-samarbejdet og grænsekontrol til gældskrise.

Derfor er det måske ikke så underligt, at Christine Nissen, der som ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier forsker i europæisk udenrigspolitik og Brexit, til tider oplever, at hendes forskningsfelt bliver forsimplet.

Mens der sjældent er tale om deciderede usandheder, kan både journalister, politikere og debattører nemt – med eller uden overlæg – komme til at tegne et billede, der er en forsimplet udgave af en teknisk og bureaukratisk virkelighed.

»Det driver mig ikke umiddelbart til tasterne for at rette på politikerne og sige folk imod, , men som forsker føler jeg generelt pligt til at deltage i samfundsdebatten for at gøre mit for at forklare nuancerne og hvordan tingene hænger sammen,« siger hun.

Den holdning er hun ikke ene om. Udover det forhold, at forskere ofte er forpligtet til at deltage i samfundsdebatten, fordi det er en af deres arbejdsopgaver, er der udbredt konsensus om, at de har en moralsk pligt til at deltage. Det siger Mikkel Gerken, der er lektor ved SDU og blandt andet forsker i forskeres rolle i samfundet.

»At vi er forpligtet til at deltage i samfundsdebatten, moralsk såvel som, fordi det står i vores kontrakter, er der meget få, der er uenige i. Hvis man som forsker på baggrund af sin forskning ved, at en påstand, der bliver fremsat i en debat, er falsk, og man nemt kan formidle, at den er falsk, så har man en forpligtelse til at gøre det,« siger han.

Mangler platforme

Mikkel Gerken har tilbragt størstedelen af sin akademiske karriere i USA, og han mener, at amerikanske forskere er bedre til at blande sig i debatten og formidle deres forskning end danske forskere.

Det skyldes dog også, at danske forskere til tider mangler platforme, de kan præsentere deres forskning på.

»Forskere kan godt stå i den situation, at de ligger inde med relevant forskning, de gerne vil formidle, men det er ikke altid nemt at få spalteplads i medierne,« siger Mikkel Gerken.

»Vi mangler platforme, hvor man kan lave seriøs forskningsformidling, for det kan være svært at komme ud over scenekanten med den i Danmark. Det skyldes selvfølgelig, at vi er et lille land, det er et lille segment, der er interesseret, og dem, der interesserer sig for forskning, er i stand til at opsøge og læse de amerikanske publikationer,« siger han med henvisning til magasiner dedikeret til forskning som The Smithsonian, New Scientist og de store amerikanske avisers videnskabstillæg.

I Danmark er der til sammenligning kun den danske udgave af det internationale magasin Illustreret Videnskab, siden videnskab.dk og niche-magasiner indenfor specifikke forskningsområder; vi har ikke samme store mainstream publikationer, der når bredt ud til befolkningen.

Historisk ildeset

Mens det i dag forventes af forskere, at de deltager i samfundsdebatten, har det tidligere været ildeset, at de gjorde det.

»Om forskere har haft et 'ansvar' for at blande sig i debatten, kommer an på, hvem man spørger; historisk set har magthaverne som regel ment, at de tværtimod havde et ansvar for at lade være,« fortæller Andreas Beck Holm, der er lektor i filosofi ved Aarhus Universitet og har skrevet bogen Videnskab i virkeligheden, der blandt andet handler om, hvordan forskerrollen har udviklet sig.

»Når det er sagt, har forskere til alle tider de facto interveneret i politik, og de er til alle tider kommet i konflikt med samfundets magthavere,« siger han og nævner som eksempel den italienske munk Giordano Bruno, der i 1600-tallet blev brændt levende for i strid med kirkens lære at hævde, at det er Solen, ikke Jorden, der er centrum i solsystemet, eller Galilei, der blev tvunget til at trække det samme synspunkt tilbage, og Niels Bohr, der med et åbent brev til FN’s generalforsamlingforsøgte at afværge atomkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Andreas Beck Holm fortæller, at der har været to klassiske holdninger til, om forskere bør blande sig i samfundsdebatter, og at spørgsmålet dybest set handler om, hvad videnskab er og bør være.

Mens det inden for klassisk positivisme opfattes som problematisk, hvis forskerne af egen drift intervenerer i den politiske beslutningsproces, fordi objektivitet og værdineutralitet er de afgørende kendetegn ved videnskab, så mener andre – især inden for den marxistiske skole – at objektivitet og neutralitet er en illusion, og at videnskabens væsen er, at den skal undersøge veldefinerede objekter kritisk og være kritisk over for magthaverne.

»Inden for den ramme er synspunktet, at man indirektestyrker magthaverne, hvis man afholder sig fra at fremkomme med ubekvem viden,« fortæller han.

Mange ulemper og få fordele

Andreas Beck Holm tror, at forskere primært blander sig i samfundsdebatten for at kvalificere den og ikke for at opnå personlige fordele; dem er det nemlig svært at få øje på, siger han.

»Fra forskernes side er det svært at pege på entydigefordele: Det er tidskrævende at deltage i debatten, det fremmer ikke ens karriere, og man risikerer at få sin troværdighed beklikket fra politisk hold, fordi nogle parter uundgåeligt vil være mindre begejstrede for de synspunkter, man fremfører,« siger han.

Center for Vild Analyse peger imidlertid på nogle få fordele, især kendthedskapital, diskursiv magt og tilfredsstillelse af forfængeligheden. De fordele bliver dog som oftest overskygget af en altovervejende ulempe ved at deltage i samfundsdebatten for forskere, mener Andreas Beck Holm:

»Man risikerer, at de budskaber, man fremfører på et videnskabeligt grundlag, reduceres til netop bare synspunkter, altså tilpolitiske holdninger, der som bekendt alle kan være lige gode.«

Ifølge Mikkel Gerken fra SDU skyldes skredet i eksperters rolle også en sammenblanding af deres professionelle og private udtalelser, som blandt andet sker på sociale medier.

»Ekspertrollen er under angreb fra mange sider, og det skyldes blandt andet at forskere ikke skelner tilstrækkelig klart mellem de udsagn, de kommer med i egenskab af deres ekspertrolle, og de udsagn, de kommer med som borgere, eksempelvis på sociale medier. Dermed kan man bidrage til at undergrave forskerens formidlingsrolle,« siger han.

Forskere er ikke svaret på falske nyheder

På trods af, at der er enighed om forskeres samfundsmæssige ansvar for at blande sig i debatten og nuancere den, er der ikke noget entydigt svar på, hvordan vi kommer falske nyheder og det postfaktuelle samfund til livs.

»Problemet med falske nyheder afspejler en stigende politisk polarisering og de sociale mediers voksende betydning, og forskerne kan ikke afhjælpe nogen af delene,« siger Andreas Beck Holm. Han mener i øvrigt ikke, at man kan tale om et postfaktuelt samfund, først og fremmest fordi der aldrig har været et faktuelt samfund:

»For ikke ret mange år siden var evidence-based policymaking et politisk ideal;det betød ikke, at vi fik et faktuelt samfund, men derimod at politikerne udvalgte de fakta, der passede til deres politiske ideologier – resultatet blev policy-based evidencemaking. Politik har altid været drevet af ideologi, ikke af fakta, og hvis det er mere synligt i dag, er det måske, fordi mediebilledet er blevet mere fragmenteret og segmenteret, samtidig med at de sociale medier er kommet til at spille så stor en rolle,« siger han.

Mikkel Gerken mener også, at sociale medier spiller en stor rolle.

»Det er ikke, fordi politikere ikke tidligere har spredt usandheder eller forsimplede budskaber, tendensen er bare blevet styrket af de sociale medier og ikke mindst af, at politikere er blevet bedre til at udnytte dem. Forskeres videnskabelige budskaber er meget subtile og nuancerede af natur, og det egner sig ikke lige så godt til et tweet som en demagog med et klart budskab, der taler til folks følelser,« siger han.

Men selvom det er en hård og ulige kamp, så er der ikke andet for end at tage den, mener Christine Nissen fra DIIS.

»Polariseringen gør, at vi har endnu mere brug for, at konkrete politikudspil og samfundsdebatten generelt skal baseres på fakta og på forskning. Det har altid været vigtigt, og lige nu er det vigtigere end nogensinde før,« siger hun.

Videnskapløb 2017

Bliv klogere på slangegift, atomure, saltenergi, skrumpelevere og relationer i børnehøjde – og få historisk perspektiv på forholdet mellem politik og videnskab i en postfaktuel og populistisk tid.

Andre artikler i dette tillæg

  • Ingen i Italien lytter til de intellektuelle

    21. april 2017
    Italiens universitetsintellektuelle har meget svært ved at komme til orde i offentligheden. Før i tiden stod de politiske partier i kø for at smykke deres opstillingslister med intellektuelle, men i de seneste årtier er forskernes autoritet blevet undergravet
  • Når vanvid griber universitetet

    21. april 2017
    Tilbageblik. I 1970’erne fik nymarxismen forfærdende mange studerende og ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. Danmark blev ramt af et kollektivt tab af dømmekraft, mener David Rehling, der i dette essay genbesøger sin stormomsuste studietid
  • Er fri forskning på tilbagetog i den gamle østblok?

    21. april 2017
    Da Muren faldt, spredte den akademiske frihed sig fra Vesten til de postkommunistiske lande, men med de nationalistiske strømninger i flere central- og østeuropæiske lande kan ønsket om at kontrollere forskerne genopstå. Indtil videre er det dog først og fremmest i Ungarn, at det politiske pres øges, mens forskningen i resten af regionen primært er udfordret af dårlig økonomi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Anders Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu