Fakta
Læsetid: 2 min.

Be- og aflastninger

Når man vandrer, belaster man kroppen på mange måder. Heldigvis er der lige så mange måder at lindre den på – her er tre billige og tre dyre forslag, der gør vandreturen lidt sjovere
Når man vandrer, belaster man kroppen på mange måder. Heldigvis er der lige så mange måder at lindre den på – her er tre billige og tre dyre forslag, der gør vandreturen lidt sjovere

Michael Drost-Hansen

iBureauet
13. maj 2017

GEAR NED

Babycreme til lange vandringer

På lange vandringer kan huden let blive generet af ens vandreudstyr, især i haserne, under armene og i vandreskoene. Det er imidlertid både nemt og billigt at undgå hudgener, fortæller Knud Overgaard Andersen, der er formand for vandreforening Fodslaw og pt. er i gang med at gå Caminoen i Spanien:

»På korte ture er det normalt ikke nødvendigt, men på lange vandringer, hvor ens hud bliver irriteret, skal man have babycreme med,« siger han.

Babycreme kan fås mange steder, eksempelvis i Matas for 50 kr. for 200ml.

Artiflex til ømme fødder

Det er uundgåeligt at få ømme fødder, især på vandreture, der varer flere dage, men man kan mindske ømheden med Artiflex, et syntetisk polsterbind, der normalt bruges til forbindinger, men som man med fordel kan anvende lidt kreativt på vandreture:

»Man kan lægge det dobbelt i sokkerne under hælen eller forfoden for at afhjælpe ømme fødder, bruge det mellem tæerne, hvis de bliver uvenner, eller bruge det ef- ter man har punkteret en vabel, så der ikke kommer snavs i såret,« fortæller Fodslaws formand.

Artiflex Soft, 10cm x 3m, 35 kr.

Lys til de mørke stunder

Mørket sænker sig tidligt i Danmark og resten af Skandinavien i store dele af året, så hvis man har lyst til lidt længere vandreture – og måske også til at overnatte i naturen – er en pandelampe en ret god ide, fortæller Claus Østergaard fra Friluftsland:

»Det er supersmart at have en pandelampe, der bringer dig sikkert hjem, også selvom turen skulle trække ud,« fortæller Claus Østergaard.

Black Diamond Astro Led pandelampe, 170 kr.

GEAR OP

Kaffe først

Selvom man er på vandretur langt fra civilisation og kaffebarer, kan man godt have lyst til – og måske især brug for – kaffe. Og man behøver ikke et lejrbål for at få den drøm til at gå i opfyldelse:

»Cafflano er den ultimative gadget til friluftskaffeelskeren. En alt-i-en kaffemaskine med hældekop, kaffekværn, filter og kop – alt sammen pakket ned i ét rejsekrus,« fortæller Claus Østergaard fra Friluftsland.

Cafflano Klassik all-in-one- coffee maker, 800 kr.

Der findes ikke dårligt vejr...

Så længe man husker sit regnslag! Hvis man vandrer året rundt i Danmark, ramler man med stor sandsynlighed ind i en regnsky, og hvis man går med rygsæk er den bedste måde at holde både en selv og rygsækken tør en poncho, der dækker det hele:

»Hvis man har rygsæk med, er det mest praktisk med et stort regnslag, da det dækker bedre end et rygsækregnslag. Men på en dagstur kan almindeligt regntøj være udmærket,« fortæller Knud Overgaard Andersen.

Trekking poncho, 250-800 kr. afhængigt af mærket.

These boots are made for walking

Det vigtigste på en vandretur er i sagens natur det, man har på fødderne. Knud Overgaard Andersen anbefaler vandresko- eller sandaler, som ikke kræver, at man går dem til, og som er så lette, at man også ville bruge dem til hverdag. Og så er der et meget vigtigt råd:

»Skoene skal være 1-2 størrelser for store, for på flerdagesture bliver ens fødder større, da kredsløbet i fødderne ikke når at falde til ro mellem de enkelte dages vandring; især hvis man er lidt oppe i årene. Man kan starte med at lægge en sål i, som man så kan pille ud, når fødderne udvider sig,« fortæller han.

Vandresko eller sandaler, 400-2000 kr.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her