Læsetid: 4 min.

Filmen som social budbringer

Pafos på Cypern er sammen med Aarhus europæisk kulturhovedstad i år, og én af de kunstnere, der har en vigtig finger med i spillet, er den cypriotiske filminstruktør Sylvia Nicolaides. Hun forsøger at give flygtninge og migranter en tydeligere stemme i det cypriotiske samfund – i samarbejde med fotogruppen Magnum og hendes partner fotograf Nicolas Iordanou
Filmkunstneren Sylvia Nicolaides og fotografen Nicolas Iordanou står blandt andet bag en årlig filmfestival på Cypern.

Filmkunstneren Sylvia Nicolaides og fotografen Nicolas Iordanou står blandt andet bag en årlig filmfestival på Cypern.

13. maj 2017

»Nicolas er fra Pafos, og jeg flyttede hertil for næsten seks år siden fra Limassol. Det bedste ved at bo i Pafos er en tydelig fornemmelse af tryghed – det betyder rigtig meget for os. Samtidig er kunstmiljøet helt fantastisk. Det er tæt, og vi støtter hinanden rigtig meget, og så består det af kunstnere fra forskellige baggrunde, discipliner og generationer. Vi er gode venner og vi sætter pris på hinandens arbejde. Og så vi har gode samarbejdspartnere, der alle har lyst til at gøre noget godt for byen.

For nogle år siden startede Nicolas og jeg den tilbagevendende Paphos International Film Festival (PIFF), fordi vi ville skabe et mødested for lokale og internationale filmkunstnere. Den næste PIFF er i juni måned, hvor vi viser indie-kortfilm på lavbudget. Vi vil nemlig gerne give nye kunstnere en chance, også selvom de ikke har mange økonomiske midler at arbejde med.

PIFF fokuserede sidste år især på dokumentarfilm om flygtninge og migranter, og i år viser vi særligt mange film om kunstnere og kunstformer for at ære vores gode ven, maleren Costas Economou, der døde sidste år. Vi laver også workshops, mesterklasser og foredrag på festivalen, og i det hele taget forsøger vi at skabe et venskabeligt og kollegialt fællesskab for filmskabere fra Cypern og resten af verden.

Vi er meget optagede af flygtningeproblematikken, og Nicolas og jeg har de seneste to år arbejdet på et projekt, der hedder The Alien Trail, som kulminerer her under det europæiske kulturår. Vores mål med projektet er at gøre det cypriotiske samfund opmærksom på de flygtninge og migranter, der bor her, og hjælpe med til, at deres udfordringer bliver både forstået og accepteret.

Projektet består blandt andet af en fotoudstilling i samarbejde med fotografer fra Magnum og en dokumentarfilm, som Nicolas og jeg laver sammen. Derudover laver vi filmworkshops sammen med en underviser og en antropolog, hvor børn fra familier med både cypriotisk- og minoritetsbaggrund mødes og laver små kortfilm om deres familier og hjem her.

Idéen er, at give børnene mulighed for at udtrykke sig ved hjælp af nonverbale virkemidler – det visuelle filmmedie – der har potentiale til at overskride sprogbarriererne imellem dem. Det er netop det, der er vigtigt for Nicolas og mig som kunstnere: De menneskelige og de sociale historier.

Besættelsen og delingen af Cypern er stadig noget, som vi alle – kunstnere eller ej– må forholde os til dagligt. Nicosia er den sidste delte hovedstad i Europa, og vi voksede op med skrappe regler og stærkt bevogtede grænser, hvilket ofte dukker op som tema på forskellige måder i kunstnernes værker. Først fra 2003 har vi kunnet krydse grænsen til den tyrkiske side, og vi er rigtig glade for, at det i de senere år har betydet flere kunstneriske samarbejder imellem græskcypriotere og tyrkiskcypriotere. Det er et skridt i den rigtige retning.

Pafos har også ændret sig de seneste år. På grund af titlen som Europæisk Kulturhovedstad er der sat gang i renoveringen af det lokale teater og den gamle Attikon-biograf, og så er der lavet et helt nyt kulturcenter i Ibrahim's Khan; et nedlagt tyrkiskcypriotisk hotel. Det giver os kunstnere helt nye muligheder for at præsentere vores arbejde, og det er vigtigt for byen.

Noget af det, jeg selv ser mest frem til i kulturåret, er forestillingen Uniting the Mediterranean Sea, der finder sted i august. Den foregår ved et skibsvrag, der ligger i vandet ud for Pafos, med skuespillere fra forskellige middelhavslande. Forestillingen handler om alt det, der forener os, og alt det der – i hvert fald tilsyneladende – adskiller os.«

Sylvia Nicolaides vider rundt i Pafos

  • Spise: Hondros Taverna er en skøn lokal restaurant, der laver traditionelle retter og fantastiske hjemmelavede dip.

facebook.com/HondrosTaverna

  • Drikke: ‘Oniro’ betyder drøm på græsk, og den kombinerede restaurant og bar Oniro by the Sea, der ligger lige ved havgrotterne, har en drøm af en smuk udsigt. Besøg ved solnedgang.

facebook.com/onirobythesea

  • Tænke: Midt i Pafos ligger galleriet Blue Iris Gallery, der viser gode lokale og internationale kunstnere.

blueirisartgallery.com

  • Danse: Et godt sted at gå ud er Timothy’s Art Bar, hvor hver aften byder på nye overraskelser. Drevet af Timothy, der er lidt af en lokal kultfigur.

Søg efter ‘Timothy's Art & Bar - Paphos’ på facebook.com og se kommende koncerter.

  • Drive: Gå en tur ved Kongernes Grave, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste og er 2400 år gamle. Naturen i den gamle park, der ligger to kilometer nord for Pafos, er uberørt og meget smuk.

Yderpunkter:

  • Oplev: De smukke Pafos-mosaikker, der stammer fra omkring år 100. Nær Pafos havn.
  • Undgå: Bargaden Agiou Antoniou er ret overvurderet.

Læs mere om Paphos International Film Festival på piffcyprus.com, filmprojektet The Alien Trail på thealientrail.com og Sylvia Nicolaides øvrige værker på sylvianicolaides.com.

iVERDEN maj 2017

Tema om det katolske versus det protestantiske Tyskland i anledning af 500 året for Martin Luthers reformistiske teser i Wittenberg.

Læs også om de religiøse mindretal i Berlin og ny tysk litteratur.

Kom med på vandringer i det danske forårslandskab og en sejltur til Karibien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Religiøse ansigter i nye folder

    13. maj 2017
    Katolske og protestantiske kirker bygger fælles huse, og moskeer og synagoger skyder op over hele landet. Gamle religiøse brudflader er ved at blive udvisket, mens indvandring af jøder og muslimer sætter sit præg på landet. Tag med på en religiøs rundrejse i et Tyskland under forandring
  • Hindu blandt ateister

    13. maj 2017
    Berlin er et af de mindst religiøse steder i Tyskland, men alligevel praktiseres over 200 religioner i byen. Et besøg til de religiøse minoriteters templer, kirker og gravpladser er et unikt indblik i byens multietniske, mangefacetterede historie
  • Tyske eksistentialer

    13. maj 2017
    Vi har støvet fire tyske klassikere af og fundet fire nyere skønlitterære værker med fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår i religiøs, etisk og filosofisk forstand
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu