Læsetid: 5 min.

Hvad jeg lærte på Jomfruøerne

Fotograf Michelle Berg har netop sejlet to måneder i Caribien – hyret til at dokumentere Søværnets sejlskibstogt i forbindelse med 100-året for overdragelsen af Jomfruøerne. Her fortæller hun om nogle af de mennesker, hun mødte på egen hånd, og hvad hun lærte af dem
»Wow, en energi, tænker jeg bare. Hun står der på molen i Charlotte Amalie på Sankt Thomas ved krydstogtskibene og sælger sit hjemmemalede, farverige tøj til strømmen af turister. Hun sprøjter vand og maling på stoffet, klipper i det og river det op. Det er lidt crazy og helt fantastisk, og nogle af de lokale er nok lidt skøre og ofte på masser af marihuana. Men jeg er fan. Jeg bliver nødt til at gå tilbage til hende dagen efter og tale med hende, for jeg elsker også farver. Vi danskere går så meget i sort og klæder os uendeligt kedeligt. Hendes kald er at sprede farver til folk, for farver giver energi og glæde til hverdagen.«

»Wow, en energi, tænker jeg bare. Hun står der på molen i Charlotte Amalie på Sankt Thomas ved krydstogtskibene og sælger sit hjemmemalede, farverige tøj til strømmen af turister. Hun sprøjter vand og maling på stoffet, klipper i det og river det op. Det er lidt crazy og helt fantastisk, og nogle af de lokale er nok lidt skøre og ofte på masser af marihuana. Men jeg er fan. Jeg bliver nødt til at gå tilbage til hende dagen efter og tale med hende, for jeg elsker også farver. Vi danskere går så meget i sort og klæder os uendeligt kedeligt. Hendes kald er at sprede farver til folk, for farver giver energi og glæde til hverdagen.«

Michelle Berg

13. maj 2017

»Jeg får jobbet om mandagen og rejser allerede om lørdagen. Det er i januar og den første af to månedlange ture i Caribien med Søværnet, der har hyret mig som fotograf til at dokumentere et sejlskibstogt, der går forbi Jomfruøerne til markeringen af 100-året for overdragelsen til USA. 

Jeg ved ikke rigtig noget om Søværnet, før jeg tager afsted, så jeg glæder mig til at opleve sømændenes verden, og til at sejle med dem, fordi det ved jeg en del om. Jeg har arbejdet i halvandet år som dæksgast på en sejlyacht, hvor vi om vinteren turede rundt i Caribien.

Jeg glæder mig til gensynet, og til at blive påvirket af deres ‘chill’n’ måde at leve livet på. Det er et magisk sted med mange forskellige etniske og nationale tilhørsforhold, og det er vildt at opleve, hvor forskellige øerne er – præget af hollænderne, briterne, amerikanerne og franskmændene.

Da vi kommer til Jomfruøerne, starter vi i Christiansted på Sankt Croix. Både den og Sankt John virker forladt i sammenligning med Sankt Thomas, der hver dag bliver overrendt af nye turister fra de gigantiske krydstogtskibe. De smukke gamle kolonigader indbyder til at gå på opdagelse, så jeg begynder at opsøge de lokale, når jeg kan. Jeg er nysgerrig efter at tale med mennesker og ikke bare fotografere dem. Og ‘May I take your picture’ er en god isbryder.«

Michelle Berg
»Jeg sidder hele dagen i den lille frugtbar på Sankt Croix og snakker med indehaveren og hendes kunder. På et tidspunkt sætter den ældre mand sig ved siden af mig, og han begynder at fortælle om sig selv. Han taler kreolsk og er ikke særlig god til engelsk, så han er svær at forstå. Vi taler om øernes splittede nationalfølelse og stærke fællesskabsfølelse. Jeg fornemmer en vis stolthed over at være nået dertil, hvor de er i dag, men også en stor bevidsthed om fortiden som slaver og den manglende anerkendelse fra USA.

Han hedder Nestie, og han fortæller mig, at godt nok er de ejet af USA, men de får ikke samme støtte eller muligheder som den almindelige amerikaner, og de har ingen stemmeret. Så de er lidt overladt til sig selv og den svære økonomi. Alligevel fornemmer jeg en stolthed og en styrke. Og en stærk fællesskabsfølelse. Han arbejdede med at køre kufferter for folk i lufthavnen, så han kender alle, og alle kender ham, for man flyver mellem øerne i stedet for at sejle. Det er ret fascinerende, hvor tæt sådan et lillebysamfund er. Det kan jeg godt lide.«

Michelle Berg

»Her er en kvinde, der er stolt af sin krop, og den hun er. Hun står foran sin lille makeup og accessories shop og har lige taget sin yndlingslæbestift på, fordi hun vil gøre lidt ekstra ud af sig selv, da jeg spørger, om jeg må tage et billede af hende. Læbestiften er nærmest selvlysende og ret plastikagtigt, men hun føler sig lækker med den på. Jeg tror, at den er et symbol på, at hun kan være kvinde præcis, som hun vil. At man ikke skal være på en bestemt måde, men være sig selv.

Vi taler om fotografier, og hun synes modellerne i modemagasinerne er ofre for kameraet. At de bare bliver til former i stedet for at være mennesker, hvilket måske er lidt paradoksalt med al den billige makeup, hun sælger. Men dér står hun ved sin butik fyldt med skrammel og fortæller passioneret om sine forretningsplaner og om hvor succesfuld, hun bliver.

Hun sigter højt og tør drømme stort, og det er fantastisk at opleve. Jeg er ikke stor fan af janteloven, og jeg kan også godt selv lide at sigte mod stjernerne. Derfor er jeg også sikker på, at det nok skal lykkes hende. Det kan godt være, hun ikke når helt til stjernerne, men halvvejs er også godt nok. Det kan vi europæere lære en del af.«

Michelle Berg
»Jeg møder hende på gaden i Christiansted. Hun driver rundt og laver ingenting i byen, hvor der stort set ikke er bygget nyt, siden danskerne forlod den. Gadenavnene er danske, og Dannebrog vajer over alt. Hun fortæller, at hun er stolt af at være den, som hun er. Stolt af at have dansk fortid. I Danmark tror vi måske, at de tænker grimt om os, men det oplever jeg ikke. Ingen, jeg møder, bærer nag.«

Michelle Berg
»Vi får landlov og skal ud at spise i byen. Men alt er lukket i Christiansted. Der er ingen mennesker på gaden. Overhovedet. Måske er det, fordi det er søndag, eller også er det på grund af island time: Alting går lidt langsommere end i Europa; ingen vil lade sig stresse. Men det er ikke derfor.

Jeg går ud igen dagen efter, men alt er stadig lukket ned. Der er sådan en fornemmelse af, at her har været en by. Alt emmer af fortid, og selvom der er bygget en kæmpe mole til krydstogtsskibe, kommer der ikke nogen. Der er ingen turister, og ingen hjælp fra USA, og de mennesker, vi møder i byen, er svære at føre en samtale med. De ryger sig skæve og gider vist ikke rigtig længere. Overladt til sig selv, men uden at kunne klare sig selv.

Der er heldigvis også nogle, der forsøger. De vil få noget selvforsyning op at stå, for der er masser af vand og en frodig natur, der egner sig til flere forskellige afgrøder. Men det er svært at få opbakning til, når alt kan importeres billigt fra USA.

Da vi kommer til Sankt Thomas, er det hele anderledes. Her er en overflod af liv og turister og butikker og restauranter til at servicere dem. Og dog. Butikkerne er nærmest kun åbne de seks timer, hvor krydstogtgæsterne er der. Når de forlader øen, lukker de ned igen.«

Michelle Berg

Danmark og Jomfruøerne

  • De Amerikanske Jomfruøer består af Sankt Thomas, Sankt Sankt John og Sankt Croix. De var i 1754-1917 en dansk koloni under navnet Dansk Vestindien.
  • Koloniens økonomi var baseret på slaveri, og som en del af trekantshandlen købte de danske kompagnier slaver i Afrika og sejlede dem under kummerlige forhold til øernes sukkerplantager.
  • Her blev deres arbejdskraft udnyttet, indtil slaveriet blev afskaffet i 1848, hvilket dog ikke førte til bedre levevilkår for de nu tidligere slaver.
  • Efter en økonomisk nedgangsperiode solgte Danmark øerne til USA i 1917 – i øvrigt uden at give lokalbefolkningen noget at sige i den forbindelse.
  • Også i dag er øernes beboere andenrangsborgere i deres eget land, for området er ikke anerkendt som en stat, og befolkningen har ikke stemmeret ved amerikanske præsidentvalg.
  • Mere eller mindre glemt af regeringen i Washington forfalder især Sankt John og Sankt Croix, arbejdsløsheden er høj og det seneste budgetunderskud astronomisk.

Kilde: Den Store Danske, Wikipedia

 

Fortalt til Jakob Jørgensen Vestergaard. Se flere fotos fra sejladsen i Caribien på Michelle Bergs hjemmeside www.michelleberg.dk.

iVERDEN maj 2017

Tema om det katolske versus det protestantiske Tyskland i anledning af 500 året for Martin Luthers reformistiske teser i Wittenberg.

Læs også om de religiøse mindretal i Berlin og ny tysk litteratur.

Kom med på vandringer i det danske forårslandskab og en sejltur til Karibien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Religiøse ansigter i nye folder

    13. maj 2017
    Katolske og protestantiske kirker bygger fælles huse, og moskeer og synagoger skyder op over hele landet. Gamle religiøse brudflader er ved at blive udvisket, mens indvandring af jøder og muslimer sætter sit præg på landet. Tag med på en religiøs rundrejse i et Tyskland under forandring
  • Hindu blandt ateister

    13. maj 2017
    Berlin er et af de mindst religiøse steder i Tyskland, men alligevel praktiseres over 200 religioner i byen. Et besøg til de religiøse minoriteters templer, kirker og gravpladser er et unikt indblik i byens multietniske, mangefacetterede historie
  • Tyske eksistentialer

    13. maj 2017
    Vi har støvet fire tyske klassikere af og fundet fire nyere skønlitterære værker med fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår i religiøs, etisk og filosofisk forstand
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Einar Carstensen
Einar Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu