Læsetid: 4 min.

Sovjetstil møder islamisk kulturarv

Fra Tasjkent over Samarkand til Bukhara beretter rejseskribent Caroline Eden om Usbekistans fascinerende kombination af tradition og modernitet
13. maj 2017

25 år efter Sovjetunionens fald er det interessant at se, hvordan tømmermændene fra Sovjetæraen hænger ved i Usbekistan. Gigantiske boligblokke er gradvist ved at blive byfornyet, og mens man ikke vil finde en eneste Lenin-statue – de er blevet udskiftet med statuer af den nomadiske erobrer Tamerlane og den berømte læge Ibn Sina – vil man støde på ganske mange samovarer og sovjetiske militærmedaljer på de lokale markeder.

Men man vil også kunne opleve de mesterlige ikatvævere, der er i færd med at genoplive håndværkstraditioner, og adskillige musikere og kunstnere, der er begyndt at lade sig inspirere af deres islamiske kulturarv. Og det er netop kombinationen af Sovjetarv og usbekisk islam, der gør landet så indtagende.

Tog med hastværk

Usbekistan forandrer sig i hastigt tempo. Højhastighedstog bygget i Spanien forbinder byerne, der er nu 17 millioner simkort i brug (mod blot 50.000 i 2005), og sporvognene i Tasjkent er ved at blive erstattet af store busser og metroinfrastruktur. Men det hele handler ikke om modernisering. Unge, modebevidste kvinder og designere – for eksempel Saida Amir, der er uddannet på Londons Central Saint Martins – er ved at revitalisere modescenen og tilfører et nyt tvist til de fantastiske ikatstoffer, der engang blev anset for at høre til den slags beklædning, kun ens mor gik i.

Mausolæum og videokunst

Der er tre steder, man som førstegangsbesøgende må se. Samarkand byder på de arkitektoniske sværvægtere (nekropolis Shah-i-Zinda, Tamerlanes mausolæum Gūr-i Amīr og Registan-torvet); Bukhara er meget atmosfærefyldt og har fine indkøbsmuligheder og Khiva har en lang række fantastiske små museer.

De lokale er meget opsatte på at vise besøgende den usbekiske kulturarv, kunst og håndværkstradition. I Tasjkent mødte jeg kunstneren Gayrat Ibragimov, som skaber banebrydende centralasiatisk videokunst og grafisk kunst, og hans far, Lekim, der har malet værket One Thousand Angels and One Painting på et 66 meter langt lærred, der har været vist over hele verden.

I Bukharas synagoge fik et par ord på hebraisk opsynsmanden til at indvillige i at vise mig, hvad han hævdede var en torah fra det 11. århundrede.

Islamisk kulturarv

  • Den tidligere sovjetrepublik Usbekistan ligger på en centralasiatisk lavslette, hvoraf en stor del er ørken, og grænser op til Kasakhstan, Turkmenistan og Tadsjikistan.
  • Islam blev bragt til området i det 8. århundrede og i dag er 88 procent af befolkningen muslimsk i forskellige religiøse traditioner.
  • Nogle af verdens mest spektakulære muslimske bygningsværker er ligger her, blandt andet i byen Bukhara, hvis historie går mere 2.600 år tilbage, samt i provinshovedstaden Samarkand.
  • Mest kendt er Samarkand, hvis centrale plads Registan er omgivet af tre monumentale bygninger fra 1400- og 1600-tallet udsmykket med karakteristiske farvede fliser.
  • Tæt på Registan ligger også ruinerne af moskeen Bibi Khanum, der blev påbegyndt i 1399 og godt 100 år senere var én af den islamiske verdens største moskeer.

Kilder: Euronews, Wikipedia, Den Store Danske

Solstråler på en mur

Stig op på Khivas lerklinede mure fra 1800-tallet for herfra at betragte en storslået solnedgang. For nylig klatrede jeg derop og så, hvordan himlen blev lyserød, mens svalerne fløj rundt mellem de sandfarvede minareter. Khiva har ry for at være et overrestaurereret »museum af en by«, men man skal være mere end almindeligt kynisk for ikke at sætte pris på dens solnedgange og imponerende madrasaer.

De uformelle retssale

At drikke te på de traditionelle chaikhanas (tehuse) med deres loftsmalerier og snurrende russiske samovarer og træ-tapchans (divaner) er en af mine yndlingsbeskæftigelser i Usbekistan. Chaikhana’erne udgør samtidig byens uformelle retssale og nyhedsbasarer, og selvom de primært frekventeres af mænd, har jeg aldrig følt mig uvelkommen. Det er mere for stemningen end for menuen –udvalget er som regel begrænset til sort og grøn te – men hvis man tager på de mere turistede tecafeer som for eksempel Silk Road Spices i Bukhara, kan man få safrante eller ingefærte og kombinere den med hvinende sød halva.

Når du bliver sulten, så prøv Bukharas nye restaurant Budreddin (i gaden Bahovadin Nakshbandi). Den ligger i hjertet af det historiske centrum og gør tingene på sin egen måde: retroskrivemaskiner og kunstfotos af Bukhara giver en kærkommen afveksling fra den typiske Ye Olde Silk Road-indretning, og man tager sig kærligt at vegetarer. Deres tyrkiskinspirerede linsesuppe og grøntsagsmanti (dumplings) med creme fraiche er begge gode retter.

Bukhara er enestående, hvad angår hoteller med sjæl. Mit seneste fund er det nyåbnede Kavsar Hotel, der har 10 værelser (dobbeltværelse til omkring 35 britiske pund, ingen hjemmeside)og er ejet af familien Sherova. Hotellet har en udsøgt samling af antikviteter og en stor, stemningsfuld gårdhave, hvor man kan sidde og spise. Den hjemmelavede morgenmad – oste, frisk brød, pandekager, frisk syltetøj, sæsonens frugtsalat – er den bedste, jeg har fået i Usbekistan.

90.000 værker fra den russiske avantgarde

Det kan betale sig at tage en kort flyvetur til Nukus i den vestligste del af landet for at aflægge Savitskijmuseet et besøg. Der kommer ikke mere end et par tusind internationale besøgende om året, men museet rummer en 90.000 værker stor samling af russisk avantgarde, der blev stuvet af vejen her af Sovjetunionens fanatiske ledere. Med en ny tilbygning kan museet nu fremvise 15 procent af kunstsamlingen mod hidtil blot tre procent.

Pilaf i lag

Hvis man vil prøve en autentisk plov (en dampende pilaf i lag med løg, gulerødder og okse- eller lammekød) i Samarkandstil, er det bedste bud Osh Markazi, der også kaldes plov-centrum, i Samarkand. Her serveres byens bedste plovs, der er garneret med med vagtelæg og saftige sultanas, og alle ved bordet spiser af den samme store tallerken.

Caroline Eden er sammen med Eleanor Ford forfattere til bogen ’Samarkand – Recipes and Stories from Central Asia and the Caucasus’ (Kyle Books), der udkom sidste år.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

iVERDEN maj 2017

Tema om det katolske versus det protestantiske Tyskland i anledning af 500 året for Martin Luthers reformistiske teser i Wittenberg.

Læs også om de religiøse mindretal i Berlin og ny tysk litteratur.

Kom med på vandringer i det danske forårslandskab og en sejltur til Karibien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Religiøse ansigter i nye folder

    13. maj 2017
    Katolske og protestantiske kirker bygger fælles huse, og moskeer og synagoger skyder op over hele landet. Gamle religiøse brudflader er ved at blive udvisket, mens indvandring af jøder og muslimer sætter sit præg på landet. Tag med på en religiøs rundrejse i et Tyskland under forandring
  • Hindu blandt ateister

    13. maj 2017
    Berlin er et af de mindst religiøse steder i Tyskland, men alligevel praktiseres over 200 religioner i byen. Et besøg til de religiøse minoriteters templer, kirker og gravpladser er et unikt indblik i byens multietniske, mangefacetterede historie
  • Tyske eksistentialer

    13. maj 2017
    Vi har støvet fire tyske klassikere af og fundet fire nyere skønlitterære værker med fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår i religiøs, etisk og filosofisk forstand
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu