Læsetid: 2 min.

Tyske eksistentialer

Vi har støvet fire tyske klassikere af og fundet fire nyere skønlitterære værker med fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår i religiøs, etisk og filosofisk forstand
Vi har støvet fire tyske klassikere af og fundet fire nyere skønlitterære værker med fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår i religiøs, etisk og filosofisk forstand
13. maj 2017

DE NYE

Eksistentiel forstyrrelse

I fem noveller udsætter Judith Hermann sin hovedperson Alice for livets måske største eksistentielle forstyrrelse: døden. Med sindsro og uden antydningen af sentimental dramatik konfronteres Alice gang på gang med menneskets uforbederlige lyst til livet og den allestedsnærværende bevidsthed om, at selvsamme før eller senere får en ende.

Judith Hermann: ”Alice”, BATZER & CO, 2011.

Illusioner

Martin er præst og tror ikke på Gud. Iwan er kunstanmelder og fabrikerer i al hemmelighed de kunstværker, han anmelder. Eric er finansmand med alt, hvad det indebærer af kynisme og bedrag. Det er fortællingen om tre brødre og en skildring af et moderne Tyskland, hvor kirke, kunst og kapital er gennemsyret af falskhed og blændværk.

Daniel Kehlmann: ”F”, Lindhardt og Ringhof, 2014.

Moderat åndfuldhed

I en nær fremtid sidder den unge Mia Holl på anklagebænken for at have overtrådt de grundlæggende samfundsregler, der dikterer moderat åndfuldhed og total selvkontrol – det er det narrative udgangspunktet for denne dystopi, hvor religion og filosofisk eftertænksomhed er afløst af sundhedsfanatisme i et gennemrationaliseret fornuftsregime.

Juli Zeh: ”Corpus Delicti”, Samleren, 2011.

Naturstridigt

Dværgen Marie får titlen som slotsfrue på den lille ø Havel, der fungerer som eksperimentarium for Frederik den Store. Men trods den fine titel er hun mest af alt en kuriøs sommerattraktion for borgerskabet. Set igennem Maries øjne vendes 1800-tallets menneskesyn på vrangen til en tragisk fortælling om længslen efter skønhed og fascinationen af det fremmede og eksotiske. 

Thomas Hettche: ”Påfugleøen”, BATZER & CO, 2017.

KLASSIKERNE

Weltschmerz

Den unge Werther er ulykkeligt forelsket i den underskønne Lotte og er ved at gå ud af sit gode skind af lidenskab og længsel efter sit livs udkårne. Af ren og skær desillusion og desperation må Werther til slut give afkald på sit jordiske liv for at blive udfriet fra sine pinsler i Johann Wolfgang von Goethes eviggyldige klassiker fra 1774.

Johann Wolfgang von Goethe: ”Den unge Werthers lidelser”, Gyldendal, 2015.

Djævelsk pagt

I myten om Faust sælger alkymisten Heinrich Faust sin sjæl til djævlen for viden og udødelighed. I Thomas Manns gendigtning er det komponisten Adrian Leverkühns galoperende syfilissygdom og besættelse af musikkens storhed, der driver fantasten til at indgå en blodspagt med den faldne engel – tysk kultur står for fald i Manns værk fra 1947.

Thomas Mann: ”Doktor Faustus”, Gyldendal, 2014.

Kødets fristelser

I Herman Hesses roman fra 1919 vakler hovedpersonen Emil Sinclair mellem to divergerende verdensopfattelser. På den ene side står familiens strenge pietisme med bibellære, pligt og selvopofrelse. På den anden lokker den forførende barndomsven Demian med synden og kødets dunkle fristelser i borgerskabets dekadente saloner.

Herman Hesse: ”Demian", BATZER & CO, 1997.

Modernitetens kvaler

Den godmodige, men temperamentsfulde Franz Bieberkopf er netop blevet løsladt fra fængslet og opsat på at holde sig på dydens smalle sti, men Berlins snuskede kvarterer leder ham snart på afveje i Alfred Döblins kakofoniske storbyroman fra 1929, hvor bibelcitater, reklameslogans og avisreportager fletter sig ind og ud af hinanden i ét væk.

Alfred Döblin: ”Berlin Alexanderplatz”, Rosinante, 2013.

iVERDEN maj 2017

Tema om det katolske versus det protestantiske Tyskland i anledning af 500 året for Martin Luthers reformistiske teser i Wittenberg.

Læs også om de religiøse mindretal i Berlin og ny tysk litteratur.

Kom med på vandringer i det danske forårslandskab og en sejltur til Karibien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Religiøse ansigter i nye folder

    13. maj 2017
    Katolske og protestantiske kirker bygger fælles huse, og moskeer og synagoger skyder op over hele landet. Gamle religiøse brudflader er ved at blive udvisket, mens indvandring af jøder og muslimer sætter sit præg på landet. Tag med på en religiøs rundrejse i et Tyskland under forandring
  • Hindu blandt ateister

    13. maj 2017
    Berlin er et af de mindst religiøse steder i Tyskland, men alligevel praktiseres over 200 religioner i byen. Et besøg til de religiøse minoriteters templer, kirker og gravpladser er et unikt indblik i byens multietniske, mangefacetterede historie
  • Sovjetstil møder islamisk kulturarv

    13. maj 2017
    Fra Tasjkent over Samarkand til Bukhara beretter rejseskribent Caroline Eden om Usbekistans fascinerende kombination af tradition og modernitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu