Læsetid: 4 min.

Jeg havde 99 grunde til at søge ind på RUC, men studiet var ikke én af dem

Jeg faldt aldrig til på RUC. Det første halvandet år tænkte jeg, at det ville blive bedre. Det sidste halvandet år tænkte jeg, at det snart var overstået. Men jeg fortryder det ikke
Publikumsudvikler Mikka Tecza som student.

Publikumsudvikler Mikka Tecza som student.

Privatfoto

8. september 2017

Vi stod flere hundrede unge mennesker på Trekroner Station en overskyet augustmorgen. Jeg havde fået et brev om, at jeg var endt i basishus 45.3, og at vi alle skulle møde op i blåt, så vi kunne kende hinanden. Jeg havde taget cowboybukser og en cowboyskjorte på, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg så dum ud.

Jeg havde ellers planlagt, at jeg på universitetet skulle genfødes i en mere cool, mere tilpasset, mindre socialt hæmmet udgave af mig selv. Men den morgen følte jeg mig bare alt for ung og usikker på, om jeg havde valgt rigtigt. Følelsen fulgte mig de næste tre år.

Der var over 100 studerende tilknyttet mit basishus. Vi var tre, der var gået den lige vej fra gymnasiet, og jeg var den ældste. Jeg var nemlig lige fyldt 19. En uge forinden havde jeg overtaget et kollegieværelse i Roskilde.

Gennemsnitsalderen for mine medstuderende var 22, og jeg følte mig som et barn, når jeg talte med dem. Ikke på grund af aldersforskellen, men på grund af forskellen i livserfaring. De fleste havde sabbatår, udlandsrejser, fuldtidsjobs eller sågar andre studier i baggagen. Jeg havde en studentereksamen med et flot gennemsnit.

RUC var ikke mit drømmestudium, for jeg havde ikke noget drømmestudium. Jeg havde en drøm om at flytte hjemmefra, for jeg boede i en lille flække, hvor lokalbanen kørte to gange i timen, og jeg havde helt enormt travlt, men jeg anede ikke, hvor jeg ville hen. Helst ville jeg skrive. Men jeg ville ikke være journalist, og så var den potte ligesom ude. Det eneste, jeg med sikkerhed vidste, det var, at jeg skulle være akademiker. Gennemsnit forpligter.

Så hvorfor RUC? Sandheden er denne: I slutningen af 2.g. havde mit gymnasium besøg af repræsentanter fra forskellige uddannelser, og jeg bed mærke i en fyr, der læste kommunikation på RUC. Det lød spændende, tænkte jeg, og så kunne jeg tjene penge på at skrive og tale. Det var i 2009, finanskrisen var begyndt at rulle for alvor, og det var noget, jeg tænkte meget på dengang. Hvordan jeg kunne tjene penge på at være humanist. Jeg tror ikke, at jeg tænkte så meget over, at man allerede dengang kunne fodre svin med kommunikationsuddannede.

Hver gang, en af mine lærere sagde, at det var spild af gode karakterer, blev jeg mere trodsig og sikker i min sag. På den måde var RUC ikke så meget et tilvalg som et fravalg. Mit eneste egentlige ungdomsoprør. Og jeg vidste godt, at jeg havde valgt forkert, men min stædighed forbød mig at omgøre beslutningen.

Så jeg tumlede fra studenterkørsel til Roskilde Festival til rustur til mit første semesterprojekt, hvor jeg hver anden dag måtte søge tilflugt på toilettet med galopperende panikangst. Jeg var meget ung, meget usikker og meget alene på mit lille kollegieværelse i Roskilde. Men stille og roligt indså jeg, at hele min projektgruppe var panikangste. Jeg gik ikke længere på toilettet for at tude. Og et par semestre senere kunne jeg sige til nye studerende, at det var helt normalt. Det første projekt er altid en ilddåb. Og ud af flammerne voksede sammenholdet.

Der var ingen af os, der vidste, hvad vi ville med vores uddannelse. Det er jo derfor, man søger ind på humanistisk basisstudium. Der endte med at stå dansk og virksomhedsstudier på mit eksamensbevis, men skal jeg være pinligt ærlig, så ved jeg ikke, hvad jeg egentlig lærte i løbet af min bachelor. Noget med tværfaglighed og projektstyring. Sproglig polyfoni og 'scope creep' og forskellen på kortsigtet og langsigtet gæld.

Men jeg lærte en hel masse af de mennesker, jeg skrev mine semesterprojekter med, og siden blev venner med. Jeg lærte, at mit gennemsnit var langt mindre vigtigt end det, jeg foretog mig uden for studiet. Det lyder banalt, men for mig var det en rystende erkendelse: at jeg hellere skulle fokusere på at gøre det, det interesserede mig, i stedet for at forsøge at interessere mig for det, jeg mente, jeg burde fokusere på. Jeg lærte, at mine forestillinger om, hvad jeg skulle med mit liv, ikke stemte overens med, hvad jeg egentlig havde lyst til. Og ja: Så lærte jeg, at man kan fodre svin med kommunikationsuddannede.

Jeg faldt aldrig til på RUC. Det første halvandet år tænkte jeg, at det ville blive bedre. Det sidste halvandet år tænkte jeg, at det snart var overstået. Eksamensbeviset kommer jeg nok aldrig til at bruge til noget. Men jeg fortryder intet. Det var de mennesker, jeg mødte på RUC, der skubbede mig ind på det spor, der førte mig til at arbejde på et dagblad. Hvor jeg stædigt insisterer på, at jeg altså ikke er journalist.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Det glæder mig at høre, at RUC stadig er en dybt intelligent galeanstalt, jeg havde ellers hørt, at alt var forandret i forhold til dengang, jeg selv gik på HumBas. Jeg kan helt følge dig, når du siger, at du ikke ved hvad du egentlig lærte, men at opholdet sammen med de andre mere eller mindre selvindlagte intellektuelle galninge (læs: unge mennesker uden ide om, hvad de vil med deres liv, men som føler at "gennemsnit forpligter") var ubetaleligt. Faktisk tror jeg, at det på helt afgørende vis har præget resten af mit liv.

Jeg droppede ud, da det gik op for mig, at jeg havde mere lyst til at være musiker, så da Ritt lukkede den samfundsfaglige fløj, fandt jeg anledning til at lade mig udskrive. I protest, som jeg sagde, men aldrig er et politisk overgreb kommet mere belejligt.

Christian De Thurah

Det er ganske vist mange år siden, jeg selv gik på et humanistisk universitetsstudium, men der må virkelig være sket meget, hvis man nu har behov for at gå ud på toilettet for at tude. Det er jo helt hen i vejret. Studietiden er ikke, uanset hvad diverse regeringer måtte mene, noget, man bare skal igennem. Det er fem ( i min tid seks) år af ens liv, og det skulle gerne være nogle gode og berigende år, og studiet noget, man har valgt bevidst og efter interesse. "Gennemsnit forpligter" - sludder og vrøvl.