Baggrund
Læsetid: 4 min.

En fuckfinger til systemet

Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvordan man kunne bruge sin fuckfinger til autoriteterne til noget konstruktivt
Redaktionen
8. september 2017

I kantinen på mit gymnasium stod der med store bogstaver: »Alt over seks er blær.«

Jeg havde egentlig ikke nogen særlige ambitioner om at få høje karakterer. Jeg havde en større trang til at udfordre autoriteterne og normerne inden for gymnasiets røde murstensvægge. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke gad lave lektier, hvis det ikke interesserede mig. For hvis skyld skulle jeg læse Kongens Fald? Ikke min egen i hvert fald, så det gjorde jeg ikke.

En fuckfinger til det, i mine 18-årige øjne, diktatoriske system!

Jeg forsøgte også sammen med en veninde at sætte projektøren på det grimme, så andre kunne se det og tage stilling til det. Før vi selv var rigtig bevidste omkring omfanget af begreber som feminisme og racisme, havde vi sat os imod det.

Til den årlige »doktor-fest« på gymnasiet var det obligatorisk for pigerne at udklæde sig som »naughty-nurse«, hvilket vi syntes var dybt til grin, og derfor kom vi udklædt som to grimme sygeplejersker med hinkestens-70er-briller og rådne tænder. Først i lyset af kontrasten opdagede folk den kvindelige objektivisering, der fandt sted. En fuckfinger til deres undertrykkende normer!

I blå bog skrev mine veninder, at jeg ville blive bioanalytiker, men hvis man kiggede på alle de tegninger, der kæmpede om pladsen med kemiske formler og matematiske udregninger på mine skriftlige afleveringer i gymnasiet, var det ikke overraskende, at jeg i 2008 startede på en kunst- og designhøjskole.

Her fandt jeg ud af, at min lyst til at give en fuckfinger til autoriteter måske kunne bruges konstruktivt (hvor den i gymnasiet kun fik lærernes mundvige og mit gennemsnit til at dale voldsomt).

Desuden fik jeg begrebsbetegnelsen feminisme på plads og dannede den feministiske aktionsgruppe PMS-crew, der inden for bygrænserne, hvor højskolen lå, forsøgte at gøre op med et objektiviserende kvindesyn. Vi påklædte for eksempel nøgenmodellerne i pedellernes værkstedskalendere, og vi tilplastrede byen med plakater for det lokale diskotek med teksten »Byens eneste homoklub – se vores lesbiske videoer«, som et modsvar på diskotekets utallige skærme, der uafbrudt viste ledtpåklædte damer, i vandkamp og mudderkamp. En fuckfinger til patriarkatet!

På højskolen kunne vi få vejledning til de utallige forskellige optagelsesritualer, der fulgte med at komme ind på Danmarks Designskole, som det hed dengang (nu det mundrette navn; Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering). Jeg tror, det dengang var hver femtende ansøger, der sikrede sig én af de eftertragtede studiepladser.

Da jeg startede på Designskolen i 2008, fortalte jeg ikke folk, at jeg gik der. Jeg havde ikke et behov for at sige, at jeg var bedre til noget, end alle mulige andre. Jeg ville hellere sige, at det her kan alle og enhver. At det i høj grad handlede om at kende opskriften.

Og jeg syntes i øvrigt, at det var skide uretfærdigt, at nogen kunne betale 40.000 kroner for et højskoleophold og få opskriften på, hvordan man kom ind, mens andre skulle sidde derhjemme og i blinde adskillige gange forsøge at sammensætte de rigtige komponenter i de korrekte mængder. En fuckfinger til ulighed!

Opskriften på, hvordan man gik på Designskolen, havde jeg til gengæld ikke fået udleveret noget sted. Så jeg troede, at det var ligesom gymnasiet, at man kunne klare sig fint igennem uden at læse de kompendier, der indeholdt teorien bag de opgaver, vi blev stillet.

I et af mine første projekter omsatte jeg et H.C. Andersen eventyr til en visuel fortælling om en kotelet, hvilket udløste et firetal og kommentaren: »Forventer du, at folk kan identificere sig med et stykke kød?«

Jeg forventer faktisk ikke, at folk kan identificere sig med et stykke kød, men jeg er glad for, at censor spurgte mig. Jeg vil nemlig for alt i verden ikke lave det, der bliver forventet. Jeg vil gerne overraske, provokere og fjerne mig fra det forudsigelige. For mig bliver det smukke og perfekte design for monotont og glat.

For mig er det det grimme, der kan røre ved noget i os. Fra mit perspektiv skal der noget grimt til at stikke til beskueren for at få dennes tankerække igang og tage stilling. Også selvom vedkommende ikke kan identificere sig med en kødudskæring, så fik jeg da i hvert fald mindst én til at overveje, hvad fanden meningen var.

Da jeg efter et år på skolen stadig ikke havde fundet ud af, hvad skolen egentlig kunne tilbyde mig, og hvad jeg overhovedet havde lyst til, besluttede jeg at tage et års orlov. Og da jeg et år senere vendte tilbage, kom jeg direkte ind på et illustrationskursus. Her mødte jeg en disciplin, hvor beskueren forholdt sig til de fuckfingre, man gav gennem tegningerne. Der fandtes ikke de autoriteter og småborgerlige meninger, man ikke, gennem sine streger, kunne give en stor fuckfinger.

Så min vaklende og langsommelige studiestart endte alligevel med, at jeg fandt den hylde, hvor jeg stadig sidder i dag og giver en fuckfinger til lige, hvad der passer mig.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her