Læsetid: 3 min.

De kunne da godt lige have sagt, at Naomi Klein ikke var pensum på Polit

Jeg har væltet mig rundt i uddannelsessystemet. Altså, jeg mener væl-tet. Men tror egentlig, at jeg var endt der, hvor jeg er endt i mit arbejdsliv, uanset hvilket studie jeg havde færdiggjort
Anna von Sperling ved studiestart.

Anna von Sperling ved studiestart.

Privatfoto

8. september 2017

Jeg besluttede mig for at springe fra mit første studie, da jeg efter en halv times venten var blevet nummer to i køen uden for Bogladen i Studiestræde. Mine knap og nap seks timer som studerende lakkede mod enden.

Jeg kan huske at kigge på de andre nyslåede studerende omkring mig og spekulere over, om de, som jeg, overvejede at flygte. Om også de var ofre for falsk markedsføring. Om de egentlig godt vidste, at politstudiet havde uendelig lidt at gøre med 'politik' som forstået af en 20-årig, der bare gerne ville have redskaber til at lammetæve onkel Peter i diskussionerne til næste familiefest.

Om de havde opdaget, at vi rent faktisk stod der i køen med sommerens fregner intakte for at rekvirere de sidste tre års finanslove. Og at alle andre økonomiske forestillinger end den kasseholder-Keynesianske var henvist til et fag, der hed ’historisk økonomi’, der lå og rodede nede på fjerde semester. Det havde jeg fundet ud af samme morgen.

Der blev skub i køen. 4. Inflation. 3. Deflation. Mine muskler spændes. 2. Efterspørgel. 1. Udbud. Udbrud! Jeg gjorde det. I en glidende sidelænsbevægelse, tyst som en ninja, forlod jeg køen. Og mit første studie. Det skulle vise sig ikke at blive det sidste. Så da redaktøren i sidste måned spurgte, om jeg ville skrive en klumme om min studiestart, var svaret »Jepper. Hvilken én vil du have?« Rundhåndet som man jo blev formet i 1990’erne gavmilde uddannelsessystem.

Det tog en hel del år, før jeg turde indrømme, at jeg sprang fra første dag. Jeg opførte mig lidt som en 52-årig bogholder, der i årevis efter en fyring i skam står op hver morgen, kysser konen farvel og går ned på en bænk og spiser madpakken sammen med ænderne. Jeg blev bare under dynen og legede, at jeg var på studiet. Efter en måned tog jeg mig sammen og fortalte mine forældre, at jeg, efter grundig overvejelse, havde besluttet mig for at droppe ud.

Det tog endnu flere år, før jeg vedkendte mig, at jeg faktisk ikke rigtig havde undersøgt, hvad studiet gik ud på, men bare synes, at polit lød ... fedt.

En tur omkring indologi (gør I jer begreb om, hvor mange invasionsstyrker, der gennem tiden har huseret på det indiske subkontinent? Nej, vel, det rammer først den, der skal til eksamen i det), og kommunikation (vi skulle lave et diasshow om spiseforstyrrelser ... o000g så kunne man ikke se min velpostrede røv for bare støv), landede jeg på internationale udviklingsstudier.

Jeg ville være udviklingsarbejder. Ja, jeg ville. På førstedagen sagde lederen af uddannelsen. »Danida er Startours. Velkommen til guideskolen.« Det var sjovt sagt. Men han sagde også, at vi ville blive dybt desillusionerede, fordi man med bare begrænset kendskab til udviklingsbistand ville have vanskeligt ved at tro på dens konkrete effekt. Mindre sjovt, men ikke desto mindre sandt. Men jeg undertrykte flugtrefleksen og blev. Også på geografi, hvor grundkurset i geologi ellers kunne have knækket selv den mest vedholdende skabshumanist.

Når jeg i dag tænker tilbage på min mange studiestarter, kan jeg se, at mine valg hver gang handlede om at famle sig ind til en eller anden identitet. Den der ’vælg noget, der interesserer dig’ er jo sympatisk nok, men for en kanalje, som jeg var i mine start-20’ere, gav den ikke rigtig mening, for jeg havde ingen anelse om, hvad der interesserede mig.

Jeg valgte noget, der passede til den forestilling, jeg havde om mig selv. Lige der. Men jeg tror, at for mig var det relativt underordet, hvilket studie jeg blev på og færdiggjorde. Jeg er ret sikker på, at jeg på den ene eller anden måde, ad en hvilken som helst omvej, ville være endt præcis, hvor jeg lige nu sidder og skriver dette.

Jeg har siden fundet ud af, at jeg havde ret i min antagelse den dag i køen uden for bogladen. I midten af 1990’erne meldte halvdelen af de førsteårsstuderende på politstudiet sig ud igen. Men de kunne da også godt lige have sagt, at Naomi Klein ikke var pensum.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu