Baggrund
Læsetid: 4 min.

Jeg kan bedst huske følelsen af at være midt i studielivet med det samme

Min studietid savnede enhver form for retning og fokus, det var det bedste ved den
Redaktionen
8. september 2017
Tegner og journalist Christoffer Zieler som nybagt student i slutningen af halvfemserne.

Tegner og journalist Christoffer Zieler som nybagt student i slutningen af halvfemserne.

Privatfoto

»Det er svært at komme ind på Statskundskab, men når man er her, er det let,« sagde fyren ved introarrangementet. Jeg tænker stadig, at det var en flabet form for invitation, og det var også løgn, selv om lærerne lod os være i fred for eksaminer og den slags det meste af tiden. For studiet var sådan set altopslugende.

Det underligste ved at begynde at læse på uni, var fornemmelsen af at være midt i studielivet fra dag ét; altså en komplet falsk følelse af at have været i gang med at studere dybe spørgsmål længe før, man var begyndt. Vi studerende talte om vores fag, som om vi havde beskæftiget os med det i årevis.

Selvfølgelig var det bluff fra en flok posører, der var vant til at tro, at de var den klogeste i klassen. Men fornemmelsen af at være blevet lukket ind i akademia var også magisk. Pludselig havde vi adkomst til at dykke ned i alle tænkelige spørgsmål. Jeg havde ikke oplevet noget lignende. Det passede mig også godt, at uddannelsen var så udefineret, for jeg havde ikke den fjerneste idé om, at jeg skulle uddanne mig til at være eller gøre noget bestemt.

Vores lærere bidrog til stemningen. Deres undervisning havde ingen begyndelse eller konklusion. De dukkede bare op og slog ned et sted midt i en masse lærdom og begyndte at tale, som om de lige var vendt tilbage fra en tissepause. Sammenhængen var af en eller anden grund altid underforstået. Den kunne man selv rode med. Og det gjorde vi så. Nogle gange studerede jeg et lille hjørne af et emne i ugevis, uden at det egentlig skulle bruges til noget. Så privilegeret.

Folk på holdet begyndte ret hurtigt at bruge dyre ord, for eksempel sakral og epistemologi. Men som en slags modvægt var studiestartens sociale program komplet hjernedødt og plat. Vi var trækkerdrenge og ludere på hyttetur, og om aftenen var der pornofest eller galla.

Statskundskab lå i Rosenborggade, der hvor Brødrene Price har en restaurant, i en bygning, hvor man aldrig var mere end 50 centimeter fra et stort, mørkt træpanel. I lofterne var der stuk med hagekors, som må være blevet sat op i en tid, hvor hagekorsmønstre virkede som en bedre idé, end de senere kom til. På en eller anden måde var man alene i kraft af bygningen medlem af en gammel, brun klub for de indviede. Det tiltalte douchebaggen i mig.

Vi drak utrolig meget i vores café, hvor der altid var bemanding af en bestemt type alkoholiseret studenter-ildsjæl. Det hed sig, at vores institutcafé var den største aftager af flaskeøl fra Carlsberg-bryggeriet i det indre København.

Faktisk er jeg ret sikker på, at vi var fulde til alle sociale ting, der foregik i de første måneder på studiet overhovedet. Det var sjovt at være så fuld, men jeg kan godt ærgre mig over, at folk ikke enten fungerede bedre sammen ædru, eller at det måske i stedet havde været på mode at tage syre eller noget andet, der måske kunne flytte horisonten lidt. En del må have opbygget et regulært alkoholmisbrug, sådan som kulturen var. Andre har nogle vildt flotte karrierer i dag.

Rent fagligt kan jeg ikke huske specielt meget af min uddannelse, og jeg ville sikkert have godt af lige at tage de fem år en gang til.

Jeg læste engang en artikel i Foreign Policy, hvor den navnkundige professor i faget international politik Stephen Walt giver en fem minutterslektion i, hvad en kandidat i hans fag typisk ved fem år efter eksamen, og det passede ret godt med min viden om international politik i dag.

Jeg tror, det er okay. Måske skal man bare være glad for at have kunnet noget virkelig godt på et tidspunkt. Så har man bevist, at man kan håndtere viden, som en mental saftpresser. Pointen er, at man skal blive ved med at forsøge at lære.

Her er nogle ting, der alligevel sidder fast. Det er mine råd til studiestartere:

  1. Læs teoretikernes egne bøger og artikler. Det skaber mere forvirring end oplysning at læse andres fortolkning af mestrene.
  2. Rejs så meget som muligt.
  3. Accepter ikke, at noget er underforstået. Selvfølgelig er der ikke noget, der er underforstået.
  4. Find de gode lærere og opsøg dem.
  5. Spild ikke tiden på dårlige lærere. Dårlig undervisning kan føre til frafald, social deroute, alkoholisme og selvmord. Det er ikke dig, der er problemet. Eller det er muligt, du også er problemet, men hvis det er tilfældet, er der så meget desto mere grund til at finde en god lærer.
  6. Lad dig ikke korrumpere af andres jargon og pølsesnak. Skriv klart selv. Men det kommer du ikke til.
  7. Prøv at finde et mål med de ting, du laver. Ikke være for meget turist i dit liv.
Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her