Baggrund
Læsetid: 3 min.

Tid til at tænke

Jeg var nitten år, da jeg som fotomodel besluttede mig for at læse det totalt unyttige fag, filosofi
Tine Byrckel som 19-årig model, lige inden hun begyndte på filosofistudiet.

Tine Byrckel som 19-årig model, lige inden hun begyndte på filosofistudiet.

Privatfoto

Redaktionen
8. september 2017

1979. Jeg sad i et højhus i Hamborg foran et spejl. Jeg var fotomodel. Min dagløn var 3000 kroner, og jeg var på en undertøjsopgave for varekataloget Quelle.

Jeg var en af de få modeller dengang, som rent faktisk havde bryster. 75 B.

Alle har glemt det, men dengang var der også terror. Den kom indefra. Rote Armee Fraktion hed de i Tyskland. Derfor havde jeg været igennem sikkerhedstjek for at komme ind i fotostudiet. En absurd verden, hvor vi bevægede os rundt i den tyske kapitalismes højborg, postnazi.

Hver gang jeg tog en taxi fra hotellet til kapitalistbunkeren, tænkte jeg om chaufføren: »Hvor var du dengang?« Vi var kun 25 år fra Hitlers rædselsregime.

Det tog i bogstaveligste forstand timer, inden man blev fotograferet til de der kataloger, som blev ved med at bringe samme billeder af Tyskland som før. Struttende ungmøer med fine røde kinder. Mig.

Alt for meget tid til at tænke.

Jeg læste altid dengang. Tykke tidsskifter på fransk, åh ja, jeg ville det franske. Jeg boede i Paris efter studentereksamenen og en kontrakt, jeg havde vundet ved en konkurrence i Billed-Bladet. Elite hed bureauet dengang og gør det stadig.

Det var der, jeg læste kataloget over uddannelser på Københavns Universitet. Jeg ville væk fra mit indelukke i kapitalismens midte. Jeg forblev i øvrigt model for at tjene penge, indtil jeg blev 21 og kunne få SU. Mine forældre ville ikke betale for, at jeg læste filosofi. Jeg kunne have valgt alt muligt fornuftigt.

Den dag i fotostudiet tog jeg ikke desto mindre som nittenårig en beslutning, der kom til at forme mit liv. Jeg besluttede, at jeg ikke ville være noget, som kunne bruges til noget. Jeg ville være unyttig. Simpelthen. Ikke engang min sjæl ville jeg have udnyttet.

Jeg sad og så i spejlet på mit korpus, som jeg var ved at sælge til tysk kapital, og jeg ville væk. Jeg gik ind i filosofi, som man går i kloster.

Det mest syrede ved at begynde på at læse filosofi på Københavns Universitet var så, at jeg pludselig stod midt i matematikken igen.

Der var to store vidensområder på filosofi i København. Analytisk filosofi, omkring sprogvidenskab og matematik, og kontinentalfilosofi, der meget kort sagt tager udgangspunkt i Hegel og alle derefter. Som Kierkegaard for eksempel.

Hvordan i alverden skulle man kunne vide det, når man sidder med et katalog i en modebunker i Tyskland og kommer fra Kolding og er barn af opkomlingsforældre? Jeg landede midt i analytisk filosofi, som var det blevet udtrukket i et lotteri. Sådan var lærerne fordelt det år, sådan blev det.

Der var virkelig søde folk på mit studie, da vi startede i Købmagergade lige ved siden af Rundetårn. Hvor mange var vi? Tyve, tredive? Vi kunne tælles på én hånd, da vi gik videre på ’anden del’. Os nørdede. Man skulle godt nok være hårdhudet og stædig.

Det var jeg. Jeg havde sat mig for at bevise, at farver eksisterede. Sekundære sansekvaliteters ontologiske status blev mit studieobjekt. Jeg forlod universitetet, flyttede til Frankrig, fik tre børn, men jeg blev stædigt ved, selvom de i Købmagergade og derefter på Amager syntes, jeg var skør.

Nitten år efter studiestart, i 1998, beviste jeg, tro det eller ej, at farver findes. Med Wittgenstein, Goethe og McDowell ved hånden. Rejsen gennem videnskab, sprog, kunst og filosofi var det hele værd. Du tror måske stadig, at farver er sådan noget, vi alle ser på forskellig måde, og at videnskaben ved, hvad det virkelig er? Nope. Jeg har været ved verdens ende og ved, at det er umuligt at tænke sådan. Tak, Ludwig. Wittgenstein altså.

Det er næsten fyrre år siden, jeg tog mit studievalg. Kunne det have været anderledes? Jeg ser mig selv gå gennem sikkerhedstjekket hos Quelle, og jeg ved, at, ja, jeg kunne også være blevet terrorist. Men nej. Det kunne jeg så ikke.

Jeg er en graver. Det blev vitterlig ikke en kæmpesucces på universitetet, at jeg påstod det modsatte af, hvad de alle sammen var overbevist om. Jeg var ikke engang smart nok til at hæfte det på postmodernisme og fransk filosofi. Til gengæld har jeg i visse psykoanalytiske kredse et enormt fortrin på grund af min matematiske grundviden.

Jeg synes et samfund skal betale for, at den ypperste viden bibeholdes. Den tilsyneladende unyttige. Som for eksempel den dybt alkoholiske logiklærer, der steg ned fra sit elfenbensstårn i Købmagergade og lærte mig sandhedstabeller.

Han bar, trods sit dybt melankolske sind og sin indsigt i logikkens manglende grundlag, en viden oppe og videre.

Det er på en måde helt ubetaleligt.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

  • Jeg tager lige et sabbatår mere

    1. september 2017
    Verdens bedste læsegruppe kunne ikke hjælpe mig igennem studiestarten på Aarhus Universitet
  • En ustuderet røvers bekendelser

    8. september 2017
    En lidt for stor københavnersnude, masser af tilfældigheder og en stærk virketrang blæste min studiestart ad helvedes til
  • Universitetet holdt én dag

    8. september 2017
    Jeg nåede lige at købe to lærebøger og møde op til første time, før jeg opdagede, at det gad jeg ikke
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

25 år før 1979 giver 1954 - det er da noget med 4 og 5
Imponerende livsbane.
Kan tænkes at Byrckel er utopist. Det er meget kunst jo

Jens Østergaard Petersen

Ja, jeg fik noget at tænke på, bl.a. hvem logiklæreren var, men også hvor i disse billeder Tine findes: http://www.modelscomposites.com/fullsize.php?imgno=78499#navcontainer.