Baggrund
Læsetid: 3 min.

Universitetet holdt én dag

Jeg nåede lige at købe to lærebøger og møde op til første time, før jeg opdagede, at det gad jeg ikke
Ulrik Dahlin (th) i fængsel for politisk aktivisme et par år efter han droppede studiet.

Ulrik Dahlin (th) i fængsel for politisk aktivisme et par år efter han droppede studiet.

Privatfoto

Redaktionen
8. september 2017

Som 18-årig samfundsfaglig sproglig student begyndte jeg i september 1973 på samfundsfag på Københavns Universitets bygninger i Rosenborggade. Jeg var fuld af fortrøstning, for på det forudgående ruskursus på Dansk Folkeferies familielejr ved Helsingør havde jeg virkelig moret mig, mest med at agitere for den lille maoistiske gruppe, jeg brugte al min fritid på.

Jeg havde endda nået at købe to lærebøger, inden jeg mødte frem til den første undervisningstime, jeg tror, det var med Tage Bild, men jeg husker ikke et kvidder af, hvad han sagde. Bøgerne fik jeg aldrig åbnet, inden jeg mange år senere smed dem ud.

Hvad jeg derimod husker tydeligt, var, at der blandt de nyslåede universitetsstuderende i lokalet i hvert fald var en håndfuld DKU’ere, altså medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom.

For en nutidig læser lyder det måske meget uskyldigt, men sådan så jeg ikke på det det dengang. Tværtimod var jeg klar over, at de unge DKU’ere formentlig ville blive mine faste og bitre modstandere, fordi de jo på deres side var lige så åndssvage og mente, at det var os maoister, der var på den helt forkerte side af fremskridtet.

Allerede første dag havde vi en diskussion om et eller andet med Kina, som dengang var mere bredt populært opfattet som et lykkeland, hvor lykkelige fattige bønder og unge ivrige studerende havde magten, end tilfældet er i dag. Men det var altså ikke DKU’ernes opfattelse, heller ikke dengang. De sværgede formentlig mere til den betongrå udgave af socialismens lyksaligheder, som den nu blev udfoldet i Moskva og Østeuropa.

Jeg forudså måneders ørkesløs diskussion med de unge kommunister, hen over hovederne på de fleste medstuderende, og pludselig slog det mig: Det gider du ikke. Selv om jeg var voldsomt interesseret i samfundsforhold og netop var blevet samfundsfaglig student, fordi jeg ville studere statskundskab, orkede jeg det ikke.

Dagen efter fik jeg et eftermiddagsjob i Privatbankens hovedkvarter på Ørnevej, hvor en masse husmødre og enkelte fallerede studenter indkodede dato og beløb med stregskrift på datidens mest anvendte betalingsmiddel, nemlig titusindvis af checks. Mandag til fredag kl. 17-21. 

Jeg kedede mig gudsjammerligt, men meldte mig selvfølgelig (i øvrigt som den eneste) ind i Danske Bankfuntionærer og havde nu hele den øvrige dag til rådighed for det politiske arbejde.

Næste efterår startede jeg så på Journalisthøjskolen i Århus som en af de yngste. Det var samtidig med, at jeg flyttede hjemmefra, så det er nok lidt sværere at adskille årsag og virkning i det videre forløb. For mig var det skuffende, at man ikke rigtigt lærte noget håndgribeligt, men selv måtte stykke sin viden sammen mere eller mindre på egen hånd, mens mange af underviserne opholdt sig i nærheden af Ceres-ølautomaten i kantinen. Jeg havde troet, at vi ville få udstukket opgaver som f.eks: Find ud af alt om Aarhus Oliefabriks forbindelser til Sydafrika … Eller noget lignende, men sådan var det bestemt ikke.

Efter jul gav jeg op, og da jeg samtidig hørte om et trykkeri, hvor personalet under en faglig kamp havde besat trykkeriet – altså overtaget det, indtil de blev smidt ud af politiet – var jeg købt og solgt: Det var typograf, jeg skulle være.

Det lykkedes så også fire år senere, hvor jeg i 1979 blev udlært typografisk trykker fra et lille værksted i Valby. Sværere var det altså heller ikke. Til gengæld kunne det være så kedeligt, at ens røvballer klaprede i de blå Kansas-arbejdsbukser. Rigtigt sjovt var det kun, når der var optræk til faglig konflikt og ballade.

Da jeg nogle år senere havde en arbejdsløshedsperiode for anden gang, gik jeg en dag op på et aktivistblad, der hed Ugeavisen København. Jeg havde et håb om, at jeg måske kunne lave avis i stedet for at diskutere med alle kommunisterne ude i fagforeningen, som jeg havde gjort, da jeg var arbejdsløs for første gang, og mens jeg var lærling.

Og sandelig ja, selv om den første, jeg talte med på Ugeavisen København, sagde, at de ikke aktuelt havde brug for nye folk, mødte jeg bare op næste dag. Og næste igen, indtil jeg blev en del af redaktionen. Jeg var vant til at stå tidligt op om morgenen, så jeg var som regel den første, der kom. De øvrige indfandt sig først op ad formiddagen. Siden gik det slag i slag, det må man sige.

Så det var altså ikke universitetet eller højskolen, men det at prøve selv og være fælles med andre om sit eget bladprojekt, der har lært mig noget om journalistik.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her