Læsetid: 3 min.

En ustuderet røvers bekendelser

En lidt for stor københavnersnude, masser af tilfældigheder og en stærk virketrang blæste min studiestart ad helvedes til
En lidt for stor københavnersnude, masser af tilfældigheder og en stærk virketrang blæste min studiestart ad helvedes til

Privatfoto

8. september 2017

Som søn af en egocentrisk pibemager og en blød børnehavelærerinde med hang til halvfjerdserværdier om at følge sit hjerte var en akademisk løbebane hurtigt udelukket.

Efter tre år på gymnasiet, hvor jeg ved en fejl var landet på matematisk-biologisk linje, kunne jeg ikke forestille mig nogensinde at åbne en bog igen. Det havde været en indædt kamp med biokemien, det periodiske system og de snørklede integralberegninger, og al den indebrændte energi blev trykket af med bandet Sort Banan, hvor jeg brølede mig hæs i øvelokalet til lyden af slutfirsernes rester af punkrock og sortklædt utilpassethed.

Jeg ville være journalist og forandre verden, men anede ikke hvordan. Havde fået den idé, at jeg kunne komme i mesterlære hos Lasse Ellegaard på Information, men fik aldrig skrevet til ham.

I stedet tog jeg arbejde som postbud i et år. Hver dag op klokken 5 for at møde klokken 6. Løb ekstra ture, når jeg var færdig med min egen rute. Al magt til budene. Fik sparet sammen til en andelslejlighed (11.500 kr.) og flyttede fra Østerbro til Vesterbro.

Det lyder måske ikke som det store spring, men Vesterbro var en anden bydel dengang. Det var før byfornyelsen, Istedgade var mineret med værtshuse, Vega hed Folkets Hus og Boutique Lize var en forretning med tøj til modne kvinder.

Et halvt år på kunsthøjskole i Holbæk løftede mit blik mod horisonten. Berlin-muren faldt og Sovjetunionen stod over for sit store kollaps. Verdenen åbnede sig. Og så var der pludselig en af mine venner, som søgte ind på Journalisthøjskolen i Århus. Han ville være den nye Nils Ufer. Det lød pissefedt, men Århus? Jeg havde aldrig været der, kendte ikke nogen derovre. Kiggede i Kraks. Slog det hen. Sagde mit job op og stillede mig i køen sammen med de andre hundredetusinde ungdomsarbejdsløse i begyndelsen af 1990’erne.

Den gang var den store frygt at blive sendt ud på et af kommunens ”Ung i arbejde”-projekter, som i folkemunde blev kaldt Dum i arbejde. Her skulle man rense tagrender, flytte fliser og den slags. Lød rygtet. Så jeg skyndte mig at sige, at jeg ville noget med medier.

Alle i København, der ville noget med medier, men som af en eller anden grund ikke havde søgt ind eller fået plads på Journalisthøjskolen i Århus, begyndte på KURT i de år. Her kunne man med alt betalt få lov at lave radio, tv og magasiner, som jeg i første omgang kastede mig over.

Der var ikke megen sniksnak. To timers introduktion til journalistikkens verden fra en gammel Press-reporter og så ud og lave interview med et mere eller mindre tilfældigt offer og skyde billeder og hjem igen og skrive historien og skære tekstspalterne til med skalpel og klistre dem på montagearket sammen med foto, vi selv fremkaldte, og affotograferede i reprokameraet.

Det kom hurtigt op under neglene. Det kom ind i blodet. Jeg ville både skrive og fotografere, men efter et besøg hos min far faldt tiøren. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg svarede, at jeg ville være fotograf. ”Hvor er dit kamera så henne? Hvis du vil være fotograf, skal du fotografere”. Det var godt set. Jeg ville teksten mest. Men i virkeligheden ville jeg allerhelst bare sætte noget nyt i gang.

Jeg startede mit eget blad i lejligheden på Vesterbro, mødte en masse skønne og dygtige mennesker, som også ville lave det fedeste magasin i Danmark, og oparbejdede en gigantisk bankgæld, som jeg kaldte mit studielån. Efterhånden begyndte vennerne at rykke ind på universitetet, og jeg overvejede også flere gange at få papir på det, jeg kunne. Men der var altid en ny deadline, og efterhånden blev det uvæsentligt.

Tænker indimellem, at jeg jo altid kan søge ind på universitetet, når vennerne begynder at gribe ud efter golfkøllerne.

Serie

Min studiestart

Én kom i fængsel, én måtte en tur forbi klassisk filologi, én gav fingeren til det hele – og lærte så at bruge den målrettet.

’Min studiestart’ er serien om, hvordan det hele begyndte for et udpluk af avisens medarbejdere.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu