Læsetid 5 min.

Barnet skal i hvert fald ikke hedde Brian

Velkommen til Det Uaktuelle Nyhedsbrev, hvor vi plukker store klassikere og små guldkorn fra arkivet under forskellige temaer. Det første tema er navne, og vi kommer forbi både tabernavne, sen-navne og navnelegene omkring atombomberne i Hiroshima og Nagasaki
Velkommen til Det Uaktuelle Nyhedsbrev, hvor vi plukker store klassikere og små guldkorn fra arkivet under forskellige temaer. Det første tema er navne, og vi kommer forbi både tabernavne, sen-navne og navnelegene omkring atombomberne i Hiroshima og Nagasaki

Mia Mottelson

7. december 2017

Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose,

vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes

Man skal aldrig være for fin til at indlede med Shakespeare. For hvad betyder et navn? For Romeo og Julie betyder det, at de ikke kan få hinanden. For Finn på 29 betyder det, at det kan være svært at score i byen, medmindre man kalder sig Emil i stedet (ham vender vi tilbage til om lidt). 

Navne er overskriften for dette dyk i arkivet, hvor vi har udvalgt seks artikler, der hver især viser forskellige facetter af vores forhold til navne. Og hvordan samfundsudviklingen afspejles i navnevalg.

Det kan være vores ønske om individualisering, der afspejles i de navne, vi vælger at give vores børn. Hvordan et efternavn kan blive en skilsmissekamp fortsat med andre midler. Hvordan vores forhold til krop og seksualitet påvirker de ord, vi bruger om kvindens kønsorganer. Og hvad det betyder, at nutidens krigshandlinger nu udføres af navnløse droner, hvor fortidens bomber fik navne som Little Boy og Fat Man.

Informations uaktuelle nyhedsbrev udkommer fremover på mail. Du kan skrive dig op her

A boy named Finn

»Jeg var på diskotek. Sikkert Rust eller Vega. Her talte jeg med en pige, som jeg egentlig ret godt kunne lide, indtil hun sagde: ’Det er løgn, hvad hedder du rigtigt?’

Jeg gentog: ’Jeg hedder Finn.’

Og hun sagde: ’Er du seriøs? Ingen hedder sgu da Finn i din alder.’

’Nej,’ svarede jeg forsonende. ’Det var naturligvis en joke,’ sagde jeg. ’Rent faktisk hedder jeg Emil.’«

Forfatter og filosof Finn Jannings kronik er en tragikomisk historie om at leve med et navn, der passer skævt ind i tiden. Fortællingen giver mindelser til sangen A boy named Sue: En ung mand må grueligt meget igennem på grund af sit sære navn (her er navnet blot givet i bedste mening).

Men først og fremmest kan man læse det som en historie om, at ærlighed betaler sig, og om at man ikke kan skabe ægte relationer til andre, hvis man ikke kan stå ved sig selv – og sit navn. Og mon ikke samme kronik om et par år kan skrives af en Emil, der hellere ville have heddet Finn.

Tabernavne

Hvad har Brian gjort, siden navnet er blevet synonymt med en bølle, en bøv – en taber?

Det undersøger vi i denne artikel. Vi taler blandt andet med en navneforsker, der fortæller, at lavsociale navne har det til fælles, at de har været markante, nye og anderledes og vældigt populære i en periode. Og Brian var et meget populært navn i årene efter Anden Verdenskrig, hvor engelsk og amerikansk kultur indtog Danmark.

Artiklen handler altså ikke om, at vi skal drille Emma og Oliver (selvom den utvivlsomt er blevet delt med det formål mere end et par gange). Den handler om, hvordan tabernavne skabes kulturelt. Ja, i virkeligheden er det en oprejsning for Brian, Connie, Johnny og alle de andre rødder. Der er nemlig ikke den store forskel på en Oliver og en Brian, når det kommer til stykket.

Fra navneleg til navnløs

Hvad betyder fraværet af et navn?

Enola Gay var navnet på det fly, der kastede den første atombombe over Hiroshima. Men det var også navnet på moderen til flyets øverstkommanderende. Bomben ombord på Enola Gay hed Little Boy, mens bomben der ramte Nagasaki hed Fat Man. Til sammen slog den lille dreng og den tykke mand over hundrede tusind mennesker ihjel.

I dag er bombeflyene erstattet af navnløse droner.

 »Er det ikke, som om vi er gået fra en meget stærk trang til at subjektivere krigsfortællinger og begivenheder til at anonymisere dem og udviske dem?« spørger Center for Vild Analyse.

»Det er, som om der ikke rigtig er nogen bag ved det hele, som om lidelsen ikke længere har noget navn. Den sker bare.«

Lysthuset

Åh nej, hvor plat. Skal det nu handle om sex? Ja og nej: Det skal handle om køn. For et par år siden spurgte vi fem mænd og fem kvinder om, hvad de kalder det kvindelige kønsorgan. Og det kom der faktisk nogle interessante overvejelser ud af, der alle transcenderer rundspørgens anledning, nemlig programmet Blachman (du ved, det med de tavse afklædte kvinder).

»Jeg synes ikke selv, det er sværere at tale om kvindens køn, end det skal være. Hvorfor skulle det være let?« spørger Ursula Ankjær Olsen eksempelvis. Og Anne Marie Helger fortæller om dengang, hun havde fået fjernet sin livmoder: »Jeg gik på gangene på Hvidovre Hospital, hvor der var nogle mænd, der råbte: ‘Hej Helger, nå, har du fået fjernet hele lysthuset? Så er der kun mindelunden tilbage.‘ Det var meget sjovt.«

Og så er der den ellers hurtigtsnakkende Peter Falktoft, der helst ikke vil kalde kvindens køn for noget som helst. Han er nemlig for bornert.

Farvel til -sen

Det stakkels sen-efternavn har hårde kår. Ganske vist er det stadig den mest almindelige type efternavn i Danmark, men der er sket en del siden år 1900, hvor 90 procent af den danske befolkning havde de samme 20 (sen-)efternavne. Flere og flere dropper sen-navnet.

Hvorfor? Snobberi, mener Klaus Rifbjerg, som interviewes i artiklen. Og det er nok ikke helt ved siden af skiven. Pensioneret navneforsker Eva Meldgaard siger for eksempel:

»Der er et socialt element i det. Det er et faktum, at jo højere op i samfundet, man kommer, jo færre sen-navne støder man på. Jeg så på et tidspunkt en liste over censorer på dansk på Københavns Universitet. Der var påfaldende få med et sen-navn«.

Men hun forudser også en modbevægelse: Måske bliver det atter hipt at være en Nielsen eller Hansen. For nu at citere Monty Python-filmen Life of Brian:

»We are all individuals.«

»I'm not!«

Navnestrid

Og lad os blive hængende ved sen-navnet. Brevkassen er arena for livets små og store dramaer, og den har såmænd også behandlet en navnestrid mellem to fraskilte forældre. Faderen har grebet fjerpennen, fordi moderen ønsker, at sønnen også får hendes efternavn efter skilsmissen.

»Jeg kan rigtigt godt forstå, at hun gerne vil hedde det samme som sin søn,« skriver bemeldte far. »Problemet er bare, at hendes ’sen’-efternavn fuldstændig vil smadre hans i dag pæne, harmoniske navn (vi er ude i en ‘Lars Larsen’ midt inde i navnet). Desuden har han allerede et af sine fornavne fra hendes bedstefar.«

Men kan man – helt principielt –tillade sig at ændre en otteårig drengs navn? Og kan man tillade sig at lade være, bare fordi, man synes, at mors navn ser grimt ud? Brevkassen giver to bud på et svar.

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Hüttel

Her er det værd at bemærke, at en af heltene fra de nye Star Wars-film faktisk hedder Finn. Forvent at navnet får en renæssance!

Mette Poulsen, Niels Nielsen, Mikka Tecza og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Spændende emne, mig bekendt er mennesket det eneste dyr, der navngiver tingene. Og sågar identificerer sig med sit eget navn, på trods af, at der kun er tale om en massebetegnelse. Der er mange, der hedder Niels, men alligevel kalder jeg det for "mit" navn, selv om det ligeså meget tilhører alle de andre, som også hedder Niels.

Identitet er sgu noget underligt noget, jeg kan godt forstå, at det diskuteres så meget i disse one-size-fits-all-tider.

Brugerbillede for anker fjeld simonsen
anker fjeld simonsen

Tjah, bitanke- og- smag. Når forskerne bytter -sen-navne ud med köbte, for aty blive kendte, er der en naturlig mistanke om, at forskningen ikke når op på de helt store omdrejninger af intelligens i Danmark. Nödvendigheden af PR, for at göre sig og ikke det man skriver bemärket i universitetshierarkiet, har for stgor betydning, til at der kan regnes med noget väsentligt af disse ikke- selvständigt tänkende, der skal og må ha et spändende navn for at kunne göre sig bemärket.