Læsetid 7 min.

’Børn skal ikke beskyttes mod virkeligheden. De kan altså godt tænke selv’

Afsked og tvivl blandes med vildskab og humor i den prisvindende forfatter Finn-Ole Heinrichs bøger for ’ikke så gamle mennesker’. Succesopskriften ligger i stærke historier uden en bedrevidende fortæller, mener den 35-årige tysker, der gæster HAY-festivalen for børnelitteratur under Aarhus 2017
Finn-Ole Heinrich gæster den internationale børnelitteraturfestival i Aarhus i oktober.

Finn-Ole Heinrich gæster den internationale børnelitteraturfestival i Aarhus i oktober.

Denise Henning

13. oktober 2017

»Ingen kan ringe på som Pekka. Han bruger selvfølgelig samme ringeklokke som alle andre, men den lyder højere, når han ringer på. Det klirrer mere, det klaprer og dundrer dybt ind i en, man kan mærke det i tænderne, i knoglerne, når Pekka ringer på, det er lidt som hylet fra en sirene blandet med klokken på en gammel skole, seriøst, det er en helt normal ringeklokke, den lyder bare ikke sådan. Og han ringer selvfølgelig på, indtil man lukker op, ringer som død og helvede uafbrudt, det er Pekkas stil.«

Bang. Så er den novelle åbnet. Finn-Ole Heinrich indrømmer det hjertens gerne: Når sproget først har fat i ham, kan han ikke lade være med at give den så meget gas, som her i indledningen til novellen »Pekka-Style«.

»Når jeg har en figur at tænke ud fra eller nærmere med, så glider det for det meste ret let,« siger den tyske forfatter, der til daglig bor i en nordfransk landsby.

»Hvis det lykkes og kan kombineres med en stærk historie, så kan det ende helt lykkeligt.«

Kakaokur

Det gør det åbenlyst ofte for Finn-Ole Heinrich, der er ved at blive en fast figur på det litterære Tysklandskort, især inden for børne- og ungdomslitteratur.

Oprindeligt studerede han filmproduktion »af kærlighed til den gode historie«, som han formulerer det. Men siden han i 2005 debuterede med novellesamlingen Med lommerne fulde af vand, har skriveriet for alvor fået tag i ham. Hans coming-of-age-roman Røverhænder fra 2007 blev en succes, men det store gennembrud kom, da han og den islandske illustrator Rán Flygenring i 2012 vandt den prestigefulde Deutscher Jugendliteraturpreis for Frerk, din dværg.

»Det åbnede en masse døre, bl.a. for Mukkeline Hansen,« fortæller han om trilogien Mukkeline Hansens forbløffende eventyr, som også er udkommet på dansk.

»Jeg gik med den her ide i hovedet. En ungdomsbog i tre dele om en stærk pige, der oplever så tunge emner som skilsmisse og alvorlig sygdom. Jeg tænkte, at det var helt umuligt at få et forlag med på den, men efter vi fik prisen, lykkedes det.«

Hvis man dykker ned i Mukkeline Hansens eventyr, som især henvender sig til 10-12-årige, forstår man balancegangen. Mukkeline er en ret vild pige, der kan eksplodere i en sky af mukkeri og raseri, som kun kan kureres af kakao.

I det første bind, Det ødelagte kongerige, bliver hendes forældre skilt, og hun mister hele den verden, hun kender, og flytter ind i et plasticagtigt rækkehus med sin mor, men nægter at tale med sin far – eller »manden«, som hun konsekvent kalder ham. Selv morens jalousi tager hun på sig.

Åbne tænkerum

Behøver tiårige børn virkelig den slags emner?

»Behøver?« svarer Finn-Ole Heinrich forundret.

»Det er jo en del af manges liv. Børn skal ikke beskyttes fra virkeligheden. De kan altså godt tænke selv, og de oplever jo en masse ting og mange skæbner,« siger han og nævner Mukkelines mor, der viser sig at lide af sklerose. 

Denise Henning

»På vej til skole oplevede jeg som barn hver morgen en pige fra skolen, der kom sammen med sin mor, der sad i elektrisk kørestol. Og hver morgen spurgte jeg mig selv, hvordan det må være for pigen, hvordan deres liv var, hvordan det var hjemme hos dem, om hun var bange for at miste sin mor,« siger han.

»Jeg synes i høj grad, at det giver mening at behandle den slags for tiårige mennesker, at åbne et tænkerum for dem. Selvom meget selvfølgelig skal forklares anderledes, må man tage børn alvorligt.«

Lethed og alvor

Side om side med alle de alvorlige emner finder man i Finn-Ole Heinrichs bøger humor, ordspil, skøre detaljer og nærmest tegneserieagtige beskrivelser, der bryder både realismen og tristessen.

»Hvis du fortæller en historie set fra et barns synsvinkel, så kommer der nogle skæve ting med, ting, der ikke kan forklares rationelt,« siger han.

»Hvad Mukkeline angår, kunne jeg først rigtig komme i gang, da jeg havde lært hende at kende, da jeg havde en levende figur, der var stærk, vittig og fantasifuld. Der sker jo en del vilde ting i de her bøger, men jeg prøver at fortælle det med den rette balance mellem lethed, alvor og humor – med udgangspunkt i en tiårigs helt særlige opfattelse af verden,« fortæller han.

Åbningen kom, da han havde fået et stipendium til at arbejde et par måneder i Island. En morgen i Reykjavik sagde det nærmest pliiiingggggg, fortæller forfatteren.

»Jeg forestillede mig Mukkelines lejlighed og kunne se hende for mig som den her stærke pige. Ad den vej kunne jeg nærmest høre hendes stemme fortælle det, som skulle blive til hendes karakter og liv. Det var helt klart, at hun skulle bære den her historie.«

I mellemtiden er der blevet lavet en teaterversion af Mukkeline-trilogien, og Finn-Ole arbejder på en drejebog sammen med sin kone, som han med egne ord har overtalt til at »droppe lærergerningen for at satse på forfattertalentet«. De er begge netop ved at afslutte hver deres roman til voksne.

»Jeg skriver lige så gerne til voksne. Jeg elsker nok bare gode historier, uanset hvem modtageren er. At fortælle historier er jo også en måde at finde sig til rette på i verden.«

Egen stemme

I Finn-Ole Heinrichs egne øjne står han ikke i en speciel tradition for børnelitteratur. Han kan heller ikke pege på nogen entydige inspirationskilder.

»Jeg læste stort set ikke som barn, og i dag læser jeg også forholdsvist lidt af en forfatter at være. Hvordan nogle forfattere kan overkomme at læse en masse, når de har siddet foran pc’en med en masse tekst hele dagen, fatter jeg ikke. Jeg skal i hvert fald ud og lave noget,« siger Finn-Ole Heinrich med et grin.

Der er selvfølgelig forfattere, som han særligt godt kan lide. Men der er ikke nogen, som han forsøger at lægge sig op ad.

»For mig er det vigtigere at finde min egen stemme og tone og at holde fast i den. Jeg vil snarere sige, at det er farligt, hvis man bliver for præget af andre forfattere.«

Derfor aner Finn-Ole Heinrich heller ikke, om hans bøger tilhører en eller anden tradition eller undergenre. Det synes også at rage ham en vissen høstblomst.

»Det handler jo om at lave en god historie og så finde ud af, hvorfor den fungerer – eller ikke fungerer. Jeg kan bedst lide historier, der er så enkle og ordknappe som muligt. Hvor man ikke gør indtryk med et floromvundet sprog, men med en virkelig god historie. Der skal ikke være gentagelser, det skal ikke gå i ring, og det skal kunne skrives med simple ord,« siger den tyske forfatter.

»Og frem for alt: Man skal ikke mærke en trang til abstrakt refleksion gennem teksten. Sådan en overklog fortæller, der deler moraliserende budskaber ud, kan give mig myrekryb.«

Voksne tilsammen

På sine turneer med forskellige projekter har Finn-Ole Heinrich kørt Tyskland tyndt med oplæsninger og deltaget i debatter. Her har han haft nogle af sine bedste oplevelser med skolebørn.

»Ofte åbner der sig et vindue, når jeg f.eks. har læst om Mukkeline og hendes ven Paul, der er anbragt på et ungdomshjem. Pludselig er der børn, der fortæller, at de har oplevet noget lignende. Eller der sidder en tiårig i en aula med flere hundrede elever og fortæller om, at hans eller hendes mor blev anbragt i det psykiatriske behandlingssystem eller den slags. En ufattelig åbenhed hos de her små mennesker, der stort set alle sammen har oplevet at miste noget – om det så bare er en hamster, der er død,« siger han.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de forhåbentligt ikke bliver mobbet af de andre bagefter, men det tror jeg ikke. Historier åbner horisonter og muligheder, og det er jo deres store styrke: at vi kan lære hinanden bedre at kende gennem historier og oplæsning.«

I Mukkeline savner hovedpersonen sit gamle kongerige, der nu er ødelagt – og sine ferier i Danmark med både mor og far.

Her var tyske Finn-Ole Heinrich også selv ofte på ferie som barn. I slutningen af oktober kommer han tilbage, denne gang til Aarhus. HAY-festivalen for børnelitteratur er nemlig gået sammen med Kulturby Aarhus 2017 og Gyldendal om at udgive antologien Lige nu med 21 unge europæiske forfatteres noveller med rejser som omdrejningspunkt.

Juryen, der består af en spansk og en engelsk forfatter og danske Kim Fupz Aakeson, har her bl.a. peget på Finn-Ole Heinrichhs Pekka-Style – altså historien om Pekka, der overrasker sin kammerat med sin aggressive ringen på dørklokken. Få minutter efter at Pekka har ringet på døren, har han overtalt fortælleren til, at de skal stikke af til Frankfurt sammen, selvom ingen af dem har været der før.

»Skid nu ikke i bukserne, det skal nok gå, vi er jo ikke småbørn længere.«

»Hvad er vi så?«

»Hallo, jeg er næsten ti, og du er over elleve, tilsammen var vi allerede voksne sidste år. Vi har da totalt styr på det.«

Børnelitteratur 2017

I børnelitteraturen er forholdet mellem forfatter og læser per definition ulige. Forfatteren er voksen, det er læseren sjældent. Derfor bliver den børnelitterære forfatter i langt højere grad end den voksenlitterære bedt om at forholde sig til sin læser. Kan man skrive den slags for børn? Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags for børn? Det er nogle af de spørgsmål, de må forholde sig til.

I denne serie forsøger vi at besvare spørgsmål som disse ved at kigge nærmere på nye tendenser i børnelitteraturen og interviewe bogaktuelle forfattere.

Det handler om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og Kinas mest populære børnebogsfatter Yang Hongying, der ønsker at tilbyde de kinesiske børn et frirum fra det konkurrencepres, de udsættes for.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’Unge mennesker har i højere grad end voksne brug for føle sig repræsenteret’

    13. oktober 2017
    Den finske succesforfatter Salla Simukka bruger i sine ungdomsromaner eventyrets universelle fascinationskraft til at vise mangfoldigheden blandt mennesker. Det er især vigtigt for unge mennesker at føle sig repræsenteret, siger hun
  • Grænserne bliver flydende i børnelitteraturen

    13. oktober 2017
    Børnelitteratur 2017 byder på de nyeste tendenser i børnelitteraturen og interviews med bogaktuelle forfattere. Det handler blandt andet om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og ønsket om pusterum til kinesiske børn, der udsættes for konkurrencepres
  • I guldalderen boomede børnelitteraturen – også den på fransk og tysk

    13. oktober 2017
    På Det Kongelige Bibliotek sidder et lille forskerhold og gransker slidte børnebøger, gulnede breve og dagbøger fra årene 1790-1850. Målet: At komme tæt på periodens børn og deres læsevaner
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu