Læsetid 9 min.

Børn synger hele tiden – det er bare om at lytte efter

Der findes morgensange, fødselsdagssange, godnatsange, spejdersange, rundkredssange, alfabetsange, sange om at være en god kammerat, drillesange og den der duksede farvelsang, man sang, når man satte stolen op efter sidste time. Men hvad skal en god børnesang kunne?
Der findes morgensange, fødselsdagssange, godnatsange, spejdersange, rundkredssange, alfabetsange, sange om at være en god kammerat, drillesange og den der duksede farvelsang, man sang, når man satte stolen op efter sidste time. Men hvad skal en god børnesang kunne?

Line Malling Schmidt/iBureauet

13. oktober 2017

Jeg har ingen børn, men belejligt nok skal jeg passe min venindes datter, Flora, på tre år en uge inden deadline. Vi går hen mod legepladsen i Enghaveparken, og jeg spørger, om vi skal synge en sang. Det skal vi, vi skal synge »Let it go«.

Hele vejen op ad Enghavevej synger vi det storslåede Frozen-hit. På vej hjem forsøger jeg igen, mon hun kender en god sang? Det gør hun da, hun kender »Let it go«. Så den synger vi igen og så én gang til hjemme i stuen, hvor Flora iført Elsa-kjole udfører dansekoreografien fra filmen. Det går dårligt med min research, synger de kun Disney i institutionerne? Jeg giver op, foreslår, at vi leger en leg.

»Men Ida, så skal det være den med den lille sorte kat«. »Lille sorte kat«, den kan heldigvis googles og viser sig at være en yderst populær legesang, der synges til børnerytmik over hele landet. Det viser sig også, at det er dansk børnesangs grand old lady, Lotte Kærså, der har lavet den. Det er da hende, jeg skal snakke med.

Vi synger, før vi taler, vi danser, før vi går

Lotte Kærså er født i 1929 og har lavet musik til børn lige siden reformpædagogikkens indtog på de danske pædagogseminarier. Hendes mantra har altid været, at en god børnesang skal appellere til medleven. Det handler om at møde barnet, der hvor det er, ved at vække begejstring og give plads til deltagelse.

Måske er det derfor, hun ikke for alvor blev vippet af pinden, da nye strømninger kom til i de efterfølgende årtier: Vesterbro Ungdomsgårds socialrealisme, 1970’ernes syretrip til de mindste i form af f.eks. Bennys badekar og 1990’ernes stribe af hitudgivelser med Åh Abe, Pa-Papegøje, Tangokat, Hej Frede og Hemli’ Helikopter.

Så kom Bullerfnis til, Børne-MGP kom til, og skiftende syngeglade børneværter dukkede op på DR’s sendeflade: Sigurd Barrett, Hr. Skæg, Onkel Reje. Imens fortsatte Lotte Kærså ufortrødent med at rejse landet tyndt med sine rasleæg og komponere nye sange til nye generationer af små fans. Som Gitte Kampp, lektor ved musikprofilen på pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg udtrykker det: »Lotte Kærså er en institution i sig selv«.

Ifølge Kærså satte pædagogernes opgør med den sorte skole gang i en ny æra i dansk børnemusik:

»Det er sådan en bølge af kreativitet, der skyller ind over seminarerne i 1930’erne og 40’erne. Det er jazz, det er moderne, det er anderledes,« forklarer hun.

Ud af den reformpædagogiske strømning sprang ’den musiske bevægelse’ med frontfigurer som komponist Bernhard Christensen og bevægelsespædagog Astrid Gøssel. Lotte Kærså beskriver, hvordan de overførte det antiautoritære tankegods til det musikalske samspil med børnene:

»Det handlede i bund og grund om troen på, at børn er noget i sig selv. De er ikke nogle små tomme kar, man bare skal fylde op.«

Gitte Kampp, der har undervist på Pædagoguddannelsen siden 1998, er ikke i tvivl om, at Lotte Kærsås generation af børnesangskrivere har været afgørende for, at vi i dag opfatter sang og leg som en del af barnets dannelse i at være medborger. Hun oplever, at arven fra reformpædagogikken stadig står stærkt, og at meget musik til børn også i dag tager udgangspunkt i barnets eget univers:

»Man har fået øjnene op for, at børn hele tiden synger – det er bare om at lytte efter. For eksempel når de går rundt på legepladsen, hvor de skaber det, man kalder spontansange.«

Gitte Kampp refererer til begrebet prosodi, der er en måde at beskrive musikken i sproget på: »Vi synger, før vi taler, vi danser, før vi går. Børn kan kende deres eget modersmål, når de er et halvt år gamle, uden at de egentlig forstår ordene. Det handler om stød, intonation, opadgående og nedadgående glissader, pauser og rytmik.«

Hun understreger dog samtidig, at musikken gennem de sidste mange år er blevet nedprioriteret på pædagogstudiet:

»I dag kan du faktisk godt uddanne dig til pædagog helt uden at møde musikfaget!«.

Men musik og sang er ifølge Gitte Kampp en vigtig del af barnets identitetsdannelse:

»Vi skal dyrke de æstetiske udtryksformer i børnekulturen, for børn undersøger og leger med det æstetisk hele tiden. Musikaktiviteter understøtter deres fantasi og kreativitet og kan spille en vigtig rolle med hensyn til at styrke børnefællesskaber.«

Typer af børnesange

Pludresange

De små melodier og lydstumper, børn kan lave helt fra spædbarnsalderen, hvor de bliver opmærksomme på deres egen stemme

Spontansange

Kan for eksempel opstå i forbindelse med leg, hvor børnene synger om deres egen aktivitet eller bruger sang til at udtrykke deres sindstilstand

Udråbssange

Sange som »Avra for Laura«, hvor barnet kommunikerer til andre ved at synge en improviseret sang på en fast melodiformel

Rim – remser – rap

Sange, der drives frem af rim- eller remseforløb

Fagtesange

Sanglege, hvor bestemte bevægelser hører sammen med teksten i sangen

Rammesange

Sange med en fast melodi og indbygget plads til improvisation, hvor børnene byder ind med nye emner og aktiviteter efter første vers

Identitetssange

Sange, der beskriver børns hverdag

Kultursange

Overleveringer, gamle børnesange som f.eks. »Tornerose var et vakkert barn«, »Jeg gik mig over sø og land« og »Så går vi rundt om en enebærbusk«

Baseret på undervisningsmaterialet til »Leg, musik og bevægelse« på Rytmisk Musikkonservatorium.

 

Bongopatter

Hele livet har Lotte Kærså skrevet sange, der appellerer til barnets fantasi og giver plads til det spontane. For eksempel den populære »Jeg har lommerne fulde af kastanjer«, hvor børnene skiftes til at finde på, hvad de har i lommerne, som de vil dele med de andre. Det er det, Lotte Kærså kalder en rammesang. Sange med et fast vers, der giver mulighed for at improvisere over tekst, melodi og bevægelse.

Det, der adskiller sådan nogle sange fra ældre børnesange som »En pige gik i enge«, »Jeg en gård mig bygge vil« og »Tornerose var et vakkert barn«, der er gået i arv i mange generationer, er blandt andet sproget. Når Lotte Kærså har komponeret en melodi, begynder hun at arbejde med brudstykker af sætninger, hun har opsnappet fra børn:

»Du vil for eksempel ikke opleve en Lotte Kærså-sang med omvendt ordstilling. Det hører til i de gamle kultursange, selvfølgelig også på grund af rimtvang, hvor man synger »I en skov en hytte lå« og »En lille frø i mosen sad«. Mine sange er ligeud ad landevejen, og jeg skriver på et hverdagssprog, der minder om børnenes eget. For at få dem til at tænke med og til selv at udtrykke sig. Når jeg sidder sammen med en gruppe børn og synger, så føler jeg, at jeg laver en puls i rummet. Jeg laver musik, der appellerer til børnenes egne bevægelser, egne rytmer og til deres socialisering.«

Til at begynde med fik reformpædagogikkens rundkredssange med marimbarytmik og barnet i centrum sig imidlertid også et par hak i tuden.

»De kaldte os jo bongopatterne,« griner Lotte Kærså. »Vi gik selvfølgelig også rundt med malet tøj og de der bongotrommer på maven, så lidt outreret var det da. Det var jo en hippietid. Men det handlede nok også om, at der var nogen, der ikke kunne forstå behovet for en ny type børnesange, og som havde svært ved at tilegne sig ideen om alt det der musik i pædagogikken. Så var det lettere at gøre grin med det.«

Fem betydningsfulde børnesangsforfattere gennem tiden

Harald Bergstedt

(1877-1965)

Har blandt andet skrevet »Solen er så rød, mor« og »Jeg ved en lærkerede« med musik af Carl Nielsen. Var dog på grund af sit virke på den nazistiske avis Fædrelandet underlagt forbud mod at blive spillet på Danmarks Radio frem til 1963

Poul Kjøller

(1937-1999)

Blandt andet kendt for »Jeg er så glad for min cykel«, »Min rokketand« og populære Kaj og Andrea-sange som »Bakke-Snagvendt Sangen«

Halfdan Rasmussen

(1915-2002)

Forfatteren bag teksterne til et hav af danske børnesange, bl.a. »Lille sky gik morgentur«, »Mariehønen Evigglad« og »Rapanden Rasmus«

Sebastian

(1949-)

Har skrevet en række kendte børnesange, bl.a. »Hodja fra Pjort«, »Nana« og »Ronja Røverdatter«

Alberte

(1963-)

Gennembrud inden for børnesangsgenren med cd’en Tju bang chokolademand fra 1994, der ud over titelsangen talte hits som »Danser i min mors høje sko« og »Verdens klogeste dreng«

Børn tænder på mol

Ud over spontansange, rammesange og kultursange opererer man inden for børnesange også med begrebet identitetssange. Et eksempel på sådan én er Lotte Kærsås nok mest kendte sang »Her bor jeg«, der var en af denne skribents yndlingssange i folkeskolen.

Den handler om et barn, der sidder og trykker næsen flad mod vinduesruden og kigger på bylivet uden for: »Jeg kan se no’en børn der leger, og en mand der går og fejer, og bussen der drejer om hjørnet.«

Modsat det ofte landlige univers med marker og brægende får og jægere langt ude i skoven i traditionelle børnesange, bliver der her sunget om at bo i lejlighed og i kollektiv, inden sangjeget i sidste vers undrer sig over, hvordan det kan være, at ikke alle har noget at bo i.

»Her bor jeg« hører til Lotte Kærsås mere socialrealistiske sange. Den socialrealistiske sang prøver at påvirke barnet og fortælle det noget om verden, som det for eksempel er tilfældet i »Bare det var søndag altid«, »Diktatoren i Chile« og »Vi går med røde sokker«. Da jeg sætter den på hjemme i stuen på Vesterbro, konstaterer Flora i Elsa-kjolen, at »den er lidt trist«.

Ifølge Gitte Kampp har der ikke altid været tradition for at tage tunge emner op i danske børnesange:

»I 1970’erne var der en markant bevægelse, der mente, at en børnesang ikke skulle spænde over mere end tre til fem toner, fordi børn ikke havde mere stemmemateriale. Det skulle være glad musik i dur, for man skulle jo nødig gøre børnene kede af det. Det blev jo noget enormt kedelig musik, som ingen børn gad synge.«

Der er fortsat en del nyere børnesange, der er befolket af nuttede dyr, som skal igennem en gruelig masse, før det til sidst ender lykkeligt, f.eks. »Giraffen Gumle« af Linda Vilhelmsen. Men det er også vigtigt med børnemusik, der kommer omkring resten af følelsesregisteret, mener Gitte Kampp og henviser til, at de fleste børn på et eller andet tidspunkt kommer i børnehave og har set en død gråspurv på vejen eller mistet en farfar:

»Det er klart, at der kan være noget opbyggeligt i at høre folkeeventyr, hvor der er tre prøvelser, og det ender lykkeligt. Men man skal jo også langsomt stifte bekendtskab med andet end happy endings og forstå, at det er godt at kunne græde og afreagere. Man kan bokse i en pude, synge en vred sang, trampe en vredesdans eller lytte til instrumentalmusik med molakkorder. Jeg tror, at børn tænder meget på mol.«

Børnepuls i 8/8-takt

Lotte Kærså sidder ikke stille. På trods af at hun har været i gamet i en menneskealder, er der en ny cd på vej med 22 nye sange, og en gang om ugen underviser hun på Rytmisk Musikkonservatorium i »Leg, musik og bevægelse«. Hun har brugt et helt liv på at studere børn og tage ved lære af dem, og hun gentager flere gange, at når man laver musik til børn, gælder det om at »føre dem med en nænsom hånd«.

»Små børn, de er skide undertrykte af alt det, de voksne synes, de skal kunne. De skal tidsnok lære at komme ind i en voksenrytme, men deres udfoldelser i den tidlige barndom er utrolig vigtige. I stedet for at sige: »Se på mig, gør som mig«, skal man lade dem selv udfolde sig. Børn er jo født med rytme, de er smaddergode til det.« Lotte Kærså kører rundt på stolen og viser, hvordan børn mærker rytme helt ind i sjælen.

»Men de har en meget hurtigere puls, og det er derfor, vi tit kommer til at undertrykke det. Jeg vover at sige, at de ikke går i 4/4, de går i 8/8. Alle deres bevægelser har en hurtig puls – de ligger og spræller og kravler og ruller – ud fra deres egen rytme og deres egen bevægelse. Det er det, jeg har iagttaget gennem mange år. Det er det, jeg tænker på, når jeg laver sange til børn.«

Fredag den 13. oktober udkommer særtillægget Børnelitteratur.

Børnelitteratur 2017

I børnelitteraturen er forholdet mellem forfatter og læser per definition ulige. Forfatteren er voksen, det er læseren sjældent. Derfor bliver den børnelitterære forfatter i langt højere grad end den voksenlitterære bedt om at forholde sig til sin læser. Kan man skrive den slags for børn? Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags for børn? Det er nogle af de spørgsmål, de må forholde sig til.

I denne serie forsøger vi at besvare spørgsmål som disse ved at kigge nærmere på nye tendenser i børnelitteraturen og interviewe bogaktuelle forfattere.

Det handler om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og Kinas mest populære børnebogsfatter Yang Hongying, der ønsker at tilbyde de kinesiske børn et frirum fra det konkurrencepres, de udsættes for.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’Børn skal ikke beskyttes mod virkeligheden. De kan altså godt tænke selv’

    13. oktober 2017
    Afsked og tvivl blandes med vildskab og humor i den prisvindende forfatter Finn-Ole Heinrichs bøger for ’ikke så gamle mennesker’. Succesopskriften ligger i stærke historier uden en bedrevidende fortæller, mener den 35-årige tysker, der gæster HAY-festivalen for børnelitteratur under Aarhus 2017
  • ’Unge mennesker har i højere grad end voksne brug for føle sig repræsenteret’

    13. oktober 2017
    Den finske succesforfatter Salla Simukka bruger i sine ungdomsromaner eventyrets universelle fascinationskraft til at vise mangfoldigheden blandt mennesker. Det er især vigtigt for unge mennesker at føle sig repræsenteret, siger hun
  • Grænserne bliver flydende i børnelitteraturen

    13. oktober 2017
    Børnelitteratur 2017 byder på de nyeste tendenser i børnelitteraturen og interviews med bogaktuelle forfattere. Det handler blandt andet om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og ønsket om pusterum til kinesiske børn, der udsættes for konkurrencepres
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
Pia Colère Lenau og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Det er skuffende og nedtrykkende at læse at en pædagog uddannelse kan gennemføres uden musik.. hvor fattigt. Og Lotte Kærså er bare nr 1.

Brugerbillede for Erik Bølling-Ladegaard
Erik Bølling-Ladegaard

Lotte Kærså er så fantastisk en kvinde.
Har givet os så mange gode sange og masser af inspiration til musik og sang og leg med børn
Glæder mig meget til at høre den nye cd !!!

Brugerbillede for ib jensen

Som pædagog gennem snart 45 år, der gennemalle årene har brugt musik som samværs- og fortælleform med alle aldersgrupper, kan det både glæde og undre, at Information endelig beskæftiger sig med dette tema. Denne korte artikel "glemmer" da også at nævne, at det er umuligt at komme igennem til medierne, hvis man udgiver/laver musik for, med og til børn. DR har INGEN kanaler, der spiller/anmelder børnemusik! Selv Information nægter at anmelde børnemusik (jeg har selv forsøgt at fremsende en CD for de 2-6årige kaldet "Se På Mig" til redaktionen. Resultatet var larmende tavshed! Det samme skete hos Politiken. Selv pædagoguddannelsen er ligeglade med, hvad vi laver ude i praksis! tjek"sepaamig - facebook" hvis i skulle være interesseret i nye sange for børn.