Læsetid: 11 min.

Bullshit tabte Danmarks Første Rockerkrig, men kan hjælpe os til at forstå nutidens bandekonflikter

Mens bandekrigen rasede på Nørrebro, har Information været med journalist og forfatter Camilla Stockmann på tur i området omkring Bullshits gamle klubhus på Amager til en snak om barndom, bander og bestialske mord. Stockmann og hendes ægtefælle, dokumentaristen Janus Køster-Rasmussen, er aktuelle med en bog
Camilla Stockmann foran det hus, hvor hendes far boede. Det var her hun som barn så Bullshit-rockerne for første gang. I dag er rockerborgen væk, men naboerne kan stadig huske de ubudne gæster.

Camilla Stockmann foran det hus, hvor hendes far boede. Det var her hun som barn så Bullshit-rockerne for første gang. I dag er rockerborgen væk, men naboerne kan stadig huske de ubudne gæster.

Lærke Posselt

6. oktober 2017

»De så jo sindssyge ud. De lignede ikke normale mennesker. Men det var jo også det, der fascinerede. Hvad er det der gør, at nogle vælger at leve det liv – en fuldstændig marginaliseret tilværelse?« spørger Camilla Stockmann retorisk.

Det støvregner. Vi står på parkeringspladsen foran Danmark største Nettobutik og kigger over på det, der engang var Bullshits klubhus under Danmarks Første Rockerkrig. Bygningen er høj og rød og ikke nogen arkitektonisk lækkerbisken. Til gengæld er den udstyret med franske altaner og store vinduer, og i hjertet af bygningen arbejder en snurrende elevator flittigt på at skåne beboerne for de mange trapper.

Rockerborgen er for længst omdannet til ældreboliger, og foran gadedøren er det ikke længere motorcykler og patruljevogne, men rollatorer og biler fra hjemmehjælpen, der præger gadebilledet. Som regnen tiltager, skrår vi over vejen og stiller os i det overdækkede indgangsparti til ældreboligerne.

Rockerne rykker ind

Camilla Stockmann var tolv år, da Bullshit i 1985 flyttede ind på adressen Kirkegårdsvej 7. Hun tilbragte hver anden weekend hos sin far i nummer 13 – et slattent stenkast fra rockerborgen. Hun havde – som alle andre danskere – hørt om mordet på Makrellen og den verserende krig mellem Bullshit og Hells Angels. Rygterne om de nye naboers indvielsesritualer begyndte hurtigt at sprede sig.

»Der gik historier om, at når de fik deres veste, skulle der kastes op på dem, pisses på dem. Det er jo forunderligt! Hvorfor har man lyst til det? Hvad er det, der er så stærkt og attraktivt ved at have en lædervest på, som nogen har brækket sig på efter at have drukket Jägermeister?«

Det hus, Camilla Stockmanns far boede i, er blevet gult i stedet for hvidt, men ellers ligner det sig selv. Med et forhus og et baghus adskilt af en lille gård ligesom nabohusene. Her boede børnefamilier, unge mennesker og pensionister.

Bullshit-rockere til koncert på Femøren. Langt hår, tatoveringer og slidte jeans var, foruden en obligatorisk sort lædervest med en skidende tyr på ryggen, kendetegnende for deres fremtoning.

Lars Hansen
Ritzau Foto

Nogle er gået bort, men mange bor her endnu. Almindelige mennesker med almindelige job, som ikke ønskede at have ualmindeligt bevæbnede rockere i deres baghaver.

Men rockerne flyttede ind, og pludselig boede snedkere, skibsbyggere og sygeplejersker dør om dør med voldsmænd, hashhandlere og kommende mordere.

Som vi står foran huset og kigger over på Netto, der dengang hed HH Supermarked, fortæller Camilla Stockmann, at hun ofte så rockerne på gaden, eller når de handlede ind. Men der er én episode i Amager Centret, der står særligt klart i Camillas erindring:

»Jeg stod og kiggede ind på centerpubben Amagerhylden, og der så jeg en af Bullshitrockerne sidde og drikke en Cocio, og jeg kunne simpelthen ikke få det til at passe sammen, at der sad en hardcore rocker og drak kakaomælk. Det billede, rockerne forsøgte at skabe, og de mennesker, som de var, passede ikke altid sammen. Drivkraften har derfor været at komme om bag facaden og fortælle, hvem de var, hvor de kom fra, og hvorfor de blev, som de blev.«

Farlige familieforhold

I bogen Bullshit – fortællingen om en familie beskriver Camilla Stockmann og hendes ægtefælle, Janus Køster-Rasmussen, på baggrund af mundtlige og skriftlige kilder samt aktindsigt hos politi og domstole om, hvordan en gruppe drenge på knallerter fra Vestamager laver deres egne rygmærker på et læderværksted i den lokale fritidsklub og danner Nøragersmindebanden.

På samme tid følger vi tre drenges tid på Jyderup Realskole.

To af dem bliver en del af rockerklubben Filthy Few, som sammen med Nøragersmindebanden blev til Bullshit. Fælles for alle drengene er en opvækst præget af fattigdom, druk og vold. Vold i hjemmet, vold på gaden og vold på kostskolen. De brugte hagekors, sydstatsflag og SS-tegn til at vise omverdenen, at de ikke passede ind.

»Det var det mest provokerende, de kunne finde på. De fulgte ikke reglerne. Makrellen havde jo også Hitler tatoveret på sin overarm, selvom hans mor havde været i koncentrationslejr,« forklarer Camilla Stockmann.

Blå bog

Camilla Stockmann (f. 1973) er uddannet cand.mag i Moderne Kultur. Hun har skrevet klummer for Eurowoman og siden været tilknyttet dagbladet Politiken som journalist. Senest har hun haft orlov fra Politiken for at skrive bogen Bullshit – fortællingen om en familie sammen med ægtefællen, DR-dokumentarist, Janus Køster-Rasmussen.

Tidligere udgivelser:

  • Nyforelskelse og andre cykelstyrt, 2005/06 People’s Press
  • Michel Laudrups tænder (skrevet med Maise Njor), 2006 Gyldendal
  • Charlie Hotel Oscar Kilo (skrevet med Maise Njor), 2009 Gyldendal.

I 1979 skiftede Nøragersmindedrengene imidlertid deres hagekorsudstyrede denimveste og blankpolerede tyskerhjelme ud med den sorte lædervest fra Bullshit. Det berygtede 1%-mærke på venstre bryst markerede efter amerikansk forbillede, at de nu tilhørte den ene procent af motorcyklisterne, der ikke levede efter reglerne.

Men det var de ikke de eneste, der gjorde, og inden længe stod de, der engang bare var Nøragersminderødderne, med blod på hænderne og en modstander, der gik under navnet Hells Angels.

Panik i klubhuset

Bullshitrockerne var allerede trængt op i en krog, da de flyttede ind i huset på Kirkegårdsvej i 1985. Deres tidligere præsident, Henning Norbert Knudsen, bedre kendt som Makrellen, havde året forinden endt sine dage halvt hængende ud af sit folkevognsrugbrød til lyden af Jørn ’Jønke’ Nielsens stengun-maskinpistol.

I 1983 var de to Bullshitrockere Gnid og Paddel blevet stukket ihjel og en tredje såret på Restaurant Søpromenaden. Bent Svane Nielsen, kendt som Blondie, blev idømt 16 års fængsel for dobbeltdrabet.

Baggrunden for mordet var dels, at Bullshit åbenlyst havde provokeret ved at frekventere et Hells Angels-tilholdssted, og dels, at Bullshit ifølge Hells Angels havde brudt en gensidig aftale om, at Bullshit skulle holde sig på Amager, mens Hells Angels kunne operere i resten af København. Den territorieopdeling var Bullshit imidlertid ikke enig i.

I 1985 var der kun tolv fuldgyldige Bullshit-medlemmer tilbage i København, som ikke var i fængsel. Nogle var døde, mens andre havde trukket sig ud af klubben, inden et medlem i 1987 gjorde sig skyldig i, hvad der i offentligheden blev kendt som ’Betonmordet’.

»På dette tidspunkt var de blevet forhærdede. I bogen følger vi en række børn på Vestamager, og på en kostskole, som går fra at være børn til at blive hardcore gangstere – og så er det, at klubben går i stykker. Men hvad er det, der gør, at man lige pludselig står i en situation, hvor man diskuterer, hvad man skal gøre med et lig, i stedet for at ringe til politiet?« spørger Camilla Stockmann.

Svaret leverer hun og Janus Køster-Rasmussen i bogen, når de vender blikket mod det utilregnelige Bullshitmedlem Peter Panik, også kaldet PP, som skød en uskyldig mand en sen nattetime i klubhuset på Kirkegårdsvej. Han ville efter eget udsagn bare lave en såkaldt ’klikker’ mod manden, men pistolen gik af, og manden døde på stedet.

Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussens: Bullshit – fortællingen om en familie

I betongulvet på Staden

Den morbide løsning blev, at PP og de grænseløst loyale medlemmer, der var til stede, rullede liget ind i et gulvtæppe og bar det over i forhuset, hvor forrådnelsesprocessen stille og stinkende gik i gang. Derefter gik den dødes sidste rejse via et mørkt bagagerum til en interimistisk gravplads 1,70 meter nede i et betongulv i Multimediehuset på Christiania.

»Det var et enormt stærkt fællesskab. Fordi det blev så farligt, var man nødt til at kunne stole på hinanden. Det broderskab, der opstår, er virkelig stærkt. Alt andet blegner. Det er enormt identitetsskabende – du hører simpelthen til! Det er der ikke meget, der kan konkurrere med. Det kan faktisk være mere attraktivt at leve et liv, hvor man risikerer at blive skudt frem for et trygt liv, hvor man kan gå hjem og lukke sin dør og vide, at nu er alt okay,« siger Camilla Stockmann.

Måske er det i virkeligheden i denne smeltedigel af broderskab og gensidige afhængighedsforhold, man skal finde en del af svaret på den 12-årige Camillas undren over, at nogen har lyst til at gå rundt i en overpisset og -brækket lædervest med en skidende tyr på ryggen.

Bogen igennem mærker man som læser sammenholdet i Bullshit, og man forstår, hvordan bandens og det enkelte medlems identitet i mange tilfælde smelter sammen. Indvielsesritualet er derfor blot en mellemregning i det store regnestykke, hvis resultat er en form for familie, hvor lugten af pis får to funktioner: Den frastøder udefrakommende, og den binder de ildelugtende sammen.

Bullshit 1 – Hells Angels 8

Alle vidste, hvem Makrellen var, og alle vidste, hvem hans morder var. Slår man i dag Jønke op på Wikipedia, dukker følgende beskrivelse op:

»Jønke er en dansk morder, voldsmand, rocker og forfatter.«

Beskrivelsen er rytmisk, man kan næsten forestille sig en fortsættelse a la »… som i 1985 stiftede den alternative forfatterskole for utilpassede unge«.

Sådan lyder Jønke-opslaget ganske vist ikke, men vores bevidsthed om hans forbrydelser fortæller noget om mediernes dækning af Danmarks første rockerkrig – og om Jønkes senere brug af medierne. Alle ved, hvem Jønke er, mens de færreste kender navnene på de andre drabsdømte rockere, og Camilla Stockmann undrer sig da også over mediernes fremstilling af rockerkrigen.

»Den blev fremstillet som en symmetrisk krig, hvor der stod to rockergrupper over for hinanden og bekæmpede hinanden i en årrække. Der døde nogle på den ene side, og der døde nogle på den anden side. Men når man ser nærmere efter, er det tydeligt, at Hells Angels var en meget mere professionel og internationalt funderet bande. De havde jo forbindelser til afdelinger i Hamborg og USA. De var også ældre, og de var villige til at gøre brug af nogle metoder, som Bullshit ikke gjorde brug af i starten,« fortæller Camilla Stockmann.

Adspurgt om, hvorvidt Bullshit havde mere samvittighed de første år end Hells Angels, tager hun først en dyb indånding og kigger alvorligt ud i luften, inden hun svarer:

»Det dér med samvittighed, det er farligt, for jeg vil have det dårligt med at idyllisere dem. Det var jo hærdede kriminelle mennesker, og det har virkelig ikke været vores ønske at idyllisere den bande, men mere se på den med et undersøgende blik. Men man kan bare konstatere, at der blev dræbt otte medlemmer af Bullshit, mens der i nødværge blev dræbt én fra en supportergruppe til Hells Angels.«

Hvordan ser det så ud med symmetrien i bandelandskabet i dag? Tal fra Polsas og politiets årlige rapport om bander og rockere viser, at der indtil den 13. august i år er blevet registeret 55 rocker- og banderelaterede skyderier. Nogle sager bliver opklaret, mens andre ender som en notits i medierne i stil med: »En mand blev ramt af skud i benet i krydset mellem Nørrebrogade og Stefansgade.«

Det er muligvis vanskeligere at fastslå identiteten på nutidens maskerede pistolmænd, selvom enkelte af dem bærer den karakteristiske sorte Loyal to Familia-hættetrøje, end det var at udpege rockerne med deres læderveste og motorcykler under den første rockerkrig, men der er alligevel mange ligheder, mener Camilla Stockmann.

Oasens regelmæssige vold

Er Bullshit – fortællingen om en familie bizar nostalgi fra en svunden tid, er det tabernes beretning om en nedslagtning? Eller kan stemmerne fra dengang nuancere beretningen om konflikten og – med bagklogskabens hjælp – forklare, hvad der driver unge rødder ind i bandeverdenen og dermed trække tråde til nutiden?

»Man kan forhåbentlig læse den på forskellige måder. Rockerkrigen var noget, der fyldte meget i tiden. Den fik i samtiden megen omtale i pressen, men det var mest en cowboy og indianer-fornemmelse, man fik dér. I bogen zoomer vi ind. Det er fortællende journalistik, hvor vi rekonstruerer et forløb. Jeg håber, man kan læse den som en menneskelig historie og ad den vej komme tættere på,« siger Camilla Stockmann.

Medlemmer af Bullshit skubber deres afdøde præsident Henning Norbert Knudsen, bedre kendt som Makrellen, de sidste meter, inden de bærer ham ind til bisættelsen i Tårnby Kirke. Kort forinden brød rustvognen, som også var klubbens fælles bil, sammen på Englandsvej til skue for fotografer, gæster og forbipasserende.

Lars Hansen
Ritzau Foto

I bogen kommer læseren med til bords i de faldefærdige kolonihavehuse, inden de bliver til parcelhuse. Man følger med knallerterne, når rødderne kører i pendulfart mellem Nøragersmindegården og stamværtshuset Oasen ad Vestamagers alt andet end inspirerende hovedfærdselsåre, Kongelundsvej. Og man får et sørgeligt indblik i, hvordan kærlighed kan opstå på baggrund af frygt og svigt. Netop pigernes vej ind i bandemiljøet er både ubegribelig og letforståelig på samme tid.

Det folder Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen ud på nøgtern vis, når de lader Makrellens enke Pia fortælle, hvordan hun flygtede fra faderens hyppige og uforudsigelige tæv ind i armene på Makrellen. Jovist, Makrellen slog hende også, men kun hvis der var en årsag. En ’legitim’ årsag kunne for eksempel være, at hun havde gjort ham jaloux eller fået ham til at tabe ansigt.

Den årsagsbetonede vold gav mening, den gav ro. Pias ræsonnement fortæller på én og samme tid historien om en pige, der flygter fra vold, finder sig i vold og selv begynder at udøve vold. De aspekter er med til at give læseren en nuanceret forståelse af personerne bag Bullshits sorte og gule læderveste.

Fra Kongelunden til Nørrebro

Foran Bullshits gamle klubhus blev medlemmet Jan Sonberg offer for rockerkrigens sidste hævndrab. Hævndrab er stadig en indgroet del af rockerbandekulturen, hvilket de seneste års skyderier på Nørrebro vidner om.

Bullshitbogen drager ingen entydige konklusioner med hensyn til, hvordan folk kommer derud, hvor de med overlæg tager andres liv. I stedet tegner den et billede af en gruppe unge marginaliserede menneskers opvækst og hverdag, som den så ud for 30 år siden, og viser de åbenlyse ligheder mellem de unges univers dengang og nu.

»Det er, som om der i dag er kommet en utålmodighed i forhold til vores gamle forklaringsmodeller, der peger på, at det handler om sociale problemer og fattigdom. Det er, som om vi er blevet trætte af den historie. Men det er så entydigt, når man kigger på Nøragersmindebanden, at de alle sammen havde været udsat for vold i barndomshjemmet og lært af deres forældre, at tæsk er i orden, og at voksne er nogle, der slår. De bliver meget tidligt voldsparate, fordi de selv har været udsat for vold,« siger Camilla Stockmann.

Bogen kan således også læses som en spejling af den bandekrig, der i dag delvist bliver forklaret med etnicitet. Det er dog ikke særlig længe siden, at det var et ærkedansk fænomen, påpeger Camilla Stockmann.

»Vi vil enormt gerne i det politiske system gøre det til et etnisk problem, men arbejdet med bogen har gjort det tydeligt for mig, at det handler om ungdomspolitik og om pædagogik. Hvis du ikke er en del af et stærkt fællesskab, hvis du føler dig marginaliseret, så er det sindssygt attraktivt at gå ind i en bande.«

Vi går langs den del af Netto, som engang var et cafeteria, hvor der blev serveret fiskefileter, parisertoasts og pomfritter til de sultne gæster i HH Supermarked. Vi slentrer ind på parkeringspladsen og stopper ved Camillas cykel, som skal fragte hende tilbage over broerne. Inden Camilla sætter kurs mod Indre By, og jeg sætter kurs mod den rolige del af Amager, ikke langt fra Makrellens gamle hus, siger hun:

»Jeg håber, bogen vil bidrage til, at flere forstår, hvad det er, der gør, at børn bliver tiltrukket af det her. I bogen møder vi en pædagog, en ildsjæl, som virkelig prøver at få dem væk fra kriminaliteten, men han famler jo også i blinde. Han lykkes med noget, men der er også noget, han ikke lykkes med. I dag burde man bare have meget mere erfaring at trække på, så man kan undgå at skulle improvisere.«

Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen: ’Bullshit – fortællingen om en familie’. Udkommer den 25. oktober på Gyldendal.

Fagbøger 2017

Information stiller skarpt på en række af efterårets mest opsigtsvækkende faglitterære udgivelser.

Gennem interviews og anmeldelser dykker vi ned i historien om rockergruppen Bullshit, der tabte den første danske rockerkrig, litteraturscenen i Tyrkiet, de danske diplomater, der spillede dobbeltspil i forbindelse med koldkrigsbasen Camp Century og GirlSquads Ludermanifestet.

God læselyst!

Andre artikler i dette tillæg

  • Utopierne, der blev til virkelighed

    6. oktober 2017
    Rutger Bregman har nærmest startet en bevægelse med sin bog 'Utopia for realister'. Den er fyldt med eksempler på, at borgerløn er et glimrende middel til at bekæmpe fattigdom og ulighed. Og så leverer bogen en bredside til alle dem, Bregman kalder underhundssocialisterne
  • Det danske demokrati kunne blive langt mere demokratisk

    6. oktober 2017
    Med indførelsen af et såkaldt Borgerting og af samfundsrepræsentanter i de store virksomhedsbestyrelser kunne det danske demokrati blive langt mere demokratisk, argumenterer eliteforskere i ny debatbog
  • Socialdemokratiet opfandt integrationspolitikken

    6. oktober 2017
    Ny bog om Socialdemokratiets integrationspolitik viser et parti i konstant indre splid, som det ikke desto mindre er lykkedes at få sine modstandere til adoptere ideen om, at integration er en velfærdsstatslig kerneopgave
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Peter Tagesen
  • Trond Meiring
  • Erik Karlsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
David Zennaro, Peter Tagesen, Trond Meiring, Erik Karlsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu