Læsetid: 3 min.

Grænserne bliver flydende i børnelitteraturen

Børnelitteratur 2017 byder på de nyeste tendenser i børnelitteraturen og interviews med bogaktuelle forfattere. Det handler blandt andet om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og ønsket om pusterum til kinesiske børn, der udsættes for konkurrencepres
Børnelitteratur 2017 byder på de nyeste tendenser i børnelitteraturen og interviews med bogaktuelle forfattere. Det handler blandt andet om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og ønsket om pusterum til kinesiske børn, der udsættes for konkurrencepres

Johanne Sorgenfri/iBureauet

13. oktober 2017

Vi rejser rundt i hele verden og tilbage i tiden i denne serie om børnelitteratur. Og selvom forfatterne er meget forskellige, har de noget til fælles: De vil læserne noget.

Hvem vil ikke det, kunne man sige. Men i dette tilfælde handler det om mere end bare det at bevæge læseren med en god historie.

Relationen mellem forfatteren og læseren er måske ikke fundamentalt anderledes i børnelitteraturen, men der er noget, der gør relationen særlig. Nemlig at forfatteren er en voksen, og det er læseren ikke – eller sjældent i hvert fald. Det betyder, at der er en meget tydelig magtrelation mellem forfatter og læser. Astrid Lindgren har engang sagt om den – i hendes øjne – misforståelse, at børn har let ved at tilpasse sig, når de voksne flytter rundt med dem og på deres hverdag:

»De har overhovedet ikke let ved at tilpasse sig, selv om det kan se sådan ud. De resignerer bare over for overmagten.«

Forholdet mellem forfatter og læser af børnelitteratur er per definition ulige, og derfor bliver den børnelitterære forfatter i langt højere grad end den voksenlitterære bedt om at forholde sig til sin læser. Kan man skrive den slags for børn? Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags for børn? Og så videre.

Kunne man forestille sig voksenlitterære forfattere blive stillet den type spørgsmål om deres voksne læsere? Det sker kun, fordi børnelitterære forfattere tillægges et andet ansvar end voksenlitterære. Fordi voksne altid har udøvet magt over for børn, bliver børnelitteratur også opfattet som et sted, hvor magt kan udøves og børn påvirkes i positiv eller negativ retning.

Den mangfoldige børnelitteratur

De børnelitterære forfattere svarer beredvilligt på spørgsmålene, kan man læse seriens artikler. For de vil læserne noget.

Det kan være meget direkte: I USA kæmper en række Young Adult fiktionsforfattere for at øge diversiteten i YA og repræsentationen af marginaliserede unge. Og den finske forfatter Salla Simukka taler om stærke kvindelige karakterer, fordi dem er der for få af.

Det kan også være mere indirekte: I Tyskland insisterer succesforfatteren Finn Ole Heinrich på at tage børn alvorligt, når han skriver. Fra Kina hører vi om landets mest populære børnebogsfatter Yang Hongyings ønske om at tilbyde de kinesiske børn et frirum fra det konkurrencepres, de udsættes for.

Mange af dem skriver den børnelitteratur, de savnede som børn. Nu er de selv kommet til magten. Man må til gengæld ikke glemme, at litteraturen er decideret magtesløs, og et overgreb på den kan være lige så alvorligt som den forestillede overlast eller lykke, læserne kan opleve ved at læse den.

Det er de voksne, der sætter rammerne for børnelitteraturen. Det får vi også eksemplificeret i besøget hos et forskerteam, der blandt andet læser korrespondancer mellem børn i perioden 1790-1850 for at finde ud af, hvad børn læste på det tidspunkt.

Interessant er det her at opdage, at det, vi i eftertiden har kanoniseret fra perioden, ikke var det mest populære i samtiden. Man læste stadig oplysningstidens foretrukne fortælling for børn, Robinson Crusoe, i romantikken, da H.C. Andersen udgav de eventyr, som ellers i eventyrdigterens egen forståelse netop var et opgør med oplysningstidens børnelitteratur.

Konklusionen er måske, at overgangene er mere flydende, end det kommer til at fremstå, når vi skriver litteraturhistorie og laver kanon, der i sagens natur ikke kan have det hele med. Den erkendelse peger frem mod vores samtid, hvor vi skal huske på, at når vi taler om den moderne børnelitteraturs gennembrud, er det måske ikke det, der bliver læst mest af.

Børnelitteraturen er mangfoldig, og det er godt, for det er læserskaren også. Heldigvis har læserskaren også selv noget at sige i valget af litteratur.

Børnelitteratur 2017

I børnelitteraturen er forholdet mellem forfatter og læser per definition ulige. Forfatteren er voksen, det er læseren sjældent. Derfor bliver den børnelitterære forfatter i langt højere grad end den voksenlitterære bedt om at forholde sig til sin læser. Kan man skrive den slags for børn? Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags for børn? Det er nogle af de spørgsmål, de må forholde sig til.

I denne serie forsøger vi at besvare spørgsmål som disse ved at kigge nærmere på nye tendenser i børnelitteraturen og interviewe bogaktuelle forfattere.

Det handler om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og Kinas mest populære børnebogsfatter Yang Hongying, der ønsker at tilbyde de kinesiske børn et frirum fra det konkurrencepres, de udsættes for.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu