’Imam bag tremmer’ tager hr. og fru. Danmark med på en religiøs identitetsrejse

Efter en radiooptræden på P1 i 2014 bliver Hussain kontaktet af forlaget Gyldendal med et tilbud om at skrive en selvbiografi. Det var dog ikke før 2015, at Hussain takkede ja til tilbuddet. Terrorangrebet i København februar 2015 forandrede alt og blev den helt store katalysator for Hussains debut som forfatter.

»Velkommen til, jeg er lige kommet ind ad døren,« siger Hussain, idet han åbner døren til sin families bolig i Tingbjerg. Han bevæger sig ind mod stuen, hvor han er i gang med at made det yngste af børnene.

»Lad mig tage over,« siger hans hustru Hafsa, alt imens deres to andre børn på henholdsvis fem og tre kravler op og ned ad sofaen og leger inde i stuen.

Hussain blev i sin tid interviewet af TV 2 i kølvandet på terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen i København, hvor han udtalte, at danske muslimer også havde et ansvar for situationen.

Efter interviewet påpegede flere journalister over for Hussain, at det var første gang, at de havde hørt så klar en udmelding fra en imam i Danmark. I første omgang kom det helt bag på Hussain. Efter nogen betænkningstid kom han dog frem til, at der var hold i deres bemærkninger.

»Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at journalister sagde, at de ikke havde hørt nogen anden sige det før. Jeg husker, at jeg snakkede med mine imamkollegaer, som sagde: ’Det har vi da gjort’, hvorefter de fortalte om adskillige situationer.«

Hussains imamkollegaers tidligere udmeldinger bar ifølge ham selv præg af to ting: De var ikke tydelige nok, og de var gået ubemærket hen. Endda i så høj en grad, at selv Hussain som imam ikke havde bemærket dem. Dette blev startskuddet til de næste to års arbejde med bogen Imam bag tremmer.

Den religiøse rejse

I bogen tager Hussain læseren med på sin personlige religiøse rejse. Han fortæller, at den viden, han havde om islam fra sin folkeskoletid i Helsingør, var en kombination af kultur, det, han havde lært hjemmefra, og det, han ellers fik at vide om islam af sine ikkemuslimske venner og lærere samt medierne.

Det var dog først efter gymnasiet, da Hussain gik på Ingeniørhøjskolen, at det gik op for ham, at han hidtil havde levet en sorgløs tilværelse uden at blive konfronteret de store eksistentielle spørgsmål. Først i mødet med omverdenens undren i forbindelse med hans muslimske baggrund påbegyndte Hussain en refleksiv rejse.

»Jeg fik pludselig nogle spørgsmål kastet i nakken af folk omkring mig, og de tvang mig til at tage stilling til, hvorfor jeg egentlig er muslim.«

På rejsen støder Hussain på forskellige typer af muslimer. Han møder blandt andet, hvad han kalder »Hizb ut-Tahrir-orienterede typer«, hvis udlægning af islam er uigenkendelig for ham. Hussain vælger at udfordre de holdninger, hvilket er med til at forme hans videre religiøse færd.

Men også hans hustru Hafsa har haft en indflydelse på hans religiøsitet. De møder hinanden på et tidspunkt i deres liv, hvor de begge beskriver sig selv som »ikke specielt religiøse«.

»Vi udviklede vores religiøsitet sammen, i og med at vi begge søgte det. Det forhold, jeg fik opbygget med hende, har faktisk spillet en væsentlig rolle.«

Hussain kigger på Hafsa, som smiler og sender ham et anerkendende blik, hvorefter hun grinende siger:

»Du valgte nogle lidt sjove retninger i starten, hvor jeg tænkte, det var da godt nok mærkeligt.«

Hussain smiler igen og svarer:

»Vi har generelt fulgtes ad på vores religiøse rejse, med plads til individuelle forskellige tolkninger, men på et tidspunkt tager min rejse et gevaldigt spring.«

Hussain dykker dybere ned i islam, men denne gang tager han de akademiske dykkerbriller på. Hafsa bevæger sig i en mere spirituel retning.

Det mener Hussain netop er illustrativt for forskelligheden muslimerne imellem. Han påpeger, at danskerne i den grad mangler den slags nuancer i opfattelsen af muslimer, hvilket også danner rammen for en del af selvbiografiens tematikker.

Waseem Hussain: Imam bag tremmer

Fængslet: En verden i en verden

Det var Hussains faglige religiøse undren, der i 2011 bragte ham dertil, hvor han er i dag: en fængselsimam. På spørgsmålet om, hvorfor han valgte at gå den vej, svarer han:

»Det kom til mig. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, før jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at stå til rådighed for de indsatte med muslimsk baggrund.«

I bogen beskriver Hussain mødet med de indsatte, hvis hverdag i fængslet giver dem rig anledning til at reflektere over deres livsstil og de valg, de har truffet hen ad vejen. Hvor Hussains religiøsitet blev formet af omgivelsernes undrende spørgsmål, vækkes de indsattes religiøsitet af stilheden i de monotone fængselsceller.

»Mange af dem, jeg møder i fængslet, vil groft sagt gerne være ’bedre muslimer’, selvom jeg synes det er et dumt udtryk. De kunne hvert fald godt tænke sig at forholde sig mere til islam, hvilket de på grund af forskellige omstændigheder ikke har formået i løbet af deres liv.«

Hussain kommer i tanke om en anekdote, der ifølge ham selv fint viser mødet med de muslimske indsatte.

»’Er sort arbejde haram (forbudt, det vil ifølge islam sige ’synd’ i ordets oprindelige betydning, red.)?’ spurgte en indsat. ’Må man godt lyve, snyde og bedrage i islam?’ svarede jeg tilbage,« fortæller Hussain.

Den indsatte svarede nej. »Jeg spurgte ham så: ’Hvad tror du så med sort arbejde? Lyver, snyder og bedrager du?’ ’Ja, det gør jeg,’ svarede han. ’Jamen så er det ikke tilladt.’«

Det virker umiddelbart som en banal samtale, men Hussain fortæller, at det ikke altid lykkes ham at give de indsatte svar på deres spørgsmål.

»Det opfølgende spørgsmål fra den indsatte lød: ’Hvad skal jeg så gøre, imam – jeg har fået min dom og min advokatregning, og når jeg kommer ud, har jeg en plettet straffeattest, så jeg kan ikke få et job, og jeg har ikke nogen uddannelse.’ Og så er jeg ham svar skyldig. Det eneste, jeg kan gøre, er at give ham et religiøst svar og fortælle ham, at han skal afstå fra at handle ’forkert’.«

Hussain møder ofte fortvivlede indsatte, der ikke ved, hvad de skal gøre, når de vender tilbage til verdenen uden for fængselsverdenen. Han beskriver deres livssituation som »en straf i en straf«. De indsatte vil efter afsonet dom og trods mulig anger og ønske om at komme på ret kurs blive mødt af samfundet gennem straffeattesten, som Hussain kalder for »synderegisteret«.

»Vi bør stille spørgsmålet: ’Hvad vil vi med fængselssystemet? Vil vi straffe, eller vil vi resocialisere folk?’ Sådan som tendensen er lige nu, vil man straffe folk for at kunne tale til samfundets retsfølelse.«

Hussain finder det paradoksalt og mener, at samarbejdet mellem det verdslige og gejstlige personale i fængslet kombineret med den indsattes oprigtige ønske om at ville lægge sit kriminelle liv bag sig er vejen frem til en mulig resocialisering i samfundet og et reelt sporskifte væk fra den kriminelle vej.

Frygten for radikalisering

I fængslet møder han forskellige typer muslimer, hvoraf de fleste ifølge Hussain ikke er særlig religiøse. Med Imam bag tremmer ønsker han med afsæt i sit eget liv at afmontere de forestillinger og bekymringer, mange danskere har, når unge danske muslimer søger mod islam.

»Man arbejder ud fra en tese om, at hvis man aktivt søger islam i sit liv, så er man modtagelig for radikalisering. Den forestilling har fået lov at rodfæste sig, fordi den står uimodsagt. Selvfølgelig kan den indsatte være ekstra påvirkelig i situationen, og derfor er det vigtigt, at vi kigger på, hvorfor den påvirkelighed eksisterer”.

Han fortæller, at distancen til det danske samfund er en af de faktorer, der i første række skal håndteres, hvis en indsat skal resocialiseres – og hvis modtageligheden for radikalisering kan mindskes eller elimineres. Det er også der, Hussain spiller en rolle som fængselsimam.

– Hvad skal der til for at få flere imamer bag tremmer?

Hussain bryder ud i latter, efterfulgt af en eftertænksom pause.

»Det kræver, at vi har oprigtige imamer, som ikke bevæger sig i det, jeg i bogen kalder ’zigzagkurs’, hvor de over for deres menighed siger A, over for politikere siger B og i en tredje situation siger C.«

Hussain påpeger samtidig, at danskkundskaberne og tilhørsforholdet til Danmark og spiller en afgørende rolle.

»Så længe vi har imamer, som ikke behersker dansk godt nok, så har man både herboende muslimer, som ikke helt forstår, hvad der bliver talt om, og en hel del andre, som heller ikke er stillet ind på bølgelængden. Det håber jeg ændrer sig med tiden.«

Til hr. og fru Danmark

I Imam bag tremmer beskriver Hussain sin personlige identitetsrejse og vekselvirkningen mellem det at være muslim og det at være borger i Danmark. Han fremhæver de frustrationer, der løbende opstår, når han ser, at det omgivende samfund i lige så høj grad som de »Hizb ut-Tahrir orienterede typer« taler om muslimer som noget helt bestemt. Han er overbevist om, at majoriteten af danske muslimer ligesom han selv er trætte af stereotyperne.

»Groft generaliseret har du to ekstreme yderpositioner: præmieperkeren, der hader kultur og religion, og ekstremisten, der vil indføre sharia i Danmark. Man vil gerne have de danske muslimer ind i de her to bokse, og når det kommer til stykket, er der ikke særlig mange, der passer ind i dem.«

Hussain mener, at flertallet af danske muslimer er fejlrepræsenteret, og at de to yderpositioner er noget, kun de færreste vil kunne identificere sig med. Ikke desto mindre er bogen ikke primært skrevet til de danske muslimer.

»Vi skal som muslimer tage højde for, at den almene dansker ikke kan læse vores tanker. Jeg håber, at man gennem min bog kan få et anderledes indblik i tingenes tilstand. Bare fordi man er religiøs og dertil imam, er man ikke nødvendigvis kugleskør.«

Imam bag tremmer er ifølge Hussain primært skrevet til hr. og fru. Danmark, og han inviterer dem ind i det, han kalder »den mere repræsentative fortælling om den danske muslim.«