Læsetid: 12 min.

Ny bog om hemmelig koldkrigsbase under indlandsisen afdækker dansk diplomatisk dobbeltspil

Midt under Den Kolde Krig byggede USA en base under Grønlands indlandsis, der i al hemmelighed skulle opbevare 600 atommissiler rettet mod Sovjetunionen. Camp Century var på overfladen et videnskabeligt prestigeprojekt, der revolutionerede klimaforskningen, men den danske regering havde ikke ubetinget tillid til amerikanernes reelle hensigter. Ny bog afdækker det diplomatiske dobbeltspil, som fortsat skaber spændinger i rigsfællesskabet
Camp Century’s hovedtunnel får pålagt tag af bølgeblik, mens processen bliver dokumenteret af fotografer fra US Army. Lejren var en radikal idé, men USA havde oprindeligt mere vidtgående planer i Arktis. I uofficielle samtaler med den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, tilbød amerikanerne at købe hele Grønland for omkring 100 mio. dollars, eller fire gange så meget, som Danmark modtog i Marshallhjælp fra USA.

Camp Century’s hovedtunnel får pålagt tag af bølgeblik, mens processen bliver dokumenteret af fotografer fra US Army. Lejren var en radikal idé, men USA havde oprindeligt mere vidtgående planer i Arktis. I uofficielle samtaler med den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, tilbød amerikanerne at købe hele Grønland for omkring 100 mio. dollars, eller fire gange så meget, som Danmark modtog i Marshallhjælp fra USA.

National Archives Washington

6. oktober 2017

I juni 1959 indledte en karavane af gigantiske bæltekøretøjer en seks døgn lang rejse ind over den grønlandske indlandsis – en karavane, der fortsat forårsager rystelser i rigsfællesskabet. Permafrosten gav sig under de brede larvefødder på køretøjerne, der var tungt lastet med byggematerialer, brændstof og mad nok til at brødføde en underjordisk by.

Den 200 kilometer lange rejse foregik i sneglefart og dybeste hemmelighed. Danmark havde endnu ikke godkendt USA’s planer om at bygge den underjordiske base, der skulle blive kendt som Camp Century, men Pentagon turde ikke vente længere. Den Kolde Krig var på frysepunktet, and winter was coming.

At bore sig ned i Grønlands indlandsis er en teknologisk bedrift om sommeren. At gøre det om efteråret, hvor temperaturen falder til 50 grader under frysepunktet, mens storme hvirvler sneen op og opløser horisonten, så man mister orienteringen og bliver svimmel, ville være umuligt.

I København var regeringen tiltagende nervøs. Udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen indkaldte den 20. august 1959 til krisemøde, da det stod klart, at amerikanerne havde påbegyndt gravearbejdet uden dansk godkendelse. Han kaldte amerikanernes aggressivitet for »uregulær« og frygtede, at »hele spørgsmålet om atomvåben og lignende i Grønland skulle blive inddraget i sagen«.

Også formanden for Atomenergikommissionens forretningsudvalg, H.H. Koch, var bekymret. Ifølge den amerikanske ansøgning skulle lejren huse 60 forskere og 40 andre indbyggere. Det var alt for mange til de forskningsaktiviteter, USA lagde op til i ansøgningen. Til mødet udtrykte han bekymring for mulige »militære formål bag installationen«.

Koch havde ret, men havde intet begreb om omfanget af de amerikanske planer. Camp Century var første spadestik til Project Iceworm. I al hemmelighed planlagde USA at etablere et bykompleks under isen på 250.000 km2, svarende til 12 pct. af Grønlands areal.

Tunnelbyerne skulle huse 11.000 indbyggere og 600 atommissiler rettet mod Sovjetunionen. Stod det til den amerikanske hær, skulle Danmark være USA’s frontlinje i Den Kolde Krig.

Krise i dag

Afsløringen af omfanget af de amerikanske ambitioner på Grønland er en af flere spektakulære oplysninger i Henry Nielsens og Kristian Hvidtfelt Nielsens bog Camp Century – Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis.

På baggrund af flere års research i Rigsarkivet og i de amerikanske nationalarkiver i Washington leverer de to forskere den første samlede beretning om Camp Century. Det er historien om svære diplomatiske dobbeltspil. Om et vigtigt, men utilsigtet gennembrud i klimaforskningen. Men også om Danmarks koloniherrementalitet over for Grønland, som i dag har udløst den ifølge forskerne »alvorligste krise i rigsfællesskabets 200 år lange historie«.

»Camp Century er symbolet på noget større, nemlig Danmarks historiske forhold til Grønland,« siger den ene af bogens forfattere Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor i videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

»Lejrens historie afdækker, hvor vigtig en brik Grønland blev for dansk sikkerhedspolitik og naturvidenskabelig forskning under Den Kolde Krig. Men også hvordan danskerne slet ikke tog grønlænderne med på råd i de vigtige beslutninger. Man kan sige, der ligger mange års opsparede grønlandske frustrationer begravet sammen med Camp Century,« siger han.

Danske Søren Gregersen og hans amerikanske spejderkollega Kent Goering får demonstreret, hvordan atomreaktoren PM-2A styres fra kontrolrummet. 18-årige Gregersen blev for en stund mediestjerne i Danmark, men han tænkte ikke over, at hans eventyr under Grønlands is var led i en amerikansk propagandakampagne.

National Archives Washington
I foråret 2017 brød frustrationerne ud i lys lue, da Grønlands fyrede udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq klagede over Danmark til FN over, at Danmark havde svigtet sit ansvar for at rydde op efter den radioaktive forurening ved Camp Century-basen.

»Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt,« sagde Qujaukitsoq i foråret til Information om sagen, der endte med at koste ham jobbet som udenrigsminister.

Magtkampe i Pentagon

At Camp Century en dag skulle få fundamentet under rigsfællesskabet til slå revner, var der i 1959 ingen, der havde forestillet sig. Karavanen af bæltekøretøjer nåede efter seks dage sit mål: en flad isslette i ingenmandsland.

Med hjælp fra en specialbygget schweizisk snefræser begyndte amerikanerne at skrælle skorpen af Grønlands overflade. En 335 meter lang og otte meter bred istunnel blev udgravet. Herfra konstruerede de 21 sidetunneller for at huse mandskabsbarakker, laboratorier, biblioteker og en atomreaktor til at drive lejren.

Når den amerikanske hær overhovedet gav sig i kast med et sådant vanvidsprojekt, skyldtes det både ydre og indre pres. Halvandet år før havde Sovjetunionen taget verden på sengen med opsendelsen af satellitterne Sputnik 1 og Sputnik 2 – og rumhunden Laika. Det spredte panik i Washington, der frygtede at blive overhalet i våbenkapløbet.

Samtidig var hæren presset på de indre linjer af flåden og luftvåbnet, fortæller Hvidtfelt og Nielsen i deres bog:

»Da US Army Engineer Studies Center i slutningen af 1950’erne fik ideen til Project Iceworm, havde hæren stærkt brug for at gøre sig relevant i forhold til USA’s eksisterende missilprogrammer, ikke mindst flyvevåbenets Minuteman,« skriver forfatterne.

På det tidspunkt tegnede hæren sig for 22 procent af de samlede amerikanske forsvarsbevillinger, mens flåden stod for 29 procent og luftvåbnet hele 49 procent. Så sent som under Koreakrigen 1950-1953 havde fordelingen været omvendt i hærens favør.

Camp Century var fodfolkets forsøg på at forblive relevant i en ny krigsalder. Hærens missiler af Iceman-typen stationeret i stort tal på Grønland kunne på grund af deres placering ramme mål i Sovjetunionen hurtigere end konkurrenternes i luftvåbnet. Dertil ville et spindelvæv af tunneller under isen være stort set umuligt at neutralisere i et sovjetisk overraskelsesangreb.

»Og måske vigtigst af alt,« bemærker Hvidtfelt og Nielsen: »I modsætning til Minuteman-missilerne, der efter planen skulle opføres i hærdede siloer i USA og efterfølgende blev det, ville Iceman-missilerne være placeret langt væk fra amerikanske beboelsesområder og derfor ikke udgøre en potentiel risiko i tilfælde af sovjetiske angreb.«

Folketinget ført bag lyset

Frygten for at blive sovjetisk skydeskive var også udtalt i den danske regering. Den bekymring skulle balanceres med forholdet til supermagten USA og NATO-alliancens behov for militær tilstedeværelse i Arktis.

Stik imod folketingsflertallets ønske havde statsminister H.C. Hansen (S) to år før, i 1957, i hemmelighed tilladt amerikanerne at opmagasinere atomvåben på Grønland. En beslutning, der plagede udenrigsminister Jens Otto Krags samvittighed, fremgår det af et dagbogsnotat af den 25. august 1959:

»Betænkelig v. H.C. [Hansens]s og [Udenrigsministeriets direktør] Svenningsens stiltiende given grønt lys for US-atomvaabens oplagring på Grønl. i Nov. 57. De har ingen reg’s beslutning bag sig og intet er meddelt udenrigspol. nævn. Jeg har sagt til HC., at vi bør bringe det i orden i f.t. reg. og nævn. Han ville overveje det. Vanskeligheden er de to forløbne aar. Kunne jeg måske i Wash. søge oplysning om, hvad der faktisk er sket og forelægge de derved fremkomne oplysninger?«

En Peter Plough-snefræser i færd med at grave en tunnel i Camp Century i sommeren 1959. Maskinen kunne skrælle et 100 cm tykt snelag af overfladen og blæse det ud til siden, hver gang den kørte over isen. Dermed kunne den udgrave 700 m3 tætpakket sne i timen.

National Archives Washington

På samme vis overvejede regeringen dobbeltspil i sagen om Camp Century, hvis atomreaktor kunne udløse en sprængfarlig debat i Danmark. Af noterne fra krisemødet i 1959 fremgår det, at direktør Svenningsen indleder med at sige, at:

»Han – uanset at der formodentlig ikke var nogen større tekniske betænkeligheder forbundet med anbringelsen af en reaktor på det sted – betragtede sagen med stor alvor, fordi det, hvis det kommer ud, kan give anledning til en ubehagelig offentlig debat, som kunne få særdeles ugunstige virkninger i forhold til de nu foregående forsvarsforhandlinger.«

Nordkorea om igen

Ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen kan man i referaterne fra Udenrigsministeriet tydeligt mærke det stærke krydspres, den danske udenrigstjeneste var underlagt. Blandt andet skrev den sovjetiske ministerpræsident Nikolaj Bulganin i marts 1957 et åbent brev til den danske statsminister, hvori han mindede om, at »de moderne våbens ødelæggelseskraft er så betydelig, at det for lande med territorium af størrelse som Danmark i tilfælde af en atomkrig ville være ensbetydende med selvmord, hvis der var givet fremmede stater mulighed for oprettelse af baser«.

»Jeg kommer til at tænke på Donald Trump, når jeg læser det brev,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen. »For det minder om retorikken i Nordkoreakrisen lige nu. Indirekte siger Sovjetunionen, at Danmark skal passe vældig godt på, at et par brintbomber ikke kommer og udsletter hele landet.«

Trods det diplomatiske dobbeltspil mener Hvidtfelt ikke, at den danske regering decideret førte Folketinget bag lyset.

»Men man tog ikke initiativ til at diskutere de eventuelle sikkerhedspolitiske implikationer af Camp Century. Den danske regering valgte ikke at rejse spørgsmålet for på den måde at undgå en konflikt med amerikanerne. Det var en ekstremt anspændt situation, som de håbede ville passere under radaren, og heldigvis for regeringen var der ingen kritiske politikere i Folketinget, der tog sagen op.«

Søren Spejder og propagandaen

Regeringens frygt for Camp Century viste sig at være ubegrundet. Det lykkedes den amerikanske hærs propagandaafdeling at fremstille lejren som et humanitært forskningsprojekt, der tilmed ville bidrage til rumkapløbet.

Stjernejournalister som Walter Cronkite besøgte Camp Century og forklarede, at man her »studerer, hvordan mennesker kan leve, arbejde, måske endda kæmpe i denne dybfrosne ødemark. De vil blive pionerer ved en af verdens sidste frontlinjer«.

Også den danske offentlighed bed på. Flere aviser, herunder også Dagbladet Information, skrev begejstret om den mobile atomreaktor, der havde potentiale til at løfte udviklingslande og -områder som Grønland ud af fattigdom.

Danske journalisters begejstring skyldtes ikke mindst den 18-årige danske spejder Søren Gregersen, der vandt en konkurrence udskrevet af den amerikanske hær og fra oktober 1960 og seks måneder frem fik lov at bo i Camp Century.

Løbende skrev Søren ’Spejder’ reportager hjem til Politiken om livet i forskningslejren under isen, og de øvrige danske aviser fulgte trop med skildringer af Søren Spejders dagligdag.

I dag er Søren (Spejder) Gregersen statsseismolog emiritus ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS. Han husker stadig livet i byen under isen:

»I den store tunnel var der ni meter op til loftet, og vi befandt os nok 20 meter under isen. Der var minus 30 grader, men vi boede i opvarmede parcelhuse sammen med soldaterne, og der havde jeg et lille skab og en seng,« fortæller Søren Gregersen til Information.

»Der var både en kirke og et bibliotek, som min amerikanske spejderkollega og jeg fik til opgave at passe og ordne. Hver uge deltog vi så i et af de mange forskningsprojekter, amerikanerne havde gang i. Meget af det handlede om, hvordan man opretholdt en base under isen, hvilket viste sig at være en enormt svær teknisk opgave. For at holde modet oppe fik vi lov at spise så mange æg og så mange pandekager, som vi havde lyst til. Maden var altid glimrende, og én gang om måneden kom forsyningen med øl. Den eneste begrænsning var, hvor mange øl man kunne nå at drikke i løbet af en nat. Mit indtryk var, at USA havde afsat uendeligt mange penge til Camp Century-projektet.«

Dramaet afværget

Gregersens artikler til Politiken blev redigeret af redaktør Poul Hammerich. Hammerich havde nogle måneder forinden lokket en amerikansk oberst ved navn John Kerkering til at tale over sig under et besøg i Grønland.

Takket være en flaske whisky »kølet med en isklump, man ved stammer fra længe før, Columbus opdagede Amerika«, afslørede Kerkering det virkelige formål med Camp Century. Nemlig at træne »forsvar mod en total arktisk krig«, militær opmagasinering og som plads til mulig opsendelse af satellitter.

Besynderligt nok medførte den artikel, Hammerich efterfølgende skrev, ikke større debat i Danmark,

»Det kunne potentielt være blevet et drama, og det er egentlig mærkeligt, der ikke skete mere. Jeg gætter på, at Udenrigsministeriet valgte at tie Hammerichs artikel ihjel. Og så blev sagen nok overskygget af, at Søren Spejder kort efter kommer derop og bliver et vældigt mediefænomen i Danmark, herunder også i Politiken,« siger lektor emeritus Henry Nielsen.

Selv bemærkede Søren Gregersen aldrig noget mistænkeligt, der kunne afsløre Camp Centurys reelle militære betydning.

»Jeg så aldrig nogle mystiske soldater komme forbi. Og jeg tænker, at de forskere, jeg lærte at kende i lejren, heller intet vidste,« siger Gregersen, men tilføjer så:

»Og dog var en af tunnellerne indrettet med et jernbanespor. En motoriseret togvogn kørte frem og tilbage, hvor de testede belastningen på isen og sådan noget. Det var måske Iceworms spæde begyndelse, jeg der så uden at vide det.«

Century lukker

Camp Century lukkede i al ubemærkethed ned i april 1966. Dels havde det vist sig at være overordentligt svært at opretholde tunnellerne, som hele tiden skulle udbygges og repareres for ikke at bryde sammen. Dels udviklede USA og Sovjetunionen op gennem 1960’erne interkontinentale ballistiske missiler og langtrækkende bombefly, der overflødiggjorde et projekt som Iceworm, der kostede mange milliarder. Kristian Hvidtfelt Nielsen er »fristet til at mene«, at Camp Century var en militærstrategisk fiasko.

»Forskningsmæssigt er det en succes, forstået på den måde, at de får færdiggjort mange af de videnskabelige projekter, de havde planlagt. Men alle de konklusioner, man drager omkring en militærbase under isen, er negative,« siger han.

Hovedtunnellen i Camp Century ud fra hvilken en lang række tunneller løb, hvor bl.a. boliger var indrettet til arbejderne. Foto er taget af nuværende seismolog emiritus Søren Gegersen, daværende spejder (kendt i offentligeden som Søren Spejder), der vandt en konkurrence om at opholde sig seks måneder i den militær-videnskabelig bykompleks under indlandsisen i Grønland.

National Archives Washington
Søren Gegersen
Til gengæld har den globale klimaforskning nydt godt af den amerikanske hærs anstrengelser under indlandsisen.

»Forskningen i iskerneboringer på Camp Century har haft stor betydning sidenhen, fordi man her udvikler boreteknikkerne og for første gang formår at nå bunden af indlandsisen. Så det har ikke været spild af ressourcer, hvad forskerne gik og arbejdede med.«

Det politiske efterspil

Der kunne historien om Camp Century være endt, hvis ikke afsmeltningen af Grønlands indlandsis de sidste årtier var blevet stadig mere intens.

Den seneste forventning er, at klimaforandringerne inden for 80-100 år vil bringe lejren op til jordens overflade igen. Inklusive de ifølge amerikanernes egne opgørelser omtrent 9.000 ton fast affald og mere end 1.000 ton let radioaktivt spildevand fra den mobile atomreaktor.

I juni 2017 indgik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen en aftale om, at Danmark over fem år vil afsætte i alt 150 mio. kr. til oprydning på USA’s forladte militærbaser. Som led i aftalen er en dansk ekspedition i skrivende stund ved at inspicere resterne af Camp Century – herunder hvornår det miljøskadelige affald kan tænkes at nå overfladen igen.

»Jeg er meget spændt på, hvad der kommer frem de næste år om den faktiske mængde forurening. For det er det eneste, der kan berolige grønlænderne og vise, at Danmark tager deres bekymringer alvorligt,« siger Henry Nielsen. »Men måske er der andre ting dernede, der er betydeligt farligere, end vi ved besked om.«

Samme tilgang har Kristian Hvidtfelt Nielsen. Med tanke på, hvor meget om Project Iceworm amerikanerne reelt holdt hemmeligt, kan det tænkes, at Camp Century endnu ikke har afgivet sine sidste hemmeligheder, vurderer han:

»Ved vi alt om, hvad der reelt foregik deroppe? Selv jeg, der har læst så meget nu, kan godt sidde med en mistanke om det. Måske var der i Camp Century gang i andre projekter, som vi ikke kender til, og som den dag i dag stadig hemmeligholdes.«

Søren Gregersen, der dengang blev landskendt som Søren Spejder, er mere rolig. Undervejs i interviewet finder han sin gamle dagbog frem fra dengang, han var på sit livs eventyr som 18-årig beboer i byen under isen.

»Jeg kan læse, at jeg på et tidspunkt har talt med en kaptajn, der stod for operationen med kernekraftværket. Og jeg fik det indtryk, at militæret holdt sig meget nøje til de krav og specifikationer om udledning af spildevand og radioaktivt materiale, som de havde fået lov til af den danske regering,« siger han og griner:

»Det er selvfølgelig et tillidsspørgsmål, og jeg er farvet. Men jeg tror, det er den måde, den amerikanske hær fungerer på. Når generalen siger ’sådan og sådan’, så sker det også på den måde. Jeg tror ikke, der gemmer sig andet under indlandsisen, end hvad man i sin tid aftalte. Jeg kan sagtens forstå, at grønlænderne af historiske grunde føler sig forurettede. Men der er nu nok intet galt.«

Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen: ’Camp Century – Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis’. Aarhus Universitetsforlag, 2017.

Fagbøger 2017

Information stiller skarpt på en række af efterårets mest opsigtsvækkende faglitterære udgivelser.

Gennem interviews og anmeldelser dykker vi ned i historien om rockergruppen Bullshit, der tabte den første danske rockerkrig, litteraturscenen i Tyrkiet, de danske diplomater, der spillede dobbeltspil i forbindelse med koldkrigsbasen Camp Century og GirlSquads Ludermanifestet.

God læselyst!

Andre artikler i dette tillæg

  • Utopierne, der blev til virkelighed

    6. oktober 2017
    Rutger Bregman har nærmest startet en bevægelse med sin bog 'Utopia for realister'. Den er fyldt med eksempler på, at borgerløn er et glimrende middel til at bekæmpe fattigdom og ulighed. Og så leverer bogen en bredside til alle dem, Bregman kalder underhundssocialisterne
  • Det danske demokrati kunne blive langt mere demokratisk

    6. oktober 2017
    Med indførelsen af et såkaldt Borgerting og af samfundsrepræsentanter i de store virksomhedsbestyrelser kunne det danske demokrati blive langt mere demokratisk, argumenterer eliteforskere i ny debatbog
  • Socialdemokratiet opfandt integrationspolitikken

    6. oktober 2017
    Ny bog om Socialdemokratiets integrationspolitik viser et parti i konstant indre splid, som det ikke desto mindre er lykkedes at få sine modstandere til adoptere ideen om, at integration er en velfærdsstatslig kerneopgave
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Albinus
Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi var og stadigvæk er, en vasal stat. Koloniseret uden at vores borgere ved det. Kald det neokolonialisme. Du vil ikke engang finde en dansk version af opslaget på wiki, så godt har danskerne slugt ideen. ;)

Kernefysik i Udenrigsministeriet! 

Folketingsmedlem Doris Jakobsen (Siumut) spurgte i december 2013 daværende udenrigsminister Holger K. Nielsen, om der havde været problemer med den mobile atomreaktor, som det amerikanske militær brugte på deres nu nedlagte base under indlandsisen, Camp Century. Lejren lå ca. 250 km øst for Thule.

Svaret var, som man kunne vente: Der var overhovedet ingen problemer, alt var i overensstemmelse med de aftaler, den amerikanske og den danske regering havde indgået, og som danske sagkyndige havde sagt god for. 

https://atomposten.blogspot.dk/2014/08/kernefysik-i-udenrigsministeriet.html

Michael Kongstad Nielsen

Jævnfør dagens tema: - dette er omtalen. Senere kommer måske en anmeldelse, og til sidst reklameindtægterne fra annoncerne.

Bogen kunne trænge til en grundig kulturkritisk analyse. Og en analyse af forholdet Danmark / Grønland.

Herunder Danmarks ambassadør i USA under besættelsen, Henrik Kauffmann, der afviste at overgive sig til tyskerne den 9. april 1940, og senere på Danmarks vegne gav USA lov til at etablere baser på Grønland.

Danmark havde lige svært nok ved at blive anerkendt som allieret efter krigen.
Men Kauffmanns indsats hjalp.

http://www.1sted.dk/2verdenskrig/danmark/kauffmann-usa-1941.aspx