Læsetid: 4 min.

Socialdemokratiet opfandt integrationspolitikken

Ny bog om Socialdemokratiets integrationspolitik viser et parti i konstant indre splid, som det ikke desto mindre er lykkedes at få sine modstandere til adoptere ideen om, at integration er en velfærdsstatslig kerneopgave
6. oktober 2017

Få emner har i de seneste årtier fyldt så meget i de politiske, økonomiske og identitetspolitiske debatter som udlændingespørgsmålet. Hvordan Socialdemokratiet de sidste 50 år har forsøgt at håndtere indvandringen og de medfølgende værdipolitiske diskussioner, skildres nu i en bog af Heidi Vad Jønsson, der er lektor i historie ved SDU.

Bogen viser, hvordan den socialdemokratiske integrationspolitik aldrig har været en monolit, men er et resultat af komplekse og konstante interne diskussioner om, hvordan man skal definere og løse integrationsproblemerne.

»Allerede i 1970’erne skabte det diskussion, da de socialdemokratisk ledede kommuner vest for København advarede om, at de havde udfordringer med det store antal ’gæstearbejdere’. Udlændingespørgsmålet kom til at fylde stadig mere i den nationale debat i 1980’erne og 1990’erne, hvor Danmark modtog mange flygtninge,« siger Heidi Vad Jønsson.

Diskussionerne i Socialdemokratiet foregik på mange fronter, men især mellem partiets kommunale bagland og landspolitikerne.

»Kommunerne argumenterede for, at antallet af indvandrere spillede en rolle for integrationen, og i 1970’erne lavede Ishøj Kommune kvoter for andelen af indvandrere i de almene boliger, hvilket først blev blåstemplet af Ombudsmanden, men i 1992 underkendt af Østre Landsret som diskrimination.«

Diskussionen om antal blev også bragt op i en kontroversiel intern rapport, der anbefalede en national flygtningekvote på 5.000 flygtninge om året.

»Det forslag blev aldrig virkeliggjort, da de socialdemokratiske folketingspolitikere var skeptiske over for at lave kvoter. Landspolitikerne beskrev i højere grad integrationen som en socialpolitisk udfordring og anlagde et internationalt humanitært perspektiv, hvor man ikke kunne sætte tal på, hvor mange der havde asylbehov i forhold til konventionerne. Først da Helle Thorning-Schmidt i 2006 blev formand, ændrede partiet officielt holdning til spørgsmålet om antal,« siger Heidi Vad Jønsson.

Per Madsen (født 19. juni 1930 på Bornholm) var smed og socialdemokratisk borgmester i Ishøj 1974-2000.

Erik Gleie
Hendes bog er resultatet af mange års forskning, som bl.a. er blevet publiceret i hendes ph.d.-afhandling og akademiske artikler. Den nye bog har hun skrevet for at gøre dette stykke »moderne dansk velfærdshistorie« tilgængelig for en bredere kreds og for at kvalificere debatten.

»Integrationsdebatten har længe været kampplads for store politiske og følelsesladede diskussioner. Det er tydeligt, at de politiske partier og meningsdannere har en stor interesse i at bruge historien til at definere sig selv i dag,« siger hun.

– Du skriver, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti frem til 1990’erne var imod en statslig formuleret integrationspolitik. Hvorfor ændrede de holdning?

»Der har hele tiden været enighed om, at indvandrerne skulle integreres. Uenigheden har handlet om, hvem der skulle være ansvarlig for, at det skete. Staten, kommunerne eller en tredje instans? V og K og DF mente i 1990’erne, at integrationen var et personligt ansvar, mens S og R ville have integrationspolitikken under statslig kontrol, så man kunne få spredt indvandrere og flygtninge ud i kommunerne. I 1998 vedtog man under Nyrup integrationsloven, som krævede, at nyankomne skulle bo mindst tre år i den kommune, hvor de fik ophold. Men at borgerlige partier i mange år faktisk var imod en statslig integrationspolitik, er druknet i de andre diskussioner og blevet overset af medierne.«

– Socialdemokraterne kritiseres ofte for at have haft lukket øjnene for integrationsproblemerne. Er det en rimelig kritik?

»Man skal huske, at de fleste flygtninge og indvandrere bor i landets større socialdemokratisk ledede kommuner. For de konservative var der ingen interesse i at have et system, hvor alle kommuner skulle tage imod flygtninge, så der har været et strategisk element i at være imod statslig styring på området. Samtidig markedsførte Venstre sig i 1990’erne som Danmarks liberale parti, der havde det personlige ansvar i centrum. De var ikke så store tilhængere af velfærdstaten, som de blev senere.«

Det paradoksale er, at selvom Socialdemokraterne siden årtusindskiftet har tabt flere valg på grund af udlændingespørgsmålet, er partiets politik med hensyn til at håndtere integrationen gennem velfærdsstaten blevet mainstream hos den modsatte politiske fløj.

»Det socialdemokratiske velfærdstatslige projekt har i den grad sejret. Alle partier vil i dag bruge velfærdstaten aktivt til at hjælpe integrationen frem. V, K og DF har overtaget Socialdemokraternes idé om en statslig reguleret integration, mens Socialdemokraterne har overtaget højrefløjens idé om, at antallet betyder noget for integrationen.«

– Er Socialdemokraternes strammere kurs et resultat af pres fra medlemmer og kommunale byrødder eller strategiske beslutninger i partiets top?

»Begge dele, for et partis politik defineres hverken kun i toppen eller i bunden. Men når man i årevis har blødt stemmer til højre, er det nok ikke så mærkeligt, at man justerer kursen. Det rejser dog et spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, og som er: Mener de det virkelig? Stemmer den strammere kurs overens med grundlæggende socialdemokratisk tankegods, eller er den udelukkende strategi?«

Heidi Vad Jønsson: 'Fra lige muligheder til ret og pligt. Socialdemokratiets integrationspolitik i den moderne velfærdsstats tidsalder, 1960’erne til 2010’erne'. Syddansk Universitetsforlag. Udkommer primo 2o18.

Fagbøger 2017

Information stiller skarpt på en række af efterårets mest opsigtsvækkende faglitterære udgivelser.

Gennem interviews og anmeldelser dykker vi ned i historien om rockergruppen Bullshit, der tabte den første danske rockerkrig, litteraturscenen i Tyrkiet, de danske diplomater, der spillede dobbeltspil i forbindelse med koldkrigsbasen Camp Century og GirlSquads Ludermanifestet.

God læselyst!

Andre artikler i dette tillæg

  • Utopierne, der blev til virkelighed

    6. oktober 2017
    Rutger Bregman har nærmest startet en bevægelse med sin bog 'Utopia for realister'. Den er fyldt med eksempler på, at borgerløn er et glimrende middel til at bekæmpe fattigdom og ulighed. Og så leverer bogen en bredside til alle dem, Bregman kalder underhundssocialisterne
  • Det danske demokrati kunne blive langt mere demokratisk

    6. oktober 2017
    Med indførelsen af et såkaldt Borgerting og af samfundsrepræsentanter i de store virksomhedsbestyrelser kunne det danske demokrati blive langt mere demokratisk, argumenterer eliteforskere i ny debatbog
  • Europas eksilerede højreradikale mobiliserer fra Budapest

    6. oktober 2017
    Markante meningsdannere fra den vesteuropæiske højrefløj valfarter i disse år til Ungarn. Den mest markante skikkelse er svenskeren Daniel Friberg, der med sin bestseller The Real Right Returns skaber begejstring blandt ungarske højreradikale
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu