Tyrkiske forfattere skriver om det, journalisterne risikerer at blive censureret, sanktioneret og straffet for

Det er ikke pæne ord, forfatteren Hakan Günday har at sige om sit hjemland. »En bulimisk og depressiv teenager, der ser sig selv som overfed i Østens spejl og afpillet i Vestens og ikke kan finde noget tøj, der passer til hende,« skriver han i romanen Mere, mere, der sidste år udkom på dansk. Ganske langt fra det billede, den tyrkiske stat forsøger at tegne. Men Hakan Günday giver ikke en fuck for den tyrkiske stat.

Gennem den 15-årige Gaza, søn af en menneskesmugler, som i kælderen huser flygtninge på vej til Europa – op til 200 ad gangen, hvis de altså trækker maven ind – afdækker han en tyrkisk underverden, hvor volden, væskerne og alle tænkelige overskridelser flyder frit.

Det er ikke for den sarte læser, og med Tyrkiets stadig strammere greb om friheden til at sige og skrive, hvad man vil, skulle man heller ikke tro, at Hakan Günday var noget for de tyrkiske myndigheder. Men da bogen udkom i Tyrkiet i 2013, var der ingen problemer. Bogen blev anmeldt positivt i to af landets store aviser, og der var ingen kritiske røster, ingen beslaglæggelser, ingen påtaler.

Fiktionen er et helle

Hakan Günday er en de forfattere, som analyseres og diskuteres i Det fortælles i Istanbul. Bogen tegner et portræt af litteraturen i dagens Tyrkiet og viser, hvordan landets forfattere formår at navigere mellem det tilladte og det tabuiserede i et stadig mindre frit samfund.

Mens Tyrkiet topper listen over lande med flest fængslede journalister, skriver tyrkiske forfattere løs om samfundets skyggesider, og de slipper – som regel – af sted med det.

Det forklarer den ene af bogens redaktører, Marie-Louise Svane, lektor i litteratur ved Københavns Universitet, da Information møder hende i hendes hjem på Frederiksberg i København.

For fem år siden mødte hun ph.d. og fotograf Maj Skibstrup, bogens anden redaktør, i Istanbul, og det var her, de to fik ideen til en bog om tyrkisk samtidslitteratur. Maj Skibstrup var der for at fotografere ­­­– bogen indeholder også et fotoessay fra byen – og Marie-Louise Svane for at opstøve tyrkiske forfattere, læse dem, snakke med dem og få et indblik i deres verden. En verden, som på trods af – eller måske netop på grund af den begrænsede pressefrihed rummer både tortur og korruption.

»Censuren er mindre konsekvent over for skønlitterater end over for journalister og klummeskribenter, og det betyder, at mange af de emner, som aviserne ikke berører – eller kommer i juridiske problemer for, når de gør – godt kan beskrives i litteraturen. Det er, som om kritikken, når den er pakket ind i en tyk og kompleks roman, ikke bliver fanget,« siger Marie-Louise Svane.

Gündays historie om menneskesmuglersønnen Gaza illustrerer pointen.

»Hans fremstilling af flygtningetransporten og den handel med mennesker, som finder sted, er jo klart en kritik af et bundkorrupt system. Han viser, hvordan menneskesmugleren bare er en lillebitte brik, og hvordan politiet ser igennem fingre og udveksler tjenester med hinanden. Han nævner ikke Erdogan direkte, men det, han beskriver, er bestemt ikke i statens interesse. Havde han skrevet en klumme om det samme emne, var den næppe gået ubemærket hen hos myndighederne,« siger Marie-Louise Svane.

På bordet foran hende ligger en god stak tyrkiske, egyptiske og syriske romaner, for Marie-Louise Svanes interesse for mellemøstlig litteratur omfatter hele regionen. De sidste fem år har hun dog fokuseret på Tyrkiet og det aktuelle bogprojekt.

Sandsigersker

At tyrkiske forfattere kan skrive andet og mere end landets journalister, er ikke noget nyt. Allerede i den tyrkiske republiks første år i starten af det 20. århundrede fungerede litteraturen som en platform for alternativer til statens stemme.

Selv om mange forfattere i kølvandet på Det Osmanniske Riges sammenbrud var med til at holde sammen på og give den unge nation en identitet, var fiktionen også dengang en ventil hvorigennem andre ideologier end Atatürks kemalisme kunne komme til orde, og samfundets skyggesider beskrives.

»Tyrkiske forfattere har alle dage haft en rolle som sandsigersker – som dem, der beretter om de menneskelige vilkår, som de virkelig er. Men i dag er de nok mere bevidste om deres rolle, fordi der er så mange andre, der har fået mundkurv på,« siger Marie-Louise Svane. 

»Jeg har skrevet otte romaner, men har aldrig været i stand til at skrive lige så voldelige scener, som virkeligheden byder på. Men mit håb er, at mine historier alligevel får folk til at tænke og blive bedre til at sætte sig ind i andre menneskers problemer. For empati er som en muskel, der skal trænes. Hvis man ikke træner sin empati, forsvinder den. Og man kan blandt andet træne sin empati ved at læse romaner.«

Hakan Günday i et interview i Kristeligt Dagblad 18.11.16

KalemAgency

Den rolle varetages i udpræget grad af forfatteren Sebnem Isigüzel, hvis roman Çöplük (på dansk ’skrald’ eller ’losseplads’) analyseres i Det fortælles i Istanbul. I et interview gengivet i bogen, siger Isigüzel:

»I et land som Tyrkiet, som endnu ikke er steget ned fra toppen af historiens losseplads og endnu ikke har renset sig, der skal og må en forfatter være politisk.«

Holdningen går igen hos de forfattere, som Marie-Louise Svane har talt med i forbindelse med bogen.

»De har et særligt ansvar for at fortælle om menneskers reelle vilkår. Det hænger jo nok sammen med, at der er et regime, som fordrejer og lyver om og dækker over sandheden. Så må forfatteren ligesom være den, der river sløret væk.«

Samfundet er problemet

Politiske er de altså, de tyrkiske forfattere, men det kommer til udtryk på mange forskellige måder. Nogle er ekspressive og aggressive som Günday i Mere, mere. Andre er mere underspillede som forfatteren Ayfer Tunç, der i et interview i bogen beskriver sig selv som en sociologisk forfatter. Om litteraturens potentiale siger hun:

»Jeg tror, at hvis litteraturen vil gøre en forskel, skal den undersøge det, der sker i menneskers indre liv, det, der sker under overfladen.«

I Tunçs novellesamling Aziz Bey Hadisesi, som findes på både engelsk (The Aziz Bey Incident and Other Stories) og svensk (Sagan om herr Aziz), gennemgår hovedpersonen Aziz Bey en social deroute, og novellens ærinde er at opklare, hvad der forårsagede denne skæbne. Det viser sig, at tragedien er et produkt af det samfund, han er en del af.

»Samfundet er hovedproblemet. Mine karakterer står uden for samfundet, og derfor er de ulykkelige«, forklarer Tunç i et interview i bogen. 

»Jeg har et problem med dette lands samfund, det er meget simpelt, for folk er løgnere, folk er hyklere, de ønsker at komme nemt til alting og ændrer uden videre deres værdier for en lille profit. Jeg mener, at folk er grusomme overalt, ikke bare i Tyrkiet, de er skånselsløse og ønsker ikke at udrette gode gerninger. Hvis jeg ikke havde problemer med folk og med samfundet, ville jeg ikke være forfatter. Jeg har et problem; jeg skriver.”

Interview med Ayfer Tunç i ’Det fortælles i Istanbul’.

KalemAgency

»Tunçs verdensbillede handler om det skift, der er sket i Tyrkiet fra en meget reguleret republikansk samfundsmodel til en nyliberalistisk model, hvor alle kæmper mod alle, og hvor det kan være svært at finde sig selv,« siger Marie-Louise Svane.

Hun forklarer, at nyliberaliseringen ikke bare har ændret samfundet, men også forfatternes måde at skrive på, især hvad angår de generationer, der i dag er mellem 30 og 50.

»De viser det skift der har været i samfundet, og hvilke konsekvenser de mener det har for mennesket. De problemer, forfatterne beskriver i deres litteratur, hænger altså i høj grad sammen med den historiske rammesætning og livet i Tyrkiet i dag.«

Armeniere og Erdogan er no-go

Trods den relative frihed er der dog grænser for, hvad den tyrkiske fiktion kan rumme. F.eks. skal sprængfarlige historiske begivenheder omgås med varsomhed, og det armenske folkemord i 1915 står stadig som det måske største af alle tabuer.

Det blev klart da forfatteren Orhan Pamuk i 2005, efter at have berørt emnet i romanen Sne og siden omtalt det i et interview, blev tiltalt for at tale nedsættende om tyrkiskhed. Året efter blev forfatteren Elif Şhafak tiltalt efter samme artikel i den tyrkiske straffelov, fordi hun havde omtalt armenierne i sin roman Bastarden fra Istanbul, som også findes på dansk.

Selvom begge sager endte med frifindelse, bl.a. efter et stort internationalt pres, vidner de om, at tyrkiske forfattere må træde varsomt. 

Hvad der tabu og hvad der er tilladt er dog ikke altid entydigt.

»En forfatter som Sebnem Isigüzel skriver også om det armenske folkedrab (i romanen Parade fra 2008, red.). Men hun er ikke blevet retsforfulgt. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men det kan måske skyldes, at hendes internationale publikum ikke er helt så stort som de andres,« siger Marie-Louise Svane.

Andre historiske begivenheder, som heller ikke sætter den tyrkiske stat i det mest flatterende lys, er dog mindre risikable at skrive om, og mange tyrkiske romaner foregår netop i fortiden. Det er en måde at slippe uden om nutidens tabuer, forklarer Marie-Louise Svane.

»Du kan ikke skrive om Tyrkiets rolle i Syrien, om ISIS eller om tortur i Erdogans Tyrkiet. Det er alt for aktuelt og betændt. Men du kan godt skrive om tortur og vold som en del af Tyrkiets historie,« siger hun og nævner igen Isigüzel.

I hendes roman Çöplük bliver hovedpersonen Leyla, der lever som hjemløs i Istanbuls Gezi-park på den præcise dato 15. oktober 1990 overfaldet af en papirsamler, og en langstrakt voldsakt udspiller sig, imens en gruppe politibetjente, som holder vagt i parken forholder sig passivt.

»Isigüzel udtaler en tydelig kritik af magtudøvelse og af magtregimer generelt, også det tyrkiske. Den stat, som skal beskytte borgerne, udstilles i stedet som en, der knægter folks frihed og avler vold,« siger Marie-Louise Svane.

Der går altså et blodigt spor af vold gennem den tyrkiske litteratur. Fælles for blandt andre de nævnte forfattere er, at de altid giver volden et ansigt, forklarer Marie-Louise Svane. Om det så er ægtemandens, overfaldsmandens eller embedsmandens.

»Volden er virkelig til stede i tyrkisk litteratur, og den har en bøddel og et offer,« siger hun.

»De læsere, der hader mine værker, beviser i virkeligheden styrken i det jeg skriver. De siger nemlig ikke, at de ikke forstod bøgerne eller ikke kunne læse dem. De siger, de hadede dem. Det er en stærkere følelse end at kunne lide noget.«

Interview med Sebnem Isigüzel i ’Det fortælles i Istanbul’.

KalemAgency

Et eksempel er forfatteren Burhan Sönmez. I hans roman Istanbul, Istanbul, der også foreligger på dansk, er bødlen en fængselsvagt og offeret en tyrkisk borger med kurdiske rødder, ikke ulig Sönmez selv, som også er kurder og i mange år levede i eksil i Storbritannien efter at have været udsat for tortur i et tyrkisk fængsel.

I romanen skriver han:

Jeg husker det tydeligt. Jeg blødte over det hele. Jeg kunne dårligt bevæge mine ben, de føltes som bly, men jeg kunne skimte fangerne, der stod på række i begge sider af gangen (...). Luften blev tyk af skrig og skældsord. De slog Zinê Sevda og angreb Kamo. Jeg kunne ikke bevæge tungen. Der kom nogle pibende lyde fra min hals.

Underspillet sex

Vold er altså ikke et tabu i den tyrkiske litteratur, i hvert fald ikke hvis den er historisk.

»Romanen Mere, mere viser, at man kan alt i den tyrkiske litteratur,« siger Marie-Louise Svane og vender tilbage til forfatteren Hakan Günday, som foruden sine beskrivelser af vold og tortur også skildrer en massevoldtægt ganske detaljeret, nærmest pornografisk. Nu hører både skilringer af voldtægt og Gündays forfatterskab til i den ekstreme ende – selvom han er bestsellerforfatter, betegnes han i Tyrkiet stadig som ’undergrundsforfatter’, måske for at advare læserne om, at ikke alt, hvad han skriver, tåler dagens lys. Men seksualitet er ikke i sig selv et tabu i Tyrkiet, forklarer Marie-Louise Svane.

I takt med at det tyrkiske samfund tog en drejning i nyliberalistisk retning blev halvnøgne piger også en del af det tyrkiske gadebillede, og nøgenheden har fundet sin vej ind i romanerne.

»Det er klart, at Erdogans konservative kvindesyn og hans familiemodel ikke lægger op til det, men det er altså en af de ventiler, der blev åbnet op for, imens den politiske opposition blev kvalt,« forklarer hun og skynder sig at tilføje, at sex og erotik, som det kommer til udtryk i f.eks. Istanbul, hvor flere af romanerne foregår, står i modsætning til moralen i mange familier – ikke mindst på landet. 

»Folk bliver mere og mere skræmte af al den fattigdom, krig, migration og af de autoritære regimer, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen god grund til at acceptere censur. Vi skal ikke engang overveje at begrænse vores frihed men i stedet finde måder, hvorpå vi kan overskride grænserne – og når vi gør det, skal vi være klar til at betale prisen for det. Ord er ikke til forhandling. Det har vi vidst siden Sokrates.«

Burhan Sönmez i interview med PEN America, 5.4.16

KalemAgency

»Spørgsmålet bør ikke være, om de tyrkiske forfattere kan skrive om sex, men om de gør det,« understreger hun. »Jeg ser ikke meget seksuelt begær i den tyrkiske litteratur. Faktisk runger det ved sit fravær hos en forfatter som Elif Şhafak.«

Şhafak hører til blandt de internationalt mest kendte tyrkiske forfattere, og hun er som regel ikke bange for at behandle kontroversielle emner. I Bastarden fra Istanbul berører hun både det armenske folkemord og retten til abort – et tema, som også er kendt for at skabe debat i Tyrkiet. Men det seksuelle begær holder hun ifølge Marie-Louise Svane i et stramt greb.

»Kærligheden er hos Şhafak beskrevet fint og underspillet og kun ganske få steder mere end det. Det seksuelle begær, og hvad det kan føre til, berører hun ikke. Det er som sagt ikke et tabu, der ville få retslige konsekvenser, men jeg tror, at hun lader det være, fordi det kan være et tabu blandt læserne. Det er ikke sådan, at hun ville komme i fængsel for det, men hun ville risikere at støde læserne fra sig.«

Kujoner og opposition

Det er ikke entydigt, hvad der er gangbart på det tyrkiske bogmarked. Gündays beskrivelse af voldtægt kan gå an, abortscenen hos Şhafak ligeså, og der findes også flere eksempler på beskrivelser af homoseksualitet i den tyrkiske litteratur – et emne, som har fået et kapitel for sig i Det fortælles i Istanbul. Men da Isigüzel – der slap af sted med at skrive om det armenske folkemord – i sin første novellesamling skrev om incest, blev det alligevel for meget. Bogen vandt en pris, men oplaget blev beslaglagt. Om den erfaring siger Isigüzel selv:

»Rent faktisk er mod lige så vigtigt som det at skrive. Jeg ved, at samfundet er i stand til at gøre meget ondt, men jeg er ikke bange for at forbande både det og den tradition, der skaber det. Hvis hele verden ikke var andet end en samling kujoner, ville vi ikke have andre bøger end vores hellige tekster. En forfatter er ikke en, der er integreret i samfund og tradition. En forfatter er én, der er i opposition til samfundet og traditionen.«

Marie-Louise Svane og Maj Skibstrup (red.): ’Det fortælles i Istanbul’. Udkommer 30.november 2017, 320 sider. 299,95 kr.