Læsetid: 6 min.

’Unge mennesker har i højere grad end voksne brug for føle sig repræsenteret’

Den finske succesforfatter Salla Simukka bruger i sine ungdomsromaner eventyrets universelle fascinationskraft til at vise mangfoldigheden blandt mennesker. Det er især vigtigt for unge mennesker at føle sig repræsenteret, siger hun
Salla Simukka var 9 år, da hun fandt ud af, at hun ville være forfatter. Som 18-årig skrev hun sin første bog og i dag, i en alder af 36, er hendes bøger oversat til mere end 30 sprog.

Salla Simukka var 9 år, da hun fandt ud af, at hun ville være forfatter. Som 18-årig skrev hun sin første bog og i dag, i en alder af 36, er hendes bøger oversat til mere end 30 sprog.

Hanna Porupudas

13. oktober 2017

Hver gang den finske bestsellerforfatter Salla Simukka bliver interviewet om sine ungdomsromaner er der ét tema, der altid går igen: de stærke kvindelige karakterer. Dem er der nemlig mange af hendes bøger.

Hvorfor skriver hun om dem? Hvad interesserer hende ved dem? Hvad kan de lære os? Da jeg selv stiller hende de spørgsmål, vender jeg det samtidig om og spørger, hvad det siger hende, at hun konstant bliver stillet disse spørgsmål:

»Det siger mig, at vi stadig har langt igen i forhold til at behandle mennesker lige, uanset hvilket køn eller hvilken seksualitet de har. Hvor ofte hører vi spørgsmål om stærke mandlige karakterer? Hvad vil det overhovedet sige at være en stærk kvindelig karakter? Vi burde bryde det koncept ned og se grundigt på de små brudstykker,« siger hun.

Alene men ikke ensom

Et af disse små brudstykker er Lumikki Andersson. Hovedpersonen i Salla Simukka nordic noir-krimitrilogi: Rød som blod, Hvid som sne og Sort som ibenholt. Lumikki »var ikke som de andre og præcis som de andre«, skriver Salla Simukka som noget af det første om sin enspænder-gymnasieelev, der bevæger sig i skyggerne og helst undgår de andres øjne og berøring.

Man fornemmer hurtigt, at hun bærer rundt på nogle traumer, der har påvirket hendes i forvejen ikke specielt veludviklede sociale kompetencer. Smalltalk og kram gider hun ikke. Hun oplever andre mennesker som indskrænkede og putter dem hurtigt i helt afgrænsede kasser. Dem har hun ingen lyst til selv at tilhøre. I kantinen sidder hun altid alene – uden at se ensom ud. Og på gangene undgår hun alle:

»Hun havde lært at vige udenom på en nærmest umærkelig måde. Bevægelsen skulle times rigtigt. Den skulle se naturlig ud, som om den ikke var forårsaget af den forbipasserende. Lumikki havde været nødt til at lære den slags tricks for ikke at vække irritation eller se unødigt ynkelig ud,« skriver Salla Sumikka om hende.

Lumikki bliver i den første bog ufrivilligt indblandet i en sag om forsvundne penge, narkohandel og korruption, og fra da af bevæger hun sig igennem tre krimiromaner som »Hercule Poirot og Lisbeth Salanders hemmelige barn,« som hun selv siger. Hun kan være irriterende selvsikker, frustrerende genstridig, men også sært omsorgsfuld og ikke mindst modig både som detektiv og som en teenager, der forsøger at finde ud af, hvem hun er, uden at lade sig diktere af konventioner.

»På en eller anden måde er Lumikki en karakter, som jeg ikke tror, jeg hverken skabte eller opfandt. Hun kom bare til mig, som en hel person, som om hun virkelig eksisterede. Så det at skrive om hende var som at lære hende at kende, som om hun fortalte om sig selv og sit liv, og jeg bare skrev det ned. Det gjorde hele processen meget interessant – også det, at hun både er stærk og svag, både alene og sammen med andre,« siger Salla Simukka.

For Lumikki kan ikke helt undgå at interagere med andre mennesker. Faktisk kommer der nogle usædvanlige venskaber ud af det. Og de tvinger Lumikki til at se andre mennesker som andet end de roller og kategorier, hun umiddelbart har det med at anbringe folk i.

»Jeg tror, at jeg ved at skrive om Lumikki lærte, at det er bedre at kende sandheden, også selvom den gør ondt. Det er en svær opgave at være tro mod sig selv og at se på alle de hemmeligheder, man har holdt skjult – også for sig selv – men måske er det den eneste måde, hvorpå man kan blive mere bevidst og komme i nærmere kontakt med verden, med andre og med sig selv.«

Diversitet er vigtigt

Salla Simukka har rejst rundt i hele verden med sin trilogi, der er oversat til mere end 30 sprog og solgt i flere millioner eksemplarer, men overalt er der de samme to reaktioner på Lumikki. Nogle finder hende for stærk og måske en lille smule irriterende, og »så er der dem, der elsker hende og føler sig stærkt forbundne med hende,« fortæller Salla Simukka. At Lumikki og andre karakterer i Simukkas forfatterskab udviser alsidighed er vigtigt for hende.

»Vi lever i en verden fuld af mangfoldighed, også blandt mennesker. Derfor er der det også i mine bøger, men mangfoldighed er selvfølgelig særligt vigtigt i young adult-genren, fordi unge mennesker ofte i højere grad end voksne har brug for føle sig repræsenteret.«

Lumikki giver stemme til dem, der ikke kan eller vil passe ind i kategorierne på et tidspunkt i livet, hvor det ellers synes at være et spørgsmål om liv eller død at gøre det. Lumikkis historie er ikke nødvendigvis lykkelig. Men den er historien om en ung kvinde, der har besluttet at klare sig.

»Der var engang en pige, der lærte at være bange,« skriver Salla Simukka flere gange i sin fortælling om Lumikki. Det er ikke kun bøgernes titler, der refererer til eventyr. Siderne vrimler med både direkte og mere indirekte henvisninger til såvel Brdr. Grimm som H.C. Andersen. Eventyr er som en young adult-roman: en uundgåelig rejse fyldt med udfordringer og forhindringer, der gør dig til en anden, samtidig med at du forbliver den samme.

»Jeg elsker at lege med de associationer, som læseren har fra velkendte historier, og jeg synes selv det er tilfredsstillende som læser at finde referencer, man kender. Det giver teksten en helt anden dybde. Jeg synes også, at intertekstualitet er en god måde at udvise respekt over for de fortællinger, der har eksisteret i meget lang tid og i virkeligheden har formet vores måde at anskue litteratur på,« siger Salla Simukka.

Hun er selv uddannet litterat, og ved siden af sit virke som forfatter til tekster for unge arbejder hun som oversætter og kritiker. Eventyr løber som en rød tråd gennem hendes forfatterskab, fordi hun holder af, at de kan fortælles igen og igen, og at nye generationer fortæller dem i nye versioner. Da Brdr. Grimm første gang nedfældede deres historier om Askepot og Snehvide var de endog meget mere brutale end de er i de udgaver, vi kender i dag.

»Jeg kan lide alle versionerne, fordi jeg synes, de tjener forskellige formål. Disney har selvfølgelig genfortalt dem i mange år målrettet børn, men på det seneste har der været et sandt boom inden for genfortællinger for voksne og unge voksne. Og de kan være nøjagtig lige så mørke og brutale som de ældre udgaver. Selv Disney har lavet en genfortælling af deres egen genfortælling af Tornerose: Maleficent. Den film synes jeg det lykkes at vise den anden side.«

Alle kender Snehvide men ikke Lumikki

Selv har hun arbejdet meget bevidst med, at det at genfortælle eventyr set fra et nyt perspektiv er en del af eventyrets egen mundtlige tradition.

»Eventyr afspejler selvfølgelig altid den tid, de bliver fortalt eller skrevet i. Og i nogle af de gamle eventyr finder man nogle meget snævre pige- og kvinderoller. Det er også derfor, at det er dejligt at bruge nogle elementer fra de historier, men i stedet skrive om kvindelige karakterer med flere muligheder.«

Det er netop eventyrets grundlæggende universelle temaer, der gør det muligt at arbejde med dem også i en moderne kontekst.

»Eventyr fortæller ofte historier om vores dybeste frygt: om at miste sine forældre, at miste et barn, om død, om fattigdom. På den måde kan de fortælle os noget om menneskets natur. Ofte kan de også være historier om at blive voksen, at forelske sig og at finde noget, man aldrig havde forventet. Eventyr lader os forestille os en verden, der er ligesom vores egen og alligevel fuldkommen anderledes. De taler til noget grundlæggende i os.«

På spørgsmålet om, hvorfor trilogien om Lumikki har gjort det så godt verden over, siger Simukka:

»Jeg tror, der er mange forklaringer på, at serien blev en international succes – young adult, nordic noir, eventyr, en interessant hovedperson, rent held og de rette mennesker på rette sted – men selvfølgelig har det hjulpet, at folk næsten overalt i verden kender historien om Snehvide.«

Men hvis de dermed tror, at de kender Lumikki, vil de blive overraskede.

Børnelitteratur 2017

I børnelitteraturen er forholdet mellem forfatter og læser per definition ulige. Forfatteren er voksen, det er læseren sjældent. Derfor bliver den børnelitterære forfatter i langt højere grad end den voksenlitterære bedt om at forholde sig til sin læser. Kan man skrive den slags for børn? Hvorfor er det vigtigt at skrive den slags for børn? Det er nogle af de spørgsmål, de må forholde sig til.

I denne serie forsøger vi at besvare spørgsmål som disse ved at kigge nærmere på nye tendenser i børnelitteraturen og interviewe bogaktuelle forfattere.

Det handler om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og Kinas mest populære børnebogsfatter Yang Hongying, der ønsker at tilbyde de kinesiske børn et frirum fra det konkurrencepres, de udsættes for.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’Børn skal ikke beskyttes mod virkeligheden. De kan altså godt tænke selv’

    13. oktober 2017
    Afsked og tvivl blandes med vildskab og humor i den prisvindende forfatter Finn-Ole Heinrichs bøger for ’ikke så gamle mennesker’. Succesopskriften ligger i stærke historier uden en bedrevidende fortæller, mener den 35-årige tysker, der gæster HAY-festivalen for børnelitteratur under Aarhus 2017
  • Grænserne bliver flydende i børnelitteraturen

    13. oktober 2017
    Børnelitteratur 2017 byder på de nyeste tendenser i børnelitteraturen og interviews med bogaktuelle forfattere. Det handler blandt andet om historisk grundforskning i børnelitteratur, børnesange, marginaliserede unge i amerikansk ungdomslitteratur og ønsket om pusterum til kinesiske børn, der udsættes for konkurrencepres
  • I guldalderen boomede børnelitteraturen – også den på fransk og tysk

    13. oktober 2017
    På Det Kongelige Bibliotek sidder et lille forskerhold og gransker slidte børnebøger, gulnede breve og dagbøger fra årene 1790-1850. Målet: At komme tæt på periodens børn og deres læsevaner
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu