Læsetid: 5 min.

Bag Helene Johanne Christensens digte ligger der en stum desperation og en længsel efter forandring

Helene Johanne Christensen søger efter forandring og frihed i sin debutdigtsamling Blå, der udkommer denne vinter. Her fortæller hun om poesiens rum og statuer
Hun har færdiggjort sine studier i litteraturvidenskab og står over for at debutere med digtsamlingen Blå på Forlaget Gladiator.

Hun har færdiggjort sine studier i litteraturvidenskab og står over for at debutere med digtsamlingen Blå på Forlaget Gladiator.

Ulrik Hasemann

1. december 2017

Vi mødes i Sydhavnen, Helene Johanne Christensens base efter nogle år med afstikkere til nordligere breddegrader, hvor hun har suget til sig af klippelandskaber og fra litterære miljøer. I 2015 boede hun et halvt år i Reykjavik, hvor hun studerede på universitetet og kunstakademiet. Det islandske landskab vakte en særlig genklang i hende, fortæller hun:

»Jeg oplevede det islandske landskab som meget genkendeligt, ufremmed, meget lig noget inde i mig. Jeg fandt en god form for ensomhed i den by og det landskab, som nok er sivet ind i min skrift – har inderliggjort den, tror jeg.« Da hun ikke kan læse islandsk, var hun ikke så stor en del af det litterære miljø i Reykjavik, fortæller hun. I stedet fik hun indblik i miljøet omkring kunstakademiet:

»Det var meget givende at tænke i fysiske materialer, de betydninger, der opstår, når forskellige genstande mødes. Det har måske nok – ligesom mine studier i museologi – haft betydning for min skrift og interesse for ordene som materialitet.« Efter opholdet i Reykjavik fulgte et halvt år i Oslo, hvor Helene Johanne Christensen ved siden af studiet arrangerede litterære samtaler på en kulturscene:

»I Oslo oplevede jeg hurtigt at blive en del af et meget alsidigt og levende litteraturmiljø, som gav mig en stærk oplevelse af fællesskab omkring litteratur, som jeg endnu ikke har oplevet så meget i København.«

Nu er hun så hjemme igen. Hun har færdiggjort sine studier i litteraturvidenskab og står over for at debutere med digtsamlingen Blå på Forlaget Gladiator. Hun har altid skrevet, men for fire-fem år siden begyndte hun med sit eget udtryk »at tage skriften mere alvorligt«. Nu fylder litteraturen det meste i hendes liv, og hun er kommet til et sted, hvor hun også kan begynde at lære fra sig som underviser på Gladiators 1-årige skriveskole.

En længsel efter forandring

Mens de rødgule blade blæser rundt ude på Mozartsvej, sidder Helene Johanne Christensen med sin americano og sit store krøllede hår og fortæller om, hvordan debutdigtsamlingen Blå blev til:

»Jeg skrev digtene, mens jeg skrev speciale. Der var én dag, hvor der kom enormt mange digte, som jeg ikke helt vidste, hvad ville,« fortæller hun.

»Det var egentlig en meget … eksplosiv oplevelse. En oplevelse af frihed og overensstemmelse mellem erfaring og udtryksform.« Helene Johanne Christensen taler, som hun skriver: tyst og præcist. Når hun taler om det at skrive, bruger hun ofte ordene ‘frihed’ og ‘åbenhed’.

Hvordan vil du beskrive digtene i Blå?

»Digtene undersøger relationer mellem mennesker, et du og et jeg, som hele tiden forskyder sig, brydes og bindes sammen igennem. Digtene undersøger det også via andre elementer end duet og jeget: via opalen, havet, blå, lys og skygge. Ved hele tiden at forskyde forbindelsen mellem elementerne undersøges relationen: Kan den forandre sig?«

Bag digtene ligger der en stum desperation og en længsel efter forandring, som Helene Johanne Christensen følte, mens hun skrev dem, fortæller hun. Hun vil helst ikke komme nærmere ind på, hvad der rørte sig i og omkring hende, da hun skrev Blå, for hun har ikke lyst til at lukke digtene ved at omsætte dem til hverdagssprog:

»Jeg har ikke så meget lyst til at sætte ord på det, for så bliver digtene næsten overflødige. Det var nogle erfaringer, som ikke kunne formuleres i det akademiske sprog, og som ikke kunne formuleres i en almindelig samtale med en ven, og det var nok derfor, de tog form af digte.« Tonen i Blå er muligvis afdæmpet, men Helene Johanne Christensen finder også temperament og hårdhed i digtenes forskydninger og kolde farver:

»Min redaktør, Hans Otto Jørgensen, beskrev min digtsamling som civiliseret, men med en vildskab i det civiliserede. Det ramte min egen erfaring.«

Ulrik Hasemann

Jeg-fravær

Netop det, at der i poesien kan siges noget, der ikke kan siges andre steder, var emnet for Helene Johanne Christensens speciale:

»Jeg undersøgte, hvordan Inger Christensen og Tor Ulven i deres poetiske sprog formår at udtrykke tavs viden, altså noget af den viden, man har, men ikke kan formulere bevidst.« Selvom hun til tider kunne føle, at det akademiske sprog var en smule klaustrofobisk, var Inger Christensen og Tor Ulven gode samtalepartnere i skriveprocessen, fortæller Helene Johanne Christensen. Særlig Inger Christensens måde at bruge jeget på har interesseret og inspireret hende:

»Nogle gange er jeget næsten fraværende, men det er aldrig helt fraværende. Det sættes altid i forbindelse med omverdenen. Elementer fra sfærer, som er meget forskellige, bliver forbundne, og så viser verden sig på en ny måde.«

Samme jeg-fravær ser Helene Johanne Christensen hos Morten Chemnitz, hvis digtsamling Inden april (2013) hun først lige har læst, men med hvem hun føler et sært slægtskab – og med hvem hun nok også skal blive sammenlignet, når hendes debut udkommer.

»I Inden april er der næsten ikke noget jeg til stede, der er næsten ikke nogen egentlige ting. Der er natur og lys og skygge og sansninger, der forbindes på forskellige måder, og det kan jeg godt genkende fra min egen måde at skrive på,« siger Helene Johanne Christensen og tilføjer:

»Og måske også tystheden og det enkle.« Hun oplever en frihed i det poetiske sprog, fordi det ikke skal repræsentere noget bestemt:

»Det poetiske sprog er enormt ineffektivt til at videregive informationer, fordi det vil noget andet. Det er uforpligtet over for fornuft og semantiske regler, og på den måde kan det blive noget i sig selv. Frem for at skulle pege på den specifikke statue, kan det stable en ikkeeksisterende statue på benene,« siger hun og bruger Signe Gjessings digte som eksempel:

»Hun laver et meget stort rum ved at forbinde meget små ting med universet. Hun bruger sproget på en måde, som jeg ikke oplever som repræsentativ, men som materialitet – hun skaber ligesom en ny verden.«

Er du altid modtagelig over for det poetiske sprog, eller er der perioder i dit liv, hvor det ikke rammer dig?

»Det er meget forskelligt, hvordan jeg oplever at læse et digt. Nogle gange sker der ikke så meget, ud over at jeg oplever ’nej, sikke et smukt billede’. Andre gange kan det – hvis det virkelig resonerer med min erfaring eller stemning – føles meget vildt. Så kan det være et rum, man kan træde ind i og se ting på en helt ny måde. Men man er nødt til at give sig hen, når man læser et digt.«

Uddrag fra ’Blå’

en helt anden tid lader
lyset falde skråt
ind
i et nu

 

//

en helt anden tid
lader lyset falde

 

mit ansigt i skygger

 

//

mørke hænder
skygger for mit ansigt
et helt andet lys
falder

Vinterbøger 2017

Mød fire af vinterens kommende debutanter, dyk ned i den litterære oversættelses historie og aktuelle udfordringer, tag med til forlaget Hovedland i Gjern og til Latina syd for Rom, hvorfra forfatter Antonio Pennacchi skriver om fascisme og industrisamfund i efterkrigstidens Italien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fascistkommunisten i Latina: 'At skrive er en straf'

    1. december 2017
    Antonio Pennacchi har sat sig for at skildre sin hjemstavns udvikling fra fascismen til vor tid. Andet bind i hans fortælling om Mussolini-kanalen er netop udkommet på dansk. Information har besøgt forfatteren i Latina
  • ’De unge er sgu da romantikere’

    1. december 2017
    I de litterære klassikere finder vi et fast holdepunkt i en verden, der er ved at smuldre for øjnene af os. Men vi finder også nye perspektiver, der kan give os et anderledes blik på vores samtid
  • Sjældent stærk debutroman om livet ude af sig selv

    1. december 2017
    Tyskland har dette efterår oplevet en formidabel romandebut med ’Ausser sich’, hvor et ud- og indvandret tvillingepars søgen efter sig selv i Rusland, Tyskland og Tyrkiet bliver til et brudfyldt vue ud over historien og sætter menneskets skrøbelige identitet under lup
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu