Læsetid: 7 min.

Fascistkommunisten i Latina: 'At skrive er en straf'

Antonio Pennacchi har sat sig for at skildre sin hjemstavns udvikling fra fascismen til vor tid. Andet bind i hans fortælling om Mussolini-kanalen er netop udkommet på dansk. Information har besøgt forfatteren i Latina
Italienske Antonio Pennacchi var som ung medlem af det nyfacistiske parti Movimento Sociale Italiano, men blev ekskluderet. Senere blev han aktiv på venstrefløjen. I sit forfatterskab skildrer han Italiens udvikling fra facismen til i dag.

Italienske Antonio Pennacchi var som ung medlem af det nyfacistiske parti Movimento Sociale Italiano, men blev ekskluderet. Senere blev han aktiv på venstrefløjen. I sit forfatterskab skildrer han Italiens udvikling fra facismen til i dag.

Tonino Mirabella

1. december 2017

Latinas oprindelige navn kan stadig læses på kloakdækslerne: Littoria hed byen, som Benito Mussolini grundlagde i 1932. Havde fascisterne ikke besluttet at få fattige bønder fra det nordøstlige Italien til at dræne De Pontinske Sumpe syd for Rom, var Antonio Pennacchi næppe kommet til verden.

Den 67-årige forfatter holder til på Corso Matteotti, som også hed noget andet, inden den blev omdøbt til minde om socialistlederen Giacomo Matteotti, der blev dræbt af et fascistisk tæskehold i 1924.

’Officina Pennacchi’ står der på dørtelefonen til den lejlighed, hvor arbejderforfatteren har sit daglige virke.

»Jeg har levet fire eller fem liv. Jeg har været revolutionær og arbejdet på fabrikker, været studerende og forfatter. Jeg har bygget mit eget hus på landet, gravet ud til fundamentet og muret,« siger Pennacchi, som har kasket på indendørs og et revolutionsrødt halstørklæde over skuldrene.

»Men alligevel betragter jeg stadig mig selv som en dagdriver, en dovenlars. Jeg tænker ikke på alt det, jeg har gjort, men på al den tid, jeg har spildt, og på alt det, jeg kunne have gjort. På uopfyldte forpligtelser. Jeg har ikke været en god søn, selv om min far var stolt af mig. Min far drænede sumpene, gravede kanaler og skilte vandene. En kæmpestor bedrift.«

Lugten af stald

På en overskyet novemberdag tager den største af Mussolinis nye byer sig affolket og nedslidt ud. Littorias indbyggere var bønder, der opdyrkede sumpene. I dag befolkes Latina fortrinsvis af pendlere med job i Rom. Boligspekulationen har sløret skellet mellem land og by.

Indtil 1970’erne kendte alle i byen hinanden, fortæller Pennacchi. Hans slægtsroman, Mussolini-kanalen, skildrer, hvordan de ubeboelige, malariabefængte sumpe blev drænet af hans bedsteforældres og forældres generationer. Nu har Latina-provinsen en halv million indbyggere. Bogen blev i 2010 tildelt Italiens fornemste litteraturpris, Premio Strega. Fortællingens andet bind, Mussolini-kanalen II, blev udgivet fem år senere og er netop kommet på dansk.

I værkstedets reol står et indrammet gruppebillede fra 1930’erne med mænd og kvinder på to rækker, smilende og solbrændte ansigter. Det er Pennacchis mors slægtninge, Peruzzi-familien, som bøgerne handler om:

»Jeg skriver helst om fortiden. Den har jeg studeret grundigt, og næsten ingen kender dette områdes historie under fascismen og i efterkrigstiden så godt som jeg. Men det er også nemmere at forvandle fortiden til kunst, for en af poesiens fundamentale ingredienser er nostalgi,« siger Pennacchi og fortsætter:

»Måske har min interesse for historie altid været motiveret af forsøget på at forstå dette område: Hvor er det, jeg er havnet? For selv om jeg er født her, var mine forældre indvandrere. Min far fra Perugia, min mor fra Veneto. For at fortælle historien om min egen jordlod har jeg måttet fortælle om hele området. Jeg føler nostalgi efter alle de historier, mine onkler fortalte. Det er også en nostalgi efter det landskab, jeg oplevede som barn. Hvordan der lugtede, da der var stalde overalt, og hvordan der så ud, før der blev bygget overalt.«

På natholdet

Mussolini-kanalen har fået flere læsere, end forfatteren og hans forlag turde drømme om. Succesen i f.eks. Danmark og Holland forklarer han med, at inddæmning af marskland spiller en rolle i disse landes historie. For Pennacchi var det dog især et personligt projekt:

»Jeg drog et enormt lettelsens suk, da det lykkedes mig at gøre den færdig. Det var en opgave, jeg havde stillet mig selv som dreng, men havde tilsidesat i mange år for at lave andre ting. Jeg troede faktisk ikke, jeg kunne skrive den. Det fik mig til at føle enormt meget skyld. Jeg kan nemlig ikke lide at skrive. Jeg kan lide at læse, studere og gå rundt i Latina og skændes med dem, jeg møder. Men at skrive er en straf. Jeg får det skidt hver gang. Så jeg var glad for omsider at have betalt min gæld til de afdøde. Nu kunne jeg også selv dø, hvis det skulle være. Det vigtigste var, at jeg var færdig.«

Men Pennacchi har – som han siger – »desværre« sat sig for at fortælle om Latinas udvikling helt frem til vor tid:

»Jeg vidste godt, at jeg havde skrevet en god bog, som ikke fandtes før. Men det overvældede mig ærlig talt, at den solgte en halv million eksemplarer i Italien. På den ene side har jeg altid haft høje tanker om mig selv og ment, at jeg er bedre end alle andre. På den anden side er der så tvivlen om, hvorvidt det nu er sandt. Hvert et kompliment, jeg har fået for det første bind, har øget presset på mig i forhold til det næste. For hvad hvis de nu opdager, at jeg alligevel ikke duer til en skid?«

Som fabriksarbejder var Pennacchi på natholdet. Nu rbejder han indtil daggry, når der skal skrives en ny bog. Så flytter konen også ind på værkstedet:

»Det er den første version, der koster mig store anstrengelser. Derefter kan jeg bruge resten af livet på at rette i teksten. Det er en besættelse. Jeg har brugt det sidste år på at genskrive Fascistkommunisten for femte eller sjette gang. Jeg var ikke helt tilfreds, så nu kommer der en ny udgave. Jeg er perfektionist og finder altid noget, der kan forbedres. Men det tynger mig ikke på samme måde, som når jeg skal hive noget nyt stof frem. Det gør altid ondt.«

Fascismen indeni

Blandt italienere er Pennacchi kendt som ’fascistkommunisten’ på grund af hans gennembrudsroman fra 2003, der altså er blevet genskrevet adskillige gange siden, og som i 2015 kom i dansk oversættelse. Det er en dannelsesroman om hans ungdom under Den Kolde Krig, da Italien var præget af politisk vold:

»Jeg gik jo direkte fra nyfascismen til at støtte De Røde Brigader,« siger han, da vi går hen ad Corso Matteotti efter at have indtaget en koffeinfri espresso på en bar.

Pennacchi er således i åben polemik med den bastante modstilling mellem fascisme og kommunisme, der prægede hele efterkrigstiden. Kategorierne var mere flydende, mener han. F.eks. genopstod mange intellektuelle, der havde støttet Mussolini, efter krigen som kommunister, mens andre dele af den fascistiske bevægelse fortsatte med at lede landet som kristendemokrater. De fleste italienere var fascister, indtil Mussolini blev væltet, og derefter blev de straks antifascister. Ifølge historikeren Mario Isnenghi optager »det usagte og uforklarede« en stor plads i Italiens offentlige liv på grund af »fornægtelsen af fascismen i os selv, i landets materielle og kulturelle strukturer«.

Den ramme forsøger Pennacchi at sprænge:

»I modsætning til nazismen var den italienske fascisme i udgangspunktet en venstreorienteret massebevægelse. Socialstaten opstod med fascismen. De riges jord blev kun eksproprieret i Sovjetunionen og steder som her i Agro Pontino. Desuden begyndte italienerne først for alvor at tale et fælles sprog efter Første Verdenskrig, så i en vis forstand fødes nationen faktisk med fascismen,« siger han og peger på den rationalistiske arkitektur:

»Kan jeg måske gøre for, at der blev bygget mere og bedre under fascismen end både før og efter?«

Intelligentsiaens svigt

Pennacchi bliver derfor forudsigeligt nok kritiseret for overbærenhed i forhold til fascismen. Men det er »en politisk kritik«, mener han og påpeger, at Italien hverken før eller efter fascismen har fungeret som et mønsterdemokrati.

»Min fortælling om dræningen af De Pontinske Sumpe handler ikke om fascismen. Den er en historie om et folk, og den historie udspiller sig under fascismen. Jeg mener ikke, jeg har været overbærende. Det ville jeg have været, hvis jeg havde skjult noget. Fascismen skabte store ulykker og sorg i landet. Især fordi den var et diktatur, der undertrykte uenighed med vold.«

Mussolinis præg på bygninger, gader og pladser i Latina er uudsletteligt. Desuden er byens restauranter, barer og butikker dekoreret med fotografier og slogans fra den fascistiske epoke, selv om det ifølge Italiens forfatning er forbudt at hylde hans regime. Den siddende regering har fremsat forslag om sanktioner for at håndhæve forbuddet. Det vil ikke nytte noget, mener Pennacchi:

»For mig at se er det ikke andet end folklore. Det bliver kun værre, hvis man forbyder det. I et demokrati må man finde sig i, at folk siger, hvad der passer dem, også selv om man ikke bryder sig om det.«

Racelovene fra 1938 var fascismens største og mest obskøne forbrydelse. Indtil da havde de forholdsvis få jøder i Italien faktisk været overrepræsenteret i den fascistiske bevægelse, der f.eks. omfattede flere jødiske arkitekter.

Heller ikke racelovene fik dog de italienske intellektuelle til at gøre modstand mod fascismen, påpeger Pennacchi. Det skete først, da propagandaen om Italiens civilisatoriske overlegenhed blev sprængt i stumper og stykker af de allieredes bomber:

»Jeg er ikke fascismens forsvarer og skal heller ikke fælde dom over den,« siger han, »men det har jeg så alligevel gjort.«

Drømme om fabrikken

I mange år lavede Pennacchi ledninger, telefonkabler og bildæk på områdets fabrikker. Hans nærmeste venner er de gamle arbejdskammerater:

»En stor del af mine drømme handler stadig om fabrikker. Jeg kunne godt lide de faglige møder og kaffepauserne.«

Der er skrevet mange romaner om industrisamfundet i Italien, men sjældent fra fabriksgulvets synsvinkel, hævder Pennacchi:

»Jeg skriver arbejderlitteratur uden had til fabrikken. Der er selvfølgelig vreden mod ledelsen og konflikterne, men der er også livsglæde. Fabrikken er et socialiseringssted. I de intellektuelles bøger er den ofte et infernalsk sted, men for mig er den fuld af liv.«

Sådan er det også med Latina, der godt kan virke afvisende og skræmmende tom. Men i Pennacchis værk befolkes byen af generationer af italienere, der blander dialekter, skændes om politik og kæmper for et bedre liv.

»Hvis jeg ikke kan sige noget nyt, vil jeg hellere holde mund,« siger han.

»Jeg laver modfortællinger. I italiensk litteratur bliver folkets historie næsten altid fortalt fra en anden synsvinkel, ovenfra og udefra. Mine bøger handler om kampe og frigørelse. Taberne går tit i gulvet, men de rejser sig hver gang for at kæmpe videre. Jeg skriver vrede bøger om udnyttelse af arbejderklassen og bønderne. For jeg er stadig vred.«

Antonio Pennacchi: 'Mussolini-kanalen II', oversat af Thomas Harder , netop udkommet på Gyldendal

Vinterbøger 2017

Mød fire af vinterens kommende debutanter, dyk ned i den litterære oversættelses historie og aktuelle udfordringer, tag med til forlaget Hovedland i Gjern og til Latina syd for Rom, hvorfra forfatter Antonio Pennacchi skriver om fascisme og industrisamfund i efterkrigstidens Italien.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’De unge er sgu da romantikere’

    1. december 2017
    I de litterære klassikere finder vi et fast holdepunkt i en verden, der er ved at smuldre for øjnene af os. Men vi finder også nye perspektiver, der kan give os et anderledes blik på vores samtid
  • Sjældent stærk debutroman om livet ude af sig selv

    1. december 2017
    Tyskland har dette efterår oplevet en formidabel romandebut med ’Ausser sich’, hvor et ud- og indvandret tvillingepars søgen efter sig selv i Rusland, Tyskland og Tyrkiet bliver til et brudfyldt vue ud over historien og sætter menneskets skrøbelige identitet under lup
  • Mellem fortælling og tilstand

    1. december 2017
    Jan Krogsgaard debuterer til januar med ’Response to Impact’, en tekstsamling om erfaringer og begivenheder fra en 8-årig periode, hvor han opholdt sig i Asien for at lave film og søge en større fortælling
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer