Fornyelsen kommer ikke fra hovedstaden

»Atju! Jeg er vist ved at blive overfølsom over for bøger,« siger Steen Piper med et glimt i øjet. En alvorlig arbejdsskade, når man som Steen Piper ejer Forlaget Hovedland og har en kælder, der mest af alt minder om et mindre bibliotek. Skønlitteratur, debatbøger, bøger om politisk teori og alternative behandlingsformer. En enkelt bog om danske fyrtårne har også sneget sig ind i de lyse træreoler et par meter under den gjernske muld. Bøgerne vidner om over et kvart århundredes forlæggervirksomhed med plads til alternative udgivelser.

»Jeg lavede engang en mærkelig bog, en bibelsk hebraisk grammatik, hvor min revisor sagde: ’Hvad vil du dog med sådan noget dér? Der er kun udkommet ni bøger af den slags siden 1520,’« griner Steen Piper, mens han lader sin hånd glide hen over forsiden på bogen.

»Vi sælger vist 20-30 stykker om året,« fortsætter han.

»Den bliver jo stadig brugt på teologisk fakultet af dem, der skal lære hebraisk.«

Men selv om bogreolerne afslører Hovedlands engagement i en bred vifte af genrer samt samarbejde med endnu flere forfattere, har forlaget en klar profil. En profil, det har værnet om siden 1984.

Forlag med kant

På Hovedlands hjemmeside står: »Centrene er tomme, og fornyelsen kommer fra den centrale periferi.« Udkantsdanmark er ikke et tema, men det er hovedstaden og de såkaldt kreative klasser til gengæld. De har ifølge Steen Piper skævvredet landet kulturelt, og det er denne skævvridning, Hovedland har forholdt sig kritisk til siden forlagets spæde start i 1984. Han forklarer, hvordan Hovedland alle dage har været optaget af økologi samt kritisk i sin stillingtagen til bl.a. sundhedsvæsen, uøkonomisk økonomi og kulturradikalisme, og han har da heller ikke glemt, hvad der oprindeligt drev ham til at blive forlægger:

»Der var ingen kritisk litteratur om landbrugskulturen og dermed om dansk tradition. Den smule der fandtes, afspejlede enten en konservatisme, som ikke eksisterer længere, eller en kulturradikalisme, som efterhånden gennemsyrer alt. Den blev forvekslet med at være progressiv, hvilket jeg ikke mener, den nogensinde har været. Så jeg deler egentlig gammelkommunisternes opfattelse af kulturradikalismen som skødehund for de toneangivende.«

Steen Piper kalder kulturradikalismen for »tidsåndens tapet«.

»Kulturradikalismen er progressiv i den forstand, at den i et hundredårigt perspektiv har bidraget til at ødelægge eller frigøre os fra traditionen - også den værdifulde del af traditionen. Den underlige sammenblanding af opgør med traditionerne og en rodløs socialisme bliver i dag til hovedløs internationalisme og en moraliserende humanisme og normopløsning. Det en sikker opskrift på undergang – og underkastelse,« siger Steen Piper.

For Hovedland handler det dog ikke kun om at give plads til dem, der har noget kritisk at sige om det eksisterende. Ifølge Steen Piper har folk andre litterære præferencer end det, som udbyderne kommer med, og det kan få konsekvenser.

»Hvis ikke litteraturen afspejler det, de læsende i befolkningen gerne vil have, så bliver den mere eller mindre ligegyldig, og det er, hvad den truer med at blive: ligegyldig. Og det er forklaringen på, at de grå generationer i dag dominerer, også på Bogforum. Men de læsende vil gerne have vores bøger – det ved vi – og derfor har vi også altid haft et rigtig godt marked på bibliotekerne.«

– Men viser salgstallene ikke, hvilken litteratur, folk vil have?

»Der findes bestemt god litteratur, men det er ikke altid den moderne skønlitteratur, der er bedst, selv om Michel Houellebecqs roman Underkastelse for mig har været sommerens oplevelse. Tom Buk-Swienty er jo fremragende, og Brinkmanns popularitet viser i hvert fald, at der er en gedigen åndelig sult i befolkningen.«

Han vil dog ikke bøje sig i støvet og erkende, at de store forlags bestsellerkrimier måske bare er de bedst skrevne. Salgstal og litterær kvalitet er ikke uadskillelige faktorer, og derfor skriver de højest profilerede forfattere ikke nødvendigvis de bedste bøger, hvis man spørger Steen Piper.

»Naaarj. Nej. Der er Nesbø, men ellers vil jeg sige, at der næsten ikke er nogen krimiforfattere, der er på niveau med Craig Russell.«

– Sælger han lige så godt som Nesbø i Danmark?

»Overhovedet ikke. Slet, slet ikke.«

Og mens Steen Pipers begejstring over de store forlags skønlitterære udgivelser er til at overse, ser han anderledes lyst på nogle af de faglitterære udgivelser.

»Det er jo interessant, at en forfatter som Søren Krarup kan udkomme hos Gyldendal. Og det er jo egentlig positivt, at han kan det.«

Men hvad er det så, folk vil have fra Forlaget Hovedland? Hvilken litteratur foretrækker folk, når de ikke køber bestsellerkrimier hos de store forlag?

Konflikthåndtering og sydstatskrimier

At drive forlag er at drive forretning, og de fleste forretningsdrivende orienterer sig jævnligt i, hvad der rører sig i branchen, og hvad deres kolleger har succes med. Her er Steen Piper ingen undtagelse. Han forholder sig dog skeptisk til, om det litterære landkort –som han mener er kendetegnet ved en uforholdsmæssig stor portion kulturradikalisme tilsat en nyliberalistisk ’mig, mig, mig-agenda’ – giver plads nok til bøger, som betyder noget – bøger, der vil noget.

En bog som i Steen Pipers optik betyder noget, og som Hovedland har solgt mange af, er Konflikt og kontakt af Else Hammerich, Kirsten Frydensberg og Palle Bendsen m.fl. Den henvender sig til faggrupper, der arbejder med mennesker og konflikthåndtering og bygger på nyere freds- og konfliktforskning samt ikkevoldelige løsningsmodeller.

»Den kører virkelig godt. Jeg tror, vi er på sjette eller syvende oplag, og så skal vi lave en jubilæumsudgave af den i 2019.«

Et andet værk, som har betydet meget for Hovedlands selvforståelse, er Herman Dalys værk Nødvendighedens økonomi om økologi, økonomi og bæredygtighed.

I den skønlitterære boldgade har den amerikanske krimiforfatter James Lee Burke, hvis navn Steen Piper ved en tilfældighed faldt over i 1988 ved den årlige bogmesse i Frankfurt, vist sig særdeles salgbar Han havde aldrig været udgivet uden for staten Louisiana, og hans første spændingsromaner var ikke rigtige krimier, så Steen Piper var tilbageholdende, indtil han sendte Burkes næste krimier til Bo Green Jensen, som bare skrev: »Udgiv alt af den mand.« Og det har Steen Piper så gjort.

»Han skriver forfærdelig godt – og det er jo det vigtigste. Hans plots er ikke noget at råbe hurra for, men det er dæleme nogle gode krimier.«

Tor Birk Trads

Udemokratiske anmeldertendenser

Steen Piper stiller Burkes seneste, Vejfarende fremmed, tilbage blandt krimiforfatterens øvrige værker, inden vi fortsætter ind i forlagets kombinerede kantine og reception, hvor han plejer at spise frokost sammen med sin kone Tatiana, som står for Hovedlands layout. De har som regel selskab af forlagets koordinator Susanne, men hun spiser hjemme for tiden, da hun har fået en hundehvalp, som ikke kan være alene for længe ad gangen – og det er helt fint med Steen Piper.

For fem år siden flyttede forlaget fra Aarhus til Gjern, hvilket betød lavere husleje, flere kvadratmeter og en geografisk placering, som ligger i tråd med Hovedlands afstandtagen til det, de på forlaget kalder »storbyernes skævvridende kulturpolitik«. Men selv om Hovedland stadig er en rentabel forretning i en tid, hvor bogsalget generelt er faldende, peger Steen Piper alligevel på nogle udfordringer.

»Det er meget få bøger om alternativ behandling, der bliver anmeldt i de større medier, og det er jo egentlig underligt og udemokratisk, når der er 700.000-800.000 mennesker, der bruger alternativ behandling i en eller anden form.«

En anden udfordring for små forlag kan være den store konkurrence, siger Steen Piper.

»Der er kommet flere bøger på markedet og tilsyneladende en større diversitet. En del af forklaringen skal nok findes i nutidens lave produktionsomkostninger samt i, at der findes en generation af relativt unge akademikere med lidt penge på kistebunden – f.eks. fra arv eller pension – som ikke ved, hvad de skal give sig til. Det har medvirket til, at der er åbnet en del små forlag.«

De unge akademikere forholder sig, efter Steen Pipers mening, ikke tilstrækkelig kritisk til samfundet og bruger ikke litteraturen til at pege på forhold, der kan forbedres Det stigende antal bøger på hylderne holder derfor ikke Steen Piper vågen i den midtjyske nat.

»Det meste af den litteratur er efter min mening ligegyldig. Den fortæller ikke nogen nye historier og vil ikke nogen nye steder hen. De siger jo ikke ligesom mig, at nu skal vi nedlægge storbyerne, flytte til Midtjylland og drive økologisk landbrug,« griner han.

En utilpasset person

På spørgsmålet om, hvorfor et forlag som Hovedland er vigtigt i det litterære landskab, fastslår Steen Piper, at han ikke ligger inde med den store forkromede forklaring. Han sætter dog gerne ord på, hvordan han oplever sig selv som forlægger.

»Jeg er nok lidt utilpasset på den måde, at jeg er kritisk over for samfundets institutioner generelt, og jeg er kritisk over for kulturlivet – meget! Selvfølgelig er der ting, jeg godt kan lide, og det smitter naturligvis af på min udgivelsesprofil.«

Kultur i forfald

Efter kage og te er det tid til frokost. Steen Piper starter med en avocadomad og bemærker hurtigt Informations udsendtes kulinariske præferencer. »Du er en kødspiser, hva’?« To halve med leverpostej, en frikadelle og et halvt stykke laks senere sporer vi os ind på kulturlivet og dets udfordringer. Og spørger man Steen Piper, er der udfordringer nok for kulturlivet – særligt i København.

»Det kan da godt være, at der er nogle tilbud, men til ære for hvem? Hvem har glæde af dem? Hvorfor kører alle kulturinstitutioner i København med et dundrende underskud? Hvorfor er de afhængige af, at det offentlige yder 500 kroner i tilskud per billet? Det afspejler jo, at kulturlivet er indrettet efter toppen af samfundet.«

Uanset om det står så skidt til på hovedstadens kulturinstitutioner, som Steen Piper hævder, eller ej, så diskuterer han gerne kultur – og han peger gerne på, hvor det går godt. Derfor giver han sig til at tale om forfatteren Johan Skjoldborgs virke i 1890’erne, og om hvordan han sammen med bl.a. Jeppe Aakjær udgjorde grundstammen i den litterære strømning, der bliver kaldt ’det folkelige gennembrud’.

»I et af Skjoldborgs essays skriver han, at han gerne så fremtidens landsby- og kulturliv centrere sig om et andelsmejeri og et kulturhus med gymnastiksal og måske svømmefaciliteter, bibliotek og foredragssal. Sådan et multikulturhus har vi her i byen, og det er jo en god måde at indrette samfundet på.«

Ifølge Steen Piper bruger de lokale kulturhuset i Gjern. »Sidste år arrangerede jeg sammen med Gjern Erhvervsklub et foredrag med en af vores forfattere, Marianne Jørgensen, som udgav sin historiske roman De tavse vidner sidste år. Jeg må sige, at jeg næsten aldrig har hørt så godt et foredrag; Hun fortalte sin livshistorie og om, hvordan hun tog tilløb til at begynde at skrive.«

Fremtiden

Vi har bevæget os ind i pejsestuen, hvor der er udsigt til et grønt areal, som Steen Piper og hans naboer har kæmpet med næb og klør for at bevare. Der var nemlig et nyt boligbyggeri på tegnebrættet. »Det kunne være blevet en ny Amager Fælled-sag,« smiler Steen Piper, inden han svarer på, hvor han ser Hovedland om 10 år.

»Det ved jeg ikke. Det er et spørgsmål om, hvordan det skal køre videre. Jeg håber at kunne fortsætte 20 års tid endnu – til jeg bliver 90. Hvis jeg snakker i telefon det meste af dagen, tager en middagslur om eftermiddagen og læser lidt om aftenen, så er det jo en tilværelse, der i mange henseender ligner en pensionists.«