Læsetid: 7 min.

Der er intet i verden så stille som sne

For to generationer siden var langrendski nødvendige for at kunne overleve i vinterens snefyldte landskaber. I dag er langrend en undtagelse fra vores moderne liv og en mulighed for at meditere i bevægelse
Vi er i Norge, min kæreste og jeg og vores to døtre på fem og syv. Det er første gang, at de er på ski, og nu har vi været her nogle dage, så de har fået lært det basale. Og det er dér i sporet på vej op af et bjerg, der i øjeblikket forekommer uendeligt, at jeg kan høre det. Det, jeg kan høre, er stilheden. Lyden af ingenting

Vi er i Norge, min kæreste og jeg og vores to døtre på fem og syv. Det er første gang, at de er på ski, og nu har vi været her nogle dage, så de har fået lært det basale. Og det er dér i sporet på vej op af et bjerg, der i øjeblikket forekommer uendeligt, at jeg kan høre det. Det, jeg kan høre, er stilheden. Lyden af ingenting

Jakob Jørgensen Vestergaard

10. november 2017

Der går flere timer, før jeg kan høre det. Vi okser op ad et flere kilometer langt spor, op på et sneklædt bjerg under den blå himmel. Landskabet er hvidt og vores ånde står som små skyer af damp i luften. Små undtagelser af liv på den golde snedækkede fjeldside.

Vi er i Norge, min kæreste og jeg og vores to døtre på fem og syv. Det er første gang, at de er på ski, og nu har vi været her nogle dage, så de har fået lært det basale. Og det er dér i sporet på vej op af et bjerg, der i øjeblikket forekommer uendeligt, at jeg kan høre det. Det, jeg kan høre, er stilheden. Lyden af ingenting.

I. Langsomheden

Tre dage tidligere står vi ud for første gang. Det er en god følelse at få skistøvlerne på igen. Jeg genkender med det samme fornemmelsen af at gå lidt mærkeligt fra de mange gange, jeg stod på langrend som barn og teenager med min far. For mine døtre er det første gang, og de råber og griner og fjoller midt i usikkerheden over, om de nu også overhovedet kan. Vi bevæger os langsomt ned ad en lille sneklædt bakke til sporet, mens vi balancerer med skiene i hænderne, men skiene smutter ud af den yngstes favn og suser afsted.

I dag fryser det ikke meget, så den tæt pakkede sne er tung og fuld af vand. Man bliver våd, når man falder. Og falder, det gør man.

Jeg koncentrerer mig om at spænde skiene på deres fødder og forsøger at fortælle, hvordan de skal gøre. De er for spændte til at høre efter, og vi sender dem afsted i sporet. Et ben foran det andet. Armene modsat. Stille og roligt. Balancere kroppens vægt i forhold til hastigheden. Det går langsomt, fordi det er første gang, og fordi sneen er så tung og våd. Det tager tid at komme igennem. Og vi gør det i vores eget tempo. Ikke skolens tempo eller arbejdspladsens tempo. Ikke bilens tempo eller flyets tempo. Ikke fjernsynets eller byens tempo.

Det er i vores eget tempo, at vi bevæger os igennem landskabet. Med en hastighed der er så tæt på den naturlige hastighed for et menneske, det gående menneskes hastighed, at det føles rigtigt, hastigheden i langrend sætter sig i kroppen som en fornemmelse af ro, af ikke at forjage noget, af at kunne følge med på sine egne præmisser. Hastighed, derimod, giver os angst, mener nogle filosofer og psykiatere, for vores 40.000 år gamle hjerne er ikke skabt til det tempo, som præger vores moderne liv. Hastigheden får os til at glemme, glemme os selv, og glemme at være til stede i verden på den måde, som netop vi kan.

»Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen, mellem hurtigheden og glemslen,« som Milan Kundera skriver i ‘Langsomheden’ fra 1995, og som jeg læste første gang, flere år før jeg var i stand til helt at forstå den. Jeg kører ud af sporet og skøjter frem på siden af mine døtre. Betragter deres første langsommelige tag med skiene. Fanger deres begejstrede, koncentrerede, knap så sikre blikke. Kroppens bevægelse igennem rummet i menneskets tempo kræver tid og ophæver tiden.

Tempoet i langrend er så lavt, lavere end resten af vores liv, at det bliver muligt at erindre. Jeg erindrer bevægelserne, teknikken, min fars pelshue og solgule skijakke, sporene imellem granerne, og sneen. Jeg erindrer sneen. Lyden. Fornemmelsen. Og et lille stik af skuffelse stikker, for på min barndoms skiture var sneen anderledes. Den var ikke tung og våd, men let og nyfalden.

Jakob Jørgensen Vestergaard

II. Ind i det fjerne

Det var vådt i går, og så frøs det i nat. Her til morgen er sneen en hård skal, og vi glider ikke længere igennem tung våd sne, men skøjter hen over dens islag. Fornemmelsen af ikke at stå fast, ikke at have forbindelse med sneen, er ikke rar, især ikke for vores døtre, der ikke har prøvet det før.

Det er sidst på sæsonen, og vejret ændrer sig hele tiden. Temperaturen svinger lige omkring frysepunktet om dagen, og det skaber et nyt føre hver dag. Skiene er forvandlede til lange skøjter med dårlig forbindelse til ens krop. Man føles næsten uvelkommen. Sneen holder på sit og afgrænser sig fra os.

Frosten er hård og skyerne mørkegrå. Vejret skifter lynhurtigt på højfjeldet. Det blæser op i granerne, der svajer og kaster sneen af sig i store hvide skyer af sne. Vinden suser igennem dem og larmer. Begge døtre kigger mod himlen med bekymrede udtryk. Så kommer snevejret og lukker os inde i en mærkelig uforstyrrethed, en vejrets isolation, der får os til at føle os langt væk, selvom vi ikke kan være mere end tre kilometer fra byen. Vi må vende om og begive os tilbage, inden vi er kommet rigtigt af sted. Vi pakker os helt ind i huer og handsker og halstørklæder, og vi lukker halvt øjnene for at beskytte dem mod de små hårde snekorn, som vinden pisker rundt i luften. At stå på ski i en snestorm er som at bevæge sig i et lukket rum, et univers hvor kun vi findes, lige nu, hvor kun sneen og bevægelsen i den findes, og den omkringliggende verden er fjern og udefinerbar.

Stormen omslutter og afgrænser os fra resten af verden. Tilstanden minder mig om en som beskrives hos Karl Ove Knausgård, der i ’Om vinteren’ skriver til sin ufødte datter i hendes mors mave:

»Alle lydene der trængte ind til dig, stemmer og motorlyde, mågeskrig og musik, dunk, skramlen, råb, må bare have været der, som mørket og vandet, noget du ikke skilte ud som noget særligt, for der kan ikke have været forskel mellem dig og dine omgivelser.«

Det er sådan, det føles i en snestorm på en højfjeldsløjpe. Der er bare det, der er nu. Det er uforstyrret. En antitese til det moderne byliv, for det er uden byens konstante bevægelser og indtryk, men næsten distraktionsløst som i en fostertilstand. På et tidspunkt er der ikke andre tanker tilbage end tanken om det næste skridt. Der er ikke ingen tanker om planer eller møder eller diskussioner eller frustrationer. Der er bare sporet, der peger lige ud, og benenes bevægelse, der skyder kroppen fremad. Det er meditation i bevægelse.

Vi taler ikke sammen, før vi er hjemme igen, og det føles som en evighed. Da vi kommer inden for i varmen stikker og prikker huden, der hvor den er blevet ramt af snekorn. Vi griner til hinanden af lettelse, krænger det hårde og kolde overtøj af og smider os i den imødekommende sofa. Det summer i kroppen af træthed og begge døtre falder hurtigt i søvn den aften. En ilddåb kan godt være kold.

Jakob Jørgensen Vestergaard
Jakob Jørgensen Vestergaard

III. Lyden af stilhed

Sneen knirker i dag. Præcis som den skal, præcis som jeg husker den fra min barndoms langrendsture med min far. Efter snestormen i går og frosten i nat, ligger den perfekt præparerede nysne let og tilgængelig og overkommelig for nybegyndere. Det er den lyd, den svagt kirkende lyd, og de aflange rish rash-lyde af skiene, der glider gennem nysneen. Det er de sagte lyde af sne, jeg gerne ville give videre til mine døtre. Den erindring, den oplevelse, af vinterlandskabets næsten uhørlige, nærmest venlige lyde.

Solen skinner, og vi begiver os op ad fjeldet mod toppen. Èn efter èn i det fine spor, opad uden ord, uden andre lyde end de få lyde, som vi selv laver i vores møde med sneen. Det er lyden af mennesket i naturen, før mennesket opfandt maskinen; før vi skabte så meget støj, at vi blev syge af det. For den støj, vi omgiver os med i byerne, giver søvnproblemer og muskelspændinger og hjertebanken, viser undersøgelser fra Det Europæiske Miljøagentur. Det moderne menneske lever i et inferno af larm, som ville være uforståeligt og umuligt at fatte for fortidsmennesker bare få generationer siden.

Her er stille i sporet. Koncentration. Anstrengelse. Små smil til hinanden uden ord. Tavsheden giver ro i kroppen, den forplanter sig fra omgivelserne og ind i éns sind. Som den danske digter Helge Rode, der tilbragte sin ungdom i Norge, skrev i 1896:

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.

Efter et par timer har vi nået toppen og en udsigt over bjergtinderne, et udsyn over landskabet, som er spektakulært anderledes end hverdagens blik på verden. Vi får langsomt vejret og vender om og begynder at køre ned igen. Mere sikre på skiene end den første dag accelererer vi igennem stilheden.

Der er intet i verden så stille som sne, og intet der larmer som en femårig pige, der drøner ned ad et bjerg med skistavene højt hævet over hovedet. Hun har erobret fjeldet og sneen og sporet, og hun skråler højt, min yngste. Fragmenter af hendes ord når mit øre gennem vindens susen. Hun råber. ‘Jeg er Lynet McQueeeeeen!’

Jakob Jørgensen Vestergaard

Rejser november 2017

Hvad fortæller mad om mennesker og steder? Vi taler med udenlandske kokke i Danmark om den hjemstavnsmad, de savner mest. Vi fortæller om maden som identitetsmarkør og og guider til navnebeskyttede egnsretter i Europa. Læs også om ny afrikansk kunst i Cape Town og slidte gamle pubber i London. Og kom med ud i den meditative stilhed på det norske højfjeld langt fra byens kværnen.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu