Klumme
Læsetid: 2 min.

Londons autentiske pubber trues af udvanding og undergang

Masseturisme, skyhøje ejendomspriser, kæde-strømlining, rygeforbud – Londons pubcrawling bliver til ørkenvandring
Masseturisme, skyhøje ejendomspriser, kæde-strømlining, rygeforbud – Londons pubcrawling bliver til ørkenvandring

Isabella Tamara

Redaktionen
10. november 2017

LONDON – Den Gyldne Løve, Den Grønne Mand, Elefanten og Slottet, Den Fordrukne Sømand, Den Glade Skatteyder, Ræven og Hunden, Den Uforfærdede Ræv, Månen under Vand, Den Kongelige Eg, Den Blå Kasket, De Fire Kastanjer og Den Sorte Tæve.

Sælsomme og poetiske er de – navnene på de utallige London-pubber, jeg har gæstet under ekskursioner til Storbritanniens pulserende hovedstad igennem tre årtier. Og mange er de gode – eller i al fald animerede – samtaler, som jeg mindes at have ført med de lokale over pints of bitter eller ales af mærket Old Speckled Hen. Om Thatchers ondskab eller fortræffelighed, om vigende og opadgående formkurver i Premier League-fodbold, om vikingeblod, om Shakespeares udødelighed og meget, meget mere.

Men Great Scott, hvor er det i dag svært at støde på de stadigt sjældnere indfødte samtalepartnere i stadigt sjældnere autentiske London-pubber. De drikkende klassers bærende kulturinstitution siden Dickens, nej Chaucer, er i dyb krise.

Årsagerne dertil er sammensatte. At de (a)sociale medier også har gjort indhug på briternes civilitet og selskabsliv er blot den første sørgelige konstatering. Selv på pubber kan folk sidde bøjet over smartphones, men problemet stikker dybere, og forfaldshistorien går årtier tilbage.

Faktisk begræd allerede George Orwell i 1946 i Evening Standard, at de pubber, der levede op til hans ideal kunne tælles på en hånd: Interiøret skulle være kompromisløst, der måtte ikke være dartspil, der skulle være stille nok til, at der kunne føres en samtale, der måtte ikke være radio og musik, bardamerne skulle være moderlige, kende alle ved fornavn eller kalde dem ‘luv’ og bekymre sig oprigtigt om dem, der skulle være cremet stout i fadølsanlægget, der skulle være blussende kaminild og ikke mindst billige leverpølsesandwiches.

Og så skulle man selvfølgelig kunne ryge.

Industriøllets overtag

Den slags pubber i dag så sjældne som en bobby-kasket på en levende politimand. Alt for få pubber er i dag oprindelige. Bag bardisken står en polak, foran bardisken en italiensk interrailer. Interiøret skal illudere imperiets storhedstid, men er serieproduceret kulissekitsch.

Alle pub-lunches, fra fish and chips til steak and kidney pie, er de samme og smager ens i alle pubber, for store bryggerikoncerner har overtaget de fleste og strømlinet dem. Med et pauvert udvalg af industriøl som resultat: Carlsberg, Heineken, Foster’s. 

Ejendomspriserne i London er endnu en ond ånd, og hver dag lukker der seks pubber i Storbritannien, mange i det centrale London. I dag er der under 50.000 pubber tilbage i hele landet, i 1905 var der over 100.000.

En globalisering, der er uden pietet for traditioner, hører også til pubbernes værste fjender. Pomeroy’s på Fleet Street – strengt taget en vinbar – hvor den legendariske procesadvokat Rumpole of the Bailey fra tv-serien af samme navn indtog sin claret efter at have opnået endnu en frifindelse for endnu en uretmæssigt anklaget, findes endnu, men hedder i dag El Vino – hvor grimt kan det blive?

Hvis Brexit bliver godt for noget, hvad man må betvivle, så skulle det være, at briterne tog deres gamle publivsform tilbage. Under alle omstændigheder har spøgefugle for længst været fremme med forslag til nye pubnavne, post-Brexit: Den Vildførte Plebejer, Hunden og Xenofoben, Den Buldrende Boris, Selvmålet, Ønskebrønden, Den Massive Fortrydelse og min egen favorit: The Shuddastayed Inn. 

Rejser november 2017

Hvad fortæller mad om mennesker og steder? Vi taler med udenlandske kokke i Danmark om den hjemstavnsmad, de savner mest. Vi fortæller om maden som identitetsmarkør og og guider til navnebeskyttede egnsretter i Europa. Læs også om ny afrikansk kunst i Cape Town og slidte gamle pubber i London. Og kom med ud i den meditative stilhed på det norske højfjeld langt fra byens kværnen.

Andre artikler i dette tillæg

  • Nu taler de kolonialiserede om livet i de små stykker Danmark

    10. november 2017
    En helt ny udstilling på Nationalmuseet skal fortælle Danmarks kolonihistorie med nye stemmer. I historieskrivningen bør en slavegjort africaribiers historie være det samme værd som en dansk embedsmands, lyder det fra udstillingens kurator
  • ’Min første store madoplevelse var, da jeg fik abehjerne, som faktisk viste sig at være en rigtig fin smagsoplevelse’

    10. november 2017
    Italien, Thailand, Havana eller Helsinki? Christian Gregersen, der netop har stået bag en trøffelfestival i Illum, København, er ikke i tvivl: Italiens delikatesser og duften af det thailandske køkken vil altid løbe med næseborenes opmærksomhed. Cuba og Finland er ikke uinteressante, men hvis maden er det vigtige, skal man vælge med smagsløgnene
  • Vi er, hvad vi spiser

    10. november 2017
    Gastronomi er en vigtig del af kulturen, sproget og den enkeltes identitet, fortæller sociolingvist Martha Sif Karrebæk, der forsker i, hvordan vi taler om ‘dansk mad’ og hvad maden betyder for vores nationale og regionale selvopfattelse
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Ja, ikke mindst de hastigt stigende grundpriser - og dermed huslejer - har ødelagt meget autentisk byliv i London. Den samme udvikling kan man så småt se i København.

Sascha Olinsson

Tag det fra en der bor i London- på fjerde år nu. Der er en pub på hvert et gadehjørne og hvis du bevæger dig væk fra turistcentrum, er der også masser af lokale. Noget helt andet er så selvfølgelig at "lokale" i London meget ofte er polakker eller italienere. Sådan er det at bo i en global storby...

Sascha du er åbenbart ikke så gammel,det handler om ægte kultur,og ikke et liv i stres tempo,der er ingen menneskelighed
ingen tid til nærvær med den lokale befolkning,som næsten ikke findes mere.en stor by er ligesom at gå i netto i dag,men du er ung,så det er nok svært at forklare dig