Når oldingene belærer unge og især gamle om at være ung

Filosoffen Michel Serres har meget hvidt hår og mange rynker og er med egne ord en olding, nu hvor han nærmer sig halvfems.

Michel Serres er også et eksempel på et fænomen, som har kunnet konstateres de sidste små ti år, hvor oldinge udgiver pamfletter fra med gode råd om oprør og fremtiden. De ligger fremme på boghandlernes diske, frister som slik og glider lige ned i indkøbskurven til de andre bøger, som om der ikke var noget, vi længtes mere efter, end at blive sat på plads af bedstefartyper.

Den første, der røg op på helt fænomenale salgstal, var den tidligere og nu afdøde diplomat Stéphane Hessel. Hessel sprængte i 2010 alle salgsstatistikker med sit essay Gør oprør, hvor han ruskede op i en ungdom, som ifølge ham har glemt, hvordan man forarges. Især handlede det lille skrift om, hvordan man bør handle på sin forargelse. Hessel, der døde i 2013 96 år gammel, var tidligere koncentrationslejrfange og modstandsmand og gjorde efter Anden Verdenskrig karriere i diplomatiet.

Den lille pamflet, som nåede verden rundt, var præget af nostalgisk længsel efter tidligere tiders kampgejst, som Hessel mente var forsvundet. Gør oprør – der pegede fingre ad finansverdenens overgreb, men også advarede mod klimaforandringer – solgte 4,5 millioner eksemplarer verden over og inspirerede den spanske bevægelse Los Indignados, den franske bevægelse Nuit debout og andre grupperinger og enkeltpersoner.

I øjeblikket ligger der så atter en lille pamflet på de franske boghandlerdiske. Det er videnskabsfilosof Michel Serres’ 95 sider lange essay C’était mieux avant! – Det var bedre i gamle dage – opfølger til en anden bestseller, Petite Poucette – Tommeliden fra 2013.

Serres er en verdenskendt filosof – han har i årevis undervist i USA, men han er også kendt af menigmand i Frankrig. Hans blå blik under de viltre øjenbryn møder ofte tv-seeren, og stemmen med sydfransk accent har i årevis lydt hver søndag aften på nyhedsradioen France Info. (240 af disse små kronikker, hvor Serres kommenterer verdens gang, kan i øvrigt købes på CD eller som podcast).

Michel Serres kommer fra små kår og var en tur forbi marinen, inden han kom ind på en af de prestigiøse franske skoler og uddannede sig til filosof med speciale i videnskab. Op gennem tresserne var Serres og Michel Foucault tro kampfæller og stod for meget af den tænkning, der udgjorde det ideologiske grundlag for ungdomsoprøret.

Man kunne måske derfor forvente endnu en omgang nostalgi, der handlede om, at ungdommen ikke længere er, hvad den har været.

Men Michel Serres’ ærinde er et helt andet. Serres er dybt optimistisk på vegne af den ungdom, han fortæller om, og som han allerede i 2013 skrev kærligt om i Petite Poucette – et udtryk, Serres bruger med henvisning til en hel generation, der med tommelfingeren lynhurtigt kan skrive beskeder på rappe mobiltelefoner og på den måde er i konstant kontakt med den store verden.

Mangen en sur gammel bedstefar – ’Grand Papa Ronchon’ som Serres kalder denne type – ville mene, at det var forargeligt med alle disse tommelfingre og næser nede i nye apparater. Serres slog imidlertid med Tommeliden fast, at dette fremtidens menneske først og fremmest er sindbilledet på en forbavsende mutation, vi endnu kun har set begyndelsen af. Det evigt internetbaserede menneske er en udfordring for alle dele af et samfund, der er al mulig grund til at ændre. Vidensinstitutionerne bliver overhalet indenom, så de politiske institutioner og selve demokratiet må ændre sig.

Serres’ kærlige beskrivelse af denne nye og lovende generation i Petite Poucette – oprindeligt en tale han holdt i Det Franske Akademi – blev solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer.

Det er opfølgeren til denne kæmpesucces, der nu med titlen C’était mieux avant! ligger klar på boghandlernes diske. Også den går som varmt brød.

Michel Serres’ ukuelige optimisme fornægter sig nemlig ikke. Der er så mange sure bedstefædre, som hele tiden skal forklare Tommeliden, at det hele var langt bedre i gamle dage, forklarer oldingen Serres. »Det heldige er så,« siger Serres, »at jeg faktisk var der i de gamle dage.«

Og så går Serres i gang med at vise, hvordan vi i dag trods en række problemer lever i en tid, der på snart sagt alle områder er bedre end nogen tidligere epoke.

Det tyvende århundrede, som Serres har gennemlevet, var jo – bare i Europa – en tid, hvor der udkæmpedes to store krige, inden der omsider kom en fred, der nu har varet i 70 år. Jo, det var da sørme bedre dengang Mussolini, Franco, Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot og Ceausescu var ved magten, siger Serres sarkastisk. Det var da også meget bedre, dengang vi havde ’ytringsfrihed’ til at karikere jøder og afrikanere – alle disse sociale grupperinger, som udgjorde et komplot imod ’os’ – uden at nogen kom og prædikede ’politisk korrekthed’? Uh, hvor var det en skøn tid.

Serres latterliggør også nostalgien på en række andre punkter, som han ofte illustrerer med egne oplevelser. Oplevelser af at blive mobbet for sin accent i det parisercentraliserede Frankrig. At se sygdomme, som man i dag helbrede med et snuptag, hærge, hvor man nu har et samfund, der med sygesikring sørger for, at alle kan få behandling. Viden om køn og seksualitet var for bare halvtreds år siden nærmest ikkeeksisterende. Nu er kvinderne da i det mindste nogenlunde ligestillede med mænd. Åh, hvor vi dog savner den tid, hvor de bare gik hjemme.

Sådan går det slag i slag. Så ønsker man at blive sin nostalgi helt kvit, så ligger kuren klar i form af en kærlig opsang. Især til de mange sure ’gamle’ – fra en filosof fuld af håb for ungdommen.

Om det så gør en gammel eller i virkeligheden temmelig ung, det er et rigtig godt spørgsmål.