Læsetid: 6 min.

’Jeg er som en skuespiller, der læser op til en rolle’

Tine Lykke Prado oversætter romaner og noveller fra spansk og portugisisk til dansk. En langsommelig proces, der kræver en sprognørds snilde, men også blik for lokale forhold og en evne til at leve sig ind i andre menneskers liv
Tine Lykke Prado er oversætter. I 30 år har hun ved siden af sit deltidsjob som portugisiskunderviser oversat skønlitteratur fra portugisisk og spansk og bl.a. bragt brasilianske Paulo Coelho og den portugisiske nobelprisvindende forfatter José Saramago ind i de danske stuer. Hendes litterære hjerte banker dog stærkest for Brasilien.

Tine Lykke Prado er oversætter. I 30 år har hun ved siden af sit deltidsjob som portugisiskunderviser oversat skønlitteratur fra portugisisk og spansk og bl.a. bragt brasilianske Paulo Coelho og den portugisiske nobelprisvindende forfatter José Saramago ind i de danske stuer. Hendes litterære hjerte banker dog stærkest for Brasilien.

Sille Veilmark

1. december 2017

»Ela era gorda, baixa, sardenta e de cabelos excessivamente crespos, meio arruivados. Tinha um busto enorme ...« Tine Lykke Prado sidder i sit arbejdsværelse i en lille lejlighed på 4. sal i det indre København. Hun læser højt for sig selv. Først på portugisisk, så på dansk:

»Hun var tyk, ikke særlig høj, fregnet og med overdrevent krøllet, rødligt hår. Hun havde ...« Tine Lykke Prado går i stå.

»Um busto enorme ... En enorm ... kan man sige barm i 2017? Det passer ikke rigtigt til en teenagepige, vel?« Hun noterer sig ordet ’barm’, sætter en skråstreg og skriver også ’bryster’.

»Det må jeg vende tilbage til ...«

Tine Lykke Prado er oversætter. I 30 år har hun ved siden af sit deltidsjob som portugisiskunderviser oversat skønlitteratur fra portugisisk og spansk og bl.a. bragt brasilianske Paulo Coelho og den portugisiske nobelprisvindende forfatter José Saramago ind i de danske stuer. Hendes litterære hjerte banker dog stærkest for Brasilien ­– hun er selv halvt brasilianer – og denne dag er hun gået i gang med at oversætte den brasilianske forfatter Clarice Lispector.

»Hende har jeg selv valgt, så hun er lidt af en darling for mig,« siger hun og forklarer, at hun både oversætter på bestilling, når et forlag henvender sig med en bog, det ønsker oversat, og selv aktivt foreslår forfattere, hun gerne vil oversætte. Bogen af Clarice Lispector, som altså hører til i sidstnævnte kategori, er en novellesamling på halvandet hundrede sider. Hun er nået til side et. 

Sille Veilmark

»Sådan et afsnit som det her kan godt tage mig en hel dag, fordi der står så meget mellem linjerne. Med andre forfattere kan jeg oversætte op til femten sider om dagen. Det afhænger af sproget – hvor fint og detaljeret det er.«

Hun hiver en tyk bog frem fra den tætpakkede reol. Elsker Pablo, hader Escobar.

»Den her tog det mig to måneder at oversætte, for litterært er den ikke særligt udfordrende,« fortæller hun om den knap 500 sider lange bog om narkobaronen Pablo Escobar, som netop er udkommet på dansk på forlaget Rosinante.

»Men der var da en del narkoslang, jeg lige skulle have styr på. På den måde er der stor forskel på, hvilken type litteratur man arbejder med. Jeg kan bedst lide det smalle, det særlige og det, der tager lang tid. Men det giver selvfølgelig en noget dårligere timeløn, fordi det går så langsomt,« tilføjer hun.

Som litterær oversætter får hun et fast honorar, som aftales med forlaget, før hun ved, hvor mange timer det vil tage. Lønnen bliver derfor lavere, jo grundigere hun går til værks.

»En forfatter som Clarice Lispector er en mester i sproglige detaljer, det er nærmest som en rebus, når jeg skal oversætte hendes tekster, fordi der står så meget mellem ordene og linjerne. Det er vanvittigt irriterende, men det er jo også det, der er det sjove.« 

Stemmen som vigtigste værktøj

Tine Lykke Prado kan trække på sin tosprogede baggrund og sin faglighed – hun har en dansk bachelor i litteraturvidenskab og retorik og en brasiliansk master i komparativ og brasiliansk litteratur samt en tolkeuddannelse. I praksis betyder det, at hun ikke bare oversætter til de ord, der umiddelbart falder hende ind, men længe overvejer, hvilket indtryk det enkelte ord vil efterlade hos læseren.

»Jeg går meget op i, at sproget skal passe til de karakterer, der taler i bogen. Hvis det er en gammel mand, så skal han tale som en gammel mand, og hvis det er en teenagepige, så skal hun beskrives og tale som en teenagepige, ikke som en kontorassistent,« forklarer hun om sine overvejelser.

»Det er lidt ligesom en skuespiller, der læser op til en rolle. Man må sætte sig ind i, hvor folk taler fra, for at kunne gengive dem troværdigt. Ellers kommer alle personerne til at tale ens, og det gør det sprogligt kedeligt og utro mod originalen. Det skal lyde, som hvis forfatteren havde kunnet skrive på dansk.«

Tine Lykke Prado bruger ikke mange remedier, når hun oversætter. En computer med internetadgang og en telefon, så hun kan ringe til en ven, det er alt, hvad hun har brug for. Foruden stemmen. Den er måske hendes vigtigste værktøj, for når hun oversætter, er det som regel ’med lyd på’. Skiftevis på portugisisk eller spansk og dansk. Hun forklarer hvorfor:

»Man siger, at historier skal have en dramaturgisk kurve. Det samme skal sætninger. Hvis højdepunktet – det mest intense – ligger midt i sætningen i den portugisiske udgave, så skal det også gøre det i den danske udgave. Det går jeg meget op i, og det kan man høre, når man læser teksten højt,« siger hun og fortsætter højtlæsningen af brasilianske Clarice Lispector.

Ordene former sig smukt til sætningskurver, op og ned, indtil hun kommer til et bestemt ord. Saudade. Så går hun i stå.

»Saudade er så karakteristisk et ord på portugisisk, at det er nærmest umuligt at oversætte. Det er lidt, ligesom når vi danskere taler om, at hygge ikke kan oversættes. Saudade betyder at længes efter, men det betyder også mere end det, og lige nu kan jeg simpelthen ikke ramme det. Det må jeg også komme tilbage til ...«

Udfordret af bolivianske bandeord

Når Tine Lykke Prado oversætter, er det altid fra et fysisk eksemplar af det originale værk. Hun begynder på side et og fortsætter slavisk til bogens ende. Ikke noget med at springe frem og tilbage mellem kapitlerne. Faktisk foretrækker hun slet ikke at have læst bogen, før hun oversætter den. Hun mener, at det bevarer en sproglig spænding, når hun ligesom læseren ikke ved, hvad der kommer til at ske.

»Det giver en mere umiddelbar tekst, som ikke er så fortænkt,« forklarer hun.

Til gengæld oversætter hun altid ad flere omgange.

»Første gang nærmest løber jeg igennem teksten for at få et flow og en naturlighed ind i sproget. Der sidder jeg ikke og slår ordene op, for så går jeg i stå og mister færten. Så må jeg i stedet markere de ord, jeg er i tvivl om, og komme tilbage til dem.«

»Anden runde af oversættelsen er den sjove. Så læser jeg det hele igennem igen, men er ekstra omhyggelig med de ord, jeg i første omgang var i tvivl om. Nogle gange giver det pludselig sig selv, fordi jeg jo på det her tidspunkt kender hele historien og ved, hvad der kommer til at ske. Andre gange må jeg ty til Google eller ringe til en ven. Hvem jeg ringer til afhænger af bogen. Hvis den er gammeldags i sproget, skal det være én ven, og hvis den er mere moderne, skal det være en anden ven,« griner hun og tilføjer, at hendes venner heldigvis er lige så sprognørdede som hende selv.

Tine Lykke Prado finder en bog med sort omslag frem.

»Ham her,« siger hun og peger på forfatterens navn – Hasbun Rodrigo – »han er fra Bolivia, og jeg er lige ved at lægge sidste hånd på oversættelsen af en bog af ham.«

Sille Veilmark

Hun finder et word-dokument frem og scroller ned over siderne i sin oversættelse af bogen, som på spansk hedder Los afectos, men hvis danske titel endnu ikke ligger fast. Den er baseret på en virkelig historie om en nazistisk familie, som flygtede fra Tyskland til Bolivia. At familiens ældste datter bliver kæreste med Che Guevara og ender med at tage til Hamborg og skyde den bolivianske generalkonsul (ja, den historie, som også involverer den danske journalist Jan Stage som chauffør), gør med Tine Lykke Prados ord ikke bogen mindre interessant. Men den har også været en udfordring for den ellers erfarne oversætter, bl.a. fordi den er på boliviansk spansk.

»Tag et ord som ’concha’. Det betyder egentlig ’shell’ på engelsk eller ’muslingeskal’ på dansk, men i Mexico er det en særligt populær form for wienerbrød, og i Argentina, Chile og Bolivia, hvor denne bog er fra, betyder det ’kusse’,« siger hun og forklarer, at det samme gør sig gældende med brasiliansk portugisisk, hvor forskellen mellem det portugisisk, der tales i Brasilien og det, der tales i Portugal, er endnu større. Så det er ikke bare sproget, men også geografien, man skal have på plads.

»Det er da vildt besværligt, men det er jo også den slags udfordringer, jeg godt kan lide ved at oversætte,« konstaterer hun.

»Og så er det jo godt, at jeg også har et job som portugisisk underviser, for det er hurtigere at lære en elev at bruge ti nye gloser end at oversætte ti linjer.«

Vinterbøger 2017

Mød fire af vinterens kommende debutanter, dyk ned i den litterære oversættelses historie og aktuelle udfordringer, tag med til forlaget Hovedland i Gjern og til Latina syd for Rom, hvorfra forfatter Antonio Pennacchi skriver om fascisme og industrisamfund i efterkrigstidens Italien.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fascistkommunisten i Latina: 'At skrive er en straf'

    1. december 2017
    Antonio Pennacchi har sat sig for at skildre sin hjemstavns udvikling fra fascismen til vor tid. Andet bind i hans fortælling om Mussolini-kanalen er netop udkommet på dansk. Information har besøgt forfatteren i Latina
  • ’De unge er sgu da romantikere’

    1. december 2017
    I de litterære klassikere finder vi et fast holdepunkt i en verden, der er ved at smuldre for øjnene af os. Men vi finder også nye perspektiver, der kan give os et anderledes blik på vores samtid
  • Sjældent stærk debutroman om livet ude af sig selv

    1. december 2017
    Tyskland har dette efterår oplevet en formidabel romandebut med ’Ausser sich’, hvor et ud- og indvandret tvillingepars søgen efter sig selv i Rusland, Tyskland og Tyrkiet bliver til et brudfyldt vue ud over historien og sætter menneskets skrøbelige identitet under lup
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • ingemaje lange
Maria Francisca Torrezão og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu