Læsetid: 3 min.

Nu taler de kolonialiserede om livet i de små stykker Danmark

En helt ny udstilling på Nationalmuseet skal fortælle Danmarks kolonihistorie med nye stemmer. I historieskrivningen bør en slavegjort africaribiers historie være det samme værd som en dansk embedsmands, lyder det fra udstillingens kurator
Portrættet hedder ’Neky og lille Marie’ og er malet i 1838. Det er et sjældent portræt af en navngiven sort barnepige, men man ved ikke meget mere om hende end hendes navn. Neky. Man ved for eksempel ikke, om hun var fri eller slavegjort, kun at hun tjente hos en søofficer, der tidligere havde været i Vestindien

Portrættet hedder ’Neky og lille Marie’ og er malet i 1838. Det er et sjældent portræt af en navngiven sort barnepige, men man ved ikke meget mere om hende end hendes navn. Neky. Man ved for eksempel ikke, om hun var fri eller slavegjort, kun at hun tjente hos en søofficer, der tidligere havde været i Vestindien

Foto fra udstillingen

10. november 2017

En grønlandsk købmandsbutik, et diplomatisk møde i Indien, et brev fra en lokal konge til en dansk slavehandler i Ghana og en retssag mellem en slave og hans ejer i Dansk Vestindien. Det er nogle af de genstande, man kan se på Nationalmuseets nye, permanente udstilling ’Stemmer fra kolonierne’, som åbnede den 13. oktober.

At Danmark var en brutal kolonimagt som mange andre europæiske lande er ikke nogen nyhed, men intentionen med den nye udstilling er alligevel at føje noget nyt til vores historieskrivning. Det forklarer seniorforsker og kurator på udstillingen Louise Sebro.

»Historien om de danske kolonier er oftest blevet fortalt set i et meget dansk perspektiv. Man har taget udgangspunkt i Danmark som kolonimagt og fortalt om den handel, danskerne bedrev i kolonierne og den rigdom, det skabte herhjemme. Handlen bliver selvfølgelig også behandlet i den nye udstilling, men nu er det som et bagtæppe til de menneskelige fortællinger,« lyder det fra Louise Sebro.

I ’Stemmer fra kolonierne’ er ordet i stedet givet til de mennesker, der levede i kolonierne. Både dem, som blev koloniseret og dem, som koloniserede. Der er altså både plads til den slavegjorte Franciskus, som stak af fra sin ejer Johan Lorentz Carstens i håbet om et bedre liv, og til plantageejer Johan Lorentz Carstens som slæbte sin slave Franciskus i retten og forlangte, at han blev straffet med 150 piskeslag og fik skåret øret af for at være løbet væk.

– I vil gerne fortælle Danmarks kolonihistorie med nye stemmer. Hvorfor skal vi så høre endnu en hvid dansk mands version af historien?

»Vi forsøger at vise, at livet i kolonierne var ekstremt forskelligartet. Ved at fortælle historien fra både Carstens og Franciskus side viser vi, hvad det var for en mentalitet, der prægede livet i Vestindien. For at forstå, at det var mennesker, der var undertrykkere, bliver vi nødt til at have dem med i historien. Hvis de ikke var der, så havde alt jo set helt anderledes ud.«

De stemmer, man møder flest af på udstillingen, er dog de koloniserede. Afrocaribiere, indere, vestafrikanere og grønlændere.

»Vi vil gerne skabe en forståelse af, at Danmarks historie er andet end de etniske danskeres oplevelser. De mennesker, der boede i kolonierne er jo en ligeså ligeværdig del af den danske historie som en dansk bonde. Vi bør ikke kun spørge, hvad vores egen rolle var, men også forstå, at vi har er en fælles historie, som ligeså godt kan fortælles af en slavebunden afrocaribier som af en dansk embedsmand. Det er noget med at skifte synsvinkel,« mener Louise Sebro.

På udstillingen ’Stemmer fra kolonierne’ er det altså de menneskelige fortællinger, der er kommet i glas og ramme. Man finder derimod ikke en selvstændig montre, det fortæller om den politiske racisme eller brutale vold, der gennemsyrede livet i kolonierne. Det er et bevidst valg, forklarer Louise Sebro.

»Vi fortæller historien gennem konkrete menneskeskæbner, som vi væver sammen til et stort kludetæppe, og det betyder, at de væsentlige temaer, som for eksempel volden og racediskriminationen, kan findes i mange af historierne, men ikke i en tematisk montre for sig selv. Vores pointe er, at for eksempel racebegrebet er så gennemtrængende, at man ikke kan nøjes med at behandle det i en montre ovre i hjørnet. I stedet kommer det til udtryk som et gennemgående spor i hele udstillingen.«

Læs mere om den nye udstilling på natmus.dk

Rejser november 2017

Hvad fortæller mad om mennesker og steder? Vi taler med udenlandske kokke i Danmark om den hjemstavnsmad, de savner mest. Vi fortæller om maden som identitetsmarkør og og guider til navnebeskyttede egnsretter i Europa. Læs også om ny afrikansk kunst i Cape Town og slidte gamle pubber i London. Og kom med ud i den meditative stilhed på det norske højfjeld langt fra byens kværnen.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu