Brev fra Peter Gundel: ‘I mit primitive hjertes dybe hadfure’

Peter Gundel (1895-1931) var fisker i Jakobshavn. Han udgav fire små noveller i den nordgrønlandske avis Avangnâmioq og søgte hjælp hos danske grønlandsfarere til at udgive sin litteratur, men de fleste så ham mere som en formidler af en folkloristisk, mundtlig tradition og ikke som en forfatter med litterære ambitioner.

I årene 1921-1930 førte han en intens korrespondance med den danske læge Jørgen Hvam, som havde fungeret som læge i Jakobshavn.

Brevet, der er gengivet med Gundels ortografi på det danske andetsprog, handler om, hvordan han er træt af danskernes repræsentation af grønlænderne. Gundel var en ivrig fotograf og skildrede også med sine billeder det grønlandske hverdagsliv indefra.

Brev fra Peter Gundel til Jørgen Hvam

Den 7/7-30 lige før midnatstide

Har været oplagt hele dagen for gigtens skyld og af bekymringer,

over ikke at have gjort noget som jeg har ventet ved sommertiden.

Da om Louise efter aftensbadet lægger sig til ro og Dibo gaar

ned hos sin søster, for med hende at hjælpes med maskinsyarbejde,

er jeg kedelig helt vaagen. Forsøger forgæves at lade fornuften

sejle paa ret køl med at blade endnu ulæste ”Søndag”.

Nej, læsningen eller anden nogen kan ikke dreje eller lade glemme

mine ubehagelige følelser. Saa tager jeg dette her frem og

dertil vil søge for at føje et par stykker, jeg forleden for trætten

havde undladt at skrive. 

Brevet fra Peter Gundel er et uddrag fra bogen ’Breve fra...’

Det er altsaa i alvor jeg har planlagt til at foretræde hos Stauning.

Kun til ham har jeg mod – altsaa ikke til andre regerende

mænd, der har været her. Jeg føler at have kendt hans maade

der ikke hykler eller ranker sig over de lave, som ”kryber” for

overmagten. Han maa kende mit primitive lidenskab, der aldrig

har forladt mig. Og som har ladet mig ”kæmpe” undervejs paa

”livets vej” uden at bryde om danskgrønlanderens ”civilisationsforsøg”

der hidtil kun har ledet til hykleri. Fordi i de svundne lange

tider har været bart ord uden handling der har bandet sig vej

”frem” gennem danske præsters arbejde.

En nervelæge der i ”Søndag” har udtalt sig: ”primitive lidenskaber

er sult, kærlighed, had opofrelse og moder-(fader)-følelsen”

er rigtig kender af det primitive, for dér har han nævnt mine

grundfølelser og for at forklare mit primitivéte vil jeg tilføje:

1. Sultefølelsen

– ved mangel af mad ofte i hele livets gang

2. Kærlighed

– til mit fædreland, (kærlighed til kvinden kan jeg med gode

grunde ikke nævne som mine dybeste følelser)

3. Had

– til dem der har ledet hykleriets fremgang hertillands ved at tilintetgøre

eskimoens aandelige ærlighed, der kunde godt erstattes

af stærk beundringsværdigt sjæleliv, om kun ”bart ord” ikke

har trængt sig frem efter Egederne.

4. Opofrelse

– er min nationalfølelse, der stræber sig for at opklare den virkelige

liv heroppe ved timelig og aandelig.

5.  Moder

– jeg vil helst skrive: faderfølelse – jeg til min af døde dreng og

Louise har følt og med hvem som begynder har studeret

børnelivet her og nu vil gerne for det meste opklare de

uskyldige vordende nationfolks ”opdragelse” der af moderlandsfolket

maatte absolut kendes.

Det er altsaa det hele der er grundtonen i mig til at hidtil ”bilde

mig ind” for at ”vrøvle”, nej opklare danskgrønlænderens tyranni

– Ja det er ikke andet end tyranni og De doktor kender ikke

dertil for De var her kun i et par aars tid, men jeg antager at De

hos andre ældre danske havde skimtet svagt en el. et par af de

originale skikke de til os har og som jeg h–a–d–e–r. Kedeligt

var det at De kun hine et par aar maatte opholde Dem her. Jeg

havde nemlig hos Dem skimtet at der ikke var noget til at hade

men at beundre hos Dem og lod ikke Dem til at falde ned i mit

primitive hjertes dybe hadfure. 

Med de nævnte ”lidenskaber” som hovedemner, skrev jeg

”Niels’ Brev”. Under sin travlhed lod K. Rasmussen gennemlæse

stykket til Kristoffer og da først han fik hans beundring – thi Kristoffer

som grønlænder, har ved flest gange og altid ved alvorligere

tilfælde oftest beundring, kun beundring og raad fra vor 14

aars alder i Ghb til mig – læste han selv at ofre sin kostbare tid og

saaledes kaldte det kun ”agitatorisk, danskfjendtligt …” Derfor

kan jeg nu ikke tænke paa hans hjælp til mig med sligt. For med

det samme hjerte som ”Niels’ Brev”s forfatter, jeg skriver mine

historier. Jeg takker jo Dem for Deres raad derfor. Vi faar se herefter.

Undskyld! Jeg kan altsaa ikke skrive længe og heller ikke kan

samle at forkorte mit nuværende mods beskrivelse, skønt søvnløsheden

kræver nogen syssel, maa jeg foreløbigt slutte.