Camino del Kan kan forandre Guatemala økonomisk og kulturelt

Guatemala er et paradis for den, som vil udforske naturens rigdomme på egen hånd i Centralamerika. Et såkaldt hotspot for biodiversitet. Højlandet byder på ufremkommelig og uspoleret natur. Søger man ud på de mindre befærdede veje, belønnes man med spektakulære landskaber, vulkaner, lange ture på hesteryg og til fods og muligheden for at opleve årtusinder gamle ritualer og mayakulturer, som kun findes her. Det evige forårs land venter bare på at blive genopdaget.

Jeg er rejst tilbage til det land, hvis vildskab mange frygter, men som jeg med årene har lært at elske, for at skrive om de lokale ildsjæle, som går forrest og knokler for at skabe bæredygtige naturoplevelser, som både gavner den lokale økonomi og fremmer miljøet og rekreationen i det fri.

I

Jeg ankommer midt i en mayaceremoni efter en seks timers køretur ad snørklede bjergveje fra Guatemala City. Indvielsen af den nye vandrerute Camino del Kan er i fuld gang. Solen brager ned. Luften er kølig, og vi er omringet af vulkaner, bjerge og høje nåletræer. Vi er i bjerglandsbyen Chajbal, som ligger i provinsen Quiché, i 3.300 meters højde.

Der er fyldt op i salen, hvor ceremonien foregår. Alle står med lukkede øjne og kroppen vendt mod øst. En sød duft af røgelse blander sig med duften af gran og friske magnolier. Vi vækker forfædrene til live på maya-k’iche’ og beder dem sprede god energi over den nye vandresti. I højlandet involveres mayaguderne i enhver livssituation, som anses for vigtig for et menneske eller, som her, for et helt lokalsamfund.

Jeg spotter Søster Virginia igennem lokalet. Hun blinker til mig, da hun ser mig. Hun er ’Superwoman’ for mig. Hun bor alene i et hus, hun selv har bygget, på toppen af et bjerg, omgivet af skov i en af Guatemalas fattigste og køligste bjergprovinser. Når jeg besøger hende, byder hun som regel på hvidvin og ost, og så har hun en ret dejlig jacuzzi. Meget langt fra det, jeg forbinder med at være nonne.

Virginia har i mere end 30 år arbejdet med freds- og udviklingsprojekter i det machodominerede og tidligere borgerskrigshærgede område. Sammen med sin orden af katolske søstre fra New York har hun viet sit liv til lokalsamfundet og sørget for computere, uddannelse og sundhedsklinikker. Hun har medvirket til at skabe fred – især for de mange mayakvinder, som har oplevet traumer, tortur og deres mænds eller børns forsvindinger under den 36 år lange borgerkrig, som ramte Quiché-området særlig hårdt. Kampen stod mellem den USA-støttede guatemalanske hær og guerillabevægelser med rødder i de oprindelige indianske folk, og man mener, at den kostede 200.000 mennesker livet.

Claudia Pérez Pujol Rosenlund

Camino del Kan er også Søster Virginias idé. Et usædvanligt initiativ her i højlandet, som ikke er til at finde i nogen turistbrochure. I hvert fald ikke endnu. Vandreruten er blevet til i et samarbejde mellem unge biologistuderende fra det lokale universitet, Søster Virginias fredscenter og frivillige amerikanske kvindelige forskere, som har været i Chajbal og provinshovedstaden Santa Cruz del Quiché for at studere floraen og faunaen.

Jeg finder en plads i salen og deltager i resten af indvielsesceremonien, hvor vi tænder levende lys og ofrer brød, chokolade, cigarer og røgelse til guderne. Herefter uddeler vi priser til dem, som har været med til at skabe projektet, og klapper folk op og ned fra talerstolen.

Alting tager lang tid i Guatemala og altid længere, end man som dansker er vant til. Det er tydeligvis en festdag for de fremmødte, som udover lokale beboere, hvoraf nogle er rejst til fods i flere timer, tæller journalister, traditionelle mayajordmødre, universitetsstuderende og en håndfuld udenlandske frivillige, som typisk arbejder i udviklingslande som Guatemala.

Forskerne og de studerende fortæller fra podiet om alt det, de har fundet undervejs i arbejdet med at anlægge vandreruten. Sjældne dyr, fugle og planter, der lever her og kun her. Krybdyr, insekter, hængende orkidéer, slanger, ugler, lokale afgrøder og urter, som har været anvendt til føde og medicinering i årtusinder af mayaerne. Den viden skal nu udbredes på ny. Et af formålene med den nye vandresti er derfor at uddanne lokalbefolkningen i at varetage disse rigdomme, så naturens økologiske balance vedligeholdes, og der kan dyrkes økologisk kaffe, laves honning og medicin af planterne – og man som besøgende kan nyde det rige dyre- og planteliv langs stien uden at ødelægge det.

II

Tiden er kommet til at gå udenfor. Ud på den nye sti. Man kan vælge, om man vil gå den ’lange’ tur på fem kilometer, eller man vil nøjes med en kortere tur med udvalgte højdepunkter undervejs. Jeg vælger den lange og skynder mig hen til skiltet, hvor turen indledes, og snoren skal kappes. Endnu et par taler. Snoren er et tykt reb, dekoreret med blomster fra området, og der skal flere hænder til for at klippe den over. Søster Virginia får æren. Hun har lige fået nye knæ og nøjes med at sende folk ud på ruten i hold.

Claudia Pérez Pujol Rosenlund

Det knaser under fødderne. Landskabet er tørt, jorden støver, og det kilder i næsen. Solen brænder i kinderne. Det første stop er honningcentret, hvor der skal være biavl og lokal produktion af økologisk honning. Biavl er et populært erhverv i det her område, fordi jorden er tør, og da landbrugs- og fødevareproduktionen er begrænset. Især de unge mangler beskæftigelsesmuligheder, så mange går sammen i kooperativer og producerer vokslys, cremer og bivoks, som de sælger lokalt.

Turen fortsætter, og guiden fortæller, at vi skal igennem 16 forskellige seværdigheder undervejs, og at de først blev helt færdige med ruten dagen før. De lokale reportere filmer og knipser ivrigt med kameraerne. En af reporterne, en ældre mand med navn Avelino med adskillige kameraer om halsen, kommenterer ivrigt. Da vi når til det første udkigspunkt, hvor der er bygget en træbænk, gør vi holdt, og på et tidspunkt henvender han sig til mig. Måske fordi han kan se, jeg ikke er lokal.

»Jeg anede ikke, vi havde alt det her, lige her,« siger han. »Vi guatemalanere er ikke stolte over det, vi har, og vi ved ikke engang, hvad der omgiver os.« Jeg spørger ham hvorfor, og han svarer prompte:

»Fordi vi ikke kender vores historie og vores egen kultur.« En ung pige nikker og tilføjer noget om, at det hele starter i skolen og derhjemme. Et par af de andre journalister i gruppen lytter efter, men er tavse.

Vi går videre i stilhed, imens vi forsøger at spotte de første højthængende orkidéer i træerne, som guiden fortæller om. Solen er skarp og blænder mine øjne, men højt oppe, er det tydeligt at se de pink blomster med deres spidse blade, der hænger ned langs de kraftige grene. I horisonten får jeg også øje på en stor fugl, som spreder sine vinger. Jeg spørger guiden, om det mon er en ørn.

»Nej ikke den, men her er mange ørne,« svarer hun, »og lidt længere fremme kan vi prøve at kigge efter dværgugler. De findes kun her i området, og er meget sjældne. De kommer især frem om natten, men måske er vi heldige.«

Næste stop på stien er den økologiske kaffeplantage. Guatemala er kendt for sin kaffe, og i højlandet produceres nogle af de bedste bønner.

»Kaffeplantagen med både skygge og sol er god for fuglene,« forklarer guiden, »og den er med til at bevare balancen i naturen, som er vigtig for, at det rige fugleliv fortsat kan eksistere.« Ved siden af plantagen skal der laves et område til at opdrætte og bevare kongen af sommerfuglene, monarken. Den lever frit i Guatemala, men er i fare for at blive udryddet.

III

Jeg har besøgt området omkring Chajbal flere gange før, men det er aldrig før gået op for mig, at der under de høje trækroner i bjergene findes så rigt et dyre- og planteliv. Vi vandrer videre, og længere nede af bjerget møder vi en lokal bonde, som kommer spadserende med nogle store træstammer over skulderen. Vi er cirka halvvejs og går nu mod mayaceremonipladsen. Den indgår som en indlejret del af ruten, og vi bliver bedt om at gå videre i stilhed, hvis nogle af de lokale beboere er i gang med en ceremoni.

Vi passerer et vandløb, og guiden fortæller, at de dagligt tager prøver af vandet og er i gang med rense det. Mange smider nemlig skrald og affald direkte ud i vandløbene. Det er en landsdækkende problematik, og noget man ikke kan undgå at bemærke, når man rejser i Guatemala. Selvom mayaerne i årtusinder har bevaret naturen og levet i ét med planter og dyr, er forureningen åbenlys mange steder, især i udkanten af de større byer, og i mindre grad i højlandet og i regnskoven.

En slange mejslet i sten toner pludselig mægtigt frem fra klippen. Vi er ankommet til ceremonipladsen. Det ryger endnu fra et ildsted, men vi er alene. Ruten, Camino del Kan, er opkaldt efter netop den slangeformede klippe. Kan betyder ’fjerklædte slange’ og repræsenterer energien Q’uq’umatz, som er en af mayaernes 13 hellige energier.

Den gamle reporter, Avelino, fortæller at stedet også er en overraskelse for de lokale, han har talt med:

»Det maya-k’iche’-folk, som lever her i nærheden, anede ikke, at der fandtes et helligt ceremonisted her før den nye vandresti blev anlagt.« Så henvender han sig direkte til guiden:

»Hvorfor bad I os egentlig om at registrere vores etniske herkomst, da vi ankom i morges,« vil han vide. »Jeg havde ikke troet om jer, at I ville bede os om at klassificere os selv.«

Claudia Pérez Pujol Rosenlund

Avelino hentyder til en kolonne på det ark, vi alle blev bedt om at underskrive, da vi ankom for at være med til festlighederne. Det er normalt i Guatemala, at man registrerer sig med navn, profession, alder og arbejdsplads. Og altså også visse steder med, hvorvidt man er ’hvid’ eller fra det ’oprindelig folk’.

Jeg har aldrig oplevet det før, og jeg troede egentlig bare, at der blev spurgt til, om man var lokal eller udlænding. Det fortæller jeg Avelino, der smiler:

»Interessant,« bemærker han tørt. »Måske siger det mere om mig selv, men jeg efterlader altid det felt blankt.«

»Det gør jeg også,« tilføjer hans datter, Maria Teresa. Guiden er stille. Hun er ikke fra området og kender øjensynligt ikke problematikken nok til at tage til genmæle.

Der opstår en akavet stilhed, og vi går videre. Efter en rum tids tavshed fortæller Maria Teresa mig, at de driver et blad i familien, Osorio Us. Det er opkaldt efter deres efternavn, og mens far Avelino tager billeder, skriver hans datter Maria Teresa. De har før deltaget i arrangementer organiseret af Søster Virginia og Fredscentret, og synes begge godt om den type initiativer.

»Vi ved ikke nok om vores egen kultur og om vores historie. Derfor er det vigtigt for mig at støtte op om det her projekt og skrive om det,« fortæller Maria Teresa.

Vi er ankommet til foden af en klodset høj trappe, som er anlagt med trætrin. 90 trin i alt, og den er stejl. Flere i gruppen er dårligt gående og en ældre kvindelig journalist med stok kæmper sig op ad trinnene. Folk aser og stønner. Vi når alle til tops, og for oven venter belønningen. Vi har frit skue udover dalen under os og til bjergkæden, som synes uendelig i horisonten. Solen står lavere på himlen, men jorden føles endnu glohed. Flere hviler sig udmattede på bænkene, mens vi beundrer udsigten over højlandet.

Vandreturen ikke er lang, men varmen og højdevariationerne gør den hård. Og selvom en sti gennem en fattig guatemalansk provins ikke lyder som nogen revolution, er Søster Virginia, Avelino og Maria Teresa alle enige om, at det en vigtig ny begyndelse, der kan hjælpe både naturen og økonomien. Her i vildnisset langt fra de fladtrådte turistruter.

Rejsen var mulig med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.