Kaspar Colling Nielsen: ’FN’s flygtningesystem er ikke godt længere’

For 22 år siden tog forfatter Kaspar Colling Nielsen til Namibia for at besøge sin onkels ven. Det blev til mere end et besøg, og han endte med at tilbringe over et år i det sandrige land langt mod syd.

»Jeg arbejdede på et IBIS-projekt i et slumkvarter, der hedder Katutura, som ligger udenfor hovedstaden Windhoek. Jeg havde det bare rigtig godt. Der er noget over Afrika og Namibia, som for mig er helt fantastisk. Noget magisk og dragende,« fortæller Kaspar Colling Nielsen, der er aktuel med romanen Det europæiske forår, som blandt andet udspiller sig i et andet afrikansk land, Mozambique.

Det europæiske forår tager imidlertid sin begyndelse noget længere nordpå, nærmere bestemt i København og på Lolland. I København bliver et terrorangreb på den jødiske skole Carolineskolen startskuddet til en række voldsomme overfald på muslimer i de københavnske gader. Det ender med, at politi og militær indhegner en række ghettoer under påskud af at beskytte de muslimske beboere. Mens konflikterne raser i København forskanser dele af overklassen sig i romantiske stråtækte huse på Lolland i et Silicon Valley-agtigt elitesamfund, hvor der bliver forsket i kunstig intelligens.

Lollands status som elitesamfund behøver læseren ikke lægge for meget i, og forfatteren selv har da heller ikke dybe personlige relationer til den flade sydhavsø.

»Jeg syntes bare, det var sjovt at bruge Lolland, fordi jeg har været der, og fordi det er et meget smukt sted. Og så synes jeg også, at det er sjovt at tage et af de fattigste steder i Danmark og lave det om,« forklarer Kaspar Colling Nielsen om sit greb i romanen.

Den anorektiske og idealistiske Emma flytter med sin forskermor og afdankede galleriejerfar til Lolland, men inden længe bliver hun involveret i at stable et parallelsamfund, med alle moderne bekvemmeligheder vel at mærke, på benene i Mozambique for uønskede muslimske flygtninge fra Danmark.

Det kan lyde som en utopisk og dyster forbindelse mellem Danmark og eksotiske Mozambique, men for Kaspar Colling Nielsen, som har rejst i landet som ambassadør for Care Danmark, er tanken om fremmede nationers leje og udnyttelse af afrikansk jord ikke så utopisk, som man skulle tro.

»Meget store områder i Afrika er lejet ud til kinesere i perioder på 99 år – blandt andet i Mozambique, som har en meget frugtbar jord. De indhegner et område på størrelse med Amager, og så dyrker de ris dér. De forbruger ikke andet end lidt elektricitet, de ansætter ikke nogen, og så har de endda deres eget drikkevand med. Pengene, de har købt eller lejet jorden for, går til korrupte regeringer,« konstaterer Colling Nielsen. Så det er ikke helt umuligt, at eksempelvis Danmark i fremtiden vil stikke sit lange sugerør ned i den afrikanske muld og følge Kina, om end det nok ikke vil være med risproduktion for øje.

»Jeg tror, at Danmark og Europa kommer til at være hermetisk lukkede, og så tror jeg, man vil føle sig forpligtet til at hjælpe på andre måder. Det flygtningesystem, som FN etablerede efter Anden Verdenskrig, er ikke godt længere. Det blev bygget til flygtninge, som var i transit i gennemsnit halvandet år. I dag flygter folk blandt andet fra stater, der er brudt sammen, og de lever i gennemsnit omkring 17 år i flygtningelejre – og man kan ikke bo 17 år i en flygtningelejr. Man er nødt til at opbygge et nyt system, og hvis man ikke vil modtage flere flygtninge, må man bygge systemet andre steder. Det tror jeg vil komme til at ske.«

Kaspar Colling Nielsens nye bog ’Det europæiske forår’ udkom i oktober på Gyldendal.