Læsetid: 3 min.

I Kiev skinner overfladen ligesom pengene i Schweiz og velfærden i Danmark

I det borgerkrigshærgede og ludfattige Ukraine sidder dekadencen i fodtøjet, og overfladen er blankpoleret og dekoreret med bladguld
I det borgerkrigshærgede og ludfattige Ukraine sidder dekadencen i fodtøjet, og overfladen er blankpoleret og dekoreret med bladguld

Mia Mottelson

29. december 2017

I Schweiz skinner solen på pengene og i Danmark på velfærden. Her i Ukraines hovedstad Kiev er vejret gråt og novembertrist. En vagabond med udtrådte sko slæber en hullet sort affaldssæk med forskellige metalstykker hen ad fortovet. Én efter én falder stykkerne ud ad posen og efterlader et sneglespor af jern.

Jeg prajer en taxi, der fører mig forbi forstadens sovjetbeton ud mod ekspræsidentens Viktor Janukovitjs palads. Præsidenten blev upopulær, da han under Majdan-revolutionen for tre år siden beordrede sine sikkerhedsstyrker til at åbne ild mod demonstranter. Inden han flygtede i eksil i Rusland, nåede han at smide en ordentlig stak fortrolige dokumenter i pejsen eller i vandet i en af paladsets søer.

Det var måske overilet. For rygtet vil vide, at demonstranterne fra Majdan-pladsen stormede paladset efter flugten og fiskede papirerne ud ad asken og op ad vandet og samlede og fyntørrede bevismaterialet.

Et palads dekoreret i bladguld

Det koster 100 hryvnia at komme ind og se Korruptionsmuseet, som paladset kaldes i folkemunde. Det er ret meget på de her kanter. Men det kræver selvfølgelig også sit at vedligeholde en ekspræsidents ejendom på 137 hektar.

Palæets jernindgang er dekoreret med bladguld. De røde advarselsskilte minder én om, hvad der er forbudt. Ingen billeder – tjek. Ingen hunde – tjek. Ingen sylespidse stiletter – tjek. Jeg dvæler et øjeblik ved det sidste advarselsskilt, inden jeg fortsætter i mine sorte læderstøvler.

Til et ukrainsk medie sagde Janukovitj engang, at hans livsdrøm var at bryde fri af den fattigdom, han blev født ind i. På grunden går jeg forbi eksildespotens private minizoo. Der er strudse, hjorte og en hest. Og en løs hund, der bliver min stille guide i slaraffenland.

Der er også en golfbane, selvfølgelig. En helikopterflyveplads. En jagtmark med fasaner. En garage til et dusin veteranbiler. Og så et sørøverskib, der øjensynligt ikke kan sejle? Hist og her står der en antik skulptur og nogle lerkrukker.

I en lille café køber jeg en ukrainsk gløgg; en slags bittersød, lunken rødvin. En bredskuldret mand med en russisk pelshue roser mit engelske. »Tak,« siger jeg og spørger, hvor manden med den varme pelshue er fra. Han ligner en skurk fra en film.

Manden er fra Ukraine, men flyttede til Boston for tyve år siden. Måske var hans drømme gjort af det samme som Janukovitjs, tænker jeg.

»US is my favourite country!« udbryder han så og afslører, at Janukovitjs og manden alligevel ikke har så meget tilfælles.

Med gløggimitationen i hånden spadserer jeg ned mod en stor sø. Jeg ser et afløbsrør løbe ud i vandet og kommer i tanke om, at guld var det førende materiale i ekspræsidentens badeværelser på residensen. Udadtil ligner selve paladset en splejsning af en schweizisk træalpehytte og et græsk tempel med marmorsøljer. Den lort har haft det godt, tænker jeg og kigger på afløbsrøret. Der sker ingenting, så jeg tager hjem.

Blandt det blankpolerede jetset

Døren til lejligheden er polstret med brun læder. Gulvets fliser er blankpolerede og skal tydeligvis ligne marmor. På samme måde som lysekronen i stuens plastik skal ligne glas. På første sal står en sofa i guldlæder. På overfladen er alt guld, selv trappens gelænder og dørhåndtagene – på nær toiletdøren, der mangler sit håndtag.

Det er fredag. Vi er nogle stykker i lejligheden, og vi skal ud at spise. Vi tager fredagsklunset på, binder snørebåndene og tager en taxi hen til restaurant Bao. Senere på aftenen møder vi en dansker, der har scoret kassen på boligspekulation i Ukraine. Han fortæller, at Bao er stedet, jetsetterne spiser. Vi introducerer os; siger, at vi er studerende.

På restauranten spiser vi østers og sipper cocktails. Der er en kunstfernisering i gang. Kvinderne er iført høje hæle og store guldsmykker. De fleste har lange vipper, mørk øjenskygge og læbestift på. Mændene er med slipsenål.

Vi vil gerne danse. Ved entreen til natklubben står to firskårene dørmænd og ser alvorlige ud. Jeg nærmer mig. De kigger på mine sorte læderstøvler, som jeg besynderligt nok pudsede inden turen. De har været dyre nok, selvom de var på udsalg, men der er intet at stille op. Vejet og fundet for let på grund af mit fodtøj. 

I lufthavnens taxfree forsøger ekspedienten at prakke mig en ukrainsk vodka på ærmet. Den er destilleret i guldfade, siger hun. Jeg kigger på hendes højhælede. De er blanke og skinner ligesom pengene i Schweiz og velfærden i Danmark.

Turen til Ukraine blev støttet af Informations Venner

Serie

Arven efter revolutionen

Information genbesøger Ukraine fire år efter Maidan-revolutionen. I en serie går vi tæt på borgerkrigens efterskælv og ukrainernes selvforståelse mellem øst og vest. Rejsen er støttet af Informations Venner.

Seneste artikler

  • Østeuropas bedste fodboldhold har boet på hotel i tre år

    6. januar 2018
    Det ukrainske fodboldhold Shakhtar Donetsk har været i eksil siden 2014. Donetsk kontrolleres stadig af separatister, og Shakhtars stadion er beskadiget af bombardementer. Alligevel er klubben fortsat Østeuropas bedste og er igen i år gået videre fra gruppespillet i Champions League. Information har besøgt klubbens direktør på hans kontor på et hotelværelse i Kiev
  • Ukrainsk medie erklærer krig mod fake news: ’Det her er frontlinjen’

    18. december 2017
    Det ukrainske medie Stop Fake afslører og korrigerer de russiske fake news, som USA og Europa i stigende grad oplever konsekvenserne af, men som har været hverdag i Ukraine siden annekteringen af Krim og konflikten i Østukraine. Stop Fake er den nødvendige journalistiske reaktion på Ukraines tilstand, mener mediets chefredaktør
  • Ukrainsk #MeToo skal bevæge Ukraine tættere på Vesten

    15. december 2017
    Hvert år bliver mere end en million kvinder i Ukraine udsat for fysisk eller seksuel vold. For mange ukrainske kvinder er kvindekamp helt konkret en kamp for overlevelse. Men for regeringen er det også en kamp for at føre landet mod mere vestlige værdier og væk fra Rusland

IVERDEN December 2017

IVerden 2017 byder på rejser ud i naturens og historiens verden. Bl.a. til et Ukraine, hvor overfladen er blankpoleret efter borgerkrigens hærgen. Og læs uddrag fra den grønlandske forfatter Peter Gundels intense korrespondance med den danske læge Jørgen Hvam fra 1921-1930.

I Guatemala har vi besøgt den nye øko-sti, Camino del Kan, der har potentiale til at forandre det fattige højland økonomisk og kulturelt. Tag også med Eva Novrup Redvall på glamping i New Zealand. Og så fortæller fotograf Sofie Amalie Klougart om sin rejse til Jerusalem for at udforske byen og dens myter.

Andre artikler i dette tillæg

  • Med arkitekturens øjne skærpes vores blik på naturen

    29. december 2017
    Nordens natur bliver som aldrig før formidlet gennem moderne arkitektur. Besøgscentre langt fra de nordiske landes storbyer springer i disse år op af jorden, tundraen og klipperne, og ud over at fungere som nye udstillingsvinduer for oldgammel natur er de med til at sætte spørgsmålstegn ved balancen mellem naturen og de menneskeskabte rammer
  • Livet som rejsebogsforfatter er lige dele hverdag og eventyr

    29. december 2017
    For rejsebogsforfattere er der mange måder at føle sig hjemme på og mange steder at gøre det. Danske rejsebogsforfattere følger rejselysten ud i klodens afkroge og har gjort det til en beskæftigelse, der gør dem til millionærer på oplevelser men ikke i banken
  • I den kolde krigs fodspor: På langrendstur i Østtyskland

    29. december 2017
    På langrendstur i skovene omkring Türingen kommer Colin Nicholson igennem en række landsbyer, der under Den Kolde Krig var en del af frontlinjen i det gamle Østtyskland
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Præsidenten blev upopulær, da han under Majdan-revolutionen for tre år siden beordrede sine sikkerhedsstyrker til at åbne ild mod demonstranter."

Der er mange konspirationsteorier om, hvem der åbnede ild på Maidan. Konsensus i Vesten er, at det var Yanukovichs folk, konsensus i Rusland er, at det var militante højreorienterede.

BBC har også en teori, som den verdensomspændende medievirksomhed åbenbart finder plausibel, siden den ikke er blevet taget ned endnu.

Ellers er det en glimrende artikel, der skildrer et gennemkorrupt land i forfald.